Hurra, bin Laden er død!

Må man sige sådan? Eller er det uetisk at hovére over et andet menneskes død? Det spørgsmål har været oppe at vende i Kristeligt Dagblad og her på bloggen, sidst i en klumme af Sørine Gotfredsen den 14. maj, se her. Hun synes, at statsministeren og statsministerkandidaten er lige uforbeholdne nok i deres lykønskning over terroristens død. De burde dog have haft is i maven nok til at lytte til samvittighedens stemme og ikke sådan uden videre have blåstemplet had og hævntørst.

Til Sørine Gotfredsen og til de andre, der lufter deres høje etiske stade, vil jeg sige, som Mærsk vist siger til sine ansatte: ”Rettidig omhu!” Der var en tid, hvor det var på sin plads at stille høje etiske krav. Men det er lidt for sent at komme med sine etiske betænkeligheder nu, hvor skaden er sket.

Med ”skaden” tænker jeg ikke her på bin Ladens død. Nej, jeg tænker på amerikanernes invasion af Afghanistan. Dengang, før det kom så vidt, kunne man komme med sine etiske betænkeligheder. Dengang var der god anledning til at sige til amerikanerne, at det er uetisk at starte en angrebskrig. Men dengang tav de fleste. Der var ingen, der skulle have noget klinket. Man kunne jo blive mistænkt for at have noget tilovers for Taleban. Og Taleban og det talebanske styre i Afghanistan var igennem lang tid i pressen og de øvrige medier blevet skildret som islam, når det er værst: et umenneskeligt styre, kvindeundertrykkende, magtberuset, kunst- og historieødelæggende, og meget andet ondt. At det styre blev bekæmpet og bekæmpet med det eneste, det havde respekt for: med militær magt, det kunne man virkelig ikke have noget imod fra nogen side, heller ikke selv om man sådan set brød den uskrevne regel i folkeretten, der siger, at man ikke måtte angribe et andet land uprovokeret.

Jamen, man kan da virkelig ikke forvente, at et stort land som USA sådan uden videre skulle finde sig i al-Qaedas angreb den 11. september 2001! Sandt nok. Det ville have krævet en statsmand af det format, Sørine Gotfredsen efterlyser, hvis det skulle være sket. Og en sådan havde man ikke i George Bush.

Der var ellers god anledning til at holde igen med retorikken for den amerikanske præsident. Jeg bliver ikke træt af at beundre de amerikanere, der ombord på det fjerde fly gjorde oprør mod flykaprerne, fordi de fandt ud af, at flyet skulle flyves ind i én eller anden bygning og derved dræbe mange af deres landsmænd. Jeg bliver ved med at synes, at deres holdning overfor døden er helt anderledes beundringsværdig end de 19 flykapreres. Og det er mig stadigvæk en gåde, at amerikanerne ikke udnyttede deres heltemod langt mere, end de gjorde. De kunne jo på den baggrund have hånet de 19 flykaprere, de kunne have fremhævet den amerikanske ånd som helt anderledes menneskeværdig end flykaprernes, de kunne have genopbygge World Trade Centret så hurtigt som muligt og med store bogstaver skrevet på det: ”Kom an, I luskebukse! I kunne kun gennemføre jeres ynkelige angreb, så længe vi ikke vidste, hvad I var ude på! Men nu, hvor vi kender jeres umenneskelighed, nu har I ikke en chance!”

Jeg skrev endda et læserbrev til The Economist for på den måde at vise min beundring for den amerikanske ånd, men det kom ikke i bladet. I stedet hørte vi på Tv igen og igen George Bush’s cowboy-retorik: ”Vi skal jagte jer i jeres huler, og vi helmer ikke, før vi har udryddet hver og én af jer”. Dengang undrede jeg mig over det, for de mennesker, han ville jagte, var jo døde; man kan ikke slå en selvmorder ihjel. Men i dag kan jeg se, at reaktionen var udtryk for, at amerikanerne, eller i hvert fald deres præsident, havde fået slået et stort skår i deres selvfølelse. De følte, at de af hensyn til deres anseelse i verdenssamfundet og ikke mindst af hensyn til deres egen selvagtelse var nødt til at reagere. Det skulle nødig hedde sig, at man kunne slippe godt fra at udfordre verdens stærkeste militærmagt.

Og så invaderede amerikanerne Afghanistan. De gjorde det på baggrund af efterretninger, de havde om, at Osama bin Laden skjulte sig i det land, og på baggrund af, at landets myndigheder nægtede at efterkomme en anmodning om udlevering af ham. Det er vel sådan set temmelig lidt at begynde en krig på, men når det er verdens stærkeste magt, der er tale om, stille sagen sig åbenbart anderledes. Da englænderne ved en lejlighed omringede den libyske ambassade, og der blev skudt ud fra ambassaden, så en kvindelig politibetjent blev dræbt, undlod englænderne at invadere ambassaden; på trods af, at libyerne brød folkeretten, overholdt englænderne den. Den samme tilbageholdenhed kunne amerikanerne have udvist. Det gjorde de ikke. De havde ikke den rette statsmand til at sidde ved roret i det afgørende øjeblik. Og der var ikke mange røster, der talte etik ved den lejlighed.

Men altså: Dengang skulle man have talt etik. Ved den lejlighed skulle man være fremkommet med sine etiske betragtninger. At gøre det nu virker helt ude af proportioner.

Jeg mener: Hvad har ikke krigen i Afghanistan ført med sig? Det er lang tid siden, dødstallet blandt afghanere (uskyldige afghanere, vel at mærke) oversteg dødstallet blandt amerikanere den 11. september. Var det ikke en idé at tale etik imod disse mange drab, eller i det mindste overveje, om det dengang var rigtigt at indlede en krig, som har medført så mange tab af uskyldige menneskeliv? Men ak, i stedet får vi en lektion om, at det sandelig er uetisk at føle had og hævntørst. Føle? Ja, det er, hvad der er tilbage af etikken. At der bliver slået tusinder af afghanere ihjel, det tier etikken overfor, det går nogenlunde upåtalt hen, men at vi vestlige mennesker føler noget forkert, uha da, da, så får man etisk påtale, sådan noget går virkelig ikke an!

Nå, nu ser jeg, at også dette indlæg er ved at blive lidt langt. Og lad mig derfor slutte med følgende: Ligesom Hjorth-Lorenzen i sin tid sagde: ‘Jeg taler dansk og jeg vedbliver at tale dansk’, sådan vil jeg sige: ‘Jeg skriver langt, og jeg vedbliver at skrive langt’. Det er min faste overbevisning, at det kun kan føre til fordummelse, hvis debatten skal føres med ‘one-liners’, med slogans, med fraser. Det kan vises med et eksempel fra debatten her. Jeg blev bedt om at give mit besyv med på religion.dk angående det indledende spørgsmål: Må man juble over et menneskes død? Det gjorde jeg, se her. Så tog Kristeligt Dagblads redaktion et par sætninger ud af denne artikel og satte dem i bladet under rubrikken ‘fra religion.dk’. Det fik en læserbrevsskribent til at fare i blækhuset imod mig. Han troede fejlagtigt, at han i de to sætninger, redaktionen havde bragt, havde min uforbeholdne og fulde mening om det angivne spørgsmål. Det kan han dårlig få i en one-liner. Dèr kan han kun blive bekræftet i det, han i forvejen er overbevist om.

Øjeblikkelig skrev jeg et læserbrev, der skulle forklare sammenhængen. Det har Kristeligt Dagblad ikke bragt endnu. Forståeligt nok, sådan set. Det kan vel ikke have nogen særlig interesse. På den anden side havde altså læserbrevet i modsat retning interesse. Nå, sådan er der så meget. Men nu har jeg i hvert fald forsøgt at opklare sagen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hurra, bin Laden er død!

  1. Pingback: Om at være god pr stedfortræder « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s