Gid det var så vel!

Jeg véd ikke, om jeg skal kalde det bedrag eller uvidenhed. Jeg tænker på en kronik i Jyllands-Posten af Sherin Khankan, stifter af og talskvinde for Kritiske Muslimer, se her. Her forsøger hun igen at nedtone islams mange mærkelige forordninger. Og det kunne man da som kristen være forholdsvis ligeglad med. Men når hun misbruger kristendommen og den indbyrdes kristne diskussion så groft, som hun gør, og dertil glemmer historiens lære, så må der gøres indsigelse.

Det er spørgsmålet om kvindeundertrykkelse, hun tager fat på. Hun fremdrager Paulus: ”Paulus … citeres ofte for sine ord om tro, håb og kærlighed, men sjældent eller aldrig for sine ord om kvinder, hovedbeklædning og regler for menighedens sammenkomster”, skriver hun. Hun har godt nok ikke fulgt særlig meget med i debatten herhjemme, når hun kan sige sådan. Så længe vi har haft kvindelige præster, har talrige kirkefolk citeret netop Paulus’ ord om kvinder, hovedbeklædning og regler for, hvem der må tale i de kristne sammenkomster. Vi andre har da tit syntes, at der var mere væsenlige ting hos Paulus at debattere. Men nej, det blev ordene om, at kvinder skal tie i forsamlingen, der blev det væsentligste. Spørger man en almindelig folkekirkedansker, hvad han véd om Paulus, vil man forbavsende ofte få til svar, at det er ham, der vil have, at kvinderne skal tie. Så den udtalelse af Khankan er helt forkert.

Men den skal danne baggrund for det følgende, hvor det hedder: ”Hvis man valgte at definere Paulus eller kristendommen alene ud fra disse få vers, ville man næppe forbinde kristendom med næstekærlighed og tilgivelse”. Så tager hun sig plads til at citere store dele af disse ord om kvinder, hovedbeklædning og forsamlingsregler fra 1. korintherbrev, og skriver så: ”På samme måde er der enkelte vers i Koranen, som majoriteten af muslimer ikke tillægger nogen afgørende betydning eller citerer, netop fordi de ikke længere giver mening i den moderne verden, muslimer befinder sig i”. Hvad er det mon for vers? Ja, mærkeligt nok synes det ikke at være vers om kvindeundertrykkelse, Khankan bruger som eksempel til sidst i kronikken, det er i stedet det såkaldte ”sværdvers”, sura 9,5: »Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem.« Dette vers giver hun sig så til at udlægge, naturligvis, så det bliver ganske fredeligt.

Men var det ikke mere rimeligt, når det nu er kvindeundertrykkelse, der er på tapetet, at citere koransteder, der har med det at gøre? Der er nok at tage af. Der er sura 4,3, der tillader muslimer af hankøn at gifte sig med indtil fire kvinder. Der er sura 4,34 om tilladelsen til at slå sin kone; den citerede jeg for et par blogindlæg siden. Den hævder samtidig, at mænd står over kvinder; det er da rene ord for pengene. Og går man udenfor koranen til hadith, er der reglen om, at kvinders vidnesbyrd i retten er halvt så meget værd som mænds, reglen om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim, hvilket en muslimsk mand godt må gøre. Og selvfølgelig også reglen om, at en muslimsk mand kan blive skilt fra sin kone blot ved tre gange i vidners påhør at sige: jeg vil skilles fra dig; for kvindens vedkommende er det ofte næsten umuligt at opnå skilsmisse. Eksempler på kvindeundertrykkelse indenfor islam er altså legio.

Og altså: Var det ikke mere rimeligt, at Khankan ofrede tid på at citere sådanne koransteder og forklare, hvordan moderne muslimer mener, at disse steder ikke mere har gyldighed? Men bevares, med al den plads, hun har brugt på at citere Paulus, er der måske ikke plads til at citere koranen!

Så må jeg også gøre indsigelse mod selve den påstand om, at der er vers i koranen, som muslimer ikke tillægger afgørende betydning, fordi de ikke giver mening i en moderne verden. Det ville være rart, om det forholdt sig sådan. Men det er en kendsgerning, at Nasr Said, professor i Kairo, blev fradømt sin muslimstatus af det muslimske universitet al-Azhar, så han streng taget kunne slås ihjel og hans kone ikke mere måtte være gift med ham. Han og hans kone flygtede til Holland. Begrundelsen for dommen var netop, at han søgte at fortolke visse koransætninger som tidsbundne; han ville anlægge en historisk fortolkning af koranen. Så den fornyelse, som Khankan lægger op til: at man skal betragte visse koranord som historiske og ikke almengyldige, er altså for længst afvist af det toneangivende al-Azhar universitet. Hvem har så ret, Khankan eller al-Azhar? Man kan håbe, at udviklingen går i retning af Khankan; men der er ikke meget at have dette håb i.

I det hele taget er den måde at udlægge tekster på, som hun anbefaler: at give agt på sammenhængen, historien og det arabiske sprog, ikke en muslimsk, men en kristen fortolkningsmetode. Det arabiske sprog skal man måske som muslimsk fortolker tage hensyn til, indrømmet, men sammenhængen og historien? Det kan man rolig helt se bort fra. Tag den begrundelse, egypterne giver for at forbyde flerkoneri! Man henviser til sura 4,3, hvor det hedder, at man må tage op til fire koner, forudsat man kan behandle dem ligeligt. Man henviser dernæst til sura 4,129, hvor det hedder, at ingen er i stand til at dele sol og vind lige mellem sine hustruer. Deraf drager man den slutning, at en muslim kun må have én kone. Og det lovgiver man så for i Egypten. Men i en sådan fortolkning tager man ikke hensyn til sammenhængen, man tager ikke hensyn til historien, man fortolker da slet ikke efter ånden bag ordene (også det er en kristen specialitet), man leverer derimod et udpræget prokuratorkneb og tror, at Gud er så dum, at han lader den slags passere. Men gør han det? Hvis Gud er bare nogenlunde fornuftig, hvorfor i alverden skulle han så give tilladelse til de fire koner i sura 4,3, hvis han på forhånd vidste, at ingen muslim kan dele ligeligt mellem sine koner?

Og der er altså også en afgørende forskel mellem den Paulus, der forklarer og forklarer i sine breve for at få menighederne til selv at forstå, hvad det drejer sig om, for – som han siger – alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, alt er tilladt, men ikke alt opbygger, og så den Muhammed, der i koranen gang på gang siger: Allah forstår, men I forstår intet. Paulus lægger vægt på, at menigheden forstår. Muhammed er ligeglad med forståelsen, blot muslimerne adlyder.

Og tilsvarende: Muslimer spørger efter, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt. Kristne spørger efter, om tillidsforholdet mellem Gud og dem er intakt.

Og så til sidst angående sværdverset sura 9,5: det er sådan set ligegyldigt, at Sherin Khankan mod slutningen af sin kronik formår at dreje det i en fredelig retning, når hun skriver: ”Koranen opfordrer hverken til aggression eller drab. Havde man taget konteksten [af sura 9,5] med, ville man se, at der først og fremmest opfordres til fred og forsoning, og at kamp er den sidste udvej – og selv under kampen opfordres der til mådehold og forsoning, hvis fjenden er tilbøjelig til dette. Men vigtigst af alt er der tale om en specifik forhistorisk kontekst”.

Tager man en anden opfordring til kamp i koranen, sura 61,9 (der findes i samme ordlyd i sura 9,33 og sura 48,28): ”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”, så vil man sikkert også kunne bortforklare ordlyden her med, at dette, at religionen islam skal sejre over al anden religion, blot betyder, at den skal udbredes ved ordets og ikke ved sværdets magt.

Men det sjove er, at hvis man aflæser Muhammeds gerninger og ikke hans ord, så ser sagen helt anderledes klar ud. Så bliver resultatet, at Muhammed var en krigsherre, der gennem krigsførelse udbredte sit herredømme til hele Arabien, inden han døde i 632, og at hans efterfølgere gennem militære erobringer udbredte islams herredømme til den halve verden fra Spanien i vest til Indien i øst i løbet af de næste hundrede år. Og resultatet bliver videre, at tyrkerne gennemførte den anden store muslimske erobringskrig mod Europa, fra Konstantinopels fald i 1453 til slaget ved Wien i 1683, hvor de endegyldigt blev standset. Ser man på Muhammeds gerninger, opdager man altså, at han så åbenlyst har ment, at han havde Guds velsignelse til at føre krig mod alle ikke-muslimer. Og ser man på de efterfølgende muslimers gerninger, opdager man det samme. I den sammenhæng spiller det kun en ringe rolle, at Sherin Khankan og med hende nogle få andre muslimer får diverse koranvers nedtonet til at være ganske fredelige vers, der overhovedet ikke opfordrer til vold.

Alt i alt: Man kunne da ønske, at Sherin Khankan havde ret: at muslimer kunne vælge og vrage mellem koranordene, og at vi derfor kunne være ligeglade med de kvindeundertrykkende og krigsopfordrende ord derfra. Men sådan ser virkeligheden bare ikke ud.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Gid det var så vel!

  1. Sherin Khankan siger:

    I bogen ” Muslimernes Islam Religion- Kultur- samfund” Pantheon 2010, gør jeg detaljeret rede for alternative måder at tolke kvindens stilling i Koranen på bl.a. med henvisning til en kvindelige pakistansk juraprofessors juridiske analyse af Koranen. Læs side 171-184. Her citerer jeg 6 vers i Koranen som er blevet udlagt som argumenter for et kønshierarki og viser hvordan de også kan udlægges som det modsatte.

    God læselyst.

    Sherin Khankan

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Sherin Khankan!
    Jeg kan forstå, at du svarer på min indvending om, hvorvidt det ikke var mere rimeligt at citere koranstederne om kvindeundertrykkelse og vise, hvorfor de ikke mere har gyldighed. Det har du altså gjort andetsteds. Så langt, så godt.

    En anden af mine indvendinger gik på, om virkelig muslimer kan vælge og vrage mellem versene i koranen, så der er vers i koranen, som muslimer ikke tillægger afgørende betydning, fordi de ikke giver mening i den moderne verden. Så vidt jeg har forstået det, var det netop en sådan historicerende tolkning, Nasr Said blev anklaget for af al-Azhar universitetet i Kairo.

    Og den væsentligste og største indvending gik på islams historie. Viser ikke den, at Muhammed og hans efterfølgere anså det for et guddommeligt påbud at udbrede islam med sværdet? Og er det ikke derfor nødvendigt, hvis man vil ændre ”sværdverset” at undskylde for de muslimske erobringer, for erobringen af Spanien, for undertrykkelsen af Balkan, plus Nordafrika og alt det andet? Det er en stor mundfuld, bevares, men kan mindre gøre det?

  3. Morten - - - siger:

    @ Sherin Khankan

    For det tilfælde, at du skulle vende tilbage, er her et link til en blog, hvor du også udsættes for hård kritik. Hvis du ikke tilbageviser den effektivt, vil den meget vel kunne blive det sidste ord for en stor kreds af mennesker. Se her:

    The Good, The Bad and The Ugly of Sherin Khankan.

    Ligeledes god læselyst.

    – – –

  4. Pingback: Moderate muslimers opgave | ricardtriis

  5. Pingback: Lakmusprøven | ricardtriis

  6. Pingback: Små (dirty) tricks | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.