Åbenbaring eller fornuft?

Fornylig blev en 14-årig pige pisket til døde i Bangladesh, se her. Hun var blevet voldtaget af en langt ældre mand, hans kone havde opdaget det, men i stedet for at blive vred på sin mand, slog hun pigen, og denne blev senere anklaget for en lokal sharia-domstol og idømt en straf på 101 piskeslag. Hun døde efter de 70 slag, men dødsårsagen blev i første omgang ikke angivet som piskeslag. Først da hendes far gjorde indsigelse, blev sagen taget op, og den er endt med, at højesteret i Bangladesh har anklaget både imamen og de andre, der mente at kunne dømme den fjortenårige pige. For højesteret har nemlig forbudt nogen i landet at dømme efter sharialoven.

Det er det, der her skal være genstand for nogle overvejelser: højesteret i et land, der ellers er muslimsk til fingerspidserne, har forbudt shariadomme. Det er ret beset højst besynderligt. Men den er god nok. Og den åbenbarer et skel, som gennem hele islams historie har eksisteret i denne kulturkreds: skellet mellem åbenbaring og fornuft. Man har aldrig indenfor islam haft held til at gennemføre en ægte analyse af forholdet mellem åbenbaring og fornuft. Enten holder man sig strikte til åbenbaringen, og så må fornuften sejle sin egen sø, eller også bygger man på fornuften og forsøger så efterfølgende at få åbenbaringen til at stemme overens med den.

Det er ikke noget, der kun gælder islam. Den samme modsætning kan findes indenfor kristendommen. For at modsætningen opstår, er jo sådan set logisk nok. Selve ordet ‘åbenbaring’ lader ane, at mennesket skal have noget at vide, som det ikke vidste i forvejen. Og da mennesket i sin tilværelse stilles overfor mange etiske spørgsmål for ikke ligefrem at sige etiske dilemmaer, er det ikke underligt, at man konkluderer, at det, mennesket ikke véd, er, hvordan det skal gebærde sig i livet. Gud har skabt mennesket, javist, og også skabt det med en vis fornuft, ingen tvivl om det! Men da fornuften ofte tager fejl, har Gud hjulpet mennesket ved at nedsende åbenbaringen. Åbenbaringen tænkes altså at komplettere skabelsen, der, desværre, ikke var god nok i sig selv, idet den ikke indeholdt anvisninger på, hvordan livet skal leves. Ud fra den grundantagelse læser langt de fleste muslimer koranen, og ud fra den grundantagelse læser mange kristne bibelen.

Det ses måske lettest, når vi begynder med en diskussion, der ligger tæt på os, diskussionen om vielse af homoseksuelle, eller om forholdet til homoseksuelle i det hele taget. Man må vist sige, at når de to fløje står så uforsonligt overfor hinanden i den diskussion, skyldes det, at den ene fløj bygger på fornuften, den anden på åbenbaringen. Og begge betragter sig jo som gode kristne. Fornuftfløjen bøjer sig for de erfaringer, vi har gjort: at der i homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed og omsorg parterne imellem som i heteroseksuelle forhold, og at vi derfor bør behandle dem ganske som vi behandler heteroseksuelle forhold. Åbenbaringsfløjen henholder sig til den række af bibelord fra både det gamle og det ny testamente, der fordømmer homoseksuel praksis, og har derved gjort sig selv ganske immune overfor argumenter fra fornuftfløjen. (Netop i dag er der et typisk indlæg fra åbenbaringsfløjen i Kristeligt Dagblad, se her).

Af og til kan man høre folk fra fornuftfløjen prøve af ‘afmontere’ de forskellige bibelord, altså f.eks. forsøge at vise, at Paulus ikke forstod det ved homoseksuel adfærd, som vi forstår ved det, og i hvert fald ikke kendte noget som helst til det, vi har erfaret: at homoseksuelle kunne leve med hinanden i et livslangt, ægteskabslignende forhold, båret af kærlighed og troskab. Men man fornemmer ofte på argumentationen, at de er på fremmed grund. Deres hovedargument bygger på erfaringen og fornuften, det er herudfra, de forsøger at bøje skriftordene, så de kommer til at stemme overens med fornuften.

Og omvendt kan man også høre folk fra åbenbaringsfløjen forsøge at vise, at det, åbenbaringen (altså: bibelen) siger, så sandelig er fornuftigt nok. For homoseksuelle kan ‘helbredes’, homoseksuel praksis skyldes ikke en medfødt tilbøjelighed, men ‘synd’, og ligesom al anden synd er fornuftsstridig, er homoseksualitet det også. Men også her fornemmer man, at de pågældende ikke er på hjemlig grund. Det, der i første række har overbevist dem, er det, der står i bibelen, og det er først efterfølgende, at de forsøger at bevise, at det, åbenbaringen siger, er i overensstemmelse med fornuften.

Det samme kan man træffe på indenfor islam. Traditionen, åbenbaringen, Guds eget ord fortæller, hvordan dyr skal slagtes. Og man fornemmer så tydeligt i diskussionen om muslimske slagtemetoder, at spørgsmålet om dyrevelfærd kommer i anden række. Alligevel forsøger de gode muslimer at overbevise os om, at deres slagtemetode så sandelig er fuldt ud forsvarlig. Og vores forklaring om, at metoden måske var forsvarlig dengang, man ikke vidste bedre, f.eks. ikke vidste, at det kun er halvdelen af blodforsyningen til hjernen, man afskærer ved at overskærer halspulsåren, men er uforsvarlig i dag, hvor vi véd, at dyret dør helt anderledes langsomt end ved at blive dræbt med en boltpistol, preller på underlig vis af på dem. For ikke sandt, de har jo Guds egne anvisninger, og da de pr. definition må være de bedste, er alle de fornuftargumenter, vi måtte kommer med, spildte Guds ord på Balle-Lars.

Men ikke blot viser denne modsætning mellem åbenbaring og fornuft sig altså her i landet, hvor muslimske traditioner støder sammen med vore fornuftovervejelser, den har faktisk vist sig i hele islams historie, tydeligst hos de muslimske filosoffer. De gjaldt al-Farabi, det gjaldt Ibn-Rushd, de byggede på fornuften, men gjorde sig store anstrengelser for at påvise, at fornuften ikke medførte andet, end hvad der i forvejen stod i åbenbaringen. Som de sagde: åbenbaringen er en genvej for de mennesker, der ikke, som vi filosoffer, har tankekraft nok til at nå frem til sandheden gennem fornuften. Det var nu ikke altid, at diverse mullaher lod sig overbevise af den argumentation. Den stillede jo heller ikke just mullaherne i et gunstigt lys. Og man må også indrømme, at det lykkedes mullaherne at få Ibn-Rushd landsforvist, da den fyrste, der beskyttede ham, var død. De troede så åbenlyst ikke på det, Ibn-Rushd forsøgte at fastslå: at der ikke er uoverensstemmelse mellem åbenbaringen og fornuften.

Også i vor tid har muslimske teologer forsøgt sig med det kunststykke: at forene fornuften og åbenbaringen. Jeg tænker på de 38 teologer, der for nogle år siden vendte sig imod pavens tale i Regensburg. De skrev bl.a. i deres henvendelse: ”Der er to ekstreme standpunkter, som den islamiske intellektuelle tradition i almindelighed har haft held til at undgå: den ene er at gøre det analytiske sind til det, der har det sidste ord, hvad angår sandheden, og den anden er at benægte, at den menneskelige forståelse har kraft til at kunne behandle de sidste spørgsmål. Mere vigtigt er det, at muslimernes intellektuelle udforskninger i deres mest modne hovedformer gennem århundrederne har holdt fast ved, at der er overensstemmelse mellem den koraniske åbenbarings sandheder og kravene fra den menneskelige intelligens, uden at det ene skal vige for det andet”.

Jeg har i et tidligere blogindlæg analyseret denne udtalelse, se her, og stillet nogle kritiske spørgsmål til den. Her skal jeg blot supplere med den iagttagelse, at der ikke ligger nogen fornuftovervejelse bag forbudet mod at spise svinekød og bag reglen om, at en muslimsk mand må have indtil fire koner, mens kvinden (naturligvis) kun må have én mand at holde sig til. Jeg har hørt muslimer forklare den sidste regel med, at der på Muhammeds tid blev dræbt så mange mænd i hans krige, at han fandt det opportunt at tillade flerkoneri. Og det lyder jo meget fornuftigt. Men det lyder i høj grad ufornuftigt, at man så ikke afskaffede den regel, da der ikke mere var et overskud af kvinder.

Nuvel, man vil naturligvis kunne indvende imod dette forsøg på at foretrække fornuften fremfor åbenbaringen, at vi kristne jo også har en åbenbaring, og at den vel ikke sådan lige kan gøre til intet på en studs. Med andre ord: Hvorfor står vi ikke i det samme dilemma som muslimerne?

Det gør vi ikke, fordi man, hvis man kommer til bibelen med den forudsætning, at den skal give os svar på, hvordan vi skal gebærde os i tilværelsen, vises tilbage til sit menneskeliv. Luther var den, der kraftigst gjorde opmærksom på det, hvad angår statsførelsen. Vil en fyrste vide, hvordan han skal styre sit fyrstendømme, får han af bibelen at vide, at han skal lade fornuften råde; han skal styre efter den retfærdighedsfornemmelse, han og hans borgere har i sig.

Men der er et sjovt nytestamentligt skrift, der næsten siger det endnu tydeligere: Paulus’ brev til Filemon. Det er et brev, som Paulus har sendt til Filemon via en slave, som var løbet bort fra Filemon, var kommet til Paulus og af ham blevet omvendt til kristendommen. Han bliver nu sendt tilbage til sin herre med samt et brev fra Paulus. En anbefalingsskrivelse, ville vi vel tænke. En bøn om mildhed, måske. Men ak, vi tager helt fejl.

Paulus står ikke med hatten i hånden. Han er stor på den. Han begynder med at sige, at han jo sådan set godt kunne befale Filemon det, han skal gøre, men at han hellere vil bede ham. Og så læser man videre for at finde ud af, hvad han så beder ham om. Men det står der ikke et ord om. Derimod står der en masse om, at han og hans slave nu er brødre, og at Paulus er kommet til at holde af slaven, fordi han har tjent ham i fængslet. Ja, til sidst siger Paulus endda, at han véd, at Filemon vil gøre mere, end han beder om. Men igen: Hvad beder han egentlig om, den gode Paulus?

Man skal læse mellem linierne for at finde ud af det. Han beder om, at Filemon vil frigive slaven. Men han siger det ikke ligefremt. Det er noget, man kun finder ud af, hvis man forstår, at der er tale om et underfundigt brev, og forstår, at Paulus netop ikke vil komme med noget påbud om, at det vil være rigtigt og kristeligt at gøre sådan og sådan, men vil have Filemon til at tænke selv, til selv at overveje, hvordan han skal behandle en broder, der har forsyndet sig, men beder om tilgivelse; når de nu altså er brødre, han og slaven, og når de nu begge er besat af den kristne kærlighed.

Hvorfor Paulus handler på den måde? Jo, skriver han, det sker, ”for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje”. Altså, Filemon skal selv kunne indse, hvad der skal gøres.

Det betyder, at der er fri bane for fornuften til at finde ud af, hvad der skal gøres. Der står ingen autoritet på spring til at fortælle den det. Der er ingen helligskrift, der skal tages hensyn til. Men der er en næste, som er ens bror.

Der er ingen tvivl om, at den muslimske helligskrift, koranen, vil give svar på de spørgsmål, som fromme mennesker stiller: Hvordan skal vi gebærde os i livet? Men som påvist, er der heller ingen tvivl om, at den kristne helligskrift, bibelen, afviser at svare på sådanne tilsyneladende fromme spørgsmål og i stedet henviser den spørgende til selv at tage ansvar, selv at tænke over de forhold, han står i til andre mennesker, selv at være opmærksom på, hvad de andre i forholdet mener og tænker og tror.

Altså, islam bygger på åbenbaringen, kristendommen på fornuften.

Det betyder nu, at kristendommen har meget lettere ved at tilpasse sig demokratiet end islam. Men det betyder også, at muslimer helt anderledes end kristne bliver udsat for svare anfægtelser, stillet overfor moderniteten, overfor den frie debat, overfor ligheden mellem kønnene, overfor alles lighed for loven. For alle disse træk ved demokratiet bygger jo på fornuften, og der er ikke blot tale om luftige tankespind, som fornuften har frembragt i et tomt rum (sådan var det for europæerne, da de demokratisk tanker først groede frem) der er tale om en gennemprøvet statsordning. Den kommer til at stå som en større og større fristelse for muslimske befolkninger.

Hidtil har mullaherne haft held til at undertvinge diverse fornufttiltag fra diverse muslimske filosoffer. Men i vore dage er det blevet vanskeligere. Det er sandt nok, at der har fundet en vis muslimsk vækkelse sted, ikke mindst efter revolutionen i Iran. Men når man har set, hvad den revolution førte til, siger man åbenbart i de arabiske lande: ‘så hellere Vesten!’ Og man siger altså i Bangladesh: Ingen sharia, tak!

Mærkeligt, bestemt! Men altså sandt nok.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

5 svar til Åbenbaring eller fornuft?

  1. Ingrid siger:

    Tak for et rigtig godt indlæg. Den skal jeg have tænkt nærmere over: Fornuft og åbenbaring, hm!!

  2. Pingback: Guds mølle maler langsomt « Ricardt Riis

  3. Pingback: Bibel contra koran | ricardtriis

  4. Pingback: Historiske “kendsgerninger” | ricardtriis

  5. Pingback: Kristendommen på retur? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.