Retfærdig krig eller hellig krig?

Er danske soldater i hellig krig i Afghanistan? Sådan spørger Poul Høi i et blogindlæg på Berlingske tidende, se her. Og så fortsætter han i øvrigt med at blande begreberne uhjælpeligt sammen. Tanker om ”religiøs krig”, ”hellig krig”, ”velsignelse af soldater”, ”velsignelse af krig” flyder rundt i én pærevælling.

Han har det fra Kristeligt Dagblad, siger han og henviser til denne artikel, se her. Her har biskopperne præciseret, at krigen er et verdsligt forehavende, ikke en religiøs eller hellig krig. Anledningen er dels en bog, udgivet af tidligere feltpræst i Afghanistan, Thomas Østergaard Aahlmann: ”Løvehjerter”, dels en debat, der har pågået i nogen tid i Dansk Kirketidende med lektor Hans Vium Mikkelsen som hovedmand.

Men selv om man så medtager det sidste skud på denne ‘diskussions-stamme’, en anmeldelse af Aahlmanns bog på sappho.dk af tidligere sognepræst Johannes H. Christensen, se her, så forsvinder forvirringen på ingen måde. Man kan vist ikke engang sige, at man bliver forvirret på et højere niveau.

For det kan ikke nytte at nægte det: hvis man vil diskutere krig, må man nødvendigvis inddrage det begreb, der hedder ”retfærdig krig”. Men netop det begreb har man fra næsten alle teologers side kastet overbord for lang tid siden. Og så bliver det umuligt at finde hoved og hale i noget, der har med krig at gøre.

Johannes H. Christensen er meget betaget af Aahlmanns bog. Den er konkret, hedder det, den holder sig til det nære, den har et ærligt, selvfølgeligt, oprigtigt forhold til evangeliet. Og så formår den at sætte ord på soldatens dybeste og mest afgørende erfaring. Johannes H. citerer Aahlmann: ”Det er ikke accepten af truslen og risikoen, der er det egentligt svære for soldaten. Det væsentlige er ikke accepten af risikoen, kampen eller faren – det er accepten af døden. Og den accept er den dybe sandhed, der forandrer alt”. Og han kommenterer selv: ”Aalmanns indsigt bestemmes af den kærlighed til livet, der er så stor, at den omfatter virkeligheden, som den er – i dens højde og dybde og bredde – herunder også accepten af døden, der giver livet fylde og mening”.

Og det er jo udmærket sagt, og man forstår, at Johannes H. kan lade sig gribe af det. Men jeg kan ikke holde det spørgsmål tilbage, om ikke dette er en almén soldatererfaring. Gjorde mon ikke de tyske soldater under Hitler den samme erfaring? Eller amerikanerne i Vietnam? Måtte ikke også de lære den hårde erfaring: at omgås døden som en daglig bekendt? Med andre ord: Lad soldaterne være aldrig så ‘menneskelige’, lad dem i deres dødelige gerning gøre aldrig så mange dybt menneskelige erfaringer, det spiller dog en afgørende rolle, hvad de sætter deres erfaringer og deres kunnen og deres soldatermæssige professionalisme i tjeneste for.

Og stiller man det spørgsmål, er man med det samme inde i spørgsmålet om den retfærdige krig, eller inde i spørgsmålet om, hvad samfundet retfærdiggør denne krig med. Og det mærkelige er, at selv om Johannes H. anser Afghanistankrigen for en fejltagelse, og selv om han synes at ville nøjes med den påstand, at nu er vi der engang, og så må vi føre krig, så godt vi formår, så kan han alligevel ikke lade være med at retfærdiggøre soldaternes handlinger. Aahlmann kan heller ikke. Hvad kæmper vi for? ”For Danmark, siger Aallmann uden egentligt at begrunde påstanden, der alligevel underbygges for så vidt, at det er bogens grundlæggende synspunkt, at krigen er et forsvar for en vestlig kultur og en kristen civilisation, som (dele af) islam har til formål at tilintetgøre”.

Soldaterne selv siger, at de kæmper ‘for at gøre en forskel’. Og det begrundes af og til med de pigeskoler, der nu fungérer. Er det nok at ofre sit liv for? Eller er det sandt, som Aahlmann påstår, at soldaterne kæmper for Danmark, for vestlig civilisation, imod et islam, der vil tilintetgøre den? Ikke efter min mening. Her vil jeg dog ikke gå ind i den diskussion, blot gøre opmærksom på, at når man sådan prøver at retfærdiggøre vores krigsdeltagelse, så går man, hvad enten man vil eller ej, ind i diskussionen om ”den retfærdige krig”, og så er det ikke til megen hjælp, at teologer har gjort nar af dette udtryk igennem snart mange år.

Som altid, når man er i tvivl om teologiske spørgsmål, er Luther god at frekventere. Han stod i 1542 overfor det problem, at der var fare for krig mellem to fyrster om en lille flække ved navn Würzen. Han udsendte et åbent brev til de to fyrster og deres soldater. Her skelner han mellem den fyrste, der vil forsvare sig, og den, der angriber. Den ene har retten på sin side, den anden ikke. Og den ret, man har, er Guds ret, dvs., det er Guds lov, man bryder, hvis man begynder en krig, altså angriber, ligesom man, når man forsvarer sig mod en angriber, har Gud på sin side. Og det er ikke en lille ting, sådan at bryde Guds lov. Til de soldater, der tilhører den angribende fyrste, siger Luther således: ”Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham”. Og vil man sige, at man jo dog efter Luthers ord skal adlyde sin fyrste, også den uretfærdige fyrste, så svarer Luther i sætningen, der følger lige efter, således: ”For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten”, se her.

Altså: glem alt om det indviklede spørgsmål om retfærdiggørelse ved tro! Glem alt om, at du totalt set er en synder! Glem alt om, at du kan få tilgivelse for hvilke synder det skal være! Følger du en fyrste ind i en angrebskrig, da følger du ham til helvede. Der er noget absolut over disse råd fra Luther, og det undrer mig temmelig meget, at vi i vore dage mener at kunne se stort på det.

Jeg siger ikke, at det er let at afgøre, om en krig kan kaldes en retfærdig krig eller ej. Men jeg siger, at hvis vi skubber denne diskussion til side, så dukker den op alligevel, blot under meget mere forvirrende former.

Som den f.eks. gør i diskussionen her.

Giver det f.eks. mening at tale om ”religiøs krig” eller ”religionskrig”?

Ja, hvad mener man med det? Mener man, at der er tale om en krig mellem tilhængere af to forskellige religioner, så kan det vel give en vis mening. Men hvis krigen handler om noget helt andet end to religioner, der er forskellige, så giver det pludselig ingen mening. Og videre: en krig bliver ikke en religionskrig derved, at den ene part erklærer den for en religionskrig. Også her så Luther klart. Tyrkerne, eller ‘tyrken’, som han kaldte denne stormagt, førte krig for at udbrede islam; der var ikke blot tale om ‘religionskrig’, men om ‘hellig krig’. Men det betød ikke, at vi så skulle føre en krig af samme art mod dem. Vi skulle, sagde Luther, føre krigen under kejserens banner, ikke under pavens banner. Så når Johannes H. Christensen angriber bisperne, fordi de siger, at krigen ikke er en religionskrig, og siger, at ”biskoppernes erklæring er lodret løgn: Både Osama og hans løjtnanter og Mullah Omar erklærer højlydt at kæmpe i islams navn og ikke kun som forsvar for, men for udbredelse af islam”, så betyder det ikke, at vi skal føre hellig krig mod taleban; for os kan krigen godt være en almindelig verdslig krig, som vi fører for at forsvare os, selv om der for de andre er tale om en ‘hellig krig’. For øvrigt er der vel den forskel på Taleban og al-Qaeda, at den første fører en lokal krig, vist mest på vegne af pashtunerne, skønt i islams navn, mens den sidste fører global krig mod vesten i islams navn.

Altså: islam har i det meste af sin levetid ført ‘hellig krig’, og hellig krig er en krig, man fører for at udbrede sin religion. Vesten har så at sige aldrig ført hellig krig; selv korstogene blev ført for at befri adgangsveje til Jerusalem for pilgrimmene og for at hjælpe Byzans i kampen mod tyrkerne. Men angrebskrige har det ikke skortet på, ikke mindst i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da europæerne ville sikre sig kolonier rundt om på kloden.

Men ingen vil vist påstå, at vi fører krig i Afghanistan for at udbrede kristendommen. Men ingen kan vist heller påstå, at den krig, vi fører dèr, kan kaldes en retfærdig krig. Eller kan den?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s