Kan man være forhenværende muslim …

… uden at dø af det? To modstridende opfattelser kan læses på religion.dk. Den første, fra 13. april af Jacob Vrist Nielsen, hævder, at der er en gammel tradition for drab på frafaldne indenfor islam, se her. Den anden, offentliggjort den 14. april af Aminah Tønnsen, besvarer et spørgsmål derom med et afgjort nej til drab af frafaldne, se her.

Men som det fremgår af Vrist Nielsens artikel, er det ikke helt korrekt at svare så éntydigt på spørgsmålet, som Aminah Tønnsen gør. Ganske vist synes hun at have så soleklar ret ud fra de korancitater, hun kommer med, når hun skriver: ”den [koranen] taler tværtimod om en persons gentagne frafald og anger, hvilket i sig selv udelukker dødsstraf.” Og det er jo sandt. Hvis der i koranen gives regler for, hvordan man skal behandle en person, der indtil flere gange tilslutter sig islam og indtil flere gange falder fra, så er dødsstraf for frafald udelukket. For havde man praktiseret det, ville der aldrig kunne blive tale om flere gange; død person falder ikke fra.

Men hvad så med de koransteder, som tilhængerne af drab for frafald hænger sig i? F.eks. citerer den i Jacob Vrist Nielsens artikel nævnte Sheikh Muhammed Salih Al-Munajjid sura 2,217: ”Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.” Se her. Han mener, at dette vers og så de haditter, som hævder, at Muhammed har givet befaling om at henrette frafaldne, giver nok begrundelse for at opretholde denne regel. Men typisk for den muslimske korandebat: ingen af de to imødegår modstanderens argumenter.

Den mest omfattende behandling af spørgsmålet, jeg har læst, er en afhandling af den kendte og indenfor islam velanskrevne pakistanske teolog Maududi (død 1979), se her. Denne afhandling er skrevet i 1942 og behandler spørgsmålet ret indgående. Maududi går ind for dødsstraf for frafald. Men det korancitat, han underbygger sin tese med, er ikke sura 2,217, men sura 9,11 og 12: ”Men hvis de omvender sig og holder bøn og giver almisse, så er de jeres brødre i religionen. Vi fremlægger tegnene nøjagtigt for folk, der har viden. Hvis de efter at være indgået i en pagt bryder deres eder og krænker jeres religion, så skal I bekæmpe vantroens ledere! For dem gælder ingen eder. Måske holder de inde!” Og igen: han drømmer ikke om at gå hele koranen igennem, så han måske opdagede de ret klare citater, som Aminah Tønnsen fremdrager; han nøjes med dette ene – efter min mening ret vage – citat og går derefter over til at undersøge de haditter, hvori Muhammed befaler dødsstraf for frafald.

Men mens jeg sådan set mest vil give Aminah Tønnsen ret med hensyn til koranen, vil jeg på ingen måde give hende ret, når hun skriver: ”Det er helt fundamentalt i islam, at mennesket har frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro”. Hun overfører uden tøven noget, der er fundamentalt for kristendommen, til islam. Og det kan vi da godt føle os lidt smigrede over, vi kristne, men alligevel: det er så forkert som noget. Det er og bliver en historisk kendsgerning, at Muhammed i én og samme person var profet og hærfører. Da han tilbød Mekka fred, før han indtog byen, var én af betingelserne, at en række navngivne personer skulle udleveres til ham til henrettelse. Det blev de, og Mekka slap for ødelæggelse. Én af personerne var en skriver, der ifølge nogle haditter mente at kunne føre bevis for, at Muhammed selv opfandt sine åbenbaringer. En sådan person kunne Muhammed ikke have gående frit omkring blandt de troende.

Jeg har tidligere fortalt om Abu Sufyan, se her. Han fik valget mellem at miste hovedet og at bekende den muslimske tro. Han valgte ikke underligt det sidste. Men ifølge Ibn Ishaqs beretning blev der på ingen måde givet ham den frihed, der skulle være fundamental for islam, friheden til at vælge eller fravælge den muslimske tro. Så hvad angår den frihed eller mangel på samme indenfor islam, tror jeg mere på Maududi end på Tønnsen.

Maududi fortæller i sin indledning, at dødsstraf for frafald har været en del af islam gennem hele dens historie. Ganske vist, siger han, er der på det seneste fremstået nogle, der har været så letsindige at hævde, at enkeltmennesket skulle have frihed til at vælge islam fra. Men de har dels ikke betænkt den store mængde af vidner om den sande islam, som historien kan opvise, og dels ikke overvejet, at giver man efter på dette ene punkt, er der ikke nogen del af islam, der kan undgå kritik og undergravende tvivl.

Det samme gentager han lidt senere i nogle ganske interessante overvejelser. Han tager en bestemt indvending op: Man kunne jo sige, at der for den, der frivilligt tilslutter sig islam i en voksen alder, ikke er noget ulogisk i at fastholde dødsstraf for frafald. Han véd jo, hvad han går ind til, og denne regel vil utvivlsomt få ham til at tænke sig om en ekstra gang, inden han tilslutter sig islam. Derved forhindrer islam effektivt, at mennesker slutter sig til religionen uden fast og sikker overbevisning.

Men, går argumentet så videre, hvad med dem, der er født ind i islam? For dem gælder reglen om dødsstraf for frafald jo også, men her kan man da ikke påvise nogen særlig god logik. Og her er det overmåde interessant at lægge mærke til Maududis modargument. Han skriver bl.a.: ”Det er i praksis umuligt og også intellektuelt nonsens, at tilhængerne af en religion, eller på det politiske plan: børnene af individer og borgere, fra først af skulle opdrages som vantro eller fremmede, så de, når de blev voksne, skulle kunne få lov til at afgøre, om de ville følge denne religion eller tage ansvar for den stat, de er født i. Ingen samfundsorden i verden kan nogensinde fungére på den måde”.

Det interessante er, at Maududi her ligestiller tilhængerne af islam med borgerne i et samfund. ‘Ingen samfundsorden kan fungére sådan’, siger han, og ja, islam er altså en samfundsorden på linie med en verdslig stat, blot tænkes den at bygge på guddommelige anvisninger. Men det interessante er jo også, at vi i den vestlige verden ret effektivt har modbevist den tese, han fremsætter. Vi kan som samfund faktisk eksistere, endda fungére på fortrinlig vis, selv om vi indrømmer vore borgere ret til at antage anskuelser, der er modsat dem, samfundet bygger på. Og vi kan som kristen kirke fungére, selv om vi giver vore medlemmer fuld frihed til ikke blot at forlade kirken, men endda modsige den alt, hvad de kan. Hvilket som bekendt ganske mange har benyttet sig af.

Maududi hævder lidt senere, at den muslimske samfundsorden har lidt et betragteligt tilbageslag under den vestlige verdens koloniherredømme: ”der var hundredtusinder, der gjorde det skødesløst, og tusinder, der gjorde det bevidst: de overlod deres børn til vantro opdragelse og indøvelse”. Derfor, siger han, er der nu mange, der tænker på at forlade islam. Hvis der i fremtiden indføres et islamisk herredømme, og reglen om dødsstraf for frafald bliver genindført, og hvis så mange af dem, der er født som muslimer, bliver fængslede, så vil der hos mange opstå en frygt for, at det islamiske samfund vil blive fyldt med hyklere.

Det problem vil han foreslå en løsning på. Ved en eventuel kommende islamisk revolution (dette er skrevet lang tid før Khoumeinis revolution i Iran) vil alle muslimske tvivlere få et år til at bestemme sig: enten forlader de landet, eller også må de finde sig i at blive tvunget til at gennemføre de religiøse pligter. Stiller man sig udenfor den muslimske flok, vil man blive henrettet. Dette må gøres, siger han, for at frelse så mange muslimske sønner og døtre som muligt fra vantro.

Man kan bemærke sig, at Maududi ikke ser den selvmodsigelse, han roder sig ind i. Han har noget imod hyklere, men han ser ikke, at den tvang, han påfører, netop frembringer hyklere. Dette træk er karakteristisk for muslimer, sådan som det er karakteristisk for alle magtmennesker. Og netop, fordi islam bygger på magt, derfor er det umuligt for muslimer samtidig at bygge på ret. Det er den indre modsigelse i islam.

Til sidst: Nu kan man spørge, hvordan de kristne samfund har behandlet spørgsmålet om troens videreførelse til næste generation, eller hvordan vi har balanceret mellem hensynet til individet og hensynet til samfundet.

I 1736 indførtes konfirmationen her i landet. Det skete som udslag af en altomfattende åndelig retning: pietismen, som lagde vægt på enkeltmenneskets tro. Men netop fordi man mente, at individets tro skulle være ægte og ikke fremtvunget, fik denne bevægelse (og dens lige så individuelle modsvar: rationalismen) en række utilsigtede, men ganske fortrinlige virkninger. Skal troen være ægte, må den være fri, det vidste man fra Luther. Men havde den store flok af almindelige kristne nu også den ægte tro? Derom havde man sine tvivl. Man sang med Brorson: ”Af døbte vrimler stad og land/ men hvor er troens brand?” Så det var bestemt ikke nok, at man var vokset op i et kristent land, nej, man måtte have undervisning i kristendommen og som afslutning på denne undervisning aflægge en trosbekendelse. Denne ordning, der skulle garantere den frie og ægte tro, var dog i de første mange år tvungen. Oven i købet skulle man have konfirmationsattest for at kunne få plads. Bevares, man slog ikke vantro ihjel, men man undså sig ikke for at lægge borgerlig tvang bag en kirkelig ordning.

Men det gav bagslag i det lange løb. Folk fattede godt nok det med, at troen skulle være fri, men spurgte naturligvis, hvorfor myndighederne så ikke ville tillade frihed i troen. Det tog lidt tid at gøre sig disse tanker. Det meste af 1700-tallet og halvdelen af 1800-tallet gik med det, men det endte dog med, at religionsfriheden brød fuldstændig igennem.

Og det er klart, tænker man som Maududi – og det er der ganske mange, der gør, også herhjemme – så må man undres højligen over det forunderlige faktum, som har vist sig efter frihedens indførelse: folk er, med Hal Kochs ord, ikke til at sparke ud af folkekirken. ‘Maududierne’ kan ikke forstå det: hvordan kan dog den nye generation sådan helt af sig selv overbevises om kristendommens sandhed? Der må ligge en hemmelig tvang til grund for det. Vi, der ser kristendommen som folkelighedens fuldbyrdelse, undrer os ikke, men glæder os i stedet: over den åndelige frihed, der tvinger kirken til at være vågen uafbrudt, og over det samspil med folkeligheden, der giver denne dens vækstbetingelser og kirken dens eksistensberettigelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kan man være forhenværende muslim …

  1. dcv2 siger:

    Problemet er når mennesker som Aminah udtaler sig om en verdensreligion, uden at gøre opmærksom på, at de gør det for egen regning.

  2. Pingback: Hvad forventer vi af vore muslimer? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s