Teenagebrude

Hvordan kan en teolog dog være så uvidende! Hvordan går det dog til, at et nogenlunde fornuftigt menneske, som oven i købet har fået en teologisk uddannelse, kan tage i den grad fejl!

Jeg tænker på en artikel af én af Berlingskes top-bloggere, Kathrine Lilleør, den 25-6. Berlingske Tidende har i nogen tid bragt nogle artikler om de såkaldte teenagebrude. Der er imamer her i Danmark, der tillader sig at ví en ung dansk pige på under 18 år til en muslimsk mand. Disse vielser foregår i al hemmelighed, men alligevel dukker der af og til historier om det op til overfladen. Både historier, der omhandler danske brude, og historier, der omhandler muslimske piger, der giftes under de 18 år.

Sådanne historier medfører som regel automatisk udstødelse af diverse forargelsesråb fra vore politikere. Nå ja, da vi første gang hørte om det, var der vist ingen, der rigtig troede på, at det fandt sted. Men nu, hvor bl.a. Berlingske har fremskaffet troværdige historier, er det ikke til at komme udenom. Blot aner vi jo ikke, hvor stort omfanget er.

Det har fået Kathrine Lilleør til at gribe pennen og begå en artikel på sin blog, se her. Og så er det, man undrer sig såre.

Hun erklærer frejdigt, at dette er et kulturelt træk, ikke noget, der har noget med islam at gøre. ”Imamens og drengenes familiers medvirken til teenagebryllupperne er bare endnu et af mange sammenstød mellem kulturer. Ikke mellem religioner, men mellem kulturer. For det er ikke islam overfor kristendom, men endnu et eksempel på det middelalderlige kvindesyn, der hersker i store dele af verden.”

Man forstår: det er ikke islams kvindesyn, der er noget galt med, det er det middelalderlige kvindesyn, der hersker i store dele af verden, og som tilfældigvis også hersker hos en del af vore indvandrere, der tilfældigvis kommer fra muslimske lande, men jo lige så godt kunne været kommet helt andre steder fra.

Hvor blind kan man være?

Javist, der er en del muslimer, også fra de ledende kredse indenfor de danske muslimer, der med afsky tager afstand fra denne praksis. De mener, der må være tale om selvbestaltede imamer. For en ordentlig imam ville aldrig gå med til noget sådant, siger de. Således støtter Mustafa Gezen, talsmand for Muslimernes Fællesråd, en undersøgelse af omfanget: »Det er helt uacceptabelt, at nogen kan foretage vielser af den karakter. Det kan vi kun tage afstand fra. Det er ulovligt, og vi hilser regeringens undersøgelse velkommen,« siger han, se her.

Han siger ikke noget om, hvilken regel indenfor sharia, han her tænker på. Men det er formodentlig den regel, der siger, at muslimer i et ikke-muslimsk land skal rette sig efter det lands love, de bor i. Og det er udmærket, at der fra mere officiel muslimsk side tages afstand fra et sådan brud på dansk lovgivning.

Ikke desto mindre lader det sig ikke nægte, at en praksis med barnebrude har god hjemmel indenfor islam, og at det derfor formentlig er med beklagelse, at mange muslimer retter sig efter dansk lov. Oven i købet kan man tænke sig, at de føler, at den danske lovgivning forhindrer dem i at leve fuldt ud som muslimer.

Hvordan det?

Fordi det, Muhammed gjorde, er gået hen og blevet lov indenfor islam. Og Muhammed gjorde unægtelig det, at han giftede sig med Aisha, da hun var seks år gammel og havde samleje med hende, da hun var ni. Nå ja, nogle vestlige muslimer, der gerne vil forhindre, at vi andre anser Muhammed for at have været pædofil, sætter disse tal noget i vejret, men der er alligevel rigeligt spillerum for at kunne gøre, som man altså har gjort i Danmark: foretage en vielse af 14-årige danske piger til muslimske mænd.

Jamen, det kan da ikke passe, vil man sige, sådan kan mennesker da ikke bære sig ad.

Desværre er sandheden den, at det kan mennesker. Når altså de mennesker, vi taler om, er muslimer. Det skyldes ikke, at muslimer er særlig onde mennesker. Det skyldes, at de har en lovreligion, og at den lov, shariaen, der strømmer ud fra deres religion, overtrumfer det, der er vores retningslinie, nemlig den gyldne regel.

Den gyldne regel er almenmenneskelig, ikke specielt kristen. Den siger, at hvad man ikke ønsker, at andre skal gøre mod én selv, det skal man heller ikke gøre mod dem (i kinesisk tradition), at man ikke skal gøre mod andre, hvad man selv hader (de gammeltestamentlige apokryfer, Tob 4,15) eller at det, man vil, at andre skal gøre mod én, det skal man gøre mod dem (Matt 7,12).

Denne almenmenneskelige, fornuftprægede regel, som enhver skulle kunne forstå, forudsætter, at man kan og vil sætte sig i den andens sted, og forudsætter, at man selv skal tænke sig om. Ved at se sagen fra den andens side og ved at tænke sig til, hvad man ville ønske, hvis man var i hans sted, kan man snildt finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre i enhver situation.

Denne omtanke og denne sætten-sig-i-den-andens-sted fritages man imidlertid for, når man har en åbenbaret lov, der i alle enkeltheder fortæller, hvad man skal gøre. En sådan lov har muslimerne. Vi forudsætter uden videre, at de da som fornuftige mennesker må kunne se sagen fra den andens side. Det kan de nok også. Men det er ikke hovedsagen for dem. Hovedsagen er at finde ud af, hvad der er haram, og hvad der er halal, hvad må du, og hvad må du ikke. Du har som muslim ikke nødig at sætte dig i den piges sted, der er tale om. Hvis shariaen, loven, siger, at det er halal at ægte hende, så kan du gøre det uden samvittighedsskrupler. Under de betingelser, shariaen opstiller, naturligvis. Hvordan hun har det, hvordan det, du gør, ser ud fra hendes side, hvordan hun vil kunne udvikle sig til moden kvinde, intet af det behøver du spekulere over, du skal blot være en from muslim, der retter dig efter, hvad der er lovmedholdeligt, intet mere.

Men den åbenbarede lov medfører mere end det. Den stiller også dig, der overholder den, højere end den, der ikke gør, dvs. muslimer er mere værd end ikke-muslimer. Desuden gør den forskel på mænd og kvinder; hver har deres opgaver og regelsæt, og den stiller manden over kvinden i de fleste forhold.

Alt dette medfører, at det – overraskende, set fra vort synspunkt – naturligvis er de fromme muslimer, der vil vies til en dansk pige på 14 år. De ikke så fromme går bare i seng med de danske piger, der vil og er tilstrækkelig forelskede, uden at spørge forældre eller imam. Men de fromme, der véd, at man ikke sådan må gå i seng med hvem som helst, før man er gift, vil have afløb for deres kønsdrift uden at vente, til de efter dansk lov kan blive gift, og derfor tyr de til den muslimske vielse. Og da manden jo ifølge sharia kan forlange skilsmisse så let som ingenting, forhindrer et sådant ægteskab ham ikke i senere at gifte sig ‘rigtigt’, altså med en ægte muslim. Hvad der sker med pigen, nå ja, det behøver man jo netop ikke spekulere på, det, man som from muslim skal spekulere på, er, om det, man gør, holder sig indenfor shariaens rammer.

At en teolog ikke kan finde ud af det, det er ærlig talt lidt mærkeligt. Og at en præst ikke på den måde kan skelne mellem lov og evangelium, det er endnu mere mærkeligt. Vi skal dog prædike over et utal af tekster, der netop gør op med denne lovholdning til tilværelsen.

Det kan hænge sammen med det falske udviklingssynspunkt, der præger Kathrine Lilleørs artikel. Hun lider af den fejlopfattelse, at hun tror, at den sociale udvikling automatisk går mod det bedre, mod det friere, mod alt det, hun står for. ”Derfor er det heller ikke imamerne og de muslimske familier, man bør fokusere så meget på. De har fremtiden bag sig. Kommer tid, kommer integration”, skriver hun. Altså, integrationen kommer af sig, ligegyldigt, hvad vi gør eller ikke gør. Og det sker lige så sikkert, som det skete, at middelalderen blev afløst af det, vi kalder nyere tid.

Den påstand kan imidlertid kontrolleres. Og den viser sig ikke at være sand. Den sociale udvikling indenfor islam er gået den modsatte vej gennem de sidste tredive år, mod mere islam, mere kønsadskillelse, mere shariaherredømme. Det vil sige: der er ingen automatik i udviklingen, den kan lige så godt gå i den ene retning som i den anden, muslimerne herhjemme bliver ikke nødvendigvis mere frigjorte, mere ‘danske’, mere ligestillings-mindede, som tiden går. Men de går måske i den retning, hvis de møder modspil fra os.

Men ak, et sådant modspil får de ikke fra Kathrine Lilleør. Hun frikender aldeles muslimerne for skyld i denne sag. Det er ikke dem, vi skal focusere på, det er skolen; den bør lære pigerne, at de ikke behøver finde sig i en vielse, der fører dem lige lukt tilbage til kødgryderne.

Så kan vi vist ikke komme længere ud i hampen.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.