Koranens troværdighed

To kronikker i Kristeligt Dagblad har beskæftiget sig med koranens troværdighed, én den 31. marts i år af Ole Rydal om koranens eventuelle oprindelse i kristne sammenhænge, og én forleden (den 3. maj 2011) af Kasper Mathiesen, der sætter den traditionelle korantolkning op overfor de nye teorier, som Rydal nævner, og som specielt Christoph Luxenberg (et pseudonym) har gjort sig til talsmand for.

Hvad skal man nu stole på?

Ja, lad mig først nævne den ikke uvæsentlige kendsgerning, at Kasper Mathiesen er muslim. Jeg havde for nogle år siden et sammenstød med ham i Information. Han var i en kronik gået ud fra som den sikreste kendsgerning af alle, at Jesus ikke var korsfæstet. Sådan stod der nemlig i koranen, og da koranen var Guds ord, overtrumfede dens ord alle de historiske tekster, man måtte fremvise.

En lignende ”argumentation” forekommer ikke i den nylige kronik i Kristeligt Dagblad. Så det er da tænkeligt, at han er blevet klogere, enten så han har fundet ud af, at den slags ikke bider på os ”vantro”, eller så han har andre skud i bøssen denne gang.

Derimod synes han meget ivrigt at støtte sig til traditionel islamisk koranforskning. Han skriver f.eks.: ”Der findes utallige og meget detaljerede kilder til Muhammeds samfund, religiøse praksis, liv og adfærd, hvoraf mange stammer fra den allertidligste tid. Luxenberg lader, som om disse kilder slet ikke findes.” Dette er ikke sandt. Der findes så at sige ingen kilder fra islams allertidligste tid. Når han skriver, at Luxenberg ”på forhånd afviser hele den meget omfattende arabisk-islamiske teksttradition, som oven i købet anerkendes for sin kildekritiske metode”, så kan det næsten ikke være andet end den store og meget omfattende hadith-tradition, han tænker på. Disse haditter fortæller ganske rigtigt om utallige ord, Muhammed skulle have sagt, og om de omstændigheder, hvorunder de blev sagt, og de er også meget omhyggelige med at opregne alle de vidner, der har videregivet dette ord op til nedskrivningens tidspunkt. Men ærlig talt, dette anerkendes måske i den islamiske tradition som en god kildekritisk metode, men den vestlige tradition har for længst advaret mod at fæste alt for stærk lid til haditterne. De blev til omkring 850, altså et par hundrede år efter Muhammeds død. Og hvor meget vi end indrømmer, at dette at overlevere noget mundtligt var langt mere sikkert dengang, end det er nu, vi må dog også indrømme, at det nok har været en stor fristelse for mange af tradenterne at dreje Muhammed-ordet i deres egen retning, eller måske rent ud at tillægge Muhammed et ord, han aldrig har sagt.

I det hele taget gentager Kasper Mathiesen godtroende alle de pæne ord, som den muslimske apologetik er fremkommet med om koranen: Den er skrevet på det smukkeste arabisk, der tænkes kan, (men den indeholder dog arabiserede aramaiske ord, indrømmer Mathiesen) den er overleveret fejlfrit (for der er jo tale om Guds eget ord), den har mange fine poetiske træk, osv.

Men. Men. Men.

Man er dog vist ret enige om, at det arabiske skriftsprog var ufuldkomment, da koranen blev skrevet; dels var der ingen vokaler (på samme måde som i old-hebraisk), dels var der flere konsonanter, til hvilke der brugtes det samme skrifttegn, noget, man senere ændrede på. Så når Kasper Mathiesen i sit yderst mangelfulde referat af Luxenbergs anskuelse, undrer sig over, at de ældste muslimer kollektivt skulle have givet sig i kast med at ændre ordene fuldstændig og putte nye vokaler ind, så puttede disse muslimer ikke nye vokaler ind, de satte de vokaler ind, som de ud fra talesproget vidste skulle være der; men vokalerne havde ikke været der før. At dette kan give anledning til, at senere fortolkere kan komme i tvivl om, hvad der egentlig skal stå, er der ikke noget at sige til. Det gælder også for det gamle testamentes vedkommende. Og det er der en række af de gamle muslimske fortolkere, der har overvejet frem og tilbage, lang tid før Luxenberg giver sig til at overveje det.

Noget af det, Luxenberg er blevet mest kendt for, er, at han har udskiftet de 72 jomfruer, der venter martyrerne i det muslimske paradis, med 72 vindruer. Som Richard Kroes skriver om det (se her): ”Det var ikke uden skadefryd, at pressen offentliggjorde historien: der var ingen grund til for flykaprerne fra 11. september at regne med 72 jomfruer i Paradis. De ville kun finde druer. Hvad var grunden til denne nedslående nyhed? En simpel misforståelse af koranens tekst”.

Samme Richard Kroes gør imidlertid mere ud af sagen. Først gør han opmærksom på de mange faldgruber, der findes i koranfortolkningen; deriblandt de førnævnte: hundrede år efter Muhammeds død blev der tilføjet såkaldte diakritiske tegn, så man kunne kende de konsonanter fra hinanden, der ellers havde samme tegn. Tre hundrede år efter blev der tilføjet vokaler. Og enhver med nogenlunde forstand på tekstbedømmelse vil vide, at her ligger der oplagte fejlkilder og mulighed for misfortolkninger.

Dernæst gør han opmærksom på, at Luxenberg ikke selv udvælger de tekster, han vil undersøge ud fra sin nye teori om, at syriske ord og sproglige vendinger spiller en stor rolle i koranen, han holder sig til, hvad en gammel koranlærd, Tabari (839-923), har fundet vanskeligt forståeligt. Og det er såmænd ikke så lidt.

Og så går han ellers i gang med at gennemgå nogle af de koransteder, der får ny betydning ud fra Luxenbergs teori, og blandt dem tager han til sidst teksten med de 72 ét eller andet frem (sura 44,54). Det hedder her på arabisk: ”wa zawwajnahum bi hur ‘in”. Det kan oversættes til: ”Vi giver dem jomfruer med store, sorte øjne til ægte”. Her foreslår Luxenberg at læse: ”rawwajnahum”. Og til dem, der vil sige: jamen, det kan man da ikke, vil han svare: jo, for i den oprindelige tekst står der en konsonant, som kan betyde både z og r. Det er først hundrede år senere, at man har besluttet, at der skal stå zawwajnahum. Det betyder: ”vi giver dem til ægte”; det andet betyder: ”vi lader dem hvile”.

Det vil sige: den indvending, Mathiesen kommer med, at det ikke giver mening at sige: ”vi giver den hvide rosiner til ægte”, har Luxenberg taget højde for, hvilket Mathiesen forholdsvis nemt kunne have overtydet sig om.

Jamen, hvad så med ordet bi. Det betyder på arabisk ’til’. Og det passer bedre med ‘give til ægte’ end med ‘lade hvile’. Her kommer Luxenbergs syriske ind. Han gør opmærksom på, at denne præposition på syrisk betyder ‘under’ eller ‘blandt’. Og så kan pludselig ‘lade hvile’ godt bruges.

Så kommer vi til hur ‘in. Det kræver en del søforklaringer, hvad enten man oversætter traditionelt eller Luxenbergsk. hur er flertal hunkøn af et ord, der betyder ‘hvid’. Og hvid er altså et tillægsord, men i dette tilfælde et tillægsord, der savner et navneord at lægge sig op ad, blot kræves det, at det tænkte navneord er hunkøn, og bevares, det er jo de omtalte jomfruer, endda i den grad. ‘in er en flertalsform af ordet for ‘øje’, blot er det en flertalsform, der kun anvendes denne ene gang i koranen; det oversættes i traditionen til storøjede. Og derfor kan det godt, under anvendelse af en del fantasi, oversættes, som den danske oversættelse har det, til: ”jomfruer med store sorte øjne”. Men man skal være opmærksom på, at ordene i sig selv næsten kan betyde hvad som helst, og at det, at man traditionelt har valgt ‘jomfruoversættelsen’, skyldes den tilfældighed, at man hundrede år efter tekstens tilblivelse bestemte sig for, at der skulle stå et z og ikke et r i begyndelsen af det afgørende ord, altså: zawwajnahum og ikke rawwajnahum.

Og, siger så Luxenberg, der er ikke noget at sige til, at man på det tidspunkt valgte sådan. For da tænkte og talte man arabisk og havde glemt alt om, at syrisk på Muhammeds tid var et ‘lingua franca’, et handelssprog, i store dele af mellemøsten. Så når der stod bi, tænkte man, så må det betyde ’til’, og så kan der ikke så godt stå: ‘vi lader dem hvile’. Men skal vi tilbage til den oprindelige tekst, og skal vi tage højde for, at der kan være indblandet et syrisk ord også her, så kan der altså ligeså godt stå ‘Vi vil lade dem hvile blandt krystalklar hvidhed’, underforstået ‘druer’ (det har Luxenberg en lang række paralleller til på både syrisk og arabisk), som der kan stå: ‘Vi vil give dem storøjede hvide til ægte’, underforstået: ‘jomfruer’.

Jeg skal ikke give mig ud for at have sproglig forståelse nok til at afgøre, om det ene eller det andet er rigtigt. Men unægtelig har oversættelsen med jomfruerne givet oversætterne mulighed for at lade fantasien spille. Den danske oversættelse er meget renfærdig, hvad det angår. Her er det kun dette, at jomfruernes øjne er sorte, der ikke synes at have tekstbelæg. Hos Yusuf Ali er teksten udvidet noget mere. Han skriver, at Gud vil give dem ”fair women with beautiful, big and lustrous eyes”. Og ikke sandt, så er der noget ved at komme i paradis.

Tja.

Måske man skal slå lidt koldt vand i blodet med en bemærkning fra martyren Eulogius fra Cordoba, der blev henrettet af muslimerne i 859. Han kritiserer også sura 44,54, ikke filologisk, som Luxenberg, men teologisk, idet han siger: ”Himlen er ikke noget bordel”.

Man altså: når man giver sig til at undersøge sagen lidt nøjere, falder Kasper Mathiesens beskyldning mod Luxenberg for at være dilettant vist tilbage på ham selv. Hvis det da ikke forholder sig sådan, at Mathiesens forskning i højere grad er bestemt af forsøg på at fastholde traditionen end af forsøg på at finde sandheden om teksterne. For selvfølgelig er det da svært for den, der for sin trosfreds skyld er nødt til at fastholde, at hvert ord i koranen er Guds eget ord, at skulle indrømme, at også koranen har været genstand for en udvikling, at også koranen er kommet op til nutiden på ganske menneskelig måde, og at også koranen, som næsten alle oldtidsskrifter, indeholder tvetydigheder, uforståeligheder, fortolkningsvanskeligheder, der ikke lader sig løse med et hug.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Koranens troværdighed

  1. kaspermathiesen siger:

    kære Ricardt

    tak for dit svar – jeg kan se at du ikke har lagt min første og anden kommentarer til din blog ud – hvorfor ikke? kan du ikke gøre det så evt. læsere hos dig osse kan følge med? på forhånd tak.

    Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at forholde mig til denne debat. Det virker som om du har bestemt dig på forhånd til hvad der er korrekt og mine indvendinger ryger enten over hovedet eller om bag ryggen på dig. Er du, hånden på hjertet, kvalificeret til at gå ind i denne debat? Jeg er ikke interesseret i en polemik og jeg er ikke interesseret i at spilde min tid…(?)

    1 – arabiserede aramæiske låneord, og ord fra andre sprog, som også er arabiserede, forekommer i koranen. Det er ikke mærkelig da den arabiske verden jo ikke ikke ligger på en anden planet. Selvfølgelig er der en sproglig udvikling, gensidig indflydelse, udveksling, etc. ligesom der idag er mange engelske ord på dansk. Det er den sproglige kontekst i datidens arabien.

    2 – helt enig i at ikke alle hadith er troværdige. Bukhari er ikke begyndelsen på hadith – heller ikke på skreven hadith (her er et link om det http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_hadith), men er en af de helt store mestre på området. ‘ulum al-hadith, bogstaveligt talt hadith videnskaberne er netop en metode til at afgøre hvad der kan bruges og hvad der ikke kan. Det er en ualmindelig kompliceret disciplin med mange underdiscipliner, forskellige holdninger, undersøgelsesprincipper, skoler, uenigheder, udviklingsperioder, etc. Her er et link; http://en.wikipedia.org/wiki/Introduction_to_the_Science_of_Hadith. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke er ekspert på dette felt. Men jeg ved nok om feltet efter mange års studier efterhånden til at kunne sige at ingen seriøs vestlig forsker ville hævde at være mere vidende, endsige i nærheden af, traditionelle islamiske lærde på dette område. Heller ikke Lucas og Brown og da slet ikke Wansbrough, som slet ikke er islamolog mig bekendt.
    Her er et link til terminologi der også omhandler metode; http://en.wikipedia.org/wiki/Hadith_terminology

    Noget andet er at det ikke bare drejer sig om hvad muhammad sagde. Det drejer sig i langt højere grad om hvad han gjorde og hans eksempel og praksis ligger dermed også indlejret i hans 1000-vis af disciple, deres elever og generationerne efter.

    3 – det er selvfølgelig ikke en seriøs videnskabelig holdning du der giver udtryk for.

    4 – at ændre morfologien, som luxenberg gør, er at ændre teksten. Det valg du snakker om forudsætter netop at man ikke havde memoriseret koranen. Se mine pointer angående oralitet og rituel praksis i islam.

    5 – Turkmenistan-tesen bygger mig bekendt på at der er en by der hedder Merv i det område. Ergo, har en eller anden tænkt, må det være det der menes når koranen snakker om Marwa (2:158). Det afslører en helt fundamental mangel på viden om arabisk geografi og islamisk praksis. Marwa er nemlig også et bjerg i mekkaområdet, som bl.a. spiller en central rolle i Hajj. Så vidt jeg ved er det ikke luxenbergs ide.

    7 – nej det er ikke mig der opfinder en konspiration. Iflg Luxenberg er hele den arabiske-islamiske tradition forfalsket – det kræver at millioner af mennesker i datiden er blevet ført bag lyset. Uden en kirke der kan nedsætte og gennemtrumfe bestemte dogmatikker er det utænkeligt og islam er netop kirkeløs. På et område der dækker atlanterhavet til kina er det også utænkeligt. Alle er jo enige om at noget andet end det luxenberg siger er sandt. Hvor sandheden ligger gemt gives ingen bud på; det er ikke i de historiske kilder…

    8 – hvor er sporene på denne forglemmelsesproces? eller, om du vil, på denne kronologi? hvem er det der opbygger og hvordan opstår der enighed uden kirke? hvorfor er der ikke spor efter denne proces?

    9 – nej, jeg anerkender ikke at man udskifter zay med ra for at det skal passe med hvide rosiner og at det er en ligeså god læsemåde. Det er det, som sagt, kun hvis man på forhånd har bestemt hvad teksten skal, bør og kan sige. Denne almindelige læsning understøttes netop med at i ibn Ma’suds version af koranen, en af de anerkendte alternative læsninger af koranen, erstattes huurin med ‘iisin, som betyder ren hvid og understøttes af bl.a. førislamisk arabisk poesi, hvor ordet bruges sådan. Huurin, flertal af hura’, har altså en almindelig betydning som passer perfekt sammen med øjne og ‘ain som flertal af ‘ina’, store øjne, er almindelig. ZAmakhshari, som er den største sprogmufassir, dvs koranfortolkning der specifikt fokuserer på det arabiske sprog, ordenes ophav og oprindelige grundbetydning, anfører dette uden spor af tvivl. Det samme gælder al-Baydawis og al-shawkanis tafsir og alle øvrige fortolkninger med fokus på sprog. Selv Al-Tabari, som ikke er sproglig mufasser, men repræsenterer tafsir bil-athar; eksegese på basis af overleverede rapporter, anfører disse ting selvom han ikke går i dybden med det. Ibn Kathirs tafsir gør opmærksom på at paradisets jomfruer nævnes i koranen 55:56-57 og at ideen om at man får kvinder i paradis dermed underbygges andetsteds i koranen, hvad enten luxenberg eller andre så måtte mene at det ikke passer med kristendommen eller ej (!).
    Luxenbergs argument er teologisk og IKKE filologisk. Han gentager en version af etymon myten, som går igen i kristen/jødisk polemik mod islam i historien. Den leder efter den ultimative Sandhed bag teksten, noget som filologien slet ikke er i stand til. Ord kan godt have fælles rod, især i beslægtede søster sprog som arabisk og aramæisk, uden at de har samme betydning. Det er bl.a. problemet med luxenbergs quryana og qur’an.

    10 – skriftlig og oral historie har begge sin ret. Som regel findes der ikke noget skrift, men det betyder jo ikke at der ikke er sket noget.

    11 – netop. Han udelader før-islamisk arabisk poesi, som er et vidnesbyrd på koranens sprog; før islamisk arabisk poesi og koranen indeholder nemlig samme sprog, arabisk, og altså ikke aramæisk. Tilsammen udgør de grundlaget for al arabisk grammatik.

    12 – ok.

    13 – se ovenfor.

    14 – Al-tabari er ekstremt god og jeg har ikke antydet andet. Al-Tabari samler enorme mængder af traditioner og narrativer der findes om de forskellige vers i koranen – hvis du vil have en intro er her et link; http://en.wikipedia.org/wiki/Tafsir_al-Tabari
    og til al-tabari:
    http://en.wikipedia.org/wiki/Muhammad_ibn_Jarir_al-Tabari
    Men det er ikke en sproglig tafsir. Der er forskellige genrer inden for koranfortolkning.
    Hvis koranen var let og lige til at forstå ville eksegese ikke være nødvendigt. Jeg forstår ikke din indvending.

    mvh

    kasper

  2. Karen E. Hansen siger:

    For os andre, som følger med på sidelinjen, kan det dog lade sig gøre at forstå følgende – trods den voldsomme eksegetiske udfoldelse:
    “man får kvinder i paradis” !!
    Forestillingen om paradiset er altså så afgjort, at man(d) får kvinder!
    Jeg forstår, at koranens ord ikke kan udlægges billedligt.
    Men at forestille sig Guds paradis som en krigsherres uddeling af kvindelige slaver til sine sejrende krigere – det er for mig blasfemisk!
    “Hvis koranen var let og ligetil at forstå, ville eksegese ikke være nødvendigt”
    Hvis koranen i sin fikserede (orale eller skriftlige) form ikke er “let og ligetil” at forstå, så giver det, kirke eller ej, de lærde og drevne i eksegesen en stor magt. Det tyder islams historie vist også på.
    Jeg er ikke ukendt med eksegese af oldtids-skrifter, men ukendt med arabisk. Alligevel kan jeg da se, at den oplagte forklaring på den megen ekvilibristiske eksegese er usikkerhed i overleveringen..
    Men det kan islam altså ikke bære at indrømme?

  3. Ricardt Riis siger:

    Diskussionen mellem Kasper Mathiesen og mig fortsætter på hans blog: http://kaspermathiesen.eftertanke.dk/2011/05/04/koranens-trovaerdighed-saglighed-richardt-riis/

  4. Pingback: Var Jesus og Muhammed fiktive figurer? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s