Det nye ved Jesu forkyndelse.

Der er to bemærkninger fra disse dages medier, der trænger til en nærmere analyse. Den ene stammer fra interview’et med Bilal Philips i Deadline den 18.4. Her blev han spurgt om stening af homoseksuelle. Og han svarede, ganske i overensstemmelse med den åbenbaringstanke, der præger islam, at det ikke var ham, der ønskede, at homoseksuelle skulle lide døden, det var sharia. Og så føjede han til, at både kristne og jøder jo også var bundet af deres helligskrift. For i det gamle testamente forordnes også dødsstraf for homoseksuel adfærd. Og så ikke flere forklaringer.

Den anden bemærkning stammer fra en såkaldt tv-dokumentar om antisemitisme. Her var der en unavngiven herre, der var tydeligt oprevet over, at én religion, kristendommen, beskyldte en anden religion, jødedommen, for at have myrdet sin religionsstifter.

Om Bilal Philips’ bemærkning må man sige: ”Tyv tror, hver mand stjæler”. Den mand tænker alle sine tanker ud fra den forudsætning, at Gud er en lovgud, der gennem sin åbenbaring fortæller mennesker, hvad de skal gøre og ikke gøre. Og det forekommer ham derfor ganske soleklart, at når vi kristne har det gamle testamente som helligskrift, så skulle vi egentlig rette os efter de love, der står dèr. Og der står jo uomtvisteligt i 3. Mos 20,13: ”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død”. Det vil sige: kommer vi nu og vil bebrejde muslimerne, at de henretter homoseksuelle, så må man som god muslim (det vil her sige: som indskrænket menneske, der tror, at alle religioner er lovreligioner) sende sorteper tilbage: ”Se I selv til, hvordan I overholder jeres lovtekster!” For at Jesus skulle have ophævet loven, at han skulle have sagt: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer!” — det kan man slet ikke forstå, når man er et sådant lovmenneske.

Det er jo ikke desto mindre, hvad Jesus har gjort. Det vil sige, ophævet og ophævet; han har givet loven en helt anden grundvold end åbenbaringen på Sinai. Den åbenbarede lov siger: ”Sådan og sådan skal I gøre, hvad enten I forstår det eller ej!” Men Jesu lov siger: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem!” (den gyldne regel, Matt 7,12). Det vil sige, vi skal som kristne netop forstå, hvorfor vi skal gøre, hvad loven kræver. Vi skal hjælpe den fattige, fordi vi selv, hvis vi var fattige og trængte til hjælp, ville ønske, at nogen ville hjælpe os; vi skal tilgive den utugtige, fordi vi selv, hvis vi var faldet for utugtens fristelse, ville ønske, at vi kunne få tilgivelse; vi skal ære vores far og mor, fordi vi selv som forældre ønsker at æres af vore børn, osv. Alt sammen naturligt og ligefremt, der er ingen dikkedarer i det.

Blot skal man lægge mærke til, at Jesus tilføjer: ”Sådan er loven og profeterne”. Det vil sige: lovens grundvold er ikke åbenbaringen på Sinai eller for den sags skyld åbenbaringen til Muhammed, den er den gyldne regel, den er det, vi alle kan forstå, hvis vi blot sætter os i næstens sted (hvad vi jo af samme grund meget ofte netop ikke gør). Og det vil videre sige, at alt det, som loven befaler ud i den blå luft, altså befaler, uden at det kan underbygges af den gyldne regel, det skal vi lade hånt om. Sabbatsregler, omskæringskrav, forbud mod svinekød, alt det er befalet i den åbenbarede lov, men da det ikke kan begrundes med den gyldne regel, kan vi kristne overholde det eller lade være, som vi har lyst til. Netop sådanne regler så jo også Jesus og de kristne stort på (jvfr. Mark 2,27f; Matt 15,11; Gal 5,12).

Hvad så med de homoseksuelle?

Ja, hvad ville vi ønske af andre, hvis vi selv var homoseksuelle? Mon ikke vi ville ønske anerkendelse og forståelse? Jamen, så har vi dèr målestokken for, hvordan vi skal behandle de homoseksuelle. Vi skal forstå, at deres drift retter sig mod et menneske af samme køn. Og det er nok det svære. Har vi først indset det, følger anerkendelsen næsten af sig selv. Hvis vi altså tør være lige så radikale som Jesus.

Nu var der det specielle ved Bilal Philips’ udsagn, at han nøjedes med at nævne, at sådan og sådan sagde det gamle testamente, han undlod fuldstændig at komme med yderligere begrundelser. Det viser, at han betragter ordet som en guddommelig åbenbaring. For en åbenbaring diskuterer man ikke med. Det sjove er imidlertid, at muslimer op igennem tiderne faktisk har ‘diskuteret’ med deres åbenbaring, altså: de har prøvet at komme med fornuftargumenter. Den muslimske tænker, Ibn Khaldun (død 1404), overvejer i sit store værk ”Muqadimmah” forskellen mellem utugt og homoseksualitet, og hævder, at gennem utugt kommer ødelæggelsen af menneskeslægten på indirekte måde, gennem homoseksualitet derimod direkte:

”Ødelæggelsen af menneskeslægten kan også forekomme direkte, som i tilfældet homoseksualitet, for den fører med sig, at der slet ikke forekommer noget afkom. Den fører i højere grad end utugt til ødelæggelse af menneskeslægten, eftersom den fører det resultat med sig, at der ikke bringes noget menneskeligt væsen ind i tilværelsen, mens utugt kun fører til, at et menneskeligt væsen opnår en social ikke-eksistens. Derfor er Maliks skole mere præcis og korrekt end de andre skoler med hensyn til homoseksualitet, når den idømmer dødsstraf derfor, for det viser, at den forstår den religiøse lovs intentioner og dens virkning på den offentlige interesse bedre”. (4. bog, afsnit 18).

De andre muslimske lovskoler lader det være op til dommeren at skønne sig til en straf for homoseksuel praksis. Men både den ene og den anden skole tillader sig altså at føre fornuftargumenter i marken overfor den åbenbarede lov. Det er også svært at lade være, når man er et fornuftsvæsen, dvs., et menneske. For vi vil jo forstå. Det prøver Bilal Philips at lade være med. Dog kan selv ikke han helt undgå det. I et tv-clip, som blev vist flere gange, hævder han, at homoseksuel praksis er det samme som utugt. Og bortset fra, at det er noget forfærdeligt vrøvl (hvordan skulle de to ting dog ligge på samme niveau), så viser det, at også han vil anvende sin fornuft.

Sådan har der indenfor islam igennem hele dens historie været en kløft mellem åbenbaring og fornuft. Man har prøvet at bygge bro, men det er forgæves, for de to slags love er logisk uforenelige.

Det nye, Jesus bragte ind i verden, var, at han baserede loven på fornuften, på den gyldne regel, på det, vi selv kunne indse, når vi blot fik det forklaret, og ikke, som jøderne, baserede den på en tænkt åbenbaring til Moses på Sinai. Dog viste jo fakta, at det var et farligt forehavende at bringe dette nye ind i verden, for det jødiske råd dømte ham af den grund til døden, og den romerske besættelsesmagt eksekverede dommen.

Og det fører så frem til den anden bemærkning, der kræver en kommentar, ytringen om, at kristendommen beskylder jødedommen for at have myrdet Jesus. Det er måske forståeligt, at en jøde kan sige sådan (forudsat det var en jøde, der sagde det; det véd jeg faktisk ikke). For kristne har op gennem århundrederne forfulgt jøder og slået dem ihjel, netop ud fra den påstand, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel. Men hvis vi nu bliver enige med hinanden om, at det dengang var forkert af de kristne at holde den tids jøder ansvarlige for det, der var foregået mere end tusind år tidligere, så må vi vel også kunne blive enige om, at det er forkert af jøder i dag at bebrejde os kristne, at vore forfædre forfulgte jøderne ud fra denne forkerte betragtning. Dog havde han, der kom med bemærkningen i den pågældende dokumentar, et så bistert udseende, at jeg ikke er sikker på, at han vil gå med til den betragtning.

Men altså, begge parter, både jøder og kristne, har et lidt blakket punkt i deres fortid: jøderne, fordi deres synedrium dømte Jesus til døden, de kristne, fordi de har forfulgt de jøder, der boede i deres lande, blot fordi de mente noget andet end de kristne. Og begge møder fordømmelse fra det kristne evangeliums side: jøderne, fordi det var et uskyldigt menneske, de henrettede. De kristne, fordi de ved at forfølge jøderne, fordi de havde en anden tro, stiller sig på det store råds side, handler som dem, skønt de burde have vidst bedre.

Nå, jeg skal nok også gøre opmærksom på, at vi kristne vel ikke påstår, at jøderne myrdede Jesus, blot, at de henrettede ham. Det vil sige: vi anerkender, at det skete efter alle lovens forskrifter. Men det er altså bemærkelsesværdigt, at den tids jøder havde taget ordene fra 5. Mos 13,7-12 højst alvorligt. Her hedder det: ”Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, v8  men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, v9  da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, v10  men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. v11  Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. v12  Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig”.

Tager man disse ord efter pålydende, står det skralt til med religionsfriheden. Og det er der vel heller ingen jøder, der gør i dag. Men på Jesu tid, da det jødiske folk havde et religiøst styre, underlagt den romerske kejser, lod det sig gøre.

Det vil sige, der var virkelig noget nyt og hidtil uhørt i det, Jesus havde at bringe. Blot er det jo unægtelig sørgeligt, at der ikke gik lang tid, efter at de kristne var kommet i flertal i romerriget, før de begyndte at forfølge anderledestroende.

(Jeg har i et tidligere blog-indlæg: ”Smertefulde Jesus-ord” taget den samme problematik op, se her).

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Et svar til Det nye ved Jesu forkyndelse.

  1. Claes siger:

    Enig! Man kommer et langt stykke af vejen, hvis man lægger de påståede meddelelser fra den ene eller den anden gud til side og selv tænker sig om efter den gyldne regels princip. Jesus gik endog så vidt, at han brugte samme fremgangsmåde når talen er om Gud. Ville manden ikke give naboen et brød, selv om han var gået i seng – hvor meget mere så ikke Gud. Ville dommeren ikke give kvinden ret, som bestandig løb ham på dørene – hvor meget mere så ikke Gud. Analogia entis er det kaldt af thomisterne.
    Det er den samme argumentation univesalister har, når de slutte ud fra, hvad en kærlig far ville gøre ved sine børn, i hvert fald ikke kaste dem i evige flammende ild.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s