Koranafbrænding

En amerikansk præst foretager en offentlig afbrænding af koranen. En muslimsk demonstration reagerer i en afghansk by ved at dræbe FN-ansatte. Det får Lars Mollerup-Degn til her på religion.dk at undskylde overfor muslimerne, se her. Og man vil jo umiddelbart mene, at denne undskyldning er en smuk og god kristelig reaktion. Mollerup-Degn kan da også fremvise en række Jesus-ord til støtte for denne undskyldning. Alt synes således at være i sin skønneste orden, kristeligt set.

Alligevel er der noget, der skurrer. Vi har lært af Jesus, at vi skal se på os selv med de samme øjne, som vi ser på næsten med. Får vi i næstens øje øje på en splint, og vil vi fjerne denne splint, skal vi være opmærksomme på, om vi mon ikke selv går rundt med en bjælke i øjet. Det vil sige, vi har lært at træde et skridt tilbage og se på os selv og vor næste under ét; vi har lært at se på sagen fra to sider; vi har lært ikke blot at være subjektive i vor bedømmelse, men at hæve os op over vor egen subjektive indstilling og se objektivt på forholdet mellem os og vor næste.

Og handler vi nu sådan i tilfældet her, så falder en næsten utrolig mangel på symmetri i øjnene. Lars Mollerup-Degn føler sig som kristen så medansvarlig for en enkel galnings koranafbrænding, at han på de kristnes vegne undskylder for denne handling. Men indtil nu har vi ikke hørt nogen hjemlig muslim gøre tilsvarende med hensyn til de mord, den afghanske pøbel har foretaget.

Man kunne jo begynde med at undersøge, hvem det kan være, der har opildnet denne pøbel. Helle Merete Brix har her en beskrivelse af begivenhederne, der dels tillægger den afghanske præsident et medansvar, fordi det var igennem hans fordømmelse af koranafbrændingen, det blev offentliggjort for afghanerne, hvad der var sket, og dels giver OIC, organisationen af islamiske lande, et stort medansvar. Dets repræsentant, en pakistaner, talte meget opildnende imod koranafbrændingen ved et møde i menneskerettighedsrådet. “Hans opflammende retorik ville have været forståelig, hvis der havde været tale om tusindvis af civile, der var blevet dræbt i et terrorangreb”, hedder det.

Man kunne også, som Søren Espersen, se her, lægge ansvaret på den lokale imam. Det er dog noget, han gør, uden at have undersøgt hans prædiken den pågældende fredag nærmere, blot ud fra en mistanke. Men indrømmet: det er påfaldende, at demonstrationen og de efterfølgende drab fandt sted i forlængelse af fredagsbønnen.

Denne mangel ved Espersens artikel afhjælpes noget af en artikel i Information i dag af nigerianske Leo Igwe, se her. Han mener at kunne berette, at den lokale imam lod sig forlokke af en vis Mawlawi Abdul Qahir Zadran med pakistanske forbindelser, som skulle være den, der har iscenesat massakren. Den lokale imam, Ansari, derimod, har fordømt aktionen.

Men altså: oven på Lars Mollerup-Degns undskyldning, kunne det da være skønt at høre en hjemlig muslim på sine trosfællers vegne tage afstand fra disse mord. Jeg forstår godt, at muslimer herhjemme kan blive trætte af at skulle tage afstand fra både denne og hin ugerning, der foregår i muslimske lande. For der er jo så mange. Men for klarhedens skyld kunne det denne gang være passende. For jeg gætter på, at de fleste muslimer herhjemme godt kan se den horrible skævhed i det, det er sket. Man afbrænder en koran. Den kan reproduceres. Bliver én slidt, kan man købe en ny. Og muslimerne svarer ved at dræbe 24 mennesker. De er uerstattelige. De kan ikke genskabes. Og jeg ville altså gerne høre en muslim åbent sige det samme: koranafbrændinger må besvares med bibelafbrændinger, hvis man vil gøre gengæld. At besvare dem med mord på levende, uerstattelige mennesker er helt ude af proportioner. Oven i købet har man et koranord, der hævder, at den, der dræber ét menneske, skal betragtes, som havde han dræbt hele menneskeheden (sura 5,33).

Nå, meningen med denne artikel var egentlig ikke at fremkalde nogen muslimsk undskyldning, men at spørge, om den undskyldning, Mollerup-Degn kommer med, mon også er den rette kristelige reaktion. Det kan lyde underligt, at det ikke skulle være den rette reaktion, i betragtning af de mange tilsyneladende yderst relevante Jesus-ord, han citerer. Har han da ikke ret, når han beskriver det had, både den ene og den anden handling giver anledning til, og siger: ”Det eneste, der kan stoppe den onde cirkel, er, at den ene part omvender sig og tager det første skridt mod forsoning. Kære muslimske venner, tilgiv os!”? Og har han ikke ret, når han senere sammenligner den gamle og den ny pagt og siger: ”I den gamle pagt måtte man ikke begå drab. Jesus siger, at i den nye pagt må man ikke hade, men skal søge forsoning.”?

Jo, jo, det er alt sammen sandt nok. Og så alligevel! Hvad menes der f.eks. med at søge forsoning? Ja, der menes vel noget med at prøve at få forholdet til den anden genoprettet. Desværre har vi ofte i kristenheden forstået ordene fra bjergprædikenen, som om Jesus med dem blot ville give os et højere etisk ideal at stræbe efter. Altså: tidligere var det nok, at man undlod at slå ihjel. Men med Jesu ord fra Matt 5,21 in mente er det ikke mere nok, hvis man vil have sit på det tørre: man må helt lade være med at hade. Men altså i begge tilfælde: en anvisning på noget, man skal gøre, hvis man vil have sit på det tørre. Men at ville have sit på det tørre, ak ja, det er just den farisæiske holdning til tilværelsen. Og har man den holdning, nytter det ikke noget, at man mener at rette sig efter en langt højere etik end de gamle israelitter. Det hele er spildt alligevel.

Derfor er det yderst glædeligt, at Lars Mollerup-Degn føjer til: ”men skal søge forsoning”. Det drejer sig ikke for os om at handle, så vi kan sige, at nu har vi gjort, hvad vi skal, hvor svært det end var. Det drejer sig om at søge forsoning, og vore anstrengelser ophører ikke, før forsoning er opnået. ”Anstrengelser”, ja det vil sige ”vanskelige og besværlige gerninger”, men det vil også sige ”vanskelige og besværlige overvejelser over, hvilke veje vi skal gå for at opnå forsoning”. For vi skal måske ikke gå undskyldningens eller selvudslettelsens vej, hvor høj en etisk standard den end er udtryk for.

Lad mig vise det med et eksempel fra én af Luthers prædikener. Luther prædiker over ordet fra bjergprædikenen om skilsmisse: ”Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ v32  Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.” (Matt 5,31f). Og han godkender, at man fra øvrighedens side må gå med til skilsmisse, hvis der er tale om utugt. Men så fortsætter han: ”Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive”. Se her.

Det er virkelig højst besynderligt, hvad Luther her skriver. Hvis ægtemanden, der har fået tilgivelse for sin utugt af sin kone, efter denne velgerning straks går hen til et offentligt fruentimmer i tillid til, at han igen vil få tilgivelse, så skal man ikke formane til tilgivelse. Man spørger sig selv: Jamen, har Luther da ikke læst lignelsen om den gældbundne tjener? Her spørger Peter i begyndelsen, hvor mange man skal tilgive sin bror. Og får svaret, at syv gange ikke er nok, man skal tilgive op til syvoghalvfjerds gange (Matt 18,22). Hvad bilder Luther sig så ind her at indskrænke antallet af tilgivelser til én? Må man ikke sige, at fordi Guds tilgivelse er uendelig, så skal vores også være uendelig?

Svaret er, at Luther, ligesom Lars Mollerup-Degn, forestiller sig, at hensigten med tilgivelsen er at skabe forsoning mellem parterne, ikke at pudse sin egen glorie. Og når tilgivelse af overtrædelsen så åbenlyst ikke virker, så må man prøve andre midler.

Sådan også i vort forhold til muslimerne. Nu har vi igennem snart lang tid på utallige måder prøvet at gøre muslimerne tilpas. I det håb, naturligvis, at det kunne komme til en slags forståelse mellem dem og os. Vi har håbet på, at de kunne se vores gode vilje og prøve at lirke lidt ved deres meget stramme regler, så vi kan leve nogenlunde fredeligt side om side.

Vi har gjort det overfor vore hjemlige muslimer. Og indrømmet, jeg har været tilhænger af at give dem al den frihed, vort samfund kan tåle. Og det er ganske meget. Alligevel har der udviklet sig parallelsamfund, hvor unge muslimer synes at være blevet mere hadske mod os. Jeg er ikke tilhænger af, at vi beskærer de friheder, de kan få. Men nok tilhænger af, at vi gør stærkere opmærksom på os selv og vore værdier.

Og vi har gjort det overfor muslimer i deres hjemlande. Invasionen af Irak var efter min mening i den henseende højst uheldig, operationen i Afghanistan måske også. Men den sidste har dog tilsyneladende haft en stor del af befolkningen med sig. Nu oplever vi så noget tilsvarende i Libyen. Folk råber på demokrati og frihed, og vi hjælper dem med det; i hvert fald forhindrer vi, at de bliver udslettet af Gaddafis styrker. Og så viser det sig efterfølgende, at den forfatning, de arbejder på, ikke på nogen måde vil give libyerne den frihed, der er altafgørende for alle de andre friheder: religionsfriheden. Tja!

Og så sker denne massakre i Afghanistan. Straks er vi på pletten med vor fordømmelse, ikke blot af drabene, men sandelig også af den koranafbrænding, der var den påståede anledning til drabene. Hvorfor egentlig det? Mener vi det? Er vi ikke, her i Vesten, af den opfattelse, at bøger er dødt papir, og at den, der brænder en bog, måske gør noget dumt, men da ikke noget forbryderisk? Ja, jeg kunne spørge videre: Mener vi ikke i grunden, at skal nogen bog brændes, så skulle det da være koranen, så mange ulykkelige menneskeskæbner den er skyld i, æresdrab på uskyldige kvinder, forfølgelse af og drab på kristne og andre ikke-muslimer i muslimske lande, foruden alle de angreb på og erobringer af europæiske lande, der har fundet sted i historiens løb? Har vi, hånden på hjertet, noget tilovers for koranen? Er der nogen bog, vi kunne ønske ikke eksisterede, så er det da koranen.

Er det ikke derfor helt forkert af os at fortælle muslimerne, at vi har respekt for koranen? Vi har det jo ikke i virkeligheden. Vi har respekt for den enkelte muslim, javist, men ikke som muslim, som menneske. Og ved at lade, som om vi respekterer ham og hans religion, inklusive hans overtro på koranen, er vi ikke blot uærlige overfor os selv, vi gør os også skyldige i en slem undladelsessynd: vi undlader at fortælle ham, at vi betragter ham som træl under en umenneskelig lov, frivillig træl, vel at mærke, træl af sine egne tanker og forestillinger. Det vil sige: vi undlader at forkynde evangelium for ham, forkynde, at han kan blive fri.

Derfor: hvorfor ikke i stedet lave en happening foran landets hovedkirke! Hvorfor ikke samle alle landets notabiliteter til en højtidelig mindestund for de omkomne! Her kunne man så nævne deres navne og for hvert navn kaste en koran på et til formålet antændt bål. Det bedste ville naturligvis være, om man kunne få nogle af vore hjemlige muslimer med på idéen. De kunne gøre det som en slags bodshandling på alle muslimers vegne. Man skal naturligvis prøve at samle så autentiske beretninger om hver enkelts død som muligt, og man skal i den forbindelse huske at få de dræbte afghanske vagters forsøg på forsvar for FN-personalet med i sin redegørelse. Så vidt jeg har forstået, ville de beløbe sig til 24 koraner. Det ville kirken nok kunne få råd til.

Hvad jeg foreslår her, er egentlig ikke andet, end hvad kirken op gennem mange århundrede har gjort derved, at den har fejret sine martyrer. Derved har den jo gjort opmærksom på, at den anså deres død for at være justitsmord.

Jamen, vil man måske sige, er han da helt gået fra forstanden, den gamle præst? På den måde at kaste benzin på bålet, det kan da ikke fremme nogen forståelse mellem muslimer og kristne!

Tja, eftergivenhed kan tilsyneladende heller ikke. For det synes jo at være sådan, at hver gang vi undskylder for noget, hver gang vi giver efter, giver vi muslimerne ret i, at det kan betale sig at gøre vrøvl. Enten gøre vrøvl med vold eller gøre vrøvl ved at aftegne sig selv som offer for vores forfølgelse. Så er tiden ikke inde til at gribe til andre midler?

Og dette ville jo dog være en passende reaktion på de mord, den anden side har foretaget. Dertil ville den være aldeles uskyldig. Vi gør ingen skade på noget menneske. Samtidig ville den afbilde det absurde i at slå mennesker ihjel som ‘straf’ for, at nogen har brændt en død bog, der hverken lever eller kan slås ihjel.

Og synes man idéen er dårlig, bliver spørgsmålet: Hvad så? Skal vi bare sådan uden videre lade massakren i Afghanistan passere hen? Skal vi, som vi plejer, nøjes med at sige, at det er ‘fuldstændig uacceptabelt’, og så ellers bedrive ‘business as usual’?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

12 svar til Koranafbrænding

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Jeg får det indtryk, at Lars Mollerup-Degn i virkeligheden slår sig selv for munden. Han taler sig ganske varm i sin tale om fumien, det billede af Kristus, som der trædes på – og hvis udviskede ansigtstræk alligevel bliver et autentisk billede af Kristus. I forlængelse heraf ville det give mening at sige til muslimerne, at også koranen vil genvinde sin værdi på trods af vanhelligelsen. Det er vel det, han er lige ved – helt legitimt – at sige på kirkens vegne.

  2. Morten - - - siger:

    En lærestreg er ikke det modsatte af tilgivelse. Og en lærestreg er ikke det samme som hævn. En lærestreg af en ren hensigt er ikke noget ondt.

    Sommetider har en lærestreg været dét, der, da jeg var mere umoden og havde vejledning behov, fik mig til at respektere og forsone mig med den, der forsvarede sin ret. Hvem ville gerne være sine lærestreger foruden ?

    – – –

  3. dcv2 siger:

    Er det artiklen udtrykker i bund og grund ikke, at et sammenstød ville rense luften? Jo det ville det nok, men hvad prisen vil være, er et andet spørgsmål. Det er en hvepserede man har stukket lapperne og hovedet ind i. Skulle jeg ønsketænke, så skulle der kæmpes for de danske værdier herhjemme, og systemet skulle evne at sætte sig i anderledes respekt end det er tilfældet idag.

  4. Karen E. Hansen siger:

    Morten – hvad mener du med en lærestreg?
    At mordene på FN-medarbejdere i Afghanistan skal lære alle ikke-muslimer at vise den rette, af islamiske ledere fastsatte, ærbødighed for koranen? For Muhammeds ære og dadelfrie levned? For opdelingen i mænd og kvinder, rene og urene, muslimer og vantro? For shariaen i sin helhed?
    Eller hvornår stopper det, hvis vold skal afføde ærbødighed?

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Jeg vil tro, at Morten kan svare for sig selv. Men jeg forstod ham nu stik modsat dig. Jeg tror, han mente, at en officiel koranafbrænding, som foreslået af mig, ville være en lærestreg for muslimerne. Vi er så ivrige efter endelig at vise, hvor tilgivende vi er. I stedet skulle vi måske give dem den lærestreg at brænde deres såkaldt hellige bog. I al gemytlighed, naturligvis. Derved ville vi på en meget anskuelig måde vise dem det absurde i det, de gør, når de sidestiller ødelæggelsen af en død bog med ødelæggelsen af levende mennesker. Ja, det er jo ikke blot absurd, det er direkte umenneskeligt. Og skulle vi ikke fortælle dem det på én eller anden måde, eventuelt gennem den lærestreg at ”hævne” os på drabene ved at ”dræbe” en række koraner?

  6. Claes siger:

    Det er let at følge din tankegang – hvis bare ikke bogbrænding mindede for meget om det tredie riges afbrænding af bøger forfattet af jøder.

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Åh, ja, også jeg kender lidt til historien. Der er jo også det ord, der siger, at ”først brænder man bøger, siden brænder man mennesker”. Men ærlig talt, mon ikke enhver kan se forskel? For øvrigt har sognepræst i Stauning, Claus Thomas Nielsen, foreslået noget af det samme, se http://www.sappho.dk/der-er-forskel-pa-folk.htm.

  8. Pingback: Denne evige krænkethed « Ricardt Riis

  9. Pingback: Charlie Hebdo | ricardtriis

  10. Pingback: Hvad med Wilders? | ricardtriis

  11. Pingback: Hvad nu, hvis … | ricardtriis

  12. Pingback: Skellet mellem ord og handling | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s