Ibn Khaldun — en spændende muslim

Sherin Khalkan prøver igen i et blogindlæg (se her) at overbevise os om, at islam så udmærket kan forenes med europæisk kultur. I den anledning fremdrager hun den muslimske filosof Ibn Khaldun. Hun skriver: ”Ibn al- Arabi (1165-1240) og Ibn Khaldun (1332-1406) er eksempler på islamiske retslærde, der har lagt grobunden for megen islamisk filosofi og radikal nytænkning inden for islam. De havde begge en fast forankret tro på Koranen som Guds ord og foretog samtidig korankritik”.

For et par år siden beskæftigede jeg mig ret indgående med Ibn Khaldun og hans store værk Muqadimmah. Han er en meget spændende person, og jeg blev ret fascineret af ham. Men om man kan sige, at han foretog nogen korankritik, som Khankan gør, det forekommer mig meget tvivlsomt.

Lad mig først pege på, at Ibn Khaldun som den naturligste ting af verden hævder, at muslimer, modsat kristne, har en pligt til at føre hellig krig. Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Dette svarer til, at han et andet sted lovpriser den vrede, der står i Guds tjeneste: ”Lovgiveren (Muhammed) vendte sig ikke imod vrede for at udrydde den som en menneskelig egenskab. Hvis vredens kraft ikke mere eksisterede i mennesket, ville det miste evnen til at hjælpe sandheden til at sejre. Der ville ikke mere kunne findes hellig krig eller forherligelse af Guds ord. Muhammed vendte sig imod den vrede, der er i Satans tjeneste og har fordømmelige formål, men den vrede, der er ét med Gud og står i Guds tjeneste, skal man lovprise”. (Kap 3, afsnit 26).

Og dette svarer igen til hans opfattelse af de sandhedskilder, som den traditionelle islam opererer med. Han gengiver dem i sit værks 6. kapitel, afsnit 13. Her nævner han først koranen og hadith, og nævner så som den tredje kilde til sandhedserkendelse den almindelige konsensus blandt muslimer: ”Den almindelige konsensus er retfærdiggjort af det faktum, at mændene omkring Muhammed havde besluttet at vende sig imod dem, der havde en opfattelse, der afveg fra deres. Dertil kommer den fastslåede ufejlbarhed hos det muslimske samfund i dets helhed”.

Det står mig ikke ganske klart, på hvilken måde mændene omkring Muhammed ‘vendte sig imod’ de anderledestænkende. Den engelske oversættelse, jeg holder mig til, bruger ordet ”disapprove”. Men det forekommer mig ikke utænkeligt, at der i den muslimske verden, ligesom i den kristne på det tidspunkt, blev brugt ret så voldelige metoder, hvis der var mennesker, der ikke ville ‘makke ret’, dvs., ikke ville anerkende den konsensus, der hidtil havde hersket indenfor muslimsk teologi. I den kristne verden brændte man kættere på bålet, i den muslimske har man måske nøjedes med at halshugge dem. Men ingen af metoderne finder vi i dag dog anbefalelsesværdige.

Hvad dernæst angår koranfortolkningen, finder man hos Ibn Khaldun en vis modsigelse. På den ene side siger han: ”Man bør vide, at koranen blev åbenbaret på arabernes sprog, svarende til deres retoriske metoder. Alle arabere forstod den og kendte betydningen af de enkelte ord og deres sammensætninger”. (Kap 6, afsn. 10). Lige efter hedder det imidlertid: ”Nogle koranpassager har med troens artikler at gøre, andre beskæftiger sig med lemmernes og kroppenes pligter. Nogle er tidlige og afløses af andre senere passager, som ophæver de tidligere. Profeten plejede at forklare disse ting, som man sige: ‘Så man kan forklare for folket det, der er åbenbaret for dem’. Han plejede at forklare de uklare udsagn i koranen og at skelne mellem de ophævende udsagn og de ophævede udsagn og at informere mændene omkring ham om denne betydning”.

Det vil sige: koranen har uklare elementer i sig. Og koranen indeholder vers, som senere blev ophævet af andre vers i koranen. Ibn Khaldun tilslutter sig altså den efter min mening særdeles tvivlsomme abrogationsteori, som præger den traditionelle islam, men som mange muslimer i vore dage vender sig imod.

Alt i alt: Lad os blot undre os over og imponeres over den viden og den tankekraft, der strømmer ud fra Ibn Khaldun! Lad os blot glædes over det væld af viden om historien, han synes at have skaffet sig! Men lad os ikke putte os selv blår i øjnene! Han var nøjagtig en lige så stor traditionalist som sine kristne samtidige. Og ‘traditionalist’ er i denne sammenhæng ikke nogen ros. Det betyder, at man nøje holder sig til den tradition, der sikrer mod bål i den kristne verden og økse i den muslimske.

Så man skulle tro, at det måtte være opgaven for en kritisk muslim i første række at pege på den kritik, lærde og kloge mennesker har udsat bibelen for, og dernæst at pege på den tilsvarende kritik, som nutidige forskere udsætter koranen for. Men nej, kritiske muslimer skal åbenbart ikke nyde noget af at udsætte koranen for ‘bibelkritik’, de har, at dømme efter Khankans blog, deres kritiske øje vendt mod det danske samfund, ikke mod koranen. Eller: de er lige så store traditionalister, som Ibn Khaldun. Eller: De er ikke sluppet fri af middelalderen, ind i nutiden, hvor alt kan lægges ind under den kritiske historievidenskabs mikroskop.

Så når Khankan skriver: ”Det er et ubestrideligt faktum at den muslimske verden på linje med vesten har produceret tænkere og videnskabsfolk som  igennem tiden har bidraget til arkitektur, litteratur, sociologi lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi- herunder læren om kritik og tolerance”, så må man svare: Nej, kære Khankan, vi under muslimerne al den anerkendelse, de kan få; vi ønsker for dem, at de, ligesom vi, finder noget i deres historie, de kan glæde sig over, som vi glæder os over vor historie. Men lad venligst være med at fordreje kendsgerningerne! Det er jo et ubestrideligt faktum, at den muslimske verden i mange hundrede år har stået stille og ikke bidraget med noget som helst til den fælles videnskabelige pulje. I den muslimske glansperiode, den, der var ved at udløbe med Ibn Khaldun, ja, da var der noget at være stolt af på alle de områder, du nævner. Men sidenhen? Nå ja, der kan måske være nogle magtdemonstrationer at ‘glæde sig over’, hvis man har sans for det. Men videnskab, opfindelser, filosofi, nej, på de områder har der ikke været noget at hente hos muslimerne. Og fra det tyrkiske nederlag i 1683 udenfor Wien heller ikke på det militære område.

Og for øvrigt, måske også muslimerne skulle lære at skamme sig over de dele af deres historie, som man kun kan skamme sig over. Det prøver vi kristne af og til at gøre. Det er jo ligesom forudsætningen for at kunne glæde sig over det glædelige.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Ibn Khaldun — en spændende muslim

  1. joen siger:

    “Men nej, kritiske muslimer skal åbenbart ikke nyde noget af at udsætte koranen for ‘bibelkritik’, de har, at dømme efter Khankans blog, deres kritiske øje vendt mod det danske samfund, ikke mod koranen.”

    Mit første indtryk da jeg læste hendes artikel var “så meget kritik, så lidt taknemmelighed”. Det er en kriger, der taler, og det er meget dårlig reklame. Formaningen til tolerance klinger så hult, når det er så ensidigt og uden selvkritik.

  2. Pingback: Lovfromhedens forbandelse « Ricardt Riis

  3. Pingback: Islams voldspotentiale | ricardtriis

  4. Pingback: Denne stadige kristendomsbashing | ricardtriis

  5. Pingback: Er Vesten aggressiv? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s