Ældrebyrde og indvandring

Det er ikke særlig længe siden, man for alvor talte om, at vi måtte åbne for indvandring af fremmede for at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som man havde beregnet ville komme, når alle danskere i fremtiden kom til at leve længere. Dels måtte vi gamle lægge ører til at blive betegnet som en byrde – det kunne vi nok vænne os til, for i økonomisk henseende er vi jo en byrde – og dels måtte vi høre, at danskerne slet ikke kunne levere arbejdskraft nok til fremtidens behov, især da ikke, når vi tillod os at blive gamle, ikke blot gamle som i gamle dage, men rigtig gamle, henimod de hundrede år.

Selvfølgelig kan man som én af dem, der sammen med mange andre blev gjort til en byrde for samfundet, glæde sig over, at man har fundet ud af, at det nok ikke er så heldigt at bruge ordet ‘ældrebyrde’. Så når jeg sådan tænker tilbage, er det vist efterhånden længe siden, jeg har truffet det ord.

Men næsten endnu mere kan man glæde sig over, at den tåbelige idé med at ville afhjælpe ulempen ved ‘ældrebyrden’ gennem indvandring, også er stærkt på retur. I regeringens 2020-plan forekommer den således overhovedet ikke. Og i oppositionens lidt anderledes plan er den heller ikke at finde.

Jeg véd ikke, hvordan det er gået til. Det var nogenlunde god latin for en fem-seks år siden. Nu er tanken, synes det, totalt opgivet.

Det har altid forekommet mig at være en syg tanke. Vi, de rige vesteuropæiske lande, har vores befolkningseksplosion et stykke bagude, og vi har derfor en befolkningssammensætning, hvor der er nogenlunde lige mange på hvert alderstrin, naturligvis med en vis indskrækning i de ældre aldersgrupper. En række u-lande har derimod en helt anden befolkningssammensætning: her er befolkningseksplosionen et nyligt overstået kapitel, hvis den i det hele taget er overstået, og her er der derfor en kolossal overvægt af unge mennesker. Nogen har ligefrem talt om, at f.eks. de nordafrikanske lande har en tidsindstillet ‘testosteronbombe’ liggende under sig: når alle de unge mænd, som landene er overfyldt af, ikke kan få afløb for deres kønsdrift, fordi arbejdsløsheden er tårnhøj, og fordi de først kan gifte sig, når de kan få et arbejde, så skal vi bare se løjer, siger man. Det er nok ikke det, der ligger bag oprørene i disse lande, men det kan godt være en medvirkende årsag.

Og så sagde man altså tidligere: her har vi de arbejdsvillige hænder, vi mangler! Lad os tage dem ind i vore lande, så de kan afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som vi véd vil blive en realitet, når vore ældre skal passes af alt for få i den arbejdsdygtige alder! Og ikke sandt, det lød umiddelbart som lige netop den løsning, vi behøvede. Alligevel er det et utrolig kortsigtet tiltag. Og man undrer sig over, at noget fornuftigt menneske, endsige da nogen økonom, kunne foreslå det. Men det var der mange, der gjorde. Dengang.

Men altså ikke mere. Hvorfor?

Det kan ikke bare skyldes, at Nationalbanken iværksatte en undersøgelse af sagen. Den opererede med et begreb, som man kaldte en ‘idealindvandrer’. Det var en indvandrer, hvis uddannelse det danske samfund ikke skulle betale – det måtte det pågældende u-land selv tage sig af – og hvis alderdom Danmark heller ikke skulle besværes med – igen henviste man til det fattige hjemland. Jeg mener ikke, Nationalbanken i sin undersøgelse tillod sig at være forarget over en så kynisk måde at kalkulere på, men den påviste i hvert fald, at kun en sådan indvandrer kunne være en gevinst for landet. Og man kan selvfølgelig tænke sig, at når forslaget kun kunne være en fordel for landet ved en sådan udnyttelse af ressourcerne i fattige u-lande, så ville man af moralske grunde frafalde det. Men det er ikke den eneste grund til, at forslaget er faldet.

Man kan selvfølgelig også tænke sig, at der var én og anden, der dengang fik den tanke: Jamen, hvad så, når kurven for befolkningstilvækst flader ud for de lande, der nu har stor tilvækst? Hvis de skulle være så uheldige at få en højere levestandard, så deres befolkning kunne leve længere, måske endda blive lige så gamle som vi i Europa, hvilke u-lande med stor befolkningstilvækst skal de så hente arbejdskraft fra? I det hele taget: hvis vi går ud fra, at klodens befolkningstilvækst som helhed skal bremses, så kan økonomerne lige så godt først som sidst prøve at finde ud af, hvordan et samfund kan fungére, hvis det har en stor procentdel af ældre iblandt sig.

Og det er så åbenbart det, man har taget sig for at gå ud fra i vore dage. Man taler ikke mere om indvandring som løsning på den mangel på arbejdskraft, som man frygter. Det er ikke blot Nationalbankens beregninger, der har gjort det, for det gælder i hele den vestlige verden, at den tanke synes død. Det engelske magasin ”The Economist” har en længere gennemgang af problemerne med den aldrende befolkning i Europa (se her), og ikke med ét eneste ord nævnes indvandring af unge fra f.eks. Mellemøsten som en løsning på vore problemer.

Denne artikel er interessant af flere grunde. Noget af det bemærkelsesværdige er, at man gør opmærksom på en sær mekanisme ved samfundsøkonomien. Da vi havde stor arbejdsløshed i halvfjerdserne og firserne, ville man have de gamle til at trække sig tilbage, så der kunne blive plads til de unge. For det måtte jo være sådan, mente man, at arbejdsmængden var konstant, og når de gamle fastholdt deres arbejde, tog de altså plads op for de unge. Derfor indførte man efterlønnen i 1979. Men der var tale om en fejl i den økonomiske tænkning hos en del økonomer og hos de fleste politikere. Det forholder sig ikke sådan, at der er en bestemt og begrænset mængde arbejde i samfundet. Det hele er langt mere fleksibelt. Og når man nu taler om vækst, er det ikke nødvendigvis større vækst i forbrug og energi og ressourcer, man tænker på. Det er større økonomisk vækst. Og en sådan kan fremkomme, også når man investerer for at spare på energi og ressourcer.

Artiklen i ”The Economist” er også interessant, fordi den giver os nogle tal for forholdet mellem den erhvervsaktive del af befolkningen og den pensionerede del i henholdsvis 1970, 2010 og 2050. Længst er japanerne kommet i udviklingen. Her vil forholdet i 2050 være 1,2:1, dvs, for hver 100 pensionister vil der kun være 120 aktive. Og de skal altså betale for både deres egen og de gamles livsopretholdelse. Sydeuropæerne vil også være på spanden. Men her vil forholdet dog ligge på 1,7:1. Hos os vil det ligge på 2,1:1, så vi er altså lidt bedre farne.

Det vil sige: det må kaldes ‘rettidig omhu’, når regeringen med sin 2020-plan vil gøre noget for at øge det fremtidige arbejdsudbud, og når oppositionen med sine ekstra 12 minutter vil søge at opnå det samme. Jeg skal ikke her tage stilling til, hvilket forslag der er mest hold i, blot glæde mig over, at tanken om at ‘løse’ problemet ved indvandring nu synes totalt skrinlagt.

Men samtidig kan jeg altså ikke helt lade være med at undre mig over, at tanken i det hele taget kunne opstå. Man har én gang begået den fejl at tro, at arbejdskraft kun var arbejdskraft: man regnede i tresserne og halvfjerdserne med, at man kunne kompensere for den manglende arbejdskraft med ”gæstearbejdere” — sådanne, formodede man, tog ikke deres familier med herop og rejste hjem, når der ikke var mere arbejde. Her tog man som bekendt gevaldig fejl. Men altså ikke mere fejl, end at man for fem-ti år siden var parat til at gentage fejlen: arbejdskraft er kun en økonomisk term, at ”arbejdskraft” i virkeligheden er mennesker med egen familie og anderledes kultur, det glemte man igen.

Og jeg er stadig ikke helt tryg. Når man ikke mere taler om at indføre arbejdskraft, skyldes det så, at man har forstået, at arbejdskraft består af levende mennesker, eller skyldes det blot, at finanskrisen har gjort sagen uaktuel?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Ældrebyrde og indvandring

  1. Erik siger:

    Jeg er enig. Dertil kommer, at det undrer mig, at man ikke gør en mere helhjertet indsats, for at forberede de ledige vi har til at gå ind på det arbejdesmarkd, man forventer kommer. – Men det er måske sådan med det kommende arbejdsmarked som med manden der sad på høloftet, han blev spurgt: “Hvad laver du?” “Jeg fanger mus!” “Hvor mange har du fanget?” “To når jeg har fået en mere, end den jeg venterpå!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s