Det arabiske forår

To ting vil jeg nævne, som kan have virket ind på de arabiske masser. Det første har ikke været nævnt før: Obamas tale i Cairo 4. juni 2009. Det andet blev først nævnt i går aftes i Deadline: de nordafrikanere, der bor i Europa og deres indflydelse på deres hjemlande.

Obamas tale har jeg tidligere omtalt på min blog, se her. Det, der kendetegnede talen, var, som jeg så det, at Obama tiltalte muslimerne som ligemænd, som borgere i den verden, vi er fælles om, som mennesker, hvis samfund har samme mulighed for udvikling og trivsel som alle andre samfund. Vi skal ikke glemme, at talen var imødeset med megen spænding og at den, da spændingen blev udløst og den blev holdt, blev mødt med stort bifald. Der var bifald, jovist, da Obama talte om palæstinensernes rettigheder, men der var også bifald, da han sagde, at det femte emne, han ville omtale, var demokrati, endda inden han havde nået at sige noget som helst om, hvad han forstod ved demokrati. Skyldtes det, at der hos de arabiske tilhørere lå en skjult længsel efter demokrati?

Så er det da sandt nok, at Obama på en måde var fuld af løgn, eller i hvert fald omgikkes sandheden på en meget fantasifuld måde. Han fremhævede en række gode sider ved islam, men så at sige ikke nogen af de negative. Religionsfrihed talte han om, og her nævnte han de muslimske stater fra fortiden, hvordan de var tolerante overfor andre religioner; sådan en tolerance bør vi lære noget af. Men han gik let hen over den kendsgerning, at det i hele islams historie har været en regel, at den muslim, der forlader islam, skal slås ihjel, eller den kendsgerning, at det selv i det Egypten, han talte i, var uhyre vanskeligt at få ændret den religion, man af staten havde fået tildelt, når den religion var islam.

Man kan såmænd sige, at han var lige så fantasifuld i sin skildring af islam, som Sherin Khankan var det i den film, hun fik lov at sammenstykke på DR2 i søndags. Her påstod hun, at alt det, vi islamkritikere påstår om islam, er helt forkert, og tegnede derefter et særdeles lyserødt billede af islam, det var en stor, en god og en barmhjertig religion. Men sammenhængen var unægtelig en anden for Obama end for Khankan. Mens Khankan som muslim henvendte sig til ikke-muslimer for at få os til at tale pænt om islam, henvendte Obama sig som ikke-muslim til muslimer for at få dem at forstå, hvilke rent menneskelige regler, vi er fælles om. Mens Khankan ville have os ikke-muslimer til at se bort fra alle de vanskeligheder, muslimerne forvolder i vore samfund, ville Obama have muslimerne til at se fordelene ved demokratiet, om ikke også de kunne få lyst til at leve i demokratiske samfund. Og mens Khankans anstrengelser formodentlig og forhåbentlig ikke har nogen virkning på os ikke-muslimer, har Obamas tale formodentlig og forhåbentlig haft utrolig stor virkning på araberne, ja, påstår jeg, så stor en virkning har den haft, at den nok er en hidtil overset årsag til det arabiske forår.

For Obamas retoriske trick var jo ikke blot at få muslimer til at være stolte over deres fortid, det var også at få dem til at kæmpe for en bedre fremtid. Han bebrejdede dem ikke deres offermentalitet, uagtet det for os vesterlændinge at se er højst uheldigt for ethvert fremskridt i de muslimske lande, at de har en tilsyneladende uafvendelig tendens til at skyde skylden for alt ondt på os i Vesten, men han fremhævede, at det er dem selv, og dem alene, der må skabe en bedre fremtid for deres lande, ligesom det har været befolkningerne i Vesten, der selv har skabt de fremskridt, der er opnået dèr. Nej, han sagde ikke: ”Yes, we can”, ikke engang ”yes, you can”, men ikke desto mindre var talen gennemsyret af denne opfordring: Tag dog jeres skæbne i jeres egen hånd! Det er jo kun jer, der kan ændre tingene!

Hør blot: ”Igennem århundreder har de sorte i Amerika lidt under piskeslag som slaver og under ydmygelsen ved segregationen. Men det var ikke gennem vold, de vandt sig deres fulde og lige rettigheder. Det var gennem en fredelig og stædig fastholden ved de idealer, der skabte Amerika. Den samme historie kan fortælles af folk fra Sydafrika til Sydasien; fra Østeuropa til Indonesien. Det er en historie med en simpel sandhed: vold fører ikke til noget. Det er ikke et tegn på mod eller magt at skyde raketter af mod sovende børn, eller at sprænge kvinder i luften i en bus. Det er ikke på den måde, man opbygger moralsk autoritet. Det er på den måde, man nedbryder den.” Her fik araberne opskriften på den opstand, der senere blev en realitet.

Eller da han sagde: ”Men jeg har en uafviselig tro på, at alle folk længes efter noget specielt: muligheden for at tale af karsken bælg og have noget at sige over, hvordan landet regeres; en regering, der er transparent og ikke stjæler fra folket; friheden til at leve, som man vælger at gøre det”, talte han så ikke lige ind i den egyptiske situation, for her kunne man jo ikke tale af karsken bælg, her var man ikke fri for ledere, der stjal fra folket, her havde man ikke en regering, der var transparent, men én, der var korrupt, men her længtes man til gengæld efter alt det, man ikke havde. Og ville nogen sige, at alt det, andre lande havde, det var det umuligt for araberne at opnå, så lød der, uhørligt, men dog tydeligt, gennem hele talen en efterklang af hans valgopråb, før han blev præsident: ”Yes, you can!”

Forresten sluttede han med at gengive ét af de koran-ord, som Sherin Khankan lod læse op som et eksempel på et koran-ord, der aldrig bliver hørt: “O mankind! We have created you male and a female; and we have made you into nations and tribes so that you may know one another.”

Lad mig for en sikkerheds skyld henvise til en udmærket artikel af Hans Meltofte i Information fornylig, se her. Han gør opmærksom på, at den individualisme og det personlige ansvar, der blev til igennem reformationen, er grundlaget for vore dages demokrati. Og, siger han, det er derfor, man må hævde, at uden reformationen, intet demokrati. Derfor er demokratiet opstået her i Nordvesteuropa, derfor er det noget specielt for os. Ikke, at det er den kristne kirke, der har skabt demokratiet, man kan snarere sige, at det er den kristne idé.

En anden ting ved reformationen, han mener ligger til grund for demokratiet, er den frihed for firkantede regler, den medførte. Den enkelte står selv til ansvar, uden kirkeligt hierarki som mellemled, og må selv træffe sine valg, selv finde ud af, hvad der er godt og ondt i netop den situation, han står i. Den, der har læst nogle af mine indlæg her på bloggen, vil måske kunne genkende tanken om den naturlige lov her. Og lad mig åbent sige det: Jeg er ret enig med Hans Meltofte. Såmænd også i det med, at det mere har været den kristne idé end den kristne kirke, der har dannet grundlag for demokratiet.

Men deri ligger jo implicit den tanke, at sådanne forestillinger kommer i splid med alle de religioner, der taler om en åbenbaret lov. Og en sådan lov taler islam om. Hvilket betyder, at der er en uforenelig forskel mellem kristendom og islam. Men hvilket også betyder, at ethvert menneske, blot fordi det er menneske, har del i og forstår den naturlige lov. Og altså betyder, at man, som Obama, kan tale til mennesket i muslimen, uden at behøve først at remse alle de faldgruber op, som religionen islam sætter op for ham.

Men så til det andet, som kan have været med til at fremkalde det arabiske forår. Det blev nævnt af den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun i Deadline den 16. maj kl. 22.30. Han sagde mange fornuftige ting og havde også nogle gode råd at komme med. Men noget, jeg især lagde mærke til, var, at han påpegede det i grunden indlysende faktum, at de muslimer, der bor i Europa, efterhånden tog vore frihedsrettigheder som en så stor selvfølge, at de uden videre spurgte deres familier, der var forblevet i hjemlandet: Hvorfor kan I ikke leve som vi kan i Europa; dèr har vi det da meget bedre.

Vi er vant til at regne med, at indflydelsen går fra den muslimske verden ind mod Europa. Vi er ikke meget for de ‘genopdragelsesrejser’, unge muslimer skal på. Vi finder det med rette forkert, at f.eks. pakistanske forældre sender deres unge piger tilbage til hjemlandet, for at de skal bevare hjemlandets kultur og ikke blive altfor danske. Og derfor har vi fået en vis frygt for den muslimske kultur, for dens styrke, for dens ubøjelighed, for alle de regler i sharia, der synes at skulle overtage den europæiske kultur i det lange løb.

Og så hører vi fra en kender af forholdene, at der går en meget stor indflydelse den modsatte vej, at Europa øver indflydelse på de nordafrikanske lande langt mere, end de øver indflydelse på os, at altså de muslimer, der bor her i Europa, minsandten så at sige i deres hjemlande har været en slags ambassadører for europæisk kultur, for demokrati, for ytringsfrihed, for et mere afslappet syn på forholdet mellem kønnene, osv. Ja, i den grad har de været ambassadører for det europæiske demokrati, at det har medvirket til de opstande, der har fundet sted i Nordafrika, og som nu ihvert fald i Tunis og Egypten synes at skulle føre til virkelige ændringer hen imod demokratiske forfatninger.

Og disse opstande, hævde Ben Jelloun, blev jo ikke iværksat af islamisterne. De stod på sidelinien, indtil de så, hvilken vej vinden blæste, så skyndte de sig at erklære sig for gode demokrater, der selvfølgelig ville respektere de demokratiske spilleregler.

Sandt nok, tingene er ikke afgjort hverken det ene eller det andet, endsige det tredje sted. Men så meget synes dog at stå fast, at det er islamisterne, der skal frygte europæernes indflydelse, mere end det er os, der skal frygte noget fra dem. Terror, ja, den skal vi frygte så tilpas meget, at vi bekæmper den effektivt. Men den store masse af muslimer, nej, dem behøver vi ikke frygte, her vil vor samfundsopfattelse i det lange løb sejre.

Men af og til kan man da godt synes, at ‘det lange løb’ er lidt for langt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Det arabiske forår

  1. keh siger:

    Tak! Ja det er den positive side af historien, og alle venter jo spændt på hvor turbulent og langt, “det lange løb” vil blive.
    Bekymrende er blot det udbredte, kulturradikale, selvhad i europæisk sammenhæng og alle tiltagene for i Vesten at udgrænse den selv samme kritik af islam, som denne “import” af frihedsideer fra Vesten til Arabien er udtryk for.
    Khankans forsøg på at få alle til bare “at tale pænt om islam” spiller sammen med den villede naivitet over for islam, som er kendetegnet for mange politikere og kulturpersoner.
    Demokratiet smitter, mens de der burde forsvare frihedsrettighederne overalt, bider sig i tungen “for ikke at fornærme muslimers religiøse følelser”!

  2. Morten - - - siger:

    Jeg tror ikke, at vor samfundsopfattelse vil sejre i en rum tid i den muslimske verden. For dertil kræves en meget omstændelig proces, ikke ulig den, vi selv har været igennem. Det handler ikke om at få fremragende idéer, men om at være moden til dem – det er om noget det, historien lærer os.

    Vi kan ikke opnå demokrati ved at kræve indflydelse. Demokrati opstår, når vi bevilger hin anden indflydelse og frit lejde for synspunkter. Den indsigt er muslimerne ikke modne til at tage konsekvensen af, så længe de placerer ansvaret for dem selv, uden for dem selv – ligesom børn.

    Vores kritikere foreholder os uafladeligt, at “alle mennesker vil jo i grunden det samme”, underforstået: Det samme som vi moderne mennesker.

    Men de glemmer at spørge, om vi vil det samme som muslimerne: Leve et ærefuldt liv, i et hierarki, hvor vi ikke behøver at tåle ydmygelser fra uværdige, og hvor vore kvinder lyder os, så vi ikke lider et æretab i omgivelsernes øjne. – Og ønsker det i en sådan grad, at vold og drab meget vel kan være instrumenter til at opnå det.

    Hvis vi forstår, at det ikke er det, vi vil, forstår vi også, at ikke alle mennesker vil det samme. Og vi forstår, hvad det kræver at være et demokratisk menneske.

    Vi kan håbe på, at den islamiske verdensrevolution falder til ro, når muslimerne hen ad vejen indfører deres islamiske stater – gennem flertalsafgørelser.

    – – –

  3. basma shahin siger:

    Kære Ricardt

    tak for en lang analyse om jasmin revolutionerne uden nogen som helst relation til mellemøsten og den arabiske verden. Utroligt at det kan lade sig gøre!

    Kunne det tænkes at det ikke er “vesten” der har æren for revolutionerne og at årsagen ikke skal findes uden for men i den arabiske verden? Hvad med interne arabiske forhold, arabiske befolkningers leveforhold, tænkning, debat, stemninger, vilje, oprigtige ønske om forandringer, som er genereret indefra, f.eks.

    Ville nogen ofre blod, krop, liv for noget de ikke selv mener og tror på i det inderste af deres hjerter?

    “de arabiske masser”? “mennesket i muslimen”?, hvad er det for nogen racistiske begreber?

    Jeg var i Syrien da Obama holdt sin tale – ikke en eneste person omtalte eller hørte den i min omgangskreds. Jo, man vidste da at en amerikansk præsident kom og talen blev sendt på tv. Men folk sad hverken helt eller halvt klinet til skærmet og lyttede til de “store frihedsrøster” fra Vest. Folk foretrækker mad, drikke, musikprogrammer, etc. og de behøver ikke amerikanske præsidenter til at fortælle dem hvad de skal synes og mene og gøre. Talen var glemt dagen efter.

    Hvad der ikke er glemt er at USA har støttet nærmest samtlige af de regimer der nu står for fald ofte med militærstøtte i millardklassen (herunder Egypten og Yemen). EU har været gode venner med Ghadaffi i årevis.

    Du må stikke lidt dybere i dine analyser af den muslimske verden – kig f.eks i en bog om mellemøsten – ilan pappes (ledende israelsk mellemøstekspert med hjertet på det rigtige sted) “the modern middle east” er et godt sted at starte.

    Islamisk historie er generelt, i modsætning til netop “kristen historie” blottet for etniske og religiøse udrensninger. Det har obama jo ret i. Må jeg også her foreslå at du læser en bog om emnet, inden du udtaler dig? Demokratisk debat medfører ansvar i form af selvindsigt om eget vidensniveau; ellers bliver det en jagt på illusioner og krige mod vindmøller.

    Fra det lutherske elbenstårn kan ma ikke se hele vejen til den muslimske verden…

    for en arabisk læser er det komisk at læse din analyse fordi den er helt og aldeles fjern fra netop den arabiske verden og slet ikke er i stand til at inkludere den i analysen.

    En af de mange ramadan tv serier i 2007 var en dramatisering over Ibn Fadlans (http://en.wikipedia.org/wiki/Ahmad_ibn_Fadlan) rejser i det 10. århundrede sammenkoblet med en nutidig arabisk kvindes rejse til Danmark, “Muhammadtegningernes land”. I øvrigt en spændende serie om Danmark set udefra som i Tredive lange afsnit kommer vidt omkring – men åbenbart ikke noget dansk tv er interesseret i. Ibn Fadlan er i denne frie fortolkning kommet til netop Danmark (vikingerne som han beretter om i sine rejsebeskrivelser). Her lærer han danskerne, på dette tidspunkt hjælpeløst middelalderlige, basal hygiejne, afvaskning og gode manerer baseret på profetens sunna. Pointen er, stærkt overdrevet og sat på spidsen, at hvis danskerne har en god hygiejne og gode samfund idag, er det kun fordi de i sin tid lærte det af muslimerne. Absurd? Ja, selvfølgelig.

    Din analyse tenderer lignende logikker; hvis araberne og muslimerne nogensinde opnår noget godt kan det kun ske ved at “vi”, de kristne, oplyste overmennesker, formår at narre dem til at indføre gode ting på trods af deres religion, mentalitet og formørkede kultur.

    mvh

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Basma Shahin!
    Det forekommer mig, at du lider af en lidt overdreven arabisk selvfølelse. Du tror vist ikke selv på dette med, at araberne lærte vikingerne at vaske sig. Men er det ikke tankevækkende, at en tv-serie med denne påstand kan blive populær i den arabiske verden? Skal den arabiske selvfølelse virkelig stives af med den slags fantasier?

    Selvfølgelig har vi europæere lært noget af araberne. Det er der talt meget om. Men lige så selvfølgeligt kan araberne lære noget af os. Hvorfor må vi ikke tale om det?

    Og der er virkelig brug for at lære noget. Ifølge en undersøgelse foretaget af PEW research center mener egypterne, at ”Islam skal have magt. Egypterne er delte i vurderingen af, om islam spiller en stor politisk rolle i landet i dag. Men et massivt flertal på 85 procent mener, at det bør være sådan. Islam skal ikke bare være en tro, islam skal have magt. Hvilken islam? Pew spørger, om folk skelner mellem ”fornyere” og ”fundamentalister” inden for islam. Det gør de fleste egyptere ikke. Men blandt dem, som skelner, er der langt flere, der identificerer sig med fundamentalisterne end med fornyerne – 59 procent mod 27. Også andre sider af egypternes holdninger er opsigtsvækkende: 82 procent går ind for at straffe utroskab med stening til døde. 77 procent mener, at tyve og røvere bør straffes med pisk eller afhugning af en hånd. Hele 84 procent mener, at man skal straffes med døden, hvis man forlader islam!” (citeret fra Niels Jørgensens svar på: http://www.sappho.dk/blog/50/66/Pa-hver-vores-planet.htm)

    Bare det sidste: at frafald fra islam skal straffes med døden, gør det jo ret så vanskeligt at indføre demokrati. I et demokrati står alt til diskussion, også demokratiet selv. Nuvel, disse svar var vist indhentet før revolten, så de afspejler måske mere det, folk mener, de bør svare, end det afspejler det, de virkelig mener. Men alligevel! Hvis man mener, at et demokrati kan udvikle sig i et folk, hvor sådanne anskuelser er så udbredte, så tager man gruelig fejl.

    Hvilke anskuelser skal det så udvikle sig på?

    På anskuelser, der kommer udefra. Ligesom det kristne Europa i middelalderen uden nogen skamfølelse tog de muslimske lærdes visdom til sig som deres egen, sådan ser den arabiske verden nu ud til at have taget ved lære af Europa, og altså taget ved lære, så visdommen i den demokratiske statsordning bliver deres egen.

    Det er der ikke nogen skam ved. Eller, mere præcist: det kan kun opfattes med skamfølelse af den, der fejlagtigt tror, at hans kultur, hans religion, hans folkelige samfundsorden er den bedste. Men så tossede er der vel ingen, der er.

  5. Morten - - - siger:

    @ basma shahin

    Araberne kan ikke lære meget af Vestligt tankegods, det er sandt. Du har helt ret i, at udviklingen slet ikke skal anskues ideologisk, men mellemmenneskeligt. Først da kan man forstå.

    Og det man kan forstå er, at der desværre ikke kan opstå et arabisk demokrati. For demokrati beror på viljen til at tilstå hin anden frihed, som jeg bliver nødt til at gøre gældende igen (og igen), og dén revolution er ingenlunde kommet til den arabiske verden endnu. Ikke tilnærmelsesvis.

    Vi danskere har skam glimrende udsigt til “den arabiske verden”. Vi kan hver weekend se, hvordan unge, angiveligt muslimske, mænd forsøger at komme ind på diskoteker gruppevis – mens de samtidig nægter “deres kvinder” det samme. De er meget aggressive, men deres vrede skyldes selvsagt ikke berettiget indignation over at blive diskrimineret i nattelivet. For de ved jo godt, at de selv er de første til at diskriminere i netop dette natteliv. De føler sig ikke blot mistænkt af omgivelserne, de mistænker naturligvis også deres egne motiver. For er det ikke kvinder, de er i byen for at komme i kontakt med ? Og betragter de ikke kvinder, der går i byen og har førægteskabeligt samvær med mænd som værende “uærbare” (for nu at udtrykke det mere høvisk, end de sædvanligvis selv gør) ?

    De er nattelivets farligste bekendtskaber. For de foragter sig selv – og det gør dem dødsensfarlige.

    “Men de muslimske piger, deres søstre”, siger du måske, “vil selv bære tørklæde og ære deres gud”.

    Jamen det er jo godt. Et sandt svineheld. For vi kan se, at det er også sådan cirka dér, grænsen for deres valgfrihed går. Vi kender næsten ikke til eksempler på, at muslimske piger ikke har valgt indenfor de snævre rammer, de skal vælge indenfor, og de få eksempler, vi faktisk kender, er endt tragisk.

    Så det er godt, at muslimske kvinder “vælger selv at ville” (bære tørklæde m. m.), så at sige. For det betyder, at vi slipper for, at det ender som med Ghazala og Sonay m. fl., samt alle de, der er blevet banket sønder og sammen.

    Undskyld jeg siger det rent ud, men: Det er udtryk for massiv udsigtsløshed og ditto indoktrinering, når piger uden valgfrihed “selv vælger” det eneste, de selv kan vælge, nemlig at gå med slør og lukke ned for deres naturlige følelser, så de kun kommer ud som inadækvate anklager mod omgivelserne.

    Påstand: Du er selv een af dem, der bærer tørklæde, og træffer en ufri kvindes valg. Ellers ville du ikke tro på, at der er et arabisk demokrati på vej! Hvad siger du til den udfordring … ?

    Det er ikke demokrati, men islam ved flertalsafgørelse, der er på vej. “Frihed og Retfærdighed” lød råbet. Og just i disse dage er et parti blevet registreret i Ægypten med præcis det navn. Mon du kan gætte hvem, der har registreret det ?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s