Anti-DF udstilling?

I går aftes, den 24. maj, kunne man i Deadline høre et interview med samlings- og forskningschef ved Statens Museum for Kunst, Peter Nørgaard Larsen. Det blev bragt i anledning af en nyopstilling af værker, som museet ejede. Og nyopstillingen begrundedes med, at man ville vise, hvordan kulturhistorien influerer på kunstforståelsen. Specielt vil man vise, hvordan de kunstnere, der i slutningen af 1800-tallet vendte sig imod dén danske selvtilstrækkelighed, de fandt i den kunstretning, der kaldes nationalromantikken, blev ‘udgrænset’: man ansatte ikke sådanne kunstnere på akademiet, man købte ikke deres værker, de var i det hele taget sorte får, som ikke nød nogen anseelse.

Og man fornemmede tydeligt på interview’et, at Peter Nørgaard Larsen genfandt denne danske selvtilstrækkelighed i nutidens politiske og kulturelle liv. Og man fornemmede også, at en sådan selvtilstrækkelighed var ham temmelig meget imod. Og så mindes man det udmærkede tyske ordsprog, der siger ”Man merkt Absicht, und man wird verstimmt”, man mærker, at der ligger hensigt bag, og så forstemmes man. Jeg tror endda, at Peter Nørgaard Larsen på et tidspunkt nærmest skar det ud i pap for os: ”dette giver jo os i dag noget at tænke over”. Så hvis nogen ikke havde fattet, at han var imod dansk selvtilstrækkelighed forinden i interview’et, så måtte der da gå et lys op for dem med den bemærkning.

Selvtilstrækkeligheden, den fandt han i alle de malerier fra guldalderen og fremefter, der forestillede bøgetræer, danske flag, dansk idyl i det hele taget, inklusive en rigtig ægte, hundrede procent dansk stendysse. Alle disse malerier, siger han, er gået ind på lystavlen hos os danskere og har været med til at bestemme vor selvopfattelse. Men i samme periode, hvor nogle kunstnere rettede søgelyset mod danskheden, var der andre kunstnere, der havde et udvidet perspektiv, et europæisk perspektiv, et verdensperspektiv. Og disse kunstnere, der i deres egen levetid blev ‘udgrænset’, dem er det, udstillingen vil omtale.

Én af dem, Peter Nørgaard Larsen gjorde noget ud af i interview’et, var Elisabeth Baumann (1819-1881), se om hende her på wikipedia. Hun kunne godt male i tidens nationalromantiske ånd, men foretrak at male europæiske eller sågar osmanniske motiver. I en omtale i Information, se her, fremhæves som eksempel på et nationalromantisk maleri den kvinde med det danske flag, der har prydet forsiden af Dansk Folkepartis medlemsblad, og dèr får denne kendsgerning følgende kommentar med på vejen: ”så tyk er den nationalromantiske symbolik”. Billedet kan ses på linket til wikipedia.

Men se så et andet maleri, hun har malet, lyder det på Deadline, og frem toner så billedet ”Ægyptisk fellahkvinde med nøgent barn”, det kan ses på begge mine links. Se, ‘das ist was anders’! Her er al nationalromantik borte. Her koncentrerer man sig ikke om lille Danmark, men har blik for den store verden, prøver at åbne de snæversynede danskeres øjne for det store, det betagende, det interessante ved denne anderledes verden.

Og som sagt: man mærker hensigt. Vi skal opdrages, vi dumme danskere. Vi skal endelig ikke tro, vi er noget. Den selvtilstrækkelighed, som han ser i vort ønske om grænsekontrol, indvandrerkontrol, osv., den skal vi opdrages til at komme ud over. Derved bliver udstillingen på Statens Museum for Kunst, for så vidt angår hans del af den, et politisk manifest, vendt mod Dansk Folkeparti og alle os andre, der holder på grænsernes nødvendighed. Det er muligt, at han selv synes, at det er helt i orden, at han for skatteydernes penge gør reklame imod et særligt parti i landet, jeg vil nok synes, at hans samvittighed burde have gjort anskrig. Men man må vel forestille sig, at han, sig selv uafvidende, læser nutidens modsætninger ind i fortiden.

Lad mig nøjes med at pege på to besynderligheder!

Han synes at være ude af stand til at forstå, at dette at koncentrere sig om det danske på ingen måde udelukker interesse for det europæiske. Og han er derfor formentlig også fuldstændig blind for det, der er min opfattelse: at man kun ved at gøre sig klart, hvem man selv er, kan komme til ægte forståelse af det fremmede. Det gælder nationalt: du må virkelig tage det danske til dig som dit eget, hvis du indefra skal forstå, hvordan en tysker, en italiener, en englænder, osv., tænker. Og det gælder religiøst: Hvis du ikke er klar over, hvor du selv står religiøst, hvad kristendom betyder for dig, hvad din ateisme (hvis det en sådan, du har) giver dig af afklaring, så kan du ikke sætte dig ind i de fremmede religioner, så forbliver de ‘skakbegreber’ for dig, dvs., begreber, der intet har med virkeligheden at gøre, og de fremmede, muslimer, hinduer, buddhister, m. fl. forbliver eksotiske væsener, som du naturligvis skal være god ved, men som du enten ikke drømmer om at regne med til de rigtige mennesker, eller kun kan regne med dertil ved at ændre deres religion så tilpas meget, at den ligner din egen anskuelse. Det ser vi desværre alt for mange eksempler på i vore dage.

Men det er mig altså umuligt at se noget forkert i de malere, der søgte at finde ud af, hvad det danske er for noget. Lad det så være bøgetræer og anden idyl, der præger deres forståelse af det danske (det præger nu langt fra dem alle), vi danske er noget særligt, og det er en forudsætning for, at vi kan møde det fremmede, at vi gør os det klart. Og altså: det er den ene besynderlighed hos Peter Nørgaard Larsen, at han går fejl af interessen for det danske.

Den anden besynderlighed har med det maleri at gøre, som skal vise, at Elisabeth Baumann er en sand kosmopolit. Det viser, som der blev sagt, en egyptisk fellahkvinde med et nøgent barn. Jeg har fundet ud af, at ‘fellah’ betyder ‘bonde’, så der er altså tale om et billede af en egyptisk bondekone. Det kan ses i ret stor gengivelse på mit link til Information.

Billedet er højst besynderligt. Men er besynderligt af helt andre grunde end dem, Peter Nørgaard Larsen fremhæver. Både i Deadline og i Information blev der gjort opmærksom på, at kvindens dragt er florlet, så man kan se hendes bryster igennem det. Jeg må nu med skam melde, at den oplysning i mit tilfælde var ret nødvendig. Jeg plejer ellers nok at have blik for de kvindelige yndigheder, når jeg præsenteres for dem, men her glippede det. Eller er jeg bare ved at blive gammel? Derimod lagde jeg mærke til noget andet, og jeg tænkte mit derved. Jeg lagde mærke til den meget dybe nedskæring, hun har.

Næ, næ, det var slet ikke det, jeg tænkte. Jeg tænkte derimod, at sådan vil ingen muslimsk kvinde i dag gå klædt. En ærbar muslimsk kvinde (og alle muslimske kvinder tænkes jo at være ærbare, de danske er som bekendt kun bare) skal ikke blot tildække deres hår, de skal også iføre sig klædninger, der er så løstsiddende, at man ikke kan se de kvindelige former. For – sådan lyder forklaringen – det er op til kvinden at styre mandens lyster; det er han ikke selv i stand til; hvis han ser mere, end han bør se, f.eks. ser blot antydning af kvindelige bryster, så vil han øjeblikkelig føle begær og et sådant begær kan han ikke styre. Derfor, kvinde: tildæk dine ynder!

Og hvis der virkelig i 1872 har gået en egyptisk kvinde lyslevende omkring med en sådan enorm dyb nedskæring, så er der bestemt noget, der har ændret sig i den muslimske verden, og så bør man ikke lade dette gå upåtalt hen. Så bør man fremhæve det for at vise nutidens muslimer, at nedskæringer af denne dybde ikke er et specielt europæisk fænomen, det fandtes også i 1800-tallets Egypten, og at de danske kvinder, skønt de er bare, så udmærket samtidig kan være ærbare. Det kunne man i Egypten i 1800-tallet, hvorfor kan man det så ikke i Danmark i 2000-tallet?

Og til nogen beskæmmelse for Peter Nørgaard Larsen må man sige, at når det slet ikke er det, han har blik for, så skyldes det nok, at han hører til kategori af mennesker, jeg nævnte før: de kan ikke acceptere de fremmede uden først at påstå, at de på alle væsentlige områder er ligesom vi.

Men ærgerlig nok, man kan også tyde denne nedskæring lidt anderledes. Elisabeth Baumann rejste til Tyrkiet og fik forbindelse med mange indflydelsesrige mænd dèr. Blandt andet fik hun lov til at male i deres haremmer. I den omtalte wikipedia-artikkel hedder det så: ”Tyrkiske haremsscener var et yndet motiv i perioden, men på trods af hendes mere realistiske og personlige erfaringer og observationer, lykkedes det hende ikke stort at ændre på den måde motivet traditionelt blev fremstillet på, eftersom det europæiske publikum insisterede på at få dem fremstillet følgende den seneste Parismode”. Og se, så véd man jo ikke rigtig. Fandtes der virkelig en dybt nedringet egyptisk bondekone i 1872, eller er hun en opfindelse af Elisabeth Baumann, forsynet med den dybe nedskæring for at forøge billedets salgsmulighed?

Hvis det er tilfældet, så falder min respekt for hende en del. Og i hvert fald falder den tiltro, jeg måtte have til hendes evne til at bedømme eller endog se ned på den danske nationalromantik. Man fornemmer på Peter Nørgaard Larsen, at hendes kunstneriske samvittighed gjorde hende modvillig, når hun skulle male et nationalromantisk motiv. Men hvis denne tolkning er sand, har den åbenbart ikke hindret hende i at male på bestilling, når det drejer sig om fremstillingen af fremmede og eksotiske kvinder.

Men se, alt det, der har været nævnt under den anden besynderlighed, forekommer ikke i Peter Nørgaard Larsens introduktion, hverken i Deadline eller i Information. Det kunne der ellers være kommet en god historie ud af. Oven i købet kunne der være kommet en fin vinkling frem til vore dage. Men nej, det passede ikke med den lektie, vi danskere efter hans mening skal lære.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s