Uvidenhed i den gode sags tjeneste

I mit sidste blogindlæg gik jeg i rette med Sherin Khankan, fordi hun nedtonede de mange opfordringer til vold i koranen, og derved gjorde det helt umuligt at forstå, at muslimerne kunne erobre den halve verden i løbet af hundrede år.

Jeg undlod at gøre opmærksom på de ældste muslimske kilder til Muhammeds historie. Man kan jo ikke nå det hele. Men nu erfarer jeg, at det er der andre, der har gjort. En nordmand, Halvor Tjønn, har udgivet en bog med titlen ”Mohammed – slik samtiden så ham”. Man skulle tro, at en sådan udgivelse ville være ganske ukontroversiel. For Tjønn gør ikke andet end at lade de ældste kilder til Muhammeds historie komme til orde. Der er tale om Ibn Ishaq, der levede fra 704 til 767. Hans bog ”Sirat rasul Allah”, ”Allahs profets liv”, kendes ikke i sin oprindelige form, men kun i redigerede udgaver. De to andre muslimske historikere er al-Waqidi, født 784, og al-Tabari, født 839. De er altså senere, men da de bygger på Ibn Ishaqs uredigerede bog, er de alligevel af betydning.

Men hillemænd, sikken en hvepserede, den arme Halvor Tjønn har stukket hånden ned i. Han møder stærk kritik fra mindst halvdelen af den norske elite. Og der gælder åbenbart den samme tendens i Norge som i Danmark, at det ikke er muslimerne, der lader kritikken hagle ned over ham, men almindelige norske nordmænd fra Norge. De er så forargede over, at nogen kan tillade sig at sige sådan noget om Muhammed. De vil jo alle sammen så gerne, at muslimerne skal føle sig velkomne i Norge, når de nu engang er kommet ind i landet. Og så må man bestemt ikke fortælle noget uacceptabelt om Muhammed. Om det er sandt eller ej, er de ligeglade med. Om den almindelige nordmand får et sandt billede af Muhammed, det spiller ingen rolle, blot den ene ting er afgørende: at vi ikke siger noget slemt om Muhammed.

Men det kan man jo næsten ikke undgå, når man vil fortælle den sande historie om ham. Og så nytter det åbenbart ikke noget, at man holder sig til de bedste kilder, og at det er fuldt ud historisk korrekt, det, man siger. Nej, når de muslimske lærde holder sig til et glansbillede af Muhammed, så er vi nødt til at følge trop for ikke at støde samtlige muslimer i verden. Sandheden gemmer vi bort, det er vigtigere ikke at støde muslimerne.

Én anmelder, Stian Bromark i Dagsavisen, se her, kalder bogen en Muhammedkarikatur, og hævder, at hvis muslimernes profet virkelig var sådan, er det et mirakel, at 1,3 mia mennesker tror på ham. Han bebrejder Tjønn, at han ikke selv tager stilling og enten erklærer Muhammed for en bedrager eller erklærer ham for Guds sendebud; i stedet skyder han andre ind mellem sig og læseren, i dette tilfælde de gamle muslimske historikere. Det er svært at se, hvad andet man som god historiker skal gøre. Og det er sikkert heller ikke det, Bromark har noget imod, det synes i langt højere grad at være det resultat, som Tjønn når frem til.

For Tjønn skriver direkte, at Muhammed foretog ‘etnisk udrensning’ af jøderne i Medina, at han giftede sig med en mindreårig (Aisha), og at han indlemmede sin adoptivsøns kone i sit harem. Det vil nok provokere, mener Bromark. Jamen, er det helt ligegyldigt, at alt dette er sandt, at det har kilderne med sig? Tilsyneladende.

Og Tjønn skulle også have sagt noget pænere om Muhammed. Han citerer diverse vestlige islamforskere for at kalde Muhammed en hysterisk person, for at sige, at hans tænkeevne var mangelfuld, for at kalde islam en krigerisk religion. Selv kan han kun få sig til at sige det positive om Muhammed, at han var et taktisk geni. Det er da for galt, mener Bromark.

Men både Bromark og en anden anmelder, Aage Borchgrevink, fra Aftenposten bliver kraftigt imødegået af andre nordmænd, bl.a. af Hans Rustad, se her. Han skriver bl.a.: ”Jesus var Guds søn, Muhammed var et menneske. Men dette at dyrke Muhammed som det perfekte menneske minder om afguderi. Er dette en sund udvikling? Afstanden til den historiske Muhammed synes at være blevet større. Hvad kan det komme af? Dette er en vigtig problemstilling. Sandt nok må muslimer igennem en smertefuld proces, når Muhammed historificeres, sådan som det skete med Jesus. Men Borchgrevink vælger ikke bare at kritisere, men direkte at mistænkeliggøre Tjønn, og underdriver helt den centrale problemstilling. ‘Med denne klip- og klistrestrategi forsøger Tjønn at forsvinde i sine egne tekstbrokker. Han anbringer prikker på papiret, men overlader det til andre at trække streger, så man afslører bomben i turbanen’. Men er der ikke en bombe i turbanen? Uden billedsprog: Findes der ikke en sammenhæng mellem Muhammeds voldelige virke og hans forsvar for vold og så den vold, som dagens islamister udøver? Borchgrevink ignorerer den problemstilling. Han tillægger Tjønn den og gør den odiøs”.

Når man læser Ibn Ishaqs Muhammed-biografi og andre skildringer fra Muhammeds liv igennem, synes et fællestræk at være en vældig stolthed over den magt, Muhammed havde. Ibn Ishaq selv synes i denne magt at se et bevis på, at Muhammed virkelig er Guds udsending, og han fortæller med glæde og entusiame om alle de mange mennesker i Muhammmeds samtid, der tænkte på samme måde, altså gik over til islam, fordi det så tydeligt var dèr, magten var.

Og det er ikke blot såre menneskeligt, det er også såre muslimsk. Muslimer har stadig den tanke siddende i sig, at det er via magtdemonstration, de skal hævde sig. De tror stadig om os andre, at vi vil bøje os for trusler. Og jo mere vi bøjer af overfor deres trusler, des mere bekræftes de i denne tro. Det ses bl.a. af én af fortællingerne hos Ibn Ishaq. Ibn Ishaq lader en af Muhammeds samtidige fortælle om, hvordan de har taget Abu Sufyan til fange. Muhammed befaler, at han skal føres frem for ham den følgende dag.

”Om morgenen gik vi hen til apostelen, som sagde til Abu Sufyan: ”Er det ikke indlysende for dig, at der ikke er nogen anden Gud end Allah!” Han svarede: ”Havde der været nogen anden Gud, ville han have bevist, at han var til, og hjulpet mig!” Apostelen fortsatte: ”Er det endnu ikke indlysende for dig, at jeg er Allahs apostel?” Abu Sufyan svarede: ”Det har jeg stadig mine tvivl om!” Så sagde jeg til ham: ”Vé dig! Bekend islam og sig: ‘Jeg bekender, at der ikke er anden Gud end Allah, og at Muhammed er Allahs apostel’, før jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og bekendte islam”.

Dette er én af de mere uskyldige fortællinger hos Ibn Ishaq. Men den afbilder jo alligevel ret klart magtforestillingen i islam. Og man fornemmer tydeligt en Muhammed, som ikke har det mindste imod at modtage en sådan bekendelse, afgivet under dødstrussel.

Men man fornemmer jo også, at dette ikke er islams situation i dag, specielt ikke efter det ‘arabiske forår’ i Nordafrika. Alt for længe, føler man nu dèr, har man bøjet sig for magtbud, frygtet for trusler, ængstet sig for politivold og -mishandling. Nu må det være slut. Nu vil man bøje sig, ikke for trusler, men for principper, frihedsprincipper, lovprincipper, retfærdighedsprincipper. Nu har magthaverne ikke ret, blot fordi de er magthavere, nu må de legitimere deres magtanvendelse på anden måde. Og den eneste måde, man kan få øje på, er via frie valg.

Er det imod islam? Tja, det er i hvert fald imod historien her fra Ibn Ishaq. Og der er, så vidt jeg kan se, utrolig meget mere, der skal revideres eller helt udradéres fra den muslimske tradition, hvis kravene fra den ‘muslimske gade’ skal føres ud i livet. Og i det store ‘oprydningsarbejde’, der således forestår, er det at yde muslimerne en bjørnetjeneste, hvis vi nedtoner den vold, Muhammed og hans efterfølgere udøvede. Vi kan kun hjælpe dem – hvis andre i det hele taget kan hjælpe dem – ved at være 100% ærlige overfor kilderne. Og hvis det fører med sig, at de forlader islam i store flokke, så er det det. Jeg skal græde tørre tårer ved en sådan reaktion.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Uvidenhed i den gode sags tjeneste

  1. Claes siger:

    Hvor er det velgørende at læse det du skriver. Frygtløst hævder du sandhedens primat. Magten får ikke det sidste ord.

  2. keh siger:

    Tak for dit arbejde med at give overblik i den ret afgørende debat, der også finder sted i Norge.
    Men det er også et virkeligt interessant og væsentligt spørgsmål, hvilken interesse også den norske elite har i at skønmale den historiske Muhammed. Dermed er man jo også med til den politiske mytedannelse omkring islams første århundreder (og vel også osmannertiden).
    Sådan noget i retning af: Hvis bare vi benægter den voldelige tradition, så eksisterer den ikke?
    Til tendensen hører jo også den tilsvarende mytedannelse om korstogenes betydning for “de stakkels muslimer i Jerusalem, som aldrig havde oplevet vold før – i Muhammeds hjemby!!)
    Det er ikke gode tegn, når politikere og kultur-personer vil give historien mundkurv på.

  3. Weekendens Information demonstrerede skammeligt tydeligt at avisen lige som den vrige dagspresse har b jet sig for de fundamentalistiske muslimers krav om at man ikke ma gengive billeder af profeten Muhammed. Hele fem sider fyldte artiklen men ikke sa meget som en antydning af den omstridte tegning var at se noget sted.

  4. Pingback: Kan man være forhenværende muslim … « Ricardt Riis

  5. Pingback: 11-9 — om islam og kristendom. « Ricardt Riis

  6. Pingback: De muslimske erobringer | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s