Grænsesnak

To artikler ligger til grund for dette indlæg. De polemiserer mod hinanden og jeg er egentlig tilbøjelig til at give dem begge ret. Men ved nærmere eftertanke vil jeg i stedet hævde, at de begge, skønt skrevet af ganske fornuftige mennesker, er lidt for overfladiske.

Den ene artikel er en kronik i Børsen den 15-6 skrevet af sognepræst Claus Thomas Nielsen, se her. Den anden artikel er et svar til Claus Thomas Nielsen i Berlingske Tidende; den er skrevet af Jacob Mchangama, se her. Begge to er liberalt tænkende mennesker; hvad kan de blive uenige om?

Uenigheden kommer af, at de begge argumenterer for overfladisk. Det hele er noget mere indviklet, end de hver for sig tænker sig det. Claus Thomas Nielsen argumenterer ud fra en forestilling om minimalstaten: staten skal tage sig af så lidt som muligt; undervisningsvæsen, hospitalsvæsen, det skulle egentlig høre det private initiativ til. Hvad staten skal gøre, er ikke at føre økonomisk politik – det er altid gået galt, når man har villet det – den skal kun udstikke rammerne for folks økonomiske aktivitet. Forureningsbekæmpelse? Jo, måske nok. Men grænsekontrol, det skal den tage sig af. For i en nogenlunde homogen befolkning opstår der en såkaldt social kapital, en umiddelbar tillid mellem mennesker, som er forudsætningen for økonomisk trivsel. Han skriver: ”Åbne grænser og den deraf følgende indstrømning af kulturfremmede befolkningsgrupper er ødelæggende for selve det fundament som er forudsætningen for det frie samfund”.

Den sætning griber Mchangama fat i. Alt det andet, hele gennemgangen af 1800-tallets økonomiske historie, som Claus Thomas Nielsen underholder os med, en gennemgang, der er meget naiv og overfladisk, fordi den fuldstændig ser bort fra den enorme sociale nød, som industrialiseringen fremkaldte, springes der over. Kun det slår Mchangama ned på: at sige at indstrømningen af kulturfremmede befolkningsgrupper er ødelæggende for det frie samfund, er forkert.

Og bevares, det er det måske nok. For den fremsættes som en påstand, der er almengyldig, og den gælder da ikke overalt. Det tager så Mchangama sig for at vise. Og jeg kan da give ham ret et langt stykke. F.eks. siger han, at det i mange tilfælde ikke så meget er kulturen, som det er institutionerne, der bestemmer, hvordan folk agerer. Se på de to Tysklande! De fik hver sit økonomiske system. Og uanset, at øst- og vesttyskerne grundlæggende havde den samme kultur, begyndte de at opføre sig helt forskelligt, grundet de forskellige økonomiske incitamenter. Det samme kan siges om Nord- og Sydkorea.

Eller se på Australien! Her ændrede man indvandringsloven i 1973 og fik derefter en stor befolkningsgruppe, der ikke var født og opvokset i Australien. Men har det sat landet tilbage i økonomisk henseende? Overhovedet ikke. Vi kan også tage Canada og USA, siger han. Begge steder har man modtaget en broget skare af indvandrere, og ingen af stederne synes det at være gået ud over økonomien. Ejheller over friheden. Så altså, konkluderer Mchangama: den tese, Claus Thomas Nielsen vil forsvare: at det er en forudsætning for frihed og økonomisk trivsel, at man forhindrer kulturblandinger, holder ikke.

Claus Thomas Nielsen førte os ud på et længere skoleridt om den økonomiske udvikling i 1800-tallet. Og han holder sig heller ikke for god til at henvise til ”al historisk erfaring” og til ”sociologisk forskning”. Lidt overfladisk, vil jeg mene. Men derfor behøver Mchangama ikke prøve at overgå ham i overfladiskhed. Når han går tilbage i historien, til Amsterdam i 1600-tallet, og hævder, at det ikke på nogen måde skadede Holland, at man havde åbne grænser for mange slags afvigere fra det øvrige Europa, så kan det vel være rigtig nok, men man kan altså ikke sammenligne de enkeltmennesker, der søgte tilflugt i Holland i 1600-tallet med de strømme af indvandrere, der har søgt til Europa i de sidste årtier. Og man må også spørge, hvor relevant for Europas forhold det er at redegøre for, hvordan USA har håndteret kulturforskelligheden. Er det den samme slags mennesker, der er indvandret her som dèr? Selv hvis vi ser på de strømme af mennesker, der kommer ind i USA fra Mexico, de såkaldte hispanics, så kan de måske, hvad antallet angår, hamle op med de menneskestrømme, der er kommet til Europa, men er ikke kulturen så meget anderledes, at det er meget svært at sammenligne? Til os er det i overvejende grad muslimer, der er indvandret, til USA er det katolikker. Og selvfølgelig er det politisk korrekt at sige, at det så sandelig ikke gør nogen forskel. Det gør det bare i praksis, en praksis, som vi efterhånden er ved at få øjnene op for.

Men jeg er bange for, at Mchangama ikke har blik for denne forskel. Han skriver: ”Når lande som Australien og Canada (og USA og New Zealand) kan kombinere relativt åbne grænser med økonomisk velstand og frihed skyldes det, at disse lande har indrettet deres institutioner og samfund mere generelt således, at man kan absorbere såkaldte ”kulturfremmede”, og at de ”kulturfremmede” har stærke incitamenter til at integrere kernekomponenter af de værdier, som er gældende i deres nye land. Det samtidig med at der er frihed til at dyrke egen kultur indenfor brede rammer”.

Og det lyder jo udmærket. Men læg mærke til ordene ‘absorbere’ og ‘incitamenter’ og ‘kernekomponenter af landets værdier’! Disse lande har indrettet deres institutioner sådan, at alle disse komponenter kommer i spil. Og mit spørgsmål til disse udmærkede betragtninger er: Har vi egentlig ikke også indrettet vore institutioner sådan? Og det næste spørgsmål er så naturligvis: Hvorfor virker det så ikke hos os? Jeg mener: har ikke vore indvandrere mulighed for at blive absorberet i vort samfund? Kan de ikke, hvis de vil, integrere kernekomponenter af de værdier, som gælder hos os? I hvert fald har de frihed til at dyrke deres kultur indenfor brede rammer. Hvorfor fungérer det så ikke?

Mit svar er, at det i høj grad skyldes, at det er muslimske indvandrere, vi har med at gøre hos os. Bare det med kernekomponenter af vore værdier! Vi har den værdi i vort samfund, at vi betragter brandmænd og politifolk som vore hjælpere. Den værdi skulle vore indvandrere have stærke incitamenter til at integrere. Det har de bare ikke. Disse offentlige personer bliver mødt med stenkast; ambulancer kan ikke køre frem til en tilskadekommen, før de har tilstrækkeligt med politimandskab til at beskytte sig. Jeg véd ikke, om de har sådanne problemer i storbyerne i USA og Canada, men de har det i næsten alle europæiske storbyer, hvor det er muslimer, der præger billedet.

Nu skrev Mchangama, at de ”kulturfremmede” har stærke incitamenter til at integrere kerneværdier af deres nye lands værdier. Kanhænde han dermed tænker på økonomiske incitamenter. Altså: indvandrerne må i disse lande simpelthen ud på arbejdsmarkedet, hvis de skal overleve. Vore indvandrere, derimod, har ikke tilsvarende økonomiske incitamenter. Nå ja, vi har prøvet – under stor ballade fra venstrefløjen – at give dem sådanne incitamenter i form af den såkaldte starthjælp. Men det har ikke ændret stort på billedet. Hvis de ”kulturfremmede” indvandrere i Canada og USA har et sådant incitament, så må spørgsmålet ikke blot, som vi plejer at gøre det, rettes til os som værtsland, det må også rettes til indvandrerne: Hvorfor har de ikke sådanne incitamenter? Hvorfor betragter de næsten deres nye land og dets institutioner som fjendtlige størrelser?

Jovist, det hænger i nogen grad sammen med, at de, måske i kraft af den måde, vi har mødt dem på, har haft for let ved at gå ind i en offerrolle. Men hvad er det ved deres kultur, der gør det nærliggende for dem at gå ind i den rolle? Jeg har svært ved at finde ud af det. Det kan selvfølgelig være fristende, når store dele af det danske samfund hele tiden er optaget af at diskutere, hvad danskerne har gjort forkert, siden integrationen har så svært ved at lykkes, da at gå ind i offerrollen; for det synes jo at være forudsætningen for diskussionen danskerne imellem, at der ikke er noget i vejen med indvandrerne. På en uheldig måde svarer det også til den opfattelse, de vist har med fra hjemlandet: at muslimer er noget mere end andre mennesker; derfor ser de det som en selvfølge, at det er os, der skal stå på pinde for dem, ikke dem, der skal ændre opførsel eller opfattelse.

Som man kan forstå, er der nok af uløste spørgsmål at stille til integrationen her i landet. Den anklage for overfladiskhed, jeg retter mod Jacob Mchangama, går ud på, at han ikke stiller disse spørgsmål; han går ud fra, at indvandring er indvandring; om der er mange eller få, ligegyldigt; om det er hispanics eller muslimer, spiller ingen rolle; om de kommer som følge af altfor lempelige familiesammenføringsregler, som fører til kædevandring, eller de kommer, fordi de vil arbejde sig op til en bedre fremtid, betyder intet. Men altså, alt dette gør nu en forskel; man kan ikke drøfte indvandring og økonomisk vækst uden at tage hensyn til det.

Og min anklage mod Claus Thomas Nielsen for overfladiskhed går på, at han betragter det, der gælder for Danmark i dag, som noget, der gælder for enhver ethvert land til enhver tid. Men han har så til gengæld ret i, at vi ikke fortsat kan have en så uhæmmet indvandring, som vi havde tidligere, i hvert fald ikke, når de mennesker, der kommer ind i vort land, ikke har større incitament til at tilegne sig vore kerneværdier.

Og Mchangama har også ret i noget, nemlig i det, han skriver til sidst: at institutionerne og den måde, de indretter tingene på, spiller en afgørende rolle, også for, hvordan og hvor hurtigt indvandrere integreres. Det vil sige – hvis jeg må tillade mig at sige det på en lidt anderledes måde – den økonomiske politik, som vi tilrettelægger, har betydning for, om indvandrerne bliver integreret på arbejdsmarkedet, og derfor for, om de bliver integreret i samfundet.

Jeg har nævnt det før, så lad mig nøjes med at antyde det: vi bør i den henseende lære af Sverige. Her har man ladet kronen flyde og har på den måde opnået en konkurrencefordel, eller rettere: man har ikke set sin konkurrenceevne svinde ind. Det har vi jo set, og det skyldes ikke, at vi er dumme, eller at vor arbejdsstyrke ikke er tilstrækkelig uddannet, det skyldes, at tyskerne har haft større løntilbageholdenhed, end vi har, og da vi har bundet kronen til euroen, mister vi arbejdspladser. Og måske vi også kunne lære noget af svenskerne, hvad angår boligpolitik. De har formået med deres politik i langt højere grad end vi at holde boligpriserne nede under højkonjunkturen. Det var vist noget med, at man skulle betale en vis afgift, hvis man i løbet af for kort tid tjente for meget på at eje en bolig. Men i hvert fald har de undgået den boligboble, som har plaget os, og hvis eftervéer vi stadig lider under. Men indrømmet, begge dele har vore politikere en utrolig berøringsangst overfor. Det burde dog ikke hindre os andre i at påpege det.

Hvad der er væsentligt her er blot dette, at man må holde skidt for sig og kanel for sig: mine to kombattanter må gerne diskutere økonomisk politik og må også gerne debattere indvandring og deraf følgende grænsepolitik. Men når de blander tingene så eftertrykkeligt sammen, som tilfældet er, skaber det mere forvirring end klarhed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Grænsesnak

  1. Claes siger:

    Hos os er det skik, at bebrejder man sig selv noget, så vil samtalepartneren sige: Nej, det er nu nok mig, der ikke har gjort det godt nok. Muslimerne synes mere tilbøjelige til at sige, at så må vi se at gøre det bedre. De går vild i vores samtale form og ser den ikke som en opfordring til selvransagelse. Vi skal sikkert mere kontant gøre det, klart, at vi ikke synes om de stenkastende unge, og synes ikke om deres religonskrævende holdning overfor os, og at de skal huske, at der gæster her. Det er dem, der er de fremmede, og at de skal rette ind efter forholdene i deres nye gæsthjem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s