Multi- eller monokulturelt samfund?

Én af Jyllands-Postens bloggere, Mrutyuanjai Mishra, giver os på sin blog en opskrift på det gode samfund: det skal være multikulturelt, se her. Ikke blot er det multikulturelle samfund godt i sig selv, nej, det rummer løsningen på vore problemer, det angiver, at de forskellige kulturer udmærket kan leve side om side i respekt for hinanden.

Og den gode Mishra ‘beviser’ det ved at fortælle meget levende om cricketkampen mellem Indien og Pakistan. At Indiens hold faktisk er nået så højt op på ranglisten, at det kan blande sig med de bedste på verdensplan, beviser multikulturalismens fortrin. For det indiske hold består af folk fra alle mulige forskellige kulturer. Og se, de kan arbejde sammen, de kan få det bedste frem i hinanden, de kan endog drive det til at slå de hold, der er monokulturelle, som Australiens og Pakistans. Nå ja, faktisk har holdet endnu ikke slået Pakistans hold, det er det, der gør det spændende, men Mishra har helgarderet sig: ”Selv om Indien skulle tabe kampen, vil det være en sejr at stille op med et hold, hvor muslimer, hinduer og sikher kæmper side om side for samme nation.” Det er vist det, man kalder en win-win-situation.

Hvad skal man sige til denne overmåde store begejstring for det multikulturelle samfund? Hvordan skal man forholde sig til hans slutopfordring: ”Hvorfor ikke betragte København som Danmarks mest multikulturelle by, og så udnytte det positivt, således som det lader sig gøre andre steder i Verden?”? Skal man hoppe med på bølgen, eller har den umiddelbare skepsis, man møder forslaget med, noget at holde sig til?

Tja, først er der nu det at sige til Mishras overvejelser, at sammenligningen med et crickethold halter slemt. Den sammenligning har tidligere i den danske debat været ‘oppe at vende’. Man har spurgt, hvorfor det danske fodboldlandshold ikke har nogle flere andengenerations-indvandrere. Se til Sverige, se til Frankrig, de danner de mest fortrinlige og sejrrige fodboldhold, og de har rask væk brugt af den ressource, som indvandrerne udgør! Dette forhold beviser da om noget, sagde man dengang, at et multikulturelt hold så udmærket kan klare sig i konkurrencen. Det er bare vi danskere, der endnu ikke har fundet ud af det.

Men som sagt: sammenligningen halter slemt. For hvad enten det er cricket eller fodbold, reglerne er givet på forhånd. Men kulturer har det ved sig, at de giver regler for samfundet. Og når der er forskellige kulturer, er der også forskellige regler for, hvad samfundets grundlag skal være, hvordan dets forskellige grene skal forholde sig til hinanden. Og skal samfundet fungére, må det være som ved et fodboldhold eller et crickethold: man må have fælles regler at arbejde ud fra. Det har man ikke i et flerkulturelt samfund. Ja, jeg vil føje til: man kan ikke i noget samfund i verden have flere sæt regler at arbejde ud fra; her gælder Jesu ord fra sidste søndags tekst: ”Ethvert rige, i splid med sig selv, lægges øde” (Luk 11,17). Eller, hvis man vil have en mere filosofisk udlægning: her gælder modsigelsens grundsætning.

Jeg kan sige det lidt mere skarpt: Forestillingen om det multikulturelle samfund er en muslimsk forestilling. Godt nok véd jeg ikke, om Mishra er muslim; han er inder, og Indien har et gevaldig stort muslimsk mindretal, jeg tror det er på omkring 200 mill mennesker. Men han har hidtil kun afsløret sig som inder, så vi lader det blive ved det. Alligevel vil jeg altså hævde, at han, muslim eller ej, når han går ind for det multikulturelle samfund, går ind for en muslimsk tankegang.

Det kan vises historisk. Den muslimske strategi til udbredelse af islam gik ud på at erobre statsmagten og derefter give de enkelte religioner ret til at eksistere på betingelser, som islam fastsatte. Man kan muligvis hævde, at denne forestilling på et tidspunkt omkring år 1000 e. Kr. repræsenterede et fremskridt. Denne muslimske tolerance var i hvert fald for en del kristne kættere at foretrække fremfor den forfølgelse, man var udsat for fra storkirkens side. Deri ligger noget af forklaringen på islams enormt hurtige fremmarch gennem Nordafrika til Spanien.

Man kan også sammenligne jødernes situation i Spanien under muslimerne med deres situation under de kristne. For til stor skændsel for os kristne blev de jo drevet ud af landet, da de kristne havde erobret hele Spanien (i 1492), ligesom muslimerne blev tvangskristnet. Så den del af historien synes at fortælle os, at muslimernes multikulturelle samfund var bedre end det kristne forsøg på at danne et monokulturelt samfund.

Men vil man overføre denne lære til nutiden, må man ikke overse, at de kristne eller vesterlændingene i mellemtiden har fundet en bedre løsning end de spanske kongers i 1500-tallet. Vi har fundet ud af, at det bedste er et sekulært samfund, dvs. et samfund, hvor religionen ikke længer spiller rollen som samfundsgrundlæggende ideologi, et samfund, hvor man regerer ud fra, hvad erfaring og fornuft siger.

Man kan sige, at vi i vore dage har to samfundsmodeller: den muslimske og den sekulære. Og man kan føje til, at de to modeller står stridende overfor hinanden i vore samfund med de store muslimske mindretal. Men man må nok føje til, at ingen af dem er udtryk for nogen multikulturalisme. Begge går ud fra, at den grundlæggende samfundskultur kun er én og kun kan være én.

Så når jeg tidligere sagde, at multikulturalismen er en muslimsk ideologi, er det en sandhed med modifikationer. Det forholder sig i virkeligheden sådan, at muslimerne foregiver, at de forskellige samfundsopfattelse eller religioner i deres samfund kan leve fredeligt side om side; blot ‘glemmer’ de ofte at fortælle, at dette altså sker under islams auspicier og med en del indskrænkninger i de enkelte religioners frie udfoldelse.

På den anden side forholder det sig også sådan, at vores ideologi, sekularismen, er en altomfattende ideologi, der nok tillader de enkelte religioner af udfolde sig frit, men ikke tillader islam at opbygge deres samfund på deres egen religion. Den religion, islam, der i vore samfund kan udfolde sig frit, er islam, forstået som en religion i vestlig forstand, dvs. islam med samfundsopfattelsen bortopereret.

Og det kan såmænd ses netop i Indien. Og man kan måske også i Indien se de problemer, vi i Europa kommer til at stå overfor, hvis vi gennemfører det multikulturelle samfund, som Mishra drømmer om.

I Indien har man fra statens oprettelse haft en sekulær grundlov. I denne grundlov er det direkte nedfældet som en paragraf, at man skal tilstræbe en ‘uniform civil code’, dvs. man skal søge at gøre den borgerlige ret, den, der handler om ægteskab, skilsmisse, arveforhold og andre familieforhold, ens for alle. Fra englændernes tid har man nemlig overtaget et styre, hvor sådanne familieregler var forskellige, afhængig af om man var hindu eller muslim. Men ikke sandt, når man går frem efter den grundsætning, der hedder, at alle er lige for loven, så kan man ikke have forskellige familieretlige regler.

Grundloven blev formuleret i 1947. Men dens målsætning om, at alle er lige for loven, er stadig ikke opfyldt. Muslimerne vil ikke være med. De har deres sharia, som de mener er af guddommelig oprindelse, og den vil de holde ubøjeligt fast ved. Guddomme er jo også vanskelige at forhandle med. Der har været forskellige sager i tidens løb, der har givet anledning til voldsom diskussion. Den mest kendte er nok Shah-Bano-sagen, beskrevet i et tidligere indlæg, se her. En muslimsk kvinde i tresserne blev skilt fra sin mand, og den sekulære ret tildelte hende, som naturligt er, et hustrubidrag. Manden klagede, for noget sådant stod der ikke noget om i ‘hans’ lov, shariaen. Sagen nåede helt op til højesteret, der gav kvinde medhold. Men på grund af uro i det muslimske samfund i Indien så parlamentet sig nødsaget til at lave en ny lov, der i praksis gik imod grundloven og højesterets afgørelse, men naturligvis var formuleret, så den ikke gjorde det.

Så nu er retstilstanden for en muslimsk kvinde anderledes end for en hinduistisk kvinde. Alle er ikke lige for loven. Muslimerne har vundet sig ret til at have deres egen lov på det familieretlige område. En muslimsk kvinde må således finde sig i, at hendes mand tager sig en hustru nummer to, for for muslimer er flerkoneri tilladt. Det er det ikke for hinduer. Og hun må også finde sig i ikke frit at kunne vælge partner, hun må kun gifte sig med en muslim. Ligeledes er arvereglerne forskellige for muslimer og for hinduer, naturligvis sådan, at de muslimske kvinder diskrimineres.

Nuvel, disse diskriminerende regler eller dette udslag af Indiens multikulturelle ordninger er gamle traditioner. Og skal de ændres, vil vel muslimerne med en vis ret kunne føle, at det er gamle rettigheder, der tages fra dem. Her i Europa stiller sagen sig heldigvis anderledes. Her er muslimerne ikke ‘indfødte’, som de er det i Indien. Her har de ikke fra gammel tid nogle rettigheder. Skal de her have indført særlige rettigheder, må de kæmpe for det. Og det er naturligvis vanskeligere. Det går ikke sådan lige af sig selv.

Det vil sige: det gør det ikke, hvis vi gammel-europæere står fast på vores samfundsmodel. Hvis vi derimod opgiver den, altså opgiver den forestilling, at alle er lige for loven, så får den muslimske multikultur lettere ved at slå igennem; så får vi særkrav fra muslimernes side, ikke blot, som hidtil, særkrav om tørklæder og badeforhæng, men særkrav om særlige arveregler og specielle skilsmisseregler m.m., og vel at mærke: krav om, at staten skal stille sit voldsmonopol bag disse særregler. Det vil sige: så får vi indiske forhold her i Europa. Og selv om Mishra skildrer forholdene mellem religionerne i Indien som særdeles gode og fredelige, så tro ham ikke! Der er oprør og massakrer fra tid til anden, hvilket giver et helt andet billede af Indien end det lyserøde, han vil afmale for os.

De to samfundsmodeller, den vestlige (kristne) og den muslimske, står overfor hinanden som to uforenelige størrelser. Der er en logisk modsigelse imellem dem, som ikke lader sig ophæve. Men hvis vi synes, at den muslimske, multikulturelle model vinder alt for meget frem, ikke blot i Indien, men også her i Europa, kan begivenhederne i Nordafrika måske være os en trøst: Her råber man ikke på sharia og mere islam, her råber man på frihed, demokrati, frie valg. Så hvis islam udøver stor indflydelse på os her i Europa, f.eks. gennem talen om multikulturalisme, så øver vesten langt større indflydelse på islam i den arabiske verden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til Multi- eller monokulturelt samfund?

  1. Claes siger:

    En fordel ved sækulære samfundsformer er, at det er fornuft og debat, der afgør, hvordan samfundet skal indrettes og ikke påståede guddommelige åbenbaringer. Redskabet er demokrati, som alle ufuldkommenheder til trods dog erfaringsmæssigt fører til de bedste resultater. Religionerne bør være en afdæmpet baggrundsmusik for borgerne. Baggrundsmusik for ikke at opildne til ufred og indbyrdes krig.
    Det fuldkomne samfund må vi vente med til Gud griber ind og opretter sit rige. Det rige, vi længes efter og håber på, og beder om i bønnen: Komme dit Rige.

  2. Pingback: For teologisk? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s