Om at tvivle til gavns

Thomas, tvivleren Thomas fra evangeliet til 1. søndag efter påske, han kan sagtens. Han fik, skønt han var tvivler, lov til at stikke fingeren i Jesu naglemærker og hånden i hans side. Han fik syn for sagn, det vil sige: han fik syn, altså direkte sanselig påvisning, i stedet for sagn, i stedet for blot at høre om det. Vi andre må nøjes med sagn, altså nøjes med at høre om det skete, nøjes med udsagn om det, der skete. Og hvem borger os for, at det ikke er løgn alt sammen?

Vi kan godt af den grund gribes af misundelse. Misundelse mod apostlene, der fik lov at se Jesus udføre det ene under efter det andet. Misundelse mod de mennesker, der fik lov til med egne øjne at se den opstandne Jesus. Herunder misundelse mod den Paulus, der i et syn så Jesus udenfor Damaskus, selv om det skete lang tid efter Jesu himmelfart. Eller vi kan gribes af misundelse mod de mystikere, der henrives i en oplevelse fra de himmelske sfærer, måske så de næsten ser Gud selv, måske så de fornemmer altings énhed. Får ikke også de syn for sagn, hvor vi spises af med sagn og kun sagn, ikke blot ‘sagn’ forstået som udsagn, men også ‘sagn’ forstået som løgn og latin, gamle fortællinger, som vi moderne mennesker ikke kan stille noget op med?

Denne misundelse har ført med sig, at mange sandhedssøgende mennesker har vendt sig bort fra kirken. Den kan ikke give dem det, de synes, de har krav på. Den kan ikke fortælle noget sikkert om tilværelsen. Den taler ‘kun’ til tro, hvor mange andre af verdens institutioner taler til vor forståelse og vor viden. Det gør først og fremmest videnskaben. Og når vi således af videnskaben føres frem mod en dybere forståelse, og når vi må give den ret i det, vi hører fra den, hvad skal vi så stille op med kristentroen? Er vi så ikke nødt til at forlade denne barnlige og til dels tåbelige kristentro?

Således var der i 1932 en dansk præst, Otto Larsen fra Øster Ulslev og Godsted på Lolland, der var kommet i tvivl om troens påstande. Han udgav en bog om sine tvivl: ”Skatten i Lerkar”. Ikke, at han ville fornægte kristentroen, men han ville sortere i dens påstande: er det nu også nødvendigt at tro på, at Jesus har gjort alle de undere, som det ny testamente beretter om? Skal vi nu også sådan rent bogstaveligt regne med, at Jesus blev undfanget, ikke ved nogen mand, men ved Helligånden? Og Jesu opstandelse? Ja, den er måske nok mulig, men hvad vil Gud egentlig sige os gennem denne begivenhed?

Altså: en Thomas-tvivler i kirken. Og hvad gjorde man ved ham? Man fordømte ham som kætter. Man afskedigede ham som præst. Han blev afskediget med ventepenge, så han kunne få tid til at søge sig en anden stilling. Man kunne ikke give ham det, han søgte: sikkerhed for troens påstande, og da han ikke var tilfreds med de fraser, man kunne give ham: ”dette her er vi mange, der tror på”; ”dette har været kirkens tro gennem århundreder”; ”vi er enige om at bygge på det ny testamente, det kan andre finde fred i, det må du også kunne!”, så søgte han at finde afklaring ved at rejse en diskussion om sagen. Men ingen ville hører ham, det vil sige: ingen af kirkens folk ville høre ham; udenfor kirken, derimod, var man mere villige til at låne ham øre.

Det mærkelige er, at meget af det, han sagde, siden er gået hen og blevet god latin i den forkyndelse, der lyder i kirken. Han sagde for eksempel, at man ikke skulle tro, at de værdier, Jesus forkyndte, var gode og sande, fordi Jesus var Guds søn, man skulle naturligvis gå omvendt til værks: fordi man kunne indse, at de værdier, Jesus forkyndte, var gode og sande, derfor måtte man nå frem til den overbevisning, at han var af guddommelig byrd. Og bemærkelsesværdigt var det også, at blandt de gode og sande værdier, han nævnede som Jesu værdier, var de vigtigste selvhengivelsens og selvforglemmelsens høje idealer. Det er noget, vi er tilbøjelige til at glemme.

Men det vil sige, at spørger vi efter stedet, hvor Gud åbenbarer sig, så hører vi fra tvivleren Otto Larsen et sandere svar end fra så mange andre: Gud åbenbarer sig dèr, hvor et menneske gribes af selvhengivelsens og selvforglemmelsens ideal. Når du således kommer til Gud og kræver ham til regnskab for, hvorfor han ikke giver dig ‘syn’, så du altid må nøjes med ‘sagn’, så er svaret det, at han hele tiden vil have dig selv til at indse, at i selvforglemmelse ligger livets hemmelighed gemt. Det gælder i det nære samvær med næsten, det gælder i de politiske forhold, det gælder i økonomien, det gælder overalt: overalt må du passivt lade sproget råde og ikke aktivt råde for sproget.

En anden af den tids tvivlere hed Kaj Munk. Åh, ja, han var jo noget af en spradebasse, så mange kan slet ikke finde ind til tvivleren bag den troende, alle de trosfagter, han foretog, stod i vejen. Han har også selv gjort det ret vanskeligt at nå ind til den skælvende sjæl bag det hele ved at skrive et skuespil: ”Ordet”, der rummer en flammende påstand om, at Gud må være der, at Gud må kunne virke ind i vor verden, at underet også i vore dage må være muligt. Så flammende og påståelig er den tro, der slynges publikum i hovedet, at man tror, at der inde i forfatteren skjuler sig en stærk og fast kristentro. Det synes umuligt, at en sådan påståelighed dækker over en nagende tvivl, som han ikke kunne komme ud af.

Og dog var det sådan. Kaj Munk var en Thomas-tvivler.

Læs bare, hvad han skriver til sin ven og medteolog, Niels Nøjgaard, i 1925, næsten samtidig med, at han skrev ”Ordet”: ”Lille Nøjgaard, bliv Præst; du kan blive det. Du tror jo paa Gud. Jeg tror bare paa Menneskers Lidelse og er dog berettiget til at være Præst”. Eller læs, hvad han skriver lidt senere, da han fortæller om, hvordan man som præst går på husbesøg: ”Sygebesøg kræver en uafbrudt Overvindelse af egen Magelighed; de er ikke saa vanskelige; man har et lille gudeligt Skrift med, hvoraf man læser højt; man læser en Salme, da man (forbandet!) ikke har Sangstemme, og derefter beder man en Bøn — — dêr har jeg Gudskelov faaet Erstatning for Sangstemmes Ikke-Havelse, idet der intet er, jeg bedre kan end bede med andre, bogstavelig talt, intet, jeg bedre kan — — til Gengæld kan jeg dog heller ikke bede selv”.

Så jo, bag alt det, der syner af tro og overbevisning og kraft, gemmer sig en tvivler, der meget mod sin vilje ikke kan komme ud af tvivlen og stadig omtumles af den.

Det ses også af de skuespil, han skrev i slutningen af tyverne. Mest måske af et forholdsvis overset skuespil, skuespillet ”Fra Tidehvervet” fra foråret 1928, om den romerske filosof Lucrets (95-55 f. Kr). Denne filosof har efterladt os et langt digt: ”De Natura Rerum”, om tingenes natur, hvori han giver udtryk for den opfattelse, at guderne ikke griber ind i denne verdens begivenheder, nej, hernede på jorden foregår alt efter bestemte love, og det, mennesket kan gøre, er udelukkende at udfinde disse love og udnytte dem bedst muligt. Hans holdning svarer således meget godt til de ateisters holdning, der var på spil i tyverne. Og da forresten også til holdningen hos vore dages ateister.

Munk lader ham i en belæring overfor sin lille søn give udtryk for sin opfattelse med følgende ord: ”Alt, hvad der er, er naturligt; alt, hvad der sker, sker naturligt”. Og ikke sandt, det er jo meget præcist sagt. Oven i købet er det også en meget præcis gengivelse af det, vore dages ateister går ud fra som givet: Alt kan lægges ind under videnskabens mikroskop, og hvad videnskabsfolkene derved finder ud af, er virkeligheden, hverken mere eller mindre.

Men hvor meget skal medregnes under dette ‘alt’, der sker naturligt? Skal f. eks. vores hjerne tælles med? Skal alt det, der sker mellem mennesker, regnes med til det, der sker efter jernhårde naturlove? Ok, ja, svarer ateisterne, hvad ellers? Det forholder sig jo faktisk sådan. Er der nogen tanke i vor hjerne, der ikke opstår som følge af neuronaffyringer? Nej, vel. Jamen, så må den også opstå naturlovsbundet, så må selv det mindste følelsesudsving ske ‘naturligt’, det vil sige: ifølge ufravigelige naturlove, naturlove, som vi vel ikke har beskrevet fuldt og helt endnu, men som vi dog trænger stadig dybere ind i.

Hvad siger Kaj Munk til det? Han lader ikke Lucrets selv sige noget. Men han lader hans kone, Charita, komme med en korrektion af Lucrets’ udtalelse. Der sker det, at hun bliver grebet af jalousi overfor en hetære, som Lucrets tidligere har været betaget af. Han slap hetæren og friede til Charita, men har han sluppet hende for alvor? Faktisk nævner Lucrets hetæren og hendes favntag, mens han gennemfører et bedøvelsesforsøg med sig selv som forsøgskanin, og dette får Charita til at blive jaloux helt ned i hjerterødderne. Og efter en lang omvej fortæller hun omsider Lucrets, hvad han har sagt under bedøvelsen. Men han forsøger så – besynderligt nok, vil vi sige – slet ikke at bortforklare sin udtalelse, men siger i stedet: ”Tænk, har jeg talt de Ord: det er af største Interesse. Det viser nemlig — ja, det viser skam — jeg har jo ikke tænkt paa hende, Qodsha, i Aarevis — det viser skam, at Sjælen kan gemme Minder i sit Skød, som — eller maaske man rettere kan si’ det saadan, at Sjælen gemmer Minder, huser Tanker, som Aanden ingen Anelse har om”.

Og så bliver Charita overbevist om, at hendes jalousi er fuldstændig grundløs. Hun bæres af hans ord, uden at han dog er sig det bevidst, over fra jalousiens nagende smerte hen i kærlighedens og den uforbeholdne tillids glade selvfølgelighed. Men hun véd af, at hun bæres; hun véd af, at det ikke sker i kraft af hendes viljesbeslutning. Og det sker jo heller ikke i kraft af noget, Lucrets har til hensigt, for han har end ikke opdaget, at hun er jaloux.

Hvordan sker det da? Det sker ved åndens indgriben. Som Charita siger det: ”Der er overnaturligt til, overnaturlig kraft”, noget, hun naturligvis siger som modsætning til det, der var Lucrets’ grundsætning: at alt sker naturligt.

Nå, selvfølgelig kan Lucrets afvise alt det som kvindebavl, følelseudbrud, der intet betyder for alvorlige videnskabsmænd. Selvfølgelig kan også vore dages videnskabsfolk afvise al sådan tale om ånd og om sjæl som uvederhæftig snak, der intet har på sig. Men ligesom Kaj Munk underfundigt gennem en kvindes livsgrebethed antyder, at den alvorlige videnskabsmands tale om ”tingenes natur” ikke er udtømmende, men i sidste ende mangelfuld, at der måske er mere at sige end det, der kan rummes i begreber fra videnskabens verden, og ligesom evangelierne underfundigt gennem rygter fra kvinderne ved graven om, at graven var tom, får antydet, at den, der sætter livet til for sandhedens skyld, ikke mister, men vinder livet, således får vel også vi Thomas-sjæle af i dag antydet, at al vor længsel efter ‘syn’, efter bevis, efter soleklar og håndfast evidens kan vi godt pakke ned igen; den er et umenneskeligt forsøg på at gribe det ubegribelige, for kærlighed og fortrolighed kan vi ikke forstå og forklare, kun modtage i glad tro.

Livet mellem mennesker, det er det uforståelige, det er det, der aldrig kan sættes på formel, det er det, der forbliver lukket land for videnskaben. Men det er også det, vi bliver ved med at beskæftige os med, i film og romaner, i historieskrivning, i digte og prædikener. For vi bliver ved med at være os selv en gåde.

Og altså: Hvis vi skal kalde de to teologer fra begyndelsen af trediverne, Otto Larsen og Kaj Munk, for Thomas-tvivlere, så må vi indrømme, at der hos dem, netop fordi de var tvivlere af rang, tvivlere, der ikke lod sig nøje med det, man plejer at lade sig nøje med, er mange positive ting at hente. Det var ikke nogen let vej, de fik at gå frem mod livet i troens ligefremhed, men de ryddede nogle sten af vejen for andre. De gjorde det kristne budskab klarere. Vi får ikke ‘syn’, nej, vi må stadig nøjes med ‘sagn’. Men vi opdager gennem dem, at livet selv i højere grad bygger på ‘sagn’ end på ‘syn’. Vi bliver klar over gennem deres tvivl, at ordet i menneskeverdenen er det grundlæggende, og ord er ‘sagn’, udsagn, tale, teorier, forkyndelse, dramaer, ja, men også det ene menneskes kærlighedserklæring til det andet. Og dette, at mennesker stoler på hinanden, uden det, ingen familie, intet samfund, ingen samhørighed i folket.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

2 svar til Om at tvivle til gavns

  1. Jytte Ibsen siger:

    Interessant…

    Det er ikke så tit jeg læser dine lange indlæg til bunds, men her måtte jeg have det hele med.

  2. Claes siger:

    Tro og tvivl, et mærkeligt par. Hvis tro er det samme som formodninger om en række sagsforhold, kan tvivl være en rigtig fornuftig ting. Hvis tro derimod er mere i slægt med det at være tro, så er tvivl ikke noget, der er værd at dyrke. Der er tvetydighd omkring tro. Er tro at fastholde en række udsagn i trosbekendelsen? Eller er tro at gribe Guds hånd og ikke ville slippe den igen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s