De to tabuer

Der er to ting, man i dansk politisk diskussion ikke må tale om. Og det er ganske mærkeligt. Vi praler jo ellers af den mest udstrakte ytringsfrihed. Alligevel pålægger næsten samtlige politikere sig frivilligt en tavshedspligt på netop disse to områder.

Jeg tænker på valutapolitikken og boligpolitikken. Og spørger man, hvorfor man dog ikke tør tale om, hvorvidt kronen skal flyde eller ej, eller hvorfor man ikke tør tale om en eventuel forhøjelse af boligbeskatningen, så kommer svaret prompte fra tilhængerne af status quo: hvis man begynder at diskutere de to ting, vil man påvirke markederne. Boligpriserne vil falde, allerede hvis man begynder at diskutere, om boligskatterne skal op. Og kronen vil blive udsat for spekulation, hvis man så meget som antyder med det mindste pip, at man vil gå bort fra den fastkurspolitik, man hidtil har ført.

Det er der selvfølgelig noget om. Alligevel er det mærkeligt, at man i et demokratisk samfund, hvor man ellers kan diskutere alle politiske forslag, gør holdt ved sådanne to dog ret væsentlige ting.

Lad mig for at sætte tingene i relief pege på to andre ting, som man tidligere ikke kunne diskutere. Hvis man under den kolde krig ville benytte sin naturlige ret til at tage en ægte demokratisk diskussion om, hvordan man skulle indrette sit forsvar, om man skulle ofre meget eller lidt på det, og hvis man i den situation foreslog at skære lidt ned på forsvarsudgifterne, så risikerede man at blive mødt med en anklage om at gå fjendens ærinde. Jo, for fjenden lytter jo med, når vi diskuterer, og fornemmer han, at der i store dele af folket er et ønske om lavere forsvarsudgifter, så kan man gøre sig sine beregninger og lægge sin strategi efter det.

Og en lignende argumentation blev for ikke så mange år siden anvendt om landets indvandringspolitik. Hvis vi gav os til at diskutere, hvor mange indvandrere vi ville have ind i landet, hvis vi åbent sagde, at der jo heller ikke skulle komme for mange, så ville de mennesker, der var kommet ind i landet, ikke føle sig vel modtaget. Vi ville altså, ved at starte en diskussion om indvandringen, skade den integration, som vi dog ellers håber på vil lykkes.

Disse to diskussionstabuer er på nuværende tidspunkt gået i deres mor igen. Det første, fordi den kolde krig er ophørt, det andet, fordi vi har blæst på alle betænkeligheder og nu åbent diskuterer indvandreres antal og mulige integration; det har vel også vist sig, at det såmænd hverken gør fra eller til med denne diskussion, selv om man jo stadig kan finde dem, der helst ville have diskussionen lukket, og vel også dem, der direkte mener, at diskussionen om indvandringen er skyld i den dårlige integration.

Men når det er fastkurspolitikken og boligpolitikken, det drejer sig om, holder politikere og meningsdannere stadig fast ved tabuet: den slags taler man ikke om. Sommetider giver det sig nogle lidt spøjse udslag. Man kan opleve indlæg, der undrer sig over, at Sverige har klaret sig langt bedre under krisen, end vi har. Den svenske økonomi er kommet godt i gang igen og kan opvise helt anderledes vækstrater end den danske. Og når man træffer en artikel eller et interview, der omhandler dette problem, får man først en lang økonomisk udredning, som de færreste forstår noget af, og først langt henne i udredningen nævnes de to ting, der er helt afgørende for den svenske økonomi: nemlig, at svenskerne har ladet deres krone flyde, så deres varer bliver billigere på de internationale markeder. Ofte nævnes denne kendsgerning dog overhovedet ikke, for ikke sandt, tænk om nogle her i landet skulle få den tanke, at det skulle vi vist også gøre.

Og som regel hører vi heller ikke noget om den anden faktor, der har hjulpet svensk økonomi på fode langt hurtigere end den danske, nemlig det forhold, at man i Sverige har en slags afgift på for stor fortjeneste ved hussalg. Jeg véd ikke helt, hvordan det fungérer, men kan da udmærket forstå, at med en sådan afgift blev deres boligboble ikke nær så stor som den danske, det vil sige, bankerne tabte ikke nær så mange penge og kunne derfor meget bedre hjælpe økonomien i gang igen.

Nuvel, det, der nu er oppe at vende i den politiske diskussion, er ikke fri eller fast kronekurs, det er boligpolitikken. Som man måske véd, har de radikale foreslået, at skattestoppet for boligskattens vedkommende skal have en udløbsdato; de siger vist, at det skal have sidste salgsdato den 1-1 2016. Og som de da er blevet mødt med forargelse, fordi de i det hele taget tager den diskussion frem! Fra næsten alle andre partier har det lydt, at tager man hul på den diskussion, kan man være sikker på én ting: boligpriserne vil falde. Tabuargumentet kommer i sving.

Og det er i sandhed mærkeligt. Der er nogen, der har berøringsangst, hvad boligerne angår. Nå, de radikale taler sådan set meget godt for deres sag, så jeg skal ikke gentage deres argumenter her. Blot én ting til jeg gøre opmærksom på. Det er det sære forhold, at mens ordet ‘skattestop’ for indkomstskat og moms betyder, at procenten fastholdes og ikke stiger, så betyder ‘skattestop’ for boligskattens vedkommende, at kronebeløbet fastholdes. Kalder man det ene fænomen ‘skattestop’, burde man for klarhedens skyld kalde det andet ‘fastfrysning’. Det har man dog ikke gjort. Og det er noget lusk. Man kan godt have de borgerlige regeringspartier mistænkt for med denne manøvre at ville afskaffe al boligskat på sigt.

Men dette luskeri har medført, at det er ret svært at tale om de radikales forslag. Af modstanderne og af medierne, der skal have korte overskrifter, bliver det lanceret sådan, at man siger, at de radikale vil have boligskatterne sat op. Og uha, uha, tænk, at nogen kan finde på at foreslå noget sådant. Men det er der jo i en vis forstand ikke tale om. Hvis ‘skattestop’ på boligområdet betød det samme som på alle andre områder, altså hvis det var procenten eller promillen, der var blevet låst fast, ville boligbeskatningen i år indbringe 47 mia kr mere end den gør. Og derfor kan man jo også sige, at det, der har været gennemført fra 2001, er en stadig skattelettelse for boligejerne. Så det er ikke helt galt, når de radikale nægter at sige, at det, de vil, er at hæve boligskatterne, nej, siger de, de vil blot standse skattelettelserne på det område.

Altså: Man kan undre sig over ganske meget i det politiske liv. Her undrer jeg mig over tabuerne i den politiske diskussion, hvor stort ståhej det giver, når nogen vover at bryde dem. Og jeg undrer mig over det luskeri, at man bruger betegnelsen ‘skattestop’ om to forskellige foreteelser. Det forpester den politiske diskussion. Men ak, det bliver sikkert ikke det sidste luskeri, vi får at ser.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s