At vinde sind og hjerter

”Minds and hearts”, det er det udtryk, amerikanerne bruger om Afghanistankrigen for at fastholde, hvad de fører krig for. Det burde også være det udtryk, vi bruger herhjemme for at fastholde overfor os selv og overfor vore muslimske landsmænd, hvad det er, vi ønsker af dem, eller – anderledes sagt – hvad vi mener med ordet ”integration”. Men vi bruger det som regel ikke, hverken fra den ene eller den anden side af integrationsdebatten.

Jeg har mange gange kunnet blive godt gal i skralden over den alt for store imødekommenhed, som visse danskere viser overfor vore muslimer. Det er, som om man mener, at de til evig tid skal betragtes som gæster, og gæster fornærmer man ikke, med gæster fører man ikke religiøse diskussioner, og man tillader sig da slet ikke, hvis man er nogenlunde velopdraget, at sige, at man anser deres religion for noget forfærdeligt vrøvl.

Sjovt nok er det ikke muslimer, der har været efter mig, hvis jeg har udtalt mig negativt om religionen islam, det er altid velmenende danskere, der anser det for en absolut nødvendighed, hvis muslimerne skal integreres i vort samfund, at vi tier stille med enhver kritik af deres religion; vi må for alt i verden lade, som om vi respekterer den og betragter den som noget værdifuldt, og derfor skal vi høfligt se bort fra alle de voldelige tendenser, der synes at følge med, hvor islam trænger frem. Hvordan så vi præster skal være hyrder for vores menighed og fortælle om farerne ved at konvertere til islam, det tager man ikke stilling til.

Men jeg må indrømme, jeg kan blive næsten lige så gal i skralden over dem, der på næsten enhver måde vil lægge muslimerne forhindringer i vejen for det, de selv betragter som en naturlig del af deres religion. For et par år siden var det Alex Ahrendtsen, som jeg på den måde vendte mig imod i to blogindlæg, se her og her. Han havde skrevet en bog: ”Når danskerne bøjer af”, og deri vender han sig imod alle danskernes forsøg på at være forstående overfor de muslimske krav. Nej, vi bør holde fast ved det, der er vort og (det sagde han vist ikke, men han mente det vistnok) på det nærmeste tvinge muslimerne til at være som os.

Nu er den så gal igen fra den side. Det er Rachel Adelberg-Johansen, der i et indlæg på Sappho klager over al den danske eftergivenhed, se her. Her klager hun over skolernes eftergivenhed overfor de muslimske spiseregler, over drenge, der ikke tager underbukserne af, når de er i bad (og får lov til at beholde dem på), over piger, der ikke må overnatte hos en kammerat, hvis hendes far er hjemme, og til sidst over forbud mod mænd én dag om ugen i en svømmehal i Sønderborg. Hun ser det og nogle andre, mere alvorlige forhold, hun også nævner, som udtryk for en stigende islamisering.

Er det nu også det? Hvis vi et øjeblik prøver at se sagen fra den anden side, så er det muligvis udtryk for, at muslimerne bliver mere muslimske. Der sker jo ofte det, at når mennesker stilles overfor en helt anden kultur, så vil de ofte klamre sig mere hårdnakket til deres egen kultur. Og det kan meget vel være det, der sker for muslimerne her i landet. Første generation tænkte måske ikke så meget over forskellen. Anden generation står med den kulturelle splittelse langt mere indgribende i deres selvforståelse. Og de af dem, der finder ud af, at de vil være muslimer, bliver det ret ofte med langt større entusiasme, end om de var forblevet i deres hjemlande.

Hvis nu det, vi skal gøre i den situation, er at forsøge at vinde sind og hjerter, så må vi efter min mening fortsætte med at være så eftergivende, som vi hidtil har været. Det er ganske rigtigt overraskende for os, at de absolut vil have en så gennemført adskillelse af kønnene, som de vil, at de er så blufærdige på deres pigers vegne, som de tilsyneladende er, og at de på ingen måde kan tåle, at mænd ser på kvinder, i hvert fald muslimske kvinder, i badedragt eller i andre ikke fuldt ud tildækkede situationer.

Men det er nu engang deres måde at omgås den vanskeligt styrbare kønsdrift på. Og hvad de spiser og hvad ikke spiser, er nu engang også noget, der betyder meget for dem. Og hvis ikke der går noget fra os, nå ja, så lad os prøve at finde en udvej. Men læg mærke til det: vi skal gøre det uden at give dem ret i deres mærkelige spiseregler; om vi skal grine ad dem, om vi skal gøre nar af dem, om vi skal drille dem med det, det må situationen afgøre. Der er jo ingen grund til ligefrem at provokere. Men der er heller ingen grund til at afholde os fra at sige, at vi er lige så gode mennesker som dem, skønt vi spiser svinekød.

Og hvad angår deres håndtéring af kønsdriften: Vi skal (og kan) ikke prale af, at vi på det område har fundet de vises sten. Men vi skal heller ikke holde os tilbage med vor kritik af deres praksis. Vi kan godt påpege det hykleri og den mangel på ligestilling mellem kønnene, der ligger i, at de giver drengene lov til næsten hvad det skal være, mens de mange gange næsten låser pigerne inde i lejlighederne; at de kræver intakt mødom af deres piger inden brylluppet, men ikke drømmer om at kræve seksuel afholdenhed af drengene.

Og kønsopdeling i svømmehallerne! Tja, man må jo på én eller anden måde kunne regne ud, hvad det koster pr dag at drive en svømmehal. Og vil de betale et sådant beløb, nå ja, så skulle vi vel nok kunne finde en vis glæde i, at vore budgetter aflastes på den måde. Og vil man ikke fra diverse kommuners side gå ind på en sådan ordning, så må man som minimum se på, hvor mange muslimske kvinder der deltager i de særlige kvindeseancer; nok skal vi være imødekommende, men holde svømmehallen lukket en hel dag, fordi ti muslimske kvinder skal kunne bruge den uforstyrret, det er måske lidt for meget af det gode.

Ramadanen? Ok, ja, stort besvær. Men også det prøver man rundt om at løse. På skolerne ved at snakke med forældrene og af dem få lov til at give børnene noget at spise, hvis man kan se, at de ikke kan gennemføre den faste, de formentlig gerne vil deltage i. Og på arbejdspladsen? Nå ja, dèr er der jo tale om voksne mennesker, men man véd fra undersøgelser i muslimske lande, at ulykkerne er flere og tempoet lavere under ramadanen, og det er klart, hvis man opdager noget tilsvarende her i landet, må dette, at man faster og derfor er mindre velegnet til sit arbejde, vel uvægerligt give sig udslag på pengepungen.

En forfærdelig tanke? Nej, på ingen måde. Det må være statens og det offentliges opgave at fordele sol og vind lige. Og er der en del af arbejdsstyrken, der på forhånd gør sig selv mindre arbejdsdygtig, så vil det jo gå ud over de andre. Det er ikke rimeligt, hvis ikke der finder en slags kompensation sted.

Det, jeg vil anklage Rachel Adelberg-Johansen for, er, at hun ikke skelner. Over en bank taler hun om islamisering og mener, at vi skal være imod alle tegn på islamisering. ”Det vækker til stadighed forundring, hvor nidkært nogle danskere er i deres forsvar for regler og sædvaner fra en lovreligion, som de ikke bekender sig til,” skriver hun. Mig undrer det ikke. Jeg ser det som udtryk for, at man gerne vil fordele sol og vind lige, at man vil sige til vore muslimer: ”I må gerne være her, også med jeres særheder”. Blot glemmer man som regel at kalde det ”særheder”. Og det skulle vi måske efterhånden så småt begynde på.

Derimod har hun ret i, at mange islamforskere svigter befolkningen med deres udeladelser og fortielser. ”Tag blot det seneste eksempel med islamforsker og professor ved Roskilde Universitet, Garbi Schmidt. En tidligere frikirkepræst, forfatter og islamkritiker er blevet overfaldet fire gange af  ”unge med indvandrerbaggrund”. I forbindelse med to af overfaldene blev der råbt det velkendte islamiske kampråb ”Allahu Akbar”. Alligevel understreger professor Schmidt, at ”det er svært at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv”. Hvem råber mon Allahu Akbar?”

Der er ting, vi ikke kan acceptere, hvor imødekommende vi end prøver at være. F. eks. ovenstående, f. eks. de såkaldte æresdrab, f. eks. ‘opdragelsesrejser’ til oprindelseslandet, f. eks. forsøgene på at danne særlige muslimske enklaver i samfundet, f. eks. visse imamers lemfældige omgang med deres vielsesmyndighed. Og sandt nok, her støder vi af og til på såkaldte eksperter i islam, som prøver at bortforklare det hele. Men mønstret er efterhånden altfor klart: Man prøver at indføre så mange muslimske regler som muligt i et begrænset område.

Hvis man er hærfører, skal man vælge sine slag med omhu. Hvis man står i en konfrontation med islam, skal man ikke fare i flint over alle bagatellerne, men gøre sig klart, hvad der er acceptabelt og hvad uacceptabelt for os. For vi skal ikke have mere konfrontation end højst nødvendigt. Vi skal ikke vinde sind og hjerter for kristendommen, kun for vor samfundsordning. Vi skulle gerne have vore muslimer til at overholde vore love nogenlunde af sig selv. Det kræver, at de forstår, hvorfor de skal overholdes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til At vinde sind og hjerter

  1. lizzie siger:

    Jeg har altid stor fornøjelse af at læse dine blogindlæg på grund af deres store fornuftsindhold.
    I forhold til ‘vore muslimer’ (lyder lidt nedladende, synes jeg) har du ret i at det gælder om at ‘vinde sind og hjerter’. Det er netop dette der skaber ‘en dansker’ modsat ‘en dansk statsborger’.
    Dog er jeg uenig i dit indlægs kritik af Rachel Adelbergs indlæg på Sappho. Jeg mener hun har ret når hun pointerer at det er i folkeskolen at slaget står om integrationene/assimilationen.
    Som frivillig lektiehjælper blev jeg fyret af en uprofessionel viceskoleinspektør, fordi jeg tillod mig at rådgive en elev om hendes begrænsede muligheder for ansættelse i ønskejobbet med sin religiøse tildækning.
    Skal vi voksne ikke gennem vejledning støtte vore unge, uanset religion, i at få gode voksenliv i det danske samfund?
    Jeg mener det er at gøre børnene en bjørnetjeneste når vi er så berøringsangste, at vi ikke forklarer de skrevne og uskrevne regler i samfundet.

  2. Pingback: Struktur & Trivsel…» Blog Archive » Hvad er god integration?

  3. Pingback: Hvad er god integration? « Ullas Vinkler…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s