Det var så den ekstremist.

Nu er omsider balladen om Bilal Philips overstået. Han har holdt sin alenlange tale i Korsgadehallen i København, han blev interview’et i Deadline (uden undertekster! Hvem har før nydt den ære?) og han er blevet omtalt som det skrækkeligste af alt skrækkeligt i diverse medier. Og nu kan vi så gå over til andre punkter på dagsordenen.

Man undrer sig en smule: hvortil al denne ståhej? Hvorfor alle disse overvejelser om, hvorvidt han i det hele taget skulle ind i Danmark og have lov til at tale her? Hvad var det ved ham, der var så farligt, at vi for enhver pris, også den pris, der hedder brud på almindelige demokratiske rettigheder, måtte holde munden lukket på ham? Nu bagefter er det lidt vanskeligt at få øje på noget, der kunne true nogens nattesøvn.

Nå ja, han led da af den fejl, der er ret almindelig hos alle konvertitter: han var mere kongelig end kongen selv. Hvor almindelige muslimer, født og opvokset som sådanne, nok tager islam som en del af deres identitet, men dog forsøger nogenlunde at holde kontakt med den gode og solide jord, dèr har han det ligesom de russiske kommunister i sin tid. For dem var der ingen ende på alle de opdagelser, russerne havde gjort. Alt, hvad vi her i vesten tilskrev vesteuropæisk geni, blev af dem tilskrevet det russiske og specielt det kommunistiske menneske. Vi grinede lidt af det i sin tid, men fæstede ikke rigtig lid til det.

Nu gentager det sig så med Bilal Philips. Han fortalte os, at vikingerne aldrig var kommet til Amerika, hvis ikke de havde lært at gøre deres skibe vandtætte af muslimerne i Spanien. Man ser det for sig: De arme uvidende vikinger sejler den lange vej fra Norden til Spanien. Dèr finder de ud af, hvordan de kan gøre deres skibe vandtætte, og således oplyst tager de hjem igen og begiver sig på togter til Island, Grønland og Amerika. Storartet! Hvilke tusindkunstnere, disse muslimer! Den lille detalje: hvordan de i første omgang kunne sejle til Spanien, når deres skibe ikke var vandtætte, den er man som from muslim og som godtroende dansker naturligvis nemt i stand til at se bort fra.

Men bortset fra, at han sådan gør sig selv lidt til grin, hvad fandt vi så ud af? At muslimer går ind for sharia? Nuvel, det vidste vi vel godt i forvejen. At sharia kræver utugtige og homoseksuelle henrettet? Det er vist heller ikke noget nyt. Jamen, hvorfor i alverden så al denne ståhej? Hvorfor disse evindelige klip på tv-skærmen med den beskæggede herre, hvor han gør rede for, at sådan er loven (altså sharia), at homoseksuelle skal henrettes? Ja, man kan spørge videre: Hvorfor bryder man med alle gode journalistiske regler og tager en sådan udtalelse ud af sin sammenhæng? For manden har jo talt om, hvad der skal ske i et muslimsk samfund, hvor muslimer er i flertal, ikke om lande som Danmark, hvor det ikke er sket og formentlig heller ikke vil ske lige med det første (hvad han i øvrigt selv gav udtryk for i sin tale i Korsgadehallen: ”Danmark som muslimsk stat, glem det!”). Det vil sige, hvorfor stiller man manden i den knibe, at han hele tiden skal gentage og gentage, at han ikke opfordrer unge muslimer på Nørrebro til at gå ud og slå homoseksuelle ihjel, men blot gør opmærksom, hvad sharia siger?

Jeg véd det ikke. Men lad mig prøve at analysere det ud fra noget, jeg selv har været genstand for i min tid her på religion.dk! Jeg er temmelig mange gange stødt på den holdning, at muslimer, de udgør en minoritet, og dem skal man derfor være god ved; det vil sige: deres religion skal man ikke vende sig imod; selv om man selvfølgelig synes, at det er noget sært noget, det, de siger, man skal ikke gå i rette med dem, for gør man det, er det synd for dem, så føler de sig ikke velkomne her i landet. Jeg har hele tiden ikke holdt mig tilbage fra at kritisere islam, men næsten hver gang, jeg tillod mig at gøre det, blev jeg mødt med kritik, ikke fra muslimer, det ville man da kunne forstå, men fra velmenende danskere, der på de mest mærkelige måder tog islam i forsvar. Alt, hvad man kunne nævne af betænkelige ting ved islam, det hævdede de fandtes i lige så betænkelig grad i kristendommen, om ikke i moderne tid, så for to eller tre hundrede år siden. Og så kunne jeg som kristen bare tage og holde min mund med min kritik af islam.

Altså: minoriteter skal man være god ved. Mener de noget ‘forkert’, må det skyldes en fejlopfattelse hos os danskere.

Nu har det så vist sig, efterhånden som offentligheden ikke har kunnet undgå at komme nærmere ind på, hvad muslimer faktisk mener, at mange muslimer ser ned på en anden minoritet, nemlig de homoseksuelle. Det kan man fra de velmenende (og naive) danskeres side ikke forstå. Her har man i sin store velvilje tillagt muslimerne den samme flødeskumsagtige humanisme, som man selv har, og se, så er de alligevel helt anderledes, har endda selvstændige holdninger, der ikke svarer til det altdækkende flødeskum. Hvad gør man så?

Ja, det viser sig i tilfældet Bilal Philips: Man bortforklarer det. Man gør en sådan anti-homo-holdning til noget ekstremt indenfor islam. Og derfor forarges man over Islamisk Trossamfunds Ungdom, som tillader sig at invitere en mand til landet, som mener det, islam i almindelighed står for. Og man forarges endnu mere, når man ikke kan få repræsentanter fra hverken den ene eller den anden islamiske organisation til at afsværge sharia. Tænk, hvor forfærdeligt: de vil ikke sige, at de går imod sharia!

Men det forfærdelige ligger ikke i islam (jo, naturligvis gør det det, men det har det gjort hele tiden) det forfærdelige ligger i, at man ikke har villet erkende, hvad islam står for, det forfærdelige og uforståelige ligger i den danske altfavnende humanisme, der slet ikke kan forstå, at stakkels, forfulgte mennesker, nemlig muslimerne, kan have en så bestialsk holdning, at de ønsker homoseksuelle slået ihjel. Det er den danske offentligheds opfattelse af islam, der er forfærdelig. Det er den danske elites fejlopfattelse af situationen, der skurrer i ørerne. Bilal Philips er blot i den henseende udtryk for den normale, bogstavelige muslimske tro.

Den forargelse, man møder op med overfor herboende muslimer, er jo ganske kontraproduktiv. Man har villet være åh så inkluderende overfor muslimer, og man troede i sin naivitet, at de til gengæld ville være lige så inkluderende og altfavnende (og naive) som man selv var. Og når man så forarges på dem, fordi de ikke opfører sig, som man havde tænkt sig, at et undertrykt og forfulgt mindretal skal opføre sig, så opnår man med sin forargelse det modsatte af, hvad man troede: man opnår kun at stigmatisere sig selv i muslimers øjne. Det, de måske ikke rigtig regnede med tidligere: at der fandtes islamofobi her i landet, det ser de nu udspillet i al offentlighed. For hvad er de flødeskummendes forargelse udtryk for andet end for islamofobi?

Det er ganske absurd. Men også ganske afslørende. Før var det os, der tillod os at kritisere islam, der (fejlagtigt) blev kaldt islamofober (fejlagtigt, fordi vi ikke frygter islam, vi mener bare, der er tale om en umenneskelig religion). Men nu er det de forargede flødeskumshumanister, der må se sig opfattet som islamofober. Så det, Bilal Philips skulle tale om: islamofobi, og som man fra humanistisk side blev højlig forarget over, den viser sig for muslimerne i kraft af netop den selvsamme forargelse at være i høj grad eksisterende.

Hvad er der så at gøre ved det?

Tja, der er f.eks. en rig muslimsk historie at pege på, rigt facetteret, med mange nuancer, slet ikke så énøjet, som den moderne muslimske vækkelse vil fremstille den. Tager man en række af de saftige fortællinger, der findes i 1001 nats eventyr, opdager man et andet kvindesyn, end det, de moderne mullaher står for. Og tager man historien i det middelalderlige Spanien, opdager man en tolerance overfor homoseksuelle hos både kristne og muslimer, en tolerance, som desværre forsvandt for begge parter engang i 1400-tallet, forstå det, hvem der kan.

Men det er klart: at få muslimer overbevist om det, det er noget, der tager lang tid. Når Bilal Philips kan hoppe på den med vikingernes plimsollere, der skulle sejles til Spanien for at blive vandtætte, så er han sikkert ikke modtagelig for normale historiske overvejelser. Men efterhånden som vi vover også i vor historieforskning at lade sandheden komme for en dag, også når den går imod vore nutidige muslimske landsmænds opfattelser, vil det vel ad åre kunne lykkes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s