Om at forstå islam

Kasper Støvring har i Berlingske haft en længere debat med Katrine Winkel Holm om, hvordan man som konservativ skal se på islam, se her. Og han går ud fra den noget overraskende tese, at vi skal lade muslimer i de muslimske lande være så muslimske, de være vil, hvorimod vi skal kræve af dem, at de skal overholde vore spilleregler, når de vil bo i vore lande. Se især hans indlæg: “Konservativt syn på islam” her.

Efter min mening blander han tingene godt og grundigt sammen og modsiger sig selv næsten helt åbenlyst. Vi skal ikke blande os i deres måde at leve på, ligesom vi jo ikke ønsker, at de blander sig i vores levevis, siger han. Jamen, undskyld! Har vi noget imod, at de blander sig i vores måde at indrette samfund på? Selv synes Støvring da, at det er helt i orden, ja, han ser oven i købet noget positivt ved det.

Han spørger f. eks.: “er det bedre at være karrierefikseret og sende børn i institutioner? Var det ikke lige så godt, dengang kvindens værdighed bestod i at være familiens sammenhængskraft? Det forekommer mig, at vi i Vesten nogle gange for hastigt dømmer muslimske kvinder undertrykte og fanget i et inhumant og uværdigt liv. For skal man ikke stole på muslimske kvinder, når de siger det modsatte?” Men hvad er det egentlig, han gør her? Gør han ikke netop det, at han lader sig påvirke af en anden kultur, en anden bedømmelse af, hvad der er et værdigt kvindeliv, en anden opfattelse af, hvad det kommer an på? Og beviser han ikke således, at vi i vesten aldeles ikke har noget imod at lære af andre kulturer?

De andre har så sandelig heller ikke noget imod at lære af os. Når det er blevet forår i den arabiske verden, skyldes det i høj grad, at de unge dèr ikke har villet nøjes med at overtage den kultur, de har arvet fra deres fædre, men via de moderne medier har erfaret, at samfund kan indrettes anderledes end deres er indrettet. Og ærlig talt, hvorfor skulle vi dog ikke lære af hinanden? Det er jo grundlæggende det samme menneskeliv, vi har for os.

Men der er også grundlæggende forskelle på den måde, vi opfatter mennesket på. Islam og kristendom siger ikke det samme om, hvem mennesket er, ja, de siger nærmest det modsatte. Og vil man prøve at forstå islam, måske endda prøve at forstå den indefra — og det er det positive ved Støvrings indlæg, at han prøver at forstå islam uden umiddelbart efter at forkaste det — så må man holde tungen lige i munden og fastholde den anderledes tilgang, man har indenfor islam.

Lad mig her opstille forskellen på en lidt anden måde end sædvanlig: Islam tænker i samfundsbaner; det er samfundet, der skal indrettes korrekt; det er samfundet, der er genstand for islams love; og det er ud fra samfundsopfattelsen, at man danner sig forestillinger om, hvem enkeltmennesket er. Hvorimod kristendommen går ud fra enkeltmennesket, interesserer sig for, hvem enkeltmennesket er, og ud fra en forståelse af enkeltmennesket lader det samfund gro frem, der tillader denne menneskeforståelse at leve.

Denne forståelse af forskellen har i hvert fald den historiske kendsgerning for sig, at mens kristendommen begyndte som små menigheder og først langsomt voksede sig stor og indflydelsesrig, begyndte islam som en statsdannelse, som voksede sig stor og indflydelsesrig i kraft af de erobringer, denne stat foretog.

Når man således spørger, hvordan mennesket påvirkes til at gøre det rette, svarer islam, at mennesket gør, hvad det skal, fordi det er bange for den straf, islam pålægger en overtræder. Angst for straf er, hvad der bestemmer menneskets handlinger. Men kristendommen svarer, at det, der får mennesker til at gøre det rette, er, at det forstår, hvorfor det og det skal gøres, og hvorfor det og det andet ikke skal gøres. Frivillig anerkendelse af loven er, hvad der bestemmer menneskets handlinger. I det ene tilfælde er loven der på forhånd; hvad der skal straffes for, og hvilke straffe der skal tildeles, ligger fast på forhånd; loven er guddommelig, og en guddommelig lov diskuterer man ikke med. I det andet tilfælde diskuterer man sig frem til, hvad der skal være gældende lov, og netop denne diskussion fremkalder den forståelse, der gør, at mennesker adlyder loven.

Disse to forskellige syn på, hvem mennesket er, lader sig ikke forene. Men derfor kan det ene samfund godt inspirere det andet. Blot skal man være opmærksom på en vis asymmetri mellem de to religioner. Kristne samfund eller vestlige samfund har ikke noget fast regelsæt og er derfor åbne for påvirkning udefra. Muslimske samfund, derimod, har jo i shariaen en fast rettesnor for snart sagt alle samfundsproblemer og har derfor ikke brug for nogen påvirkning udefra. Blot kan de jo ikke undgå den, hvilket det arabiske forår er et udmærket eksempel på.

Nået så langt er der endnu en ting, jeg vil angribe Støvring for. Han plæderer for, at vi skal prøve at forstå muslimerne, oven i købet næsten for, at vi skal forstå dem indefra. Så kan vi måske få bedre begrundelse for at lade de muslimske samfund i fred. Jeg er enig. Vi skal virkelig prøve at forstå muslimerne, og jo helst forstå dem indefra. Men netop, når vi gør det, falder hans anden tese sammen, den, der siger, at vi skal kræve af de herboende muslimer, at de skal indrette sig på vort samfunds betingelser.

For når det går op for os, at muslimen begynder med samfundet og derfra bevæger sig hen mod individet, så forstår vi måske også den indre dynamik i deres ghetto-dannelser. Oven i købet forstår vi vel også, at denne dynamik må stille sig i opposition til vores samfundsforståelse.

Muslimen véd fra shariaen, at det er forbudt at drikke alkohol. Og vi vestlige mennesker vil selvfølgelig uvilkårlig opfatte det som en individuel formaning til hver enkelt muslim. Ligesom vi i vort ny testamente har formaninger om at være ædruelige, sådan har de i deres koran formaninger om at afholde sig fra at drikke alkohol. Men den opfattelse overser, at muslimen tænker i samfundsbaner. Det er samfundet, der skal indrettes, så alkoholnydelse bliver ikke blot forbudt, men direkte umulig. Har muslimer magten i et land, kan de naturligvis sætte visse grænser for fremstilling og salg af alkohol. Har de det ikke, vil de i deres ghettoer — som altså set med deres øjne er noget positivt — kunne opbygge et socialt pres, der gør alkoholnydelse til noget suspekt.

På samme måde med de regler, der regulerer forholdet mellem kønnene. Vi vil opfatte dem som individuelle formaninger, som det er op til den enkelte at tage vare på. Vi vil mene, at enhver må se at komme til rette med sin kønsdrift, at holde den i ave, hvor det er påkrævet, at lade den få friere tøjler, når det kan lade sig gøre. Men muslimen ser anderledes på sagen. Han konstaterer barsk og kynisk, at der er en kønsdrift af den og den styrke (og her får den ikke for lidt). Og denne uheldige drift griber han fat i med sin samfundstænkning: hvordan kan vi få skabt et samfund, hvor kønsdriften er under kontrol? Og det søger han så at skabe på samfundsplan med sine regler om kvindetørklæder, om streng kønsadskillelse, om kontrol med pigerne, men ikke med drengene, osv. Han tænker ikke, som vi gør, han tænker helt anderledes. Men også her kan dette at leve i en ghetto være befordrende for disse tanker.

Og læg mærke til det: Der er en vis logik i disse forestillinger. De er ikke blot løse, tilfældige påbud fra oven. Hvad det drejer sig om, er at tænke samfundsmæssigt i stedet for individuelt. Gør man det, falder mange ting på plads.

Herigennem kan man også få en forklaring på det, der forekommer os besynderligt: at herboende muslimer ser ned på vort samfund. Vor løsslupne kønsdrift, vort umådeholdne alkoholforbrug bliver for muslimen et bevis på, at de vestlige samfund er samfund i forfald; i de mange skilsmisser, i de mange alkoholvrag, ser han tydeligt, at hans samfund er betydelig bedre: her er der styr på tingene, her er overtrædelse af reglerne ikke mulig. Og det drejer sig derfor om at skaffe mulighed for, at shariaen kan blive indført overalt, hvor muslimer lever, om ikke i hele landet (endnu), så i det mindste i ghettoen.

Desværre har vor forståelse af tankegangen hos vor muslimske nabo endnu ikke ført til, at vi i særlig stor udstrækning har søgt at belære ham om ulemperne ved hans tankegang eller fordelene ved vor egen. Vi nøjes som regel med at hævde, at her hos os er det vore regler, der gælder, uden at tænke over, at dette naturligvis kommer til at gælde med modsat fortegn den dag, muslimerne kommer i flertal. Men netop hvis ovenstående iagttagelser har noget på sig, eller altså: hvis der faktisk er en vis logik i den muslimske tankegang, så er det jo logik, der står mod logik, så er det det ene tankesystem mod det andet, eller — om man vil — den ene religion imod den anden. Og hvad er så egentlig fordelen ved vort tankesystem, bortset fra, at det er flertallets?

Det er — på kønsdriftens område — at det gør kærlighed mulig. Den frie omgang mellem unge mennesker, noget, som vi jo hylder, giver mulighed for virkelige, dybtgående, omkalfatrende forelskelser. Der forekommer givetvis mange overfladiske forelskelser, der forekommer også ‘one-night-stands’, der forekommer uønskede graviditeter, der forekommer mange forførere, der blot skal have et væld af ‘pigeskalpe’ i bæltet, men der forekommer også mange ægteskaber, baseret på gensidig tillid, ja, på kærlighed. Man kan naturligvis i dagligdagens vanekaskade tvivle på kærligheden, alt det, der skal gøres, alt det, der skal løbes til, for at enderne kan nå sammen, har det med at overdøve kærligheden, men alligevel, den er der, der lå en form for forelskelse til grund, og en forelskelse er en tillid ud i det blå til netop dette andet menneske, og en sådan tillid kan man bygge ægteskab på.

Ja, vi synes vel uden videre, at hvor skrøbelig en sådan tillid end forekommer, den er i hvert fald bedre end den muslimske sharia, hvor kvinden af shariaen eller det sociale pres er tvunget til at forblive som ægtefælle, mens manden, hvis det lyster ham, kan komme ud af ægteskabet så let som ingenting.

Men altså: Lad os blot prøve at forstå muslimerne bedre, men lad os ikke bilde os ind, at vi så efterfølgende, hvis vi virkelig har forstået dem, meningsfuldt kan sige: Rejs hjem, hvis I ikke vil leve efter vore regler. Siger vi det alligevel, tyder meget på, at vi ikke havde forstået muslimerne i første omgang.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Om at forstå islam

  1. Claes siger:

    Er der virkelig så skarpt et skel imellem muslimsk og kristen opfattelse af samfund og individ? Jeg tænker på, hvor grumt man har forulgt anderledes troende i den europæiske kristenhed. Vi fik først religionsfrihed i Danmark med den første grundlov selv om enkelte troende af anden observans var tollererede i Danmark før den tid.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Det, jeg prøver at lægge vægt på, er, at det for muslimerne giver god mening at danne ghettoer og at etablere et socialt pres i disse for at få shariaen overholdt. Og den mening stammer netop fra, at muslimer tænker ud fra samfundet, hvor vi tænker ud fra individet. Og det, der for mig at se er problematisk, er, at en sådan opfattelse er fuldstændig umulig at forene med vor individbaserede opfattelse. Så kan det jo for øvrigt være rigtig nok, at kristne i tidligere tider har forfulgt anderledes troende. Men det betyder blot ikke så meget nu. Og det mindsker ikke uforeneligheden mellem de to tankegange.

  3. Karen E. Hansen siger:

    Men hvis du har ret i din helhedsbetragtning, hvad jeg efterhånden tror du har, så indebærer det jo et virkeligt alvorligt problem for Europa.
    Ghetto-samfundet må ifølge sin logik have til hensigt at arbejde sig ind på “stor-samfundet” for at overtage det. Det muslimske samfunds “tolerance” over for ikke-muslimer og “ulydige” muslimer må være noget ganske andet, end det vi forstår som tolerance, og som er årsag til at ghettoen gives plads i vore samfund. F.eks. vil kristen-forfølgelserne brede sig til Europa.
    Tro du på den meget omtale af en “reform” indefra i islam, der ville kunne skille den religiøse del fra islam som en “guddommelig plan for samfundet”?
    Eller hvad kan vi gøre?

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Ak, du har opdaget det! Jeg kom også selv til at opdage det, da jeg havde lagt mit indlæg ud på nettet: jeg kom til at opdage, at jeg jo ikke kommer med nogen løsning. Hvad gør vi? Jeg har ikke leveret noget svar.
    Og jeg har foreløbig ikke rigtig fundet noget svar.
    Lad mig dele mine forsøg på svar op i to dele: 1) Hvad gør vi overfor de store, store dele af den danske befolkning, som stadig tror, at muslimerne tænker lige som vi, og som oven i købet betragter det som indbegrebet af intolerance, hvis man – som jeg – vil hævde, at deres tankesystem er helt anderledes end vores? 2) Hvad gør vi overfor muslimerne selv?
    I begge tilfælde vil det hjælpe betydeligt, hvis vi gennemtænker vores teologiske position noget bedre, altså: hvordan stiller vi os som kristne overfor den meget anderledes religion: islam?
    Og måske det også ville hjælpe, hvis vi kunne vise, at Muhammeds egen voldsanvendelse er en del af det fromme projekt: at skabe mulighed for et muslimsk samfund af fromme mennesker, der pænt retter sig efter sharia. Jeg mener: i stedet for at forarges ville man så kunne se sammenhæng, og man ville derfor velsagtens bedre, både som muslim og som kristen her i landet, også kunne se sammenhængen i det, vi gør.
    Nå, det kræver en større udredning, og det vil vist vare et stykke tid, før jeg kan levere en sådan. Men nogle små pip vil det nok blive til fremover.

  5. Pingback: Bekend dog jeres tro! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s