Vi er langt mere kristne, end vi tror.

Da Khoumeini havde udsendt sin mordopfordring over Salman Rushdie (som vi fejlagtigt gennem lang tid kaldte en dødsdom, fejlagtigt, fordi han ikke havde nogen som helst ret til at udstede dødsdomme over fremmede landes borgere), gik det store og i muslimske kredse velansete universitet al-Azhar i Cairo i rette med ham. Det forkerte var ikke, sagde universitetet, at Salman Rushdie skulle henrettes, for han var en frafalden muslim, og en sådan henretter man efter islamisk ret. Det forkerte var, at dette at udføre denne henrettelse blev overladt til enhver muslim, der tilfældigvis følte sig kaldet til det. Det betød, at han ville blive skudt uden at få mulighed for at angre. Og den mulighed skulle han have ifølge den ret, al-Azhar mente at kunne kalde islamisk.

Derfor burde han indfanges, føres til et muslimsk land, stilles for en muslimsk domstol, dømmes til døden for frafald, men derefter have tilkendt tre dage til at ‘angre’ (‘angre’ betyder i muslimsk sammenhæng ‘at bøje sig for overmagten og sige, at man fortryder det, man har gjort’). Sådan en mulighed for ‘anger’ ville han ikke få, hvis nogen tog sig for direkte at adlyde Khoumeinis opfordring. Og hvor ønskeligt det end kunne være at fjerne Salman Rushdie fra jordens overflade, det burde ske efter alle kunstens (eller altså: islams) regler.

Jeg har før været inde på den besynderlige brug af ordet ‘anger’ i denne sammenhæng, se her. Her er det imidlertid noget andet, jeg vil gøre opmærksom på. Her vil jeg hævde, at alle vi danskere, ja alle vi europæere, hvis der blev gjort alvor af truslen om at indfange Rushdie, hvis han virkelig blev stillet overfor valget mellem at tilbagekalde de meninger, han gav udtryk for i sin roman, eller dø – vi ville alle så inderligt ønske, at han ikke tilbagekaldte noget som helst. Det er selvfølgelig tvivlsomt, om det ville komme så langt. For alle diplomatiske kræfter ville blive sat ind for at få Rushdie frigivet, ligesom alle kræfter blev sat ind for at beskytte ham mod mordopfordringens virkninger. Men hvis det kom så langt, at et stærkt muslimsk land (hvis et sådant kan tænkes) fik fat på Rushdie, anklagede ham, forberedte hans henrettelse, men, efter al-Azhars anbefaling, ventede i tre dage med at fuldbyrde henrettelsen, fordi han skulle have mulighed for at tilbagekalde, så ville alle vi vesterlændinge stå med tilbageholdt åndedræt og have ét ønske tilfælles: at han ikke tilbagekaldte.

Vi ville naturligvis ønske, at han slap for henrettelse, vi ville naturligvis forarges særdeles meget over, at noget land kunne finde på at handle sådan overfor et andet lands statsborger (han kan så i øvrigt være så meget muslim, han være vil). Men det værste, der kunne ske, ville efter vor opfattelse være, at han tilbagekaldte, blev givet fri og kunne rejse tilbage til England.

Besynderligt! Hvorfor ville vi dog føle og tænke sådan?

Fordi vi er kristne. Fordi vi er døbt i et menneskes navn, der netop ikke gav efter for trusler på livet, men holdt fast ved sin overbevisning og af den grund blev henrettet. For det er vi jo overbevist om, ja, det menneskesyn har vi fået ind med modermælken, at et menneskes overbevisning må komme indefra, hvis den skal være noget værd; den må være resultatet af frie overvejelser, af påvirkninger det ene og det andet sted fra, javist, men i sidste ende af det enkelte menneskes egne beslutninger. Bøjer et menneske sig for en tanke, han ikke før havde tænkt, sker det – sådan ser vi på det – altid, fordi han har forstået den. Og man kan ikke forstå den uden frihed.

Sådan ser vi på hinanden. Sådan opdrager vi vore børn. Sådan er vort menneskesyn. Og et sådant menneskesyn er det naturlige menneskesyn. Men det er samtidig det kristne menneskesyn. Men hvor et naturligt menneskesyn kun ville føle et vist delvist uforståeligt ubehag ved at tilbagekalde, dèr ville det kristne være fuldt ud klar over, at ligesom han, der led og døde, kun kunne være et helt menneske, hvis han holdt fast ved sin anskuelse, sådan kan jeg kun være et helt menneske, hvis jeg vover at fastholde den sandhed, jeg er nået frem til, uanset alle trusler.

Ikke sådan, at vi ville foragte Salman Rushdie, hvis han gav efter for presset. For vi er da realister nok til at vide, at vi nok ikke selv ville have stået for et tilsvarende pres.

I Nederlandene begyndte kejser Karl dem Femtes søster, Margareta, allerede i 1522, altså kort tid efter, at Luther havde nægtet at tilbagekalde sine skrifter i Worms, at gennemføre Wormser-ediktet, der krævede alle, der blev grebet af Luthers lære, anklaget for inkvisitionen. Det førte til, at en tidligere prior for augustiner-eremitterklostret i Antwerpen, Jakob Probst, blev anklaget og tortureret. Han kunne ikke udholde pinslerne og tilbagekaldte. Men da han var blevet frigivet, fortsatte han ikke desto mindre med at prædike sine lutherske teser. Han blev så anklaget igen og fængslet. Men på én eller anden måde kom han fri, forlod Nederlandene og kom til Wittenberg, hvor han blev modtaget med åbne arme.

Julius Köstlin skriver i sin Luther-biografi således om begivenhederne: ”Probst, der var vendt tilbage til Antwerpen, blev endnu i december 1521 stillet for den gejstlige ret. Svækket af mishandlinger købte han sig sit liv gennem en højtidelig tilbagekaldelse, og mange andre fulgte hans fremgangsmåde — til jubel for modstanderne, men til dyb smerte for Luther. Men da han var blevet løsladt, prædikede han med fornyet iver i overensstemmelse med sin hidtidige overbevisning, men så da døden på bålet imøde, da han påny var blevet fængslet. Dog undslap han i juni fra fængslet og mødte i august 1522 lykkelig op i Wittenberg.”  (Se her).

Altså, man modtog ham på trods af hans fornægtelser. For vi kan jo ikke sammenligne os med mennesket over alle mennesker, Jesus fra Nazareth, der holdt ud i sine prøvelser. Måske vi kan få nåde til at holde ud som han, måske vi ikke får det. Og så opnår vi kun at efterligne den Peter, der fornægtede ham. Og det er klart, når et menneske, som Jakob Probst her, ikke holdt ud, så er det til dyb smerte for os, ligesom vi umiddelbart føler smerte, hvis Salman Rushdie i det tænkte tilfælde ikke ville holde til presset. Ikke blot fordi det kristne ideal ikke fuldkommes, også fordi et menneske, der stilles overfor det unaturlige: at andre vil påtvinge ham en mening, burde reagere naturligt, altså holde fast på sin frihed til selv at danne sig sin mening; også fordi et menneske kun på den måde kan bevare sig selv intakt, og får et menneske ikke lov til det, føler vi instinktivt, at noget er galt.

I Nederlandene var der andre, der holdt ud. To af Luthers ordensbrødre blev brændt på bålet for kætteri den 1. juli 1523, og det fik Luther til at skrive sin første salme. Heri skildrer han, hvordan de to unge mænd gik i døden, mens de sang frimodigt, og så hedder det om deres bødler:

    Den skændsel har de angret nu,
de vil den helst udsmykke,
de tør ej prale af den dåd,
de skjuler der’s ulykke.
     For skammen bed dem her i sind,
de klaged’ sig, de dybt fortrød.
Dog kan ej Ånden tie her:
Det Abelblod, de her udgød,
det melder Kains brøde. 
     For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
    Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.  (se her).

Det er det forunderlige ved disse menneskers martyrdød, som det er det forunderlige ved enhver martyrdød, og jo først og fremmest det forunderlige ved den første og største martyrdød af alle, Jesu død på korset, at sådan er det naturlige menneskeliv indrettet, at vil man tvinge mennesker til tavshed, vil man tvinge dem på den mest effektive måde af alle: ved at slå dem ihjel, så vender deres historie dog på den ene eller anden måde tilbage til dem, der ville tvinge til tavshed, så taler denne historie dog langt tydeligere, end den ellers ville have gjort, om det forkerte ved at ville tvinge en religiøs eller politisk opfattelse igennem.

Vi kan diskutere op ad stolper og ned ad vægge, om det var kristendommen, der i vor verdensdel satte demokrati og ytringsfrihed igennem, måske endda imod mange af kirkernes vilje, vi kan overveje ligeså intenst, om det er den vestlige påvirkning, der er skyld i de glædelige oprejsninger i den arabiske verden, ingen af de to ting lader sig nogensinde afgøre. For kristendommen vil ikke andet end føre det til virkeliggørelse, der ligger i det naturlige menneskeliv selv, og derfor kan det lige så godt være det naturlige menneskeliv selv, der har udviklet sig mod demokrati og ytringsfrihed, som det kan være kristendommen, der har givet udviklingen et skub i den retning. Og da araberne jo også har del i det naturlige menneskeliv, kan det lige så godt være dette menneskeliv, der har gjort sig gældende, som det kan være vestlig indflydelse, der har afstedkommet det.

Derfor er den kristne åbenbaring af anden art end åbenbaringen på Sinai; derfor kan åbenbaringen gennem Jesus ikke sammenlignes med åbenbaringerne til Muhammed. For både om åbenbaringen på Sinai og om åbenbaringerne til Muhammed gælder det, at dem skal man adlyde, også selv om man ikke forstår dem. Ja, det betragtes endda næsten som det frommeste, om man adlyder blindt, altså adlyder, selv om man ikke forstår, eller måske endda synes, at det modsatte af åbenbaringen må være sandt. Modsat disse åbenbaringer tænkes den kristne at forstå det, Gud åbenbarer gennem Jesus.

Og vi har i vort menneskeliv alle muligheder for at forstå. Den kristne åbenbaring er jo en historie, en påskeberetning, en fortælling, spændende som en kriminalroman, om, hvordan det gik denne visdomslærer, der havde prædiket et budskab om kærlighed og indbyrdes forståelse, men blev afvist, fordi han ikke ville sætte den påstået åbenbarede lov over forståelsen. Frivilligt gik han mod Jerusalem, skønt han måtte vide, hvad der ventede ham. Frivilligt lod han forræderen Judas være om sig, skønt han vidste, at han kun pønsede på at føre tempelvagten hen til ham. Frivilligt lod han sig tage til fange og stille for det store jødiske råd, synedriet. Og frivilligt bekendte han dèr, at enkeltmennesket, menneskesønnen, stod over den lov, de holdt fast ved.

Vi hører fortællingen genfortalt hvert år ved påsketide, og vi gribes lige meget af den hver gang. Der er virkelig sket det, som Luther hævder i sin salme: At den, der gennem mord blev tvunget til at tie, ham tvinges hans fjender til at lade tale, ja til at lade tale med sin døde tunge. Vi forstår hans anfægtelse i Getsemane have, forstår, at sveden blev som bloddråber, men forstår også, at han fandt fred ved at sige: Ske ikke min, men din vilje.

Vi forstår også Peter, ja, hans situation kan vi måske bedre sætte os ind i end Jesu situation. Men den naturlige fornemmelse, vi har overfor en eventuel tilbagekaldelse fra Salman Rushdie, den har vi også overfor Peter. Det knuger os, at han fornægtede Jesus, og vi véd godt, at vi nok selv ville have gjort det samme, men vi forstår og accepterer det forkerte deri. Der er ikke blot tale om at fornægte en ven, der er tale om at lade sig tvinge til at mene noget andet, end man mener af sig selv.

Det vil sige: forstå og forstå! Efterhånden som fortællingen skrider frem, er det, som om vi forstår mindre og mindre. Forstår vi bødlerne? Forstår vi dommerne? Forstår vi, at det ene menneske kan få sig til at handle sådan overfor det andet, som korsfæstelsen er udtryk for? Jo, måske vi forstår, at også vi har sådanne tendenser i os, specielt når de kan pyntes med forestillinger om noget, vi mener er retfærdigt og nødvendigt. Men forstår vi til syvende og sidst Jesus? Forstår vi hans råb mod den Gud, der har forladt ham? Var meningen ikke, at han skulle vise sig som et helt menneske hele vejen igennem? Var tanken ikke, at vi skulle se ham helstøbt, uden at splittes i sin personlighed? Var det gode budskab ikke, at den fred, han fandt i Getsemane ved at sige: ske din vilje, den holdt, holdt ham oppe ved forhøret foran det store råd, gav ham kraft, da han blev pisket, fik ham til at holde ud på korset? Var meningen med fortællingen ikke, at Gud holdt fast ved ham hele tiden, holdt ham fast ved gudstroen, så han ikke mistede sig selv, så han ikke gik åndelig i opløsning før dødens legemlige opløsning? Og så råber han de forfærdende ord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Så opløses hans ånd i fortvivlelse kort før han udånder. Og så forstår vi ingenting.

Det står der som en frygtelig anfægtelse. Så løst hænger vores tro på den menneskelige forståelse. Vi må hele tiden kæmpe imod den tanke, at alt ender i den store tomhed. Det sprog, der kærligt omslutter os fra fødsel til grav, giver os mod til at påstå mening med undfangelsesakten, med fødslen, med opvæksten, giver os livsmod og jubel ved alt det, barnet lærer, ved dets glade tilegnelse, ved dets tillidsfulde øjne, det sprog, der følger os i al vor lærdom og kun langsomt afslører sine dybder, vil det virkelig slippe os i vor sidste stund? Vil det, som vort legem, opløses, miste sammenhængskraft, tabe overblik, betydning, miste alt det, der gør os til et helt menneske, til en rigtig personlighed?

Der er ikke andet at gøre end at synge sig ud af denne fortvivlelse.

Ham, der er Ordet selv, ham, der er sprogets dybeste hemmelighed, ham, der har givet os sig selv, ham må vi bede om at kunne beholde kærligheden til livet i ham, så det er ham, der opretholder vort liv, så det er ham, der er sammenhængen i vore tanker.

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker,
er den dybe sammenhæng.

Så måske vi kan få mod og kraft til at synge det ud, at fortællingen ikke standse med Jesu råb op mod den tomme himmel, der være en fortsættelse, det hedde, også til os: I dag skal du være med mig i Paradis!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister,
ræk mig hånd, når øjet brister,
sig: Vi går til Paradis!

Men altså: om så den kristne påskefortælling aldrig så meget er og forbliver en gåde for os, vi vil dog for alt i verden holde fast ved den trossætning, der er gemt i den: at mennesket inderst inde i sig har en sart kerne, der frit giver sin tilslutning til det, det regner for sandhed, og at enhver religion, enhver samfundsorden, enhver teori, der vil tage friheden bort fra denne kerne, nødvendigvis må være forkert.

At vi tror på det, viser sig ved den instinktive uvilje, vi har ved enhver form for meningstvang, ved det håb, der løber igennem alle vore fortællinger, håbet om at mennesket må bevare sin integritet, og ved den kærlighed og omsorg, hvormed vi værner om vort demokrati og vor ytringsfrihed.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

5 svar til Vi er langt mere kristne, end vi tror.

  1. Claes siger:

    Hvor er det smukt og hvor er det sandt, det du skriver. Tak.

  2. Ingrid siger:

    Kære Ricardt!
    Interessant og tankevækkende, hvad du skriver. Men jeg grunder noget over dit udgangspunkt med “det naturlige menneske”. Hvor har du den grundholdning fra? Løgstrups tanker? For du har jo helt ret i, at så er der ingen, der kan sige, om kristendommen har og har haft indflydelse på den menneskelige gøren og laden og historiens gang som en helt særlig kraft – for hvis alt var nedsænket i “det naturlige menneske”, hvad forskel skulle kristendommen så gøre?
    Jeg er jo gået ud fra, at det er Helligåndens virke, som har skabt de gode ting, der er sket fra Jesu tid og frem. Muligvis – eller måske snarere – sandsynligvis har Helligånden eksisteret som en del af den Treenige Gud til alle tider, men hvorfor siger Jesus så, at han er nødt til at gå bort, for ellers vil Talsmanden ikke kunne komme?
    Ja, dette var de tanker, som læsningen af dit gode og smukke indlæg afstedkom.
    Bedste hilsner
    Ingrid

  3. Ricardt Riis siger:

    Kære Ingrid!
    Jeg vil tro, at jeg nærmest har mine tanker fra Grundtvig. Han har skrevet et digt, der hedder ”Menneske først og Christen saa”, hvori det hedder:

    7. Menneske først og Christen saa,  
    Det er et Hoved-Stykke,
    Christendom vi for Intet faae,  
    Det er den pure Lykke,  
    Men Lykke, som kun times den,  
    Der alt i Grunden er Guds Ven  
    Af Sandheds ædle Stamme!    

    8. Stræbe da hver paa denne Jord  
    Sandt Menneske at være  
    Aabne sit Øre for Sandheds Ord,  
    Og unde Gud sin Ære;  
    Er Christendom da Sandheds Sag  
    Om Christen ei han er i Dag  
    Han bliver det i Morgen!
    (se http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=grundtvigandresalmera15)

    Grundtvig gør i det digt en del ud af at forklare forholdet mellem menneskeliv og kristenliv. Og hans mening synes at være den samme som det, jeg har givet udtryk for: at menneskets fejl ikke er dets uvidenhed, men dets manglende vilje, blot at denne manglende vilje altfor ofte forklæder sig som uvidenhed. Når én derfor kommer og fortæller os mennesker sandheden, så forstår vi det godt, blot holder vi os for ørerne (Apg 7,57) og vil ikke høre den, indtil vi på mystisk vis alligevel bøjer os for den. Denne ‘mystiske vis’, det er Helligånden.

    Det er sandt, at Jesus ifølge johannesevangelisten (Joh 16,7) siger: ”Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Men det skyldes nok, at det ord, der skal overbevise os, er et ord om martyrdøden (jvfr Jesus-ordet fra Luk 17,33: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det”), og dette ord kan ikke lyde i sin fulde styrke før efter Jesu død.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  4. Ingrid siger:

    Kære Ricardt!
    Tak for dit svar, som jeg har grundet lidt over. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvordan du anskuer Helligånden. Mener du ikke, at pinsen er Helligåndens komme?

    Bedste hilsner
    Ingrid

  5. Pingback: Himmelfart | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s