Forkrampet debat

En anmeldelse af Lars Hedegaards bog: Muhammeds Piger i Præsteforeningens Blad nr 22 er et sørgeligt eksempel på, hvor umuligt det er føre en afslappet debat om islam.

Anmeldelsen er foretaget af den nogenlunde fornuftige og yderst vidende pastor emeritus Knud Ochsner. Men på trods af sin omfattende viden, også om islam (eller måske netop derfor) formår Ochsner ikke at fange det, der er pointen med Hedegaards bog. Han bekendtgør det sådan set allerede med overskriften på sin anmeldelse. Den lyder: ”Meningsløst fordrejet bog om islam”. Og det kan man måske nok give ham ret i: hvis det var en bog om islam, så ville den være noget fordrejet. Men når Ochsner gennemgår forhistorien, fortæller, hvordan Hedegaard er blevet frikendt ved byretten, men dømt ved landsretten efter den såkaldte racismeparagraf, § 266b, så skulle man tro, han havde fanget, hvad det var, Hedegaard ville med sin bog.

Oven i købet citerer Ochsner Hedegaards noget sarkastiske bemærkning om, at bogen ”er tænkt som en hjælp til anklagemyndigheden”. Men enten forstår han ikke sarkasmen, eller også er det med vilje, han helt ser bort fra den i det følgende. Ingen af delene er særlig heldigt.

For med sin sarkastiske bemærkning vil jo Hedegaard vise svagheden ved paragraf 266b. Det er, mener mange, en afgørende svaghed ved paragraffen, at der ikke skal føres sandhedsbevis for den udtalelse, man dømmes for; det drejer sig alene om, hvorvidt den kan siges at forhåne eller nedværdige en gruppe af mennesker i samfundet. Denne mangel betyder, mener Hedegaard, at man kan blive dømt for at sige sandheden – en lidt absurd situation for rettænkende mennesker i et demokratisk samfund. Derfor udgiver han bogen, som han mener indeholder lutter sandheder om det muslimske kvindesyn. Og derfor kan bogen være gefundenes Fressen for anklagemyndigheden, siger han med et skævt smil. For han er sig bevidst, at det, han påstår i bogen, af mange vil kunne opfattes som en forhånelse og en nedværdigelse af islam. ”Så værsgo’, kære anklagemyndighed, her har I en række udtalelser, I kan dømme mig for med lige så stor ret, som hvis jeg bliver dømt for den udtalelse, jeg aktuelt er anklaget for. Der er blot den hage ved det, at det er sandt, hvad jeg siger”. Sådan tænker jeg mig, at han vil sige med sin bog.

Det vil sige, bogen er ikke en bog om islam, dårlig nok en bog om islams kvindesyn, den er en bog med en ophobning af sandheder om, hvordan islam gennem tiderne og især i vore dage har behandlet og behandler deres kvinder. Sådan set er det også, hvad Ochsner siger: ”Med citater fra en lang række kilder skildrer han [Lars Hedegaard, rr] muslimers overgreb – ikke mindst mod kvindekønnet – gennem historien og op til i dag …” Men hvorfor tager Ochsner så ikke disse påstande op til behandling? Hvis det er det, Hedegaard har villet med sin bog, så må det vel også være sådanne påstande, han skal bedømmes på. Men ingen sådanne påstande tager Ochsner op til behandling, bedømmer dem ikke, nævner dem ikke.

Og det vil sige, at det, Hedegaard ikke opnåede i byretten og i landsretten: at få sine påstande sandhedsbedømt, det opnår han heller ikke hos Knud Ochsner i anmeldelsen i Præsteforeningens Blad. Alle hans forsøg på at vise, at de mange beretninger om overgreb på kvinder fra den muslimske verden herhjemme og i udlandet ikke er grebet ud af den blå luft, preller fuldstændig af på Ochsner. Man kan vel ikke sige, at de er spildte Guds ord på Balle-Lars, men de er spildte ateist-ord på Kristen-Knud.

Og det skyldes ikke ond vilje hos ‘Kristen-Knud’. Det skyldes, at han ikke er kommet længere i debatkulturen mellem islam og kristendom end til det punkt, hvor man, hvis man vil sige noget negativt om islam, endelig også skal sige noget tilsvarende negativt om kristendommen, eller i hvert fald også noget positivt om islam. Ochsner sammenfatter et sted sit syn på Hedegaards bog: ”Men problemet med Hedegaards bog er, at han generaliserer og intet som helst positivt har at sige om muslimer og islam.” Og så giver han i resten af sin anmeldelse nogle eksempler på, hvordan Hedegaard ikke har noget positivt at sige om islam. Det, Hedegaard har villet med sin bog, betragter han som ligegyldigt, nej, vil man skrive om et eller andet, ligegyldigt hvad, indenfor islam, skal man sandelig sige noget positivt om islam.

Det er da for galt, hedder det, at Hedegaard fortæller om, hvordan muslimerne ødelagde lærdomssæder i Indien, men ikke fortæller om, hvordan Akbar den Store holdt religionsdialoger. Det er for galt, at han lader det være Omar, der ødelagde biblioteket i Alexandria, skønt det var ødelagt lang tid tidligere. Det er for galt, at han forkaster den almindeligt anerkendte tanke, at det var de muslimske lærde, der reddede den klassiske kulturarv. Og det er også for galt, at han slet ikke omtaler de mange muslimske matematikere, astronomer, kemikere og medicinere. Om det lige er det, der er sigtet med Hedegaards bog, er ligegyldigt, skal man skrive om islam, skal man sandelig have alt det positive med.

Endelig til næstsidst kommer der lidt, der smager af, at Ochsner dog tager en slags opgør med Hedegaard. Overfor Hedegaards påstand om, at islam er bundet af traditionelle tolkninger, fremfører han, at Hedegaard tilsyneladende ikke kender begrebet ijtihad, som betyder nyfortolkning, noget, moderne muslimer i høj grad benytter sig af, når de skal gøre islam moderne.

Og til sidst citerer han Hedegaard for at skrive følgende: ”Hvilken udvikling mener man kan komme på tale, så længe den ene del af befolkningen holdes nede i et seksuelt slaveri, mens den anden del – mændene – er besat af et kvindehad, der grænser til sadisme?” (s. 103). Og derefter sender han så Hedegaard en sidste bebrejdelse, fordi han kun omtaler Indonesien for omskæring af piger, ikke som et velfungerende demokrati.

Oven på denne efter min mening helt forfejlede anmeldelse måtte jeg ind på sappho.dk. Her mindes jeg at have læst en anmeldelse af bogen af et noget andet tilsnit. Jeg fandt den på denne adresse, se her. Den er skrevet af Hege Storhaug, norsk journalist, forfatter, informationschef i Human Rights Service, en tænketank med særlig fokus på undertrykkelse af muslimske kvinder. Hun skriver om sin kompetence, hvad angår en anmeldelse af Hedegaards bog:

”Jeg har studeret muslimske pigers og kvinders levevilkår på nært hold både her i Norge, i Europa og i Pakistan i snart 20 år” .. .. ”Jeg har vadet i elendighed. Jeg har mødt piger, som senere blev æresdræbt, jeg har mødt piger, som var blevet blindede og vansirede efter syreangreb, jeg har set unge kvinder ligge på rad og række på brandafdelinger i Lahore og Islamabad, piger, som véd, at de kun har få timer eller dage igen at leve i, efter at ægtemand og svigerfamilie har sat ild til dem. Jeg har mødt norskfødte piger, som har fået deres kønsorganer lemlæstede i forældrenes hjemland, hvor de den dag i dag holdes i fangenskab. Jeg har mødt norskfødte piger, som er blevet så ekstremt voldtaget efter tvangsægteskab som børn, at de aldrig vil kunne fungere normalt igen”.

Hun fortsætter: ”Sådan kunne jeg blive ved side op og side ned. Til trods for denne brede baggrund fangede Hedegaards bog mig. Han har præsteret et dybtborende, intelligent, veldokumenteret og anstændigt forsvarsskrift – men det spiller jo ingen rolle for anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden er som bekendt ikke optaget af fakta, men af følelser, dog ikke muslimske pigers og kvinders følelser, men deres herskeres følelser – et ukendt, men stort antal muslimske mænd”.

Det betyder ikke, at hun giver Hedegaard ret i alt, hvad han siger: ”Hedegaard vier slaveriet stor opmærksomhed, og kilderne er mange. Her er der dog behov for nuancering, når Hedegaard peger på slavemarkederne i de pakistanske Punjab efter delingen af subkontinentet i 1947, hvor sihk- og hindukvinder blev solgt til muslimske mænd. Den blodige deling af subkontinentet ramte alle religiøse grupper, f.eks. to tanter, som min veninde i Islamabad havde. De blev fanget af sihker under flugten fra Indien til det nye land, Pakistan. De blev tvangskonverteret og tvangsgift til sihkmænd. Men: hverken sihker, hinduer, buddhister eller kristne har en skikkelse, som de påstår er profet, som de kan støtte sig til for at legitimere den slags handlinger overfor kvinder. Det er ikke mindst det, der gør islam så nedrig”.

Derimod giver hun Hedegaard ret, når han siger: ”Muslimer kan ændre sig, islam ikke”. Hvis islam skal ændre sig, kræver det, at al-Ahzar universitetet i Cairo krystalklart afviser, at koranen er Guds ord, den var kun en slags ‘samtale’, knyttet til en bestemt tid, og derfor ikke bindende for vor tid”.

OK, jeg véd godt, at en del muslimer her i Vesten arbejder med ijtihad, nytolkning af koranen. Og der er også dem iblandt dem, der mener, at kvindesynet indenfor islam kan og skal ændres. Men vi mangler i meget beklagelig grad at se resultater af denne nytolkning.

Til sidst stiller hun det spørgsmål, som Ochsner omhyggeligt undlod at stille, skønt det er yderst relevant: ”Lykkes det for Hedegaard at godtgøre de udtalelser i hans eget hjem om, at muslimske mænd ”voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far””? [det var de udtalelser, han blev dømt for, rr]

Hun svarer: ”Jeg mener ja, så langt det er muligt at godtgøre et så tabubelagt og underkommuniceret tema. Han bruger en række internationale kilder og stemmer, som underbygger udtalelsen, som ikke usaglig, om end den kunne være mere nuanceret. Hedegaard har en særlig god pointe, når han stiller sagen således op: Knap noget vogtes strengere end muslimske pigers mødom. Dette resulterer i, at så mange er fængslet i deres familie. Hvorfor er det da så udbredt med mødomsprøver før ægteskabet i den muslimske verden og nu også i Vesten, og hvorfor må så mange have syet deres mødom i stand? Det mest nærliggende er, at deres mødom er taget af et mandligt familiemedlem”.

Jeg siger ikke, at Hedegaard har ret. Jeg siger end ikke, at hans bog er en god bog. Men jeg siger, at hvis vi skal debattere den sag, Hedegaard rejser, f.eks. debattere den efter en anmeldelse af bogen, så er det muligt efter Storhaugs anmeldelse, men ikke efter Ochsners. Og jeg føjer til, at hvis vi ikke debatterer denne sag, så lader vi en række muslimske kvinder i stikken.

Til sidst vil jeg nævne en hjemmeside, se her, hvor Habeeb Salloum skriver om den store spansk-muslimske filosof Averroës (Ibn Rushd) og citerer ham for at have skrevet: ”Vort samfund giver ikke plads for udviklingen af kvinders talenter. De synes at være skæbnebestemt udelukkende til barnefødsel og varetagelse af børn, og denne tilstand af underdanighed har ødelagt deres evne til at behandle mere betydningsfulde sager. Derfor ser vi, at ingen kvinder er udstyret med moralske dyder; de lever som grønsager og knytter sig til deres mænd. Derfra stammer den elendighed, der oversvømmer vore byer, for der er dobbelt så mange kvinder som mænd, og de kan ikke frembringe deres livsfornødenheder med deres eget arbejde”.

Ja, tingene er indviklede. Filosoffen fra den spansk-muslimske storhedstid, som Ochsner beskylder Lars Hedegaard for helt at have overset, synes at være mere enig med Hedegaard end med Ochsner.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Forkrampet debat

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for gennemarbejdningen – en udmærket pointe til sidst!
    Jeg har tænkt en del over Knud Ochsners slutning, hvor han dog indrømmer Hedegaard retten til at kæmpe for trykkefrihed og at “stille spørgsmålet, om man i dagens Danmark bør kunne dømmes for ‘blasfemi'”. Men selv om ordet er sat i anførselstegn (gåseøjne), er det underligt med betegnelsen. Hvad har Hedegaards udtalelser, som han dømmes efter §266B for, hvad Ochsner selv anfører, hvad har det med blasfemi at gøre. Hvorfor associationen?
    Det er vel ikke sådan, at en kritik af islams praksis, in casu synet på kvinder og Koranen og Muhammeds handlinger som begrundelsen derfor, nærmer sig at blive betragtet som blasfemi??
    Jeg har stor respekt for Knud Ochsners holdninger; men føler, at det antyder en påvirkning fra OIC’s arbejde i FN – og blev lidt uhyggelig til mode. Én ting er presset på ytringsfriheden via racismedomme, som ikke ser på facts, men kun på følelser hos visse mennesker…., men at acceptere, at en alvorlig (og stærkt nødvendig) religionskritik skulle kunne have noget med blasfemi at gøre?? (“Forhåne et anerkendt trossamfund og dets lære”…. Hedder det vist). Ikke alene nulevende personers følelser, men Muhammeds eller Allah’s følelser!! (i virkeligheden de religiøse magthaveres fornemmelse af at få positionen truet)
    Det er ikke bare i orden at stille spørgsmålet – det er på høje tid at få blasfemi-paragraffen afskaffet. Ellers er både ytringsfrihed og religionsfrihed truet!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s