Tysk nationalfølelse

Jeg har lyst til at smide en masse links i hovedet på mine uskyldige læsere denne gang. Det begyndte med den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen, der skrev en kronik i Jyllands-Posten, se her. Den bærer præg af at være skrevet af en alvorlig tysker, der har gjort op med den tyske fortid og forstået, hvilke lidelser tyskerne påførte os danskere under besættelsen. Og så alligevel! Men om dette ‘alligevel’ lidt senere.

Først vil jeg godt gennem en række links til min hjemmeside om de tyske flygtninge fortælle lidt om, hvad jeg har erfaret ved at arbejde med den avis, som blev udgivet i de tyske flygtningelejre efter krigen. Den hed ”Deutsche Nachrichten”, og den blev oprindelig udgivet på privat basis af nogle tyske kommunister og socialdemokrater, der var flygtet til Danmark fra Hitlers forfølgelse så langt tilbage som i 1933. Da så Danmark blev besat, gik de enten under jorden eller flygtede videre til Sverige. Men i slutningen af krigen kom mange af dem illegalt tilbage, og disse tyskere gav sig til at skrive en lille folder, som de uddelte blandt de flygtninge, der på det tidspunkt strømmede ind i landet fra de østlige provinser i Tyskland.

Det fortsatte de med efter kapitulationen, og da de engang i november 45 fik vanskeligheder med uddelingen, fordi nogle lejrchefer af nazistisk tilsnit nægtede avisen adgang til ‘deres’ lejr, klagede de til chefen for Flygtningeadministrationen, Johannes Kjærbøl. Han fik fat på avisen og fik så den lyse idé at gøre denne avis til officiel avis for de 200.000 tyske flygtninge i Danmark. Der blev puttet en statsrepræsentant ind i redaktionen og så gik man i gang.

Det kom der utrolig mange spændende ting ud af. Det første, jeg vil henlede opmærksomheden på, er en klumme, skrevet af én af redaktørerne, Hans J. Reinowski. Han er en fornøjelig fætter, og han fortæller i denne klumme om en tysk ingeniør, som før krigen kom herop for at sælge noget til os danskere. Han aftegner ham som det, vi efter krigen ville kalde ‘en typisk tysker’: brovtende, stortalende, med kommandorøst, fuldstændig overbevist om den tyske kulturs overlegenhed og tilsvarende om den danskes underlegenhed, se her.

Dog, inden vi danskere siger: ”ja, netop sådan er de, de tyskere!”, skal vi lige gøre os klart, at også han, der skriver, er tysker.

Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, er en artikel under rubrikken ”Ordet er frit”, som er skrevet af Walter F. Kloeck, se her. Han prøver at forklare den tyske soldat, der vender tilbage, hvorfor han ikke modtages med stolthed og taknemlighed. ”De ruiner, du går rundt i, dem har din soldaterære skabt”, siger han og fortsætter med at fortælle om alt det onde, denne soldaterære har givet nutidens slagne tyskere.

Denne artikel blev besvaret af en læge, se her. Han ændrer den forrige artikels konklusion: ”Det eneste, som nationalfølelse i dag kan ytre sig ved, er skam” til: ”Det eneste, hvori nationalfølelse i dag kan ytre sig, er stille flid”. Og i denne meningsudveksling får vi lov til at ane, hvor svært det må have været for tyskerne at gøre op med deres fortid. Men de tog dog debatten, de gik ind i den, de lod mening brydes med mening for på den måde at prøve at finde deres ben igen.

Vi skal så tilbage til Reinowski. Han har en klumme, hvori han fortæller om en togrejse, han havde, se her. Han kom til at sidde i kupé sammen med en meget tiltalende ung dame, og det begyndte med, at han prøvede at indsmigre sig lidt hos den smukke. Men det blev for varmt i kupéen, hun tog sin jakke af, og han så nu, at hun havde et grimt ar på underarmen. Det kunne han ikke holde sine øjne fra, og det så hun og drejede underarmen, så han bedre kunne se, hvad det var: det var et nummer, ti centimeter langt og tre centimeter højt.

Og så buser det ud af ham, på tysk oven i købet: ”Hvad er dog det?” Og hun svarer beredvilligt, at hun er hollænder, blev anbragt i koncentrationslejr, og dèr fik sit nummer tatoveret ind på underarmen. Og så bliver han umådelig flov ved at være tysker. Men, siger så hun, det behøver han ikke, for i koncentrationslejrene havde hun truffet virkelig mange tyskere, som måtte lide på grund af deres had til Hitler og nationalsocialismen.

Og så er vi ved endnu en ting, vi kan lære af denne hurtige gennemgang af den tyske nationalfølelse og dens vilkår efter krigen: det var tyskerne, der var de første ofre for Hitlers tyranni.

Som afslutning på denne citatrække fra Deutsche Nachrichten vil jeg henvise til en klumme, hvor Reinowski, eller Jochen Spatz, som han kalder sig, prøver at gøre op, hvad han som tysker glæder sig over, og hvad han skammer sig over, se her. Den vil jeg ikke referere, den kan man selv klikke sig frem til. Men den er absolut værd at læse, hvis man vil vide noget om, hvordan en tysker tænker og føler om sit land. I det hele taget er der meget at hente af den slags overvejelser i Deutsche Nachrichten. Og man må gerne bruge min hjemmeside til sine studier, det koster ikke noget, se her.

Men så til Christoph Jessens kronik! Jo, det er da sandt nok, at han som tysker i Danmark har skulle lære noget om, hvordan vi havde det under besættelsen. Og det er da glædeligt at høre om, hvordan han nu føler lettelse over, at han kan diskutere med danskerne. Men. Men. Men. Man sidder tilbage med en følelse af, at han er overfølsom på det punkt, der hedder nationalfølelse. Det er, som om han ikke blot ser det som en praktisk foranstaltning, dette med at ophæve al grænsekontrol. Man fornemmer, at det for ham også drejer sig lidt om (eller måske temmelig meget om), at vi, da vi åbnede grænserne, anerkendte tyskerne helt og fuldt, og at vi, når vi nu lukker lidt til igen, tager noget af den anerkendelse fra dem. Det var noget, de tyske flygtninge, der skrev i Deutsche Nachrichten, var meget optaget af: de skulle hjem til Tyskland for at arbejde r. ud af bukserne, om de dog ikke kunne vinde noget af den anerkendelse tilbage, som de vidste, de havde tabt. (Find selv et link at anbringe her!)

Ligger den fornemmelse for manglende anerkendelse fra andre folkeslag stadig hos tyskerne? Man kan godt fornemme det i Jessens kronik. Se f. eks. hvad han skriver her: ”Da jeg for nylig sagde under en diskussion, at vi skal være forsigtige, fordi enhver diskussion om grænsen er rettet imod os tyskere, lød svaret »Nej, ikke imod Tyskland, men imod østeuropæerne«. Det var positivt ment”. Det var ham, der følte, at når vi danskere diskuterer grænsen, er det rettet imod tyskerne. Og det var for ham en positiv ting at få at vide, at sådan forholdt det sig ikke. Men han skulle altså have det at vide. Vi har nok ikke fortalt det tydeligt nok til ham og de andre tyskere, at nu anerkender vi dem som et folk helt på linie med andre folk. De har deres uhyre vanskelige historie at slås med, men vi må dels, kristeligt, sige, at de kim til det onde, som nazismen fik til at gro frem, sidder i alle folkeslag, vi må dels sige, at den nuværende generation ikke kan tage ansvar for, hvad den forrige bedrev, og endelig må vi glæde os over nationalfølelsen, når vi engang imellem ser den hos tyskerne: ved genforeningen græd vi da vores glædestårer sammen med tyskerne; hvorfor? Fordi, naturligvis, et folk, der var delt, nu blev samlet, fordi, selvfølgelig, det mindede os om 1920, hvor vi oplevede det samme, da Nordslesvig blev dansk. Og ved verdensmesterskabet i fodbold havde vi en fornemmelse af, at nu vovede tyskerne igen at være stolte af noget, de havde bedrevet. Hvor vi undte dem det!

Men vi er vist endnu ikke kommet til at stå i det samme forhold til tyskerne som til svenskerne. Også de har jo engang besat vort land. Også de spillede de store herrer overfor os i forgangne tider. Men nu kan vi drille dem og – oh forunderlighed – de driller igen. Som da vi var ved at komme op at skændes med dem om, hvorvidt Hesselø midt ude i Kattegat skulle regnes med til det danske territorium (hvis man nu engang skulle finde olie i Kattegat), da sagde den svenske forsvarsminister, at den sag kunne de let ordne: de skulle blot bombardere øen med surströming, så ville den være komplet ubeboelig for danskere mange år frem i tiden, mens svenskerne ville elske den.

Kan vi komme så langt med tyskerne? Ja, mon ikke vi alligevel nærmer os det punkt? For de er jo ikke uden humor. Og mon ikke vi kan gøre dem klart, at vi anerkender dem som gode naboer, endda, hvis det kommer langt, som drilleobjekter, men at vi trods det godt vil have en grænse til dem. Måske kniber det stadig hos tyskerne med en forståelse af, at vi gerne vil have en grænse. Jessens kronik kunne tyde på det, for den slutter med en lovprisning af alt det grænseløse.

Men når han til slut spørger: ”Hvem vil bygge og finansiere en stor tunnel under Femern Bælt for så at sætte tidsgevinsten på spil ved igen at genindføre en grænsekontrol?”, så kan man svare, at sådan gjorde vi jo faktisk, da vi byggede broen til Malmø. Vi lavede et betalingsanlæg på svenskesiden, som bremser trafikken. Dette anlæg har de svenske toldmyndigheder benyttet sig af, så de næsten døgnet rundt har anbragt toldere dèr. Det samme kan vi jo gøre ved Femern-bælt-broen. Og så må vi jo se, om ikke vi kan få tyskernes mentale barrierer nedbrudt.

Jessen skriver således: ”Enhver indskrænkning af den frie og hurtige vare- og persontrafik vil komme til at koste os dyrt ikke blot i penge, men også mentalt.” Ordene ”men også mentalt” føjer han til, fordi han desværre stadig fejlagtigt tror, at vi ikke anerkender tyskerne som folk med en nationalfølelse på linie med alle andre folk, inklusive os selv, og ser den påtænkte grænsekontrol som et udslag af denne manglende anerkendelse.

Jeg véd ikke, hvordan vi skal komme denne tyske følelse tillivs. Men mon den ikke med tiden vil svinde ind af sig selv. Det må man i hvert fald håbe.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Tysk nationalfølelse

  1. Micheal siger:

    Meget flot indlæg. Tak for offentliggørelsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s