"Lade-som-om-teologien"

Troels Engberg-Pedersen har den 1. juni i Kristeligt Dagblad agiteret for en ”lade-som-om-teologi”: Eftersom vi ikke mere kan få det bedste, må vi nøjes med det næstbedste. Eftersom ingen moderne mennesker sådan for alvor kan tro på, at Jesus legemligt for til himmels (for hvor er den legemlige himmel i det uendelige univers, som vore kikkerter åbner for os?), så er vi nødt til at ”lade som om” vi tror. Men, siger han, det er også fuldt tilstrækkeligt.

Det har afstedkommet en del reaktioner. Dels her på bloggen fra Gudmund Rask Pedersens side, se her. Og dels i Kristeligt Dagblad for i dag den 15. juni fra Georg Græsholts side. Jeg blev inspireret af Græsholts artikel til at læse, hvad mon egentlig Troels Engberg-Pedersen skrev, for i første omgang sprang jeg den over. Og ærlig talt: det må da vist siges at være en ret tynd kop te.

Da jeg i sin tid så overskriften, troede jeg, det var en særlig udgave af den ”som-om-filosofi”, der i 1911 blev fremført af Hans Vaihinger, tysk filosof, 1852-1933. Men det var der slet ikke tale om. Ærgerligt nok! For den filosofi er der dog en vis mening i. Vaihinger mener ikke blot, at religiøse påstande og andre ‘overnaturlige’ påstande er menneskelige konstruktioner, men at hele det naturvidenskabelige vokabulatur er det. Det er noget, han har fra Immanuel Kant. Han mener, at videnskabsfolkene i deres arbejde handler, ”som om” elektroner og protoner og andre smådele er virkeligt eksisterende størrelser, selv om de kun er noget, mennesker har udtænkt. Engberg-Pedersen er mere beskeden. Han vover sandelig ikke at kalde naturvidenskaben en menneskelig konstruktion, nej, hvad der i hans univers er en fiktion eller en menneskelig konstruktion er ‘kun’ religionen, kristendommen, med dens påstande om skabelse og himmelfart m.m.

Han skriver: ”Naturvidenskab og religion står ikke i modsætning til hinanden. Det ser kun sådan ud. Hvor naturvidenskaben handler om, hvordan verden er, handler religionen om, hvordan menneskene oplever verden”. Og det er jo forkert. Religionen handler ikke om, hvordan mennesker oplever verden. Det er religionsvidenskaben, der gør det. Næ, religionen udsender påstande, trospåstande, om man vil, om, hvordan verden er. Og det er noget, alle religioner gør, både de teistiske og de ateistiske, både kristendommen og buddhismen. Det gør altså også den filosofiske retning, der hedder determinismen, den, der regner med, at alt i denne verden er naturlovsbestemt. Dette er en trospåstand, i lige så høj grad som påstanden om, at Jesus legemligt foer til himmels. Eller det er en ”som-om-påstand”, en menneskelig konstruktion, som kan være frugtbar for den videre forskning, men som ikke derfor ophører med at være noget, mennesker har ”fundet på”.

Jamen, hvad er så sandheden om dette liv? Hvordan finder vi ud af, hvilken ”som-om-påstand” der er den sande? Det finder du kun ud af ved at spørge ‘det levede liv’, ‘eksistensen’, som Bultmann sagde, ‘dagliglivets forudsætninger’, som jeg vil sige.

Én af dem, der har spurgt, er Kaj Munk. De mest dybsindige spørgsmål og de mest underfundige svar har han formuleret i et skuespil, der hedder ”Fra Tidehvervet”. Det blev skrevet i 1928, men blev siden gemt af vejen i en skrivebordsskuffe, vistnok fordi Hans Brix ikke mente, det var noget særligt. Men det er noget særligt. Det er ét af de mest rammende svar, der er givet på det, der var den tids spørgsmål, og det, som også er vor tids spørgsmål. Munks skuespil handler om den romerske filosof, Titus Lucretius Carus, ca. 95-55 f. Kr. Og man må nok sige, at på Lucretius passer det, Engberg-Pedersen siger om antikken, aldeles ikke. Han siger: ”I antikken, da Bibelen blev skrevet, hang religion og naturvidenskab uløseligt sammen”. Det, Lucretius gør, er faktisk at adskille de to størrelser; og han er dog en antik forfatter. Han skriver et stort digt: ”De Natura Rerum”, ”Om tingenes natur”, hvori han redegør for, hvordan Epikur ser på verden. Epikur er stor, siger han, fordi han udelukkende holder sig til det, sanserne kan fortælle os. Og sanserne fortæller os intet om guder og guders indgriben, de fortæller os i stedet om naturlove, som gælder overalt. Og i digtet beskriver han så udførligt, hvordan universet fungérer, hvordan mennesket har udviklet sig, hvordan torden og vulkanudbrud kommer i stand. Og gennem alt dette drager han den slutning, at når det nu forholder sig sådan, så har guderne intet at sige, og så nytter det intet at bede eller ofre til dem.

At Lucretius således opfatter verden som ‘gudefri’, er netop det, der gør ham interessant for nutiden. Det havde en del filosoffer fundet ud af, f. eks. Henri Bergson, men det var Kaj Munk altså også opmærksom på. Og når han gav sig i lag med ham, skyldtes det nok, at han i ham så den holdning udfoldet i fuldt flor, som han ville undersøge: den videnskabelige holdning. Kan videnskaben give os en holdbar sandhed om tilværelsen, en sandhed, som vi kan leve på?

Dog er der den forskel mellem Lucretius og den moderne videnskabsmand, at hvor den moderne forsker lægger naturlovsnødvendigheden ned over hele tilværelsen uden at se, at det giver problemer, dèr ser Lucretius tydeligt, at skal naturlovsnødvendigheden være almengyldig, må også mennesket være den underlagt. Og, spørger han, hvad så med menneskets frie vilje? Problemet ‘løser’ han ved at tale om, at naturlovene ikke gælder 100%. Der er af og til svage undtagelser, som ikke kan forudberegnes. Dermed mener han at få plads til det frie menneske indenfor sit system.

Den side af Lucretius’ tankegang tager Munk ikke op. Nå ja, han gør det måske indirekte. Han lader sin hovedperson, som han konsekvent kalder Titus (hvad han jo sådan set også hedder), få hovedtankegangen i sit værk refereret af sin svigerfar. Da han har hørt det og specielt hørt afslutningen på dette referat: ”Med dine Skuldre vil du løfte Verden/ fra Atlasgudens hen paa Menneskets”, siger han: ”Nu ser du rigtigt og tillige dybt”. Men hans svigerfar fortsætter: ”Men har du sikret dig et Sted at staa paa?/ og sikret Mennesket et saadant Sted?/ for man kan ikke staa paa det, man bærer”. Dermed sætter Kaj Munk fingeren på nutidsvidenskabsfolkenes ømme punkt: I modsætning til Lucretius drømmer de ikke om at spørge efter deres egne forudsætninger. Dog, denne mangel kommer først rigtig frem i slutscenen og kommer oven i købet kun frem på højst underfundig måde. Hvilket netop er det store ved Kaj Munks drama.

Munk vil netop med sit skuespil konfrontere de to ting: naturvidenskaben og menneskenes dagligdag eller menneskenes religion. Og man må altså undskylde mig: Munk ser meget dybere i tingene end både Engberg-Pedersen og Græsholt. Engberg-Pedersen ser ikke nogen modsætning mellem ”tro” og ”viden”; han siger: ”For det første må det gælde, at så længe spørgsmålet er, hvordan verden hænger sammen så at sige naturligt, ja, så er det alene naturvidenskaberne, der er berettigede til at udtale sig”. Og Græsholt vil operere med noget naturligt, som naturvidenskaben kan få lov at beskæftige sig med, og noget overnaturligt eller transcendent, som den på ingen måde kan beskæftige sig med. Begge synes at glemme inkarnationens hemmelighed: at hvad enten man taler om en ”som-om-påstand”, eller man taler om en overnaturlig eller transcendent påstand, det, der skaber problemet, er, at dette overnaturlige har forbundet sig med den naturlige verden, vi kender, så det nu forefindes midt i den verden, naturvidenskaben undersøger.

Menneskene lever i denne verden, og hvis man om bare ét menneske, f.eks. om Jesus Kristus, siger, at han var grebet af det overnaturlige, eller at overnaturlige kræfter virkede i ham, så kan vi ikke undgå, at det naturlige og det overnaturlige støder sammen. For om ethvert menneske gælder det, at alle tanker, alle følelser, alle sanseindtryk, alle erkendelser foregår ved hjælp af neuronaffyringer i hjernen. Vi kan ikke nævne nogen forestilling så ophøjet, at den undgår denne kendsgerning. Og hvad videnskaben undersøger, når den driver neurologi, er, hvilke love der gælder for disse neuronaffyringer. Men love er der tale om, det ligger i al videnskabs natur. Og er visse tanker eller forestillinger eller handlinger af overnaturlig art, er også de bundet af deres neurologiske naturnødvendighed. Og hvor meget overnaturligt er der så ved dem?

Med andre ord: skal den tanke tages alvorligt, at alt i den menneskelige hjerne kan gøres til genstand for naturvidenskaben, så bliver der ingen plads til noget overnaturligt. Og bevares, så kan vi godt prøve at leve, som om der alligevel var noget overnaturligt til. Men det bliver let til et forkrampet ”som om”, til noget, vi fastholder mod bedre vidende, i hvert fald hvis vi er nogenlunde tænksomme mennesker.

Hvordan løser Munk dette problem?

Han gør det for det første ved at lade Titus gennemleve et almindeligt menneskeliv. Han ikke blot forsker, han lever også, han er gift, elsker sin kone og sin dreng, taler med dem, omgås dem naturligt; han skriver, ja, men skriver ind i en sammenhæng, og denne sammenhæng bryder sig ikke om det, han skriver, så han må have sin ven Cicero og sin svigerfar til at hjælpe sig med at fuldende sit store værk.

Og i dette almindelige menneskeliv viser Munk os så, på hvilket punkt det er nødvendigt at tale om en guddommelig indgriben. Han fortæller om, hvordan Charita, Titus’ kone, på et tidspunkt blev frygtelig jaloux, uden at Titus dog opdagede det, og uden at hun lod sig mærke med det, om, hvordan hun prøvede at udforske ham, og om, hvordan han, uden at ville det og uden at ane noget om hendes jalousi, gav nogle ord fra sig, der fuldstændig og aldeles overbeviste Charita om, at der ikke var nogen som helst grund til jalousi. Efter den oplevelse siger hun: ”Der er overnaturligt til, overnaturlig kraft”. Oven i købet siger hun det som modvægt mod Titus, der kort forinden havde udtalt: ”Alt, hvad der er, er naturligt; alt, hvad der sker, sker naturligt”. Nej, lyder det så fra Charita, det, der skete imellem os, dette, at vi blev forsonede, dette, at der i mig skabtes en tro på min mand, det skete ved guddommelig indgriben.

Er det tænkeligt? Det vil jeg mene, det er, men jeg må nok indrømme, at det kræver lidt flere mellemregninger, end jeg kan få plads til her. Så jeg vil nøjes med at lade det stå som en påstand: Den guddommelige indgriben sker i mellemrummet mellem personerne, sker, hvor den ene taler et ord, og den anden stoler på det. Det er sandt, at en persons hele stemning er bestemt af hormoner, det er sandt, at ordene opfanges af en hjerne, der beherskes af neuroner i mange forskellige baner, det er sandt, at prosodien bearbejdes i én del af hjernen, betydningen i en anden, sammensmeltningen i en tredje, og også sandt, at alt dette bearbejdes lynhurtigt af utallige nerveceller. Alligevel vil jeg påstå, at netop her, i det samspil mellem to personer, hvor sanseindtryk farer fra den ene person til den anden i de få millisekunder, det tager at udtale et ord eller en sætning, netop her har ånden sin gerning, netop her sker der noget, som naturlove ikke kan forklare, netop her viser det sig, at der er overnaturligt til. Og det overnaturlige er altså, at den ene person stoler på den anden, i tilfældet i Munks skuespil i en meget afgørende situation, i andre tilfælde i mere dagligdags situationer, men troen, tilliden mellem mennesker, er altid noget mere end det, der kan kontrolleres og efterprøves og bevises.

Hvordan viser så Munk alt dette i sit skuespil? Ja, de fleste mener, at han viser det ved at lade Titus bliver overbevist af Charitas kærlighed i sidste akt, hvor han ligger for døden, og hvor Charita kommer til ham, og de forsones efter lang tids adskillelse. Titus slutter sit værk med følgende ord: ”Men naar den Trang til at knæle, der skjult i hvert Hjerte sig rører,/ kræver sin Ret, skal et Billed, som eneste levende Guddom,/ Mandens Tilbedelse værdig, staa mildt mellem Blomster paa Altret:/ Kvinden, der midt i sin Ungdom staar med sit Smaabarn paa Armen”. Og alle er enige om, at hermed er han blevet overbevist, nogen vil endda mene, at Munk så at sige forudgriber kristendommen: for er det ikke jomfru Maria med Jesusbarnet, der gøres til det eneste tilbedelsesværdige her?

Det vil jeg mene er forkert. Munk er ganske underfundig her. Hvad han lader Titus afslutte sit værk med, er ikke mere end en religionsfilosofisk iagttagelse. Og selv om måske Engberg-Pedersen mener det, så kommer man ikke i himlen ved at aflire religionsfilosofi, heller ikke af den mere sofistikerede art med ”som-om-forestillinger”, nej, her må en trosbekendelse til. Og Munk har da også ladet ham aflægge en sådan, omend han ikke selv helt er klar over det.

Det fremgår af hele tableauet i slutscenen. Den sætning, Titus har afleveret til sidst, dikterer han, mens han ligger med hovedet i Charitas skød. Det er en scene, der går igen, stykket igennem: herved kendetegner Munk de tætte kærlighedsbånd mellem de to ægtefæller. Og det er jo da et meget smukt psykologisk billede: Alle Titus’ tanker, de, der nu er nedskrevet i det mægtige værk, både de sidste linier om manden, der tilbeder kvinden med sit småbarn på armen, og de mange linier, der blev nedskrevet i de seks forudgående bøger, de har jo deres udspring i et hoved, der igen har sit udspring af kvindens moderskød. Men mere end det: de har deres udspring i den kærlighed, der knytter de to ægtefæller sammen; for må ikke manden, for at kunne være helt mand, knytte sig til en kvinde?

Men selv denne tanke, hvor psykologisk sand den end er – jvfr. Einsteins kone, der blev spurgt, om hun forstod sin mands teorier, svarede: ”Nej, men jeg forstår min mand” – er ikke det egentlige, det afgørende for Munk. Han har, kort forinden, ladet Charita give sit skød betegnelsen ‘Hovedpandested’. Og det vil sige, at alle Titus’ tanker, ja, alle de videnskabelige tanker, der tænkes kan af alle videnskabsfolk i verden, grunder sig på Golgata, på det kristne budskab, på budskabet om Ordet, der blev kød og led, døde og opstod på tredje dagen.

Det er for mig at se en kristen grundtanke af en helt anden styrke end de forsigtige og næsten selvudslettende forestillinger, der præger Engberg-Pedersen og Græsholt. Hvor de vil stå med hatten i hånden og anmode om, at der dog på én eller anden måde gives plads til kristendommen, dèr vil Munk (og jeg) hævde, at kristendommen er forudsætningen for alt det andet, og at de, der vil drive videnskab, hvad enten de nu er opmærksomme på det eller ej, bygger på den kristne tanke om, at Ordet virker i frihed, en tanke, der må fastholdes uanset den naturlovsnødvendighed, som videnskaben synes at ville lægge ned over verden. Det vil sige, også videnskaben har ordets og åndens virken som forudsætning.

Hvis ikke man tør fastholde det, så står naturlovsnødvendigheden der som en selvmodsigelse, videnskabsmanden vikler sig ind i, for så bliver løgnen lige så naturlovsbestemt som sandheden.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

2 svar til "Lade-som-om-teologien"

  1. Claes siger:

    Jeg tænkte som du om det var Vaihingers Als Ob filosofi, der spøgte igen med troen på de nyttige fikioner. Nej, det er mere hen i retning af almindeligt hykleri, at foregive noget, at spille en rolle man ikke selv tror på, men som man håber de andre vil tro på. At gøre troens grimasser efter, og med den fromme Pascal håbe på, at troen så kommer af sig selv til sidst.

  2. joen siger:

    Det er ligeså enkelt, som det er politisk ukorrekt; enten tror man eller også tror man ikke. Det overnaturlige / Helligånden er symptomatisk fraværende fra debatten. Når man har behov for at lade som om, så tror man ikke. Det bedste jeg så kan sige er, at hvis man ikke tror, men gerne vil tro, så er det værd at tro på, at Gud er igang med at åbne en for troen. Hvis man derimod ikke tror og ikke vil tro, jamen hvad er så problemet. Richard Dawkins har et glimrende interview med den katolske præst og videnskabsmand George Coyne, som på fremragende vis redegør for såvel sin rationelle videnskab som sin overnaturlige tro. Måske hjælper den traditionelle danske ringe agtelse for tradition og skrift heller ikke. Det hjælper ikke på, at holde troen levende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s