En kristen stillingtagen til Breivik

Vi har i det manifest, som Anders Breivik udsendte før sin ugerning på Utøya, en unik lejlighed til at få et indblik i, hvad der bevæger en terrorist til de ugerninger, han begår. Og ligesom i svaret til Karen M. Larsen i mit sidste indlæg vil jeg her anbefale, at man i hvert fald i første omgang afholder sig fra diverse spekulationer om, hvilken side af debatten der måtte bære skyld for, at han blev den, han blev, og i stedet holder sig til Breiviks ord.

Breivik har i kapitel 3.153 lavet et interview med sig selv angående netop det spørgsmål, der her optager os: Hvordan er han blevet den, han er? Og det er jo ikke, fordi vi behøver at nære tiltro til det, han skriver; det skal behandles med en vis varsomhed. Men han er alligevel mærkelig åben i sine overvejelser, så han kan mange steder virke ganske troværdig. Og når dertil kommer, at han ofte ‘afslører sig selv’, det vil sige, kommer med bemærkninger, som han ikke selv opfatter som afslørende, men som alligevel er det, så mener jeg, det er muligt at opstille et billede af en forholdsvis normal ung mand, der blot ikke forbliver normal.

Lad os begynde med de oplevelser af muslimsk vold, han selv beskriver i sit manifest! Jeg har gengivet de fleste af dem i dansk oversættelse i mit forrige indlæg, som svar til Karen M. Larsen. Egentlig er det forfærdende læsning. Foregår det virkelig sådan i Oslos natteliv? Er virkelig Oslo delt op i territorier, så hver bande har sit territorium? Javist, jeg husker fra min helt unge drengetid – jeg var vel en 9-10 år gammel – at noget lignende kunne findes blandt os drenge, en lignende lyst til at afklare uoverensstemmelse med næverne, en lignende fornemmelse af, at det var i kraft af den rent muskulære magt, at man ‘var noget’. Og jeg husker, at også vi havde visse æresbegreber og kunne være stolte, når vi ‘vandt’ over andre. Men vi voksede fra det.

Breivik synes derimod ikke at være vokset fra det. Hans ungdomsliv har været præget af en sådan bandekamp i Oslo. Han har ikke kunnet gå i byen uden at have en tåregaspatron med. Han har hele tiden skullet gardere sig, sørge for at have kontakt med gode venner, for politiet kom jo ikke, når man havde brug for dem. Men han fortæller også – det er nu lidt før mit citat – hvordan han følte sig godt tilpas ved det, hans hiphop bande kunne finde på, hvordan det understøttede hans ære, når han udførte noget ulovligt, hvordan det gav pigeanerkendelse at kunne ‘vinde’ over de andre bander.

Den sidste begivenhed, han omtaler, tog jeg ikke med sidst. Så den kommer her: ”- 21 år (tidspunkt: 01.30). Forsøg på overfald og røveri. Vi var fire, de var fire. Jeg og mine bedste venner, Peter, Marius og Martin var ude for at gå på klub og drikke. Det var faktisk den første gang, jeg røg (normale cigaretter), og jeg besvimede i nogle sekunder udenfor en butik ikke så langt fra klubben. Det er den første og eneste gang, jeg har besvimet i mit liv. Tilsyneladende så fire albanere det og tænkte, at jeg ville være et nemt offer. Alle fire kom imod mig og forsøgte at røve mig. På det tidspunkt ankom mine venner, og de begyndte at true dem og trak en kniv. Selvfølgelig havde vi ikke lyst til at slås med disse vilde, så vi lovede dem at hæve nogle kontakter i en hæveautomat i en Burger King tæt derpå. Vi ringede til politiet, så snart vi kom derind. Men det var lørdag aften, så vi fik intet svar. Vi bestilte noget mad og blev på Burger King i lidt over en time, og på det tidspunkt var de muslimske vilde skredet (sikkert for at røve andre ofre)”.

På det tidspunkt er altså Breivik 21 år gammel. Han har for længst forladt bandeuvæsenet og er kommet med i Fremskrittspartiets ungdomsafdeling. Men den erfaring, han har gjort tidligere, om, hvordan man går i byen i Oslo, sidder stadig i ham. Så han og vennerne beslutter at blive på denne Burger King, ikke fordi det var det sted, de helst ville være, men fordi de var truet af albanerne. Og så gider albanerne til sidst ikke vente mere, men fordufter.

Resultatet af sine erfaringer gør han op lidt senere. Han skriver: ”Jeg er overhovedet ikke vred på muslimer eller på den såkaldte jihad-ungdom, fordi jeg har oplevet dette. Faktisk forstår jeg fuldt ud, hvorfor de handler på den måde. Det er fuldkommen normalt for mange muslimer at opføre sig på denne måde, for det er den islamiske måde. Enhver med en basal forståelse af Islam og de mellemøstlige kulturer, som har levet i muslimske samfund som en kafr/dhimmi kan underskrive dette. Problemet er ikke individerne, men den islamiske doktrin og kultur. Problemet kan kun løses, hvis vi fuldstændig fjerner alle dem, der følger islam. For at gøre det må alle muslimer ‘overgive sig’ og konvertere til kristendommen. Hvis de nægter at gøre det frivilligt før den 1. januar 2020, vil de blive fjernet fra europæisk jord og deporteret tilbage til den islamiske verden”.

Man kan selvfølgelig diskutere, om de begivenheder, han her refererer, har noget med islam at gøre. Den diskussion vil jeg ikke tage op her. Det er nok for mig at fastslå, at den klan-mentalitet, som præger mange muslimske samfund, åbenbart ikke er blevet sat ud af kraft af den muslimske religion, skønt den jo unægtelig har haft lang tid til det, og at den drengeagtige slåskampmentalitet med diverse besynderlige æresbegreber indbygget i sig åbenbart i disse miljøer er fortsat langt ud over puberteten.

Vi er ikke færdige med Breivik endnu. For det var jo disse erfaringer, der fik ham til at melde sig ind i Fremskrittspartiets ungdomsafdeling. Men, skriver han så: ”I sidste ende konkluderede jeg, at det ville være umuligt at forandre systemet på demokratisk vis, og så forlod jeg traditionel politik”. For erfaringerne var ikke blot erfaringer med muslimer, der kun kendte magtens sprog, det var også erfaringer med en politisk elite, der ‘holdt med’ muslimerne, betragtede dem som ofre, var villig til at undskylde dem på alle måder. Det var erfaringer med medier, der var stærkt farvede i deres reportager, så de lod bedømmelsen afhænge af, om det var muslimer eller nordmænd, der udførte volden.

Man kunne ønske for ham, at han havde levet i Danmark. Kanhænde han så havde fundet ud af, at man godt kan forandre den politiske elites tankegang. Der var nogle socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn, der havde problemerne med muslimerne meget tæt inde på livet og som omsider fik råbt partitoppen op. Og kanhænde han så ville have fortsat sin politiske karriere uden at konkludere, som han gjorde: at demokratiet ikke giver mulighed for forandring.

Men de to ting hænger sammen. For han har jo åbenbart af sine ungdomsoplevelser med muslimske bander lært, at muslimer ikke er til at snakke med, kun modvold kan ‘overbevise’ dem. Den erfaring overfører han uden videre på alle i samfundet. Det gælder alle, også nordmænd, at de ikke er til at snakke med. Det gælder alle, at de kun lader sig ‘overbevise’ med vold eller frygt for vold. Hans sørgelige erfaringer siger ham, at sådan er mennesket indrettet.

Men det er just dèr, han tager fejl. Den egentlige drivkraft i mennesket er ikke frygten for vold, det er respekten for den logik, der ligger i sproget. Det er det, der kan bygges samfund på, ikke frygt for repressalier. Det viser sig også sjovt nok i Breiviks egne erfaringer. Han var som 17-årig med til at kæmpe mod nogle muslimer fra Øst-Oslo (se mit forrige blogindlæg, svar til Karen M. Larsen). Og kampen endte med, at hans parti lavede en aftale med dem om, at de aldrig mere skulle vise sig i det område af byen. Den aftale holdt de. Vi har forsøgt i vor del af verden at lave en slags forstørret udgave af aftalen mellem Breiviks parti og muslimerne fra Øst-Oslo, en slags samfundskontrakt, hvorefter vi overlader det til loven at afgøre vore stridigheder. Og vi har opnået en meget høj grad af indbyrdes tillid, fordi vi stoler på domstolenes uafhængighed og politiets upartiskhed, eller altså: fordi denne samfundsaftale faktisk virker.

Men hvordan får vi overført disse ting til vore nye muslimske medborgere? Her kan vi ikke hente hjælp hos Breivik, her må vi derfor forlade ham og vende os mod kristendommen, ikke som han forstår den, for den forståelse er fejlagtig, sådan set heller ikke, som de fleste teologer forstår den, men som den forstås i en ny aftapning, som i denne henseende er frugtbar.

Det er en forståelse af kristendommen, der tager sit udgangspunkt i martyrtanken. Den måde, et martyrium virker på, afhænger nemlig ikke blot af martyrens villighed til at sætte livet på spil. Det er godt nok den side, vi er mest optaget af, og den side, der forekommer os mest bemærkelsesværdig. Den afhænger også af menighedens efterfølgende lovprisning af martyren som martyr. Ved af lovprise ham eller hende, ved at afholde martyrdage, ved at fastholde, at vedkommende var en martyr, siger menigheden nemlig, at martyrdrabet var et justitsmord, det var imod al ret, at det skete.

Og det kan være ganske farligt at sige det. Jesu død var jo på en måde den første martyrdød, og ved at forkynde, at han var Guds søn, hævdede den ældste menighed, at den jødiske rådsforsamling begik et justitsmord, om end henrettelsen aldrig så meget skete ifølge den jødiske lov. Så ved at prise Jesu martyrdød anklagede man den jødiske lov for uretfærdighed. Derfor er det sådan set forståeligt, at de jødiske myndigheder søgte at dræbe de kristne, alene fordi de regnede Jesus for Messias. For ved denne bekendelse sagde de, at loven fra Sinai, den lov, han var dømt efter, var uretfærdig og i hvert fald i dette tilfælde havde afstedkommet et justitsmord.

Det samme gælder for Stefanus’ martyrium og de andre martyrier, der fandt sted under jødernes forfølgelse. Det var aldeles ikke ufarligt at prise dem for deres beredvillighed til at dø for deres tro, for ved at kalde dem martyrer tilkendegav man, at deres død var et drab, ikke en retmæssig henrettelse.

Og man kan sige det samme om de martyrier, der fandt sted under de romerske kejsere. Så der var på en måde tale om et enten-eller. Intet kompromis syntes muligt. Enten måtte man sige, at de romerske kejsere havde ret til at forlange, at alle undersåtter skulle ofre til kejseren, og at det derfor var helt rimeligt, at de kristne blev henrettet, når de ikke ville ofre. Eller også måtte man sige, at de kristne led martyrdøden, og at den romerske stat derfor havde begået et justitsmord ved den kristnes henrettelse. Man kan ikke kalde den kristne en martyr og alligevel hævde, at romerstaten havde foretaget henrettelsen retmæssigt.

Men hvordan kommer det os ved i dag? Der er jo ingen af os, der bliver martyrer, sådan ligefrem dør for vores tro? Og vel ser vi kristne i de muslimske lande, der må lade livet for deres tro, og vel kan vi godt skamme os over, at vi priser deres martyrdød så lidt, om overhovedet, men her hos os er det da ligemeget både med villigheden til at sætte livet på spil og med lovprisningen af martyrerne. Det sidste af den åbenlyse årsag, at vi ikke har sådanne væsener hos os.

Men er det nu også så indlysende? Jeg tænker på den norske statsminister, Jens Stoltenbergs ord om ikke at lade frygten besætte os, så vi opgiver det åbne samfund, vi har. Hvad er det, han opfordrer til? Det er ikke en kalkule som den, jeg foretog i sidste blogindlæg, hvor jeg efter en række overvejelser konkluderede, at eftersom der var tale om en ensom ulv, var der ingen grund til yderligere forsigtighedsforanstaltninger. For udtrykket blev brugt, før det var klart, hvordan hændelsesforløbet var. Nej, det var en opfordring til at vise mod, kristent mod, såmænd. Det var jo det mod, Jesus viste: han vovede at tale imod den jødiske lov, imod templet, imod de gamles overleveringer, skønt han vidste, det kunne koste livet. Han vovede at fastholde sin ret til at leve, på trods af at han udtalte sig, som han gjorde.

Det samme gør Stoltenberg. Vi skal vove at fortsætte det liv i åbenhed, vi har vænnet os til og sætter pris på. Vi skal gøre det i trods mod de magter, der vil os noget ondt. Vi skal gøre det, også om det er farligt og måske provokerer visse onde kræfter frem. For kun på den måde kan vi få bugt med det onde. Kun på den måde kan vi bevare vort samfunds åbne karaktér.

Og den holdning skal vi også have, når vi bevæger os ud i det osloske natteliv (hvilket jeg dog personligt af andre årsager nok ikke vil gøre). Provokerer det nogen, at vi drikker, så dem om det. Er det usmageligt for nogen (læs: muslimer), at vore kvinder klæder sig for udfordrende, så må de lære det. Det er vores måde at leve på, den vil vi da ikke lave om for deres skyld.

Men hvad så, når det tilsyneladende uundgåelige sker, at muslimske bander overfalder nordmænd, voldtager kvinder, jager jøder på flugt? Skal vi så finde os i det? Selvfølgelig ikke. Men vi skal reagere, ikke ved at danne ‘modbander’, men ved at henholde os til politiet og dets indsats.

Og så skal vi gøre en ting mere, som vi desværre har undladt i altfor høj grad: vi skal åbent fortælle, hvad der er sket. Ligesom de første kristne priste dem, der havde lidt martyrdøden, uanset om de derved kom til at træde jøderne over tæerne, sådan skal vi fortælle om de forbrydelser, der begås, og fortælle, at de er begået af muslimer, hvis det er tilfældet.

Det er godt nok ‘kun’ i Sverige, at man indenfor avisbranchen har en aftale om at gøre alle omtaler af forbrydelser etnisk neutrale, så svenskerne ikke opdager det, når det er muslimer, der er på spil. Men de danske medier har en meget stor snert af det samme misforståede hensyn til muslimerne.

For det er jo netop ved åbent at fortælle om, hvad der er sket, at vi kan stille vore muslimske landsmænd til ansvar. Og det er altså vor tro, som det var de ældste kristnes tro, at hvis man således siger tingene, som de er, så vil sandheden trænge igennem: den sandhed, at muslimer ikke er bedre mennesker end andre, den sandhed, at deres lov på ingen måde er guddommelig, men højst menneskelig, den sandhed, at mand og kvinde er skabt lige og skal behandles lige, den sandhed, at forelskelse og kærlighed er, hvad der binder mand og kvinde sammen i ægteskabet.

Det, som Breivik anså for umuligt: at kunne påvirke muslimer, det anser vi som kristne for muligt, for alle er vi Guds skabninger, alle har vi fået sproget i fødselsgave af ham, alle har vi derfor i sprogets koder de retningslinier, vi skal leve vort liv efter.

Og det, som han ligeledes anså for umuligt: ad demokratisk vej at få ændret på tingene, det har vi i hvert fald her i landet erfaret er muligt. Men om vi så ikke havde erfaret det, den tro må vi sætte op mod Breiviks voldstanker: Det er muligt at ændre samfundet; det er muligt at føre en demokratisk samtale, hvor alle kan være med; det er muligt ad åre at forvandle bandeuvæsenet – de muslimske bander og rockerbanderne – så deres voldsforherligelse forsvinder, og de selv kommer til at tænke anderledes.

Utroligt? Ja, måske. Men ikke desto mindre muligt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

7 svar til En kristen stillingtagen til Breivik

  1. Claes siger:

    @Ricardt Riis. Det er et opmuntrende og roligt indlæg i den løbende samtale. Desværre er samtalen blevet vanskeliggjort af Anders Breiviks udåd. Han er et eksempel på voldens paradox. Den fremmer modstandernes standpunkt ved at gå deres erinde. Det ses alene af den kendsgerning, at de fleste troede at Norge var udsat for islamistisk terror og kun tøvende lod sig overbevise om, at det var en kristen nordmand, oven i købet frimurer, som havde forøvet denne udåd. Han handlede modsat Jesu ord om at vende den anden kind til. Han fremmer ikke Jesu sag i verden.

  2. En terrorist myrder 76 mennesker, deraf langt de fleste unge mennesker som han giver ansvaret for muslimers tilstedeværelse i Norge. Han retfærdiggør sit had med udokumenterede historier om et utal af overfald som muslimer skulle have udsat ham for. (Mig bekendt har norsk politi ikke nogen oplysninger om at han skulle have anmeldt voldsepisoder. Han selv har overklassebaggrund og han voksede op i et rigmandskvarter hvor der nok ikke er særligt mange hærgende muslimske bander).

    Når du nu mener, at disse påståede episoder er en rigtig god forklaring på hans terroruddåd siger du så ikke dermed indirekte, at dem han myrdede selv var skyld i at de blev dræbt fordi de bakkede op om det multietniske samfund som skulle have ansvaret for disse påståede overfald? Falder du ikke lige præcist i den samme grøft som de venstreorienterede, der mente, at vi skulle finde forklaringen på 11.9 i USA’s påståede muslimundertrykkende udenrigspolitik?

    Men lad mig gentage hvad jeg skrev som indlæg til din tidligere blog – en vigtig kommentar som du endnu ikke har besvaret:

    “Når folk fra venstrefløjen har forsøgt sig med at ville forklare islamisk-inspireret terror med at terroristerne reagerer på den diskrimination og foragt som muslimer udsættes for så plejer man fra højrefløjen side af at afvise det med vrede. Hvis man har accepteret sådanne forklaringer mht. islamisk inspireret terror så må man også gøre det mht. den højrenationalt inspirerede. Her har visse vensteorienterede debattører klart et problem. Har man ikke villet acceptere den mht. den islamisk inspirerede kan man ikke nu troværdigt gøre det mht. den højrenationaltinspirerede. Her har visse højreorienterede debattører klart et problem.”

    Så vidt jeg kan se hører du til den sidste kategori af debattører der nu har et problem : ) Din logik synes i hvert fald at være: begår muslimer terrrorangreb så skyldes det islam – begår islamhadere terrorangreb så skyldes det minsandten også islam! Alt ondt stammer nemlig fra islam…?

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Når jeg ikke har svaret på din indvending, skyldes det, at jeg prøver at holde mig til det emne, jeg har opkastet, nemlig: hvordan kan vi forklare det tilsyneladende uforklarlige? Hvordan kom det dertil for hans vedkommende? Jeg har da godt lagt mærke til, at der er en hel horde af debattører, der straks bruger lejligheden til at kaste sig over dele af højrefløjen, hvortil du så vidt jeg kan se henregner min ringhed. Men jeg er altså mere interesseret i at prøve at finde ud af, hvad der drev Anders Breivik, end i at skælde ud på den ene eller den anden fløj i debatten. Og stadigvæk synes jeg, at hans manifest er betydelig mere vedkommende end dine luftige betragtninger, når det drejer sig om det for mig væsentlige: Hvor hopper kæden af for ham?

  4. Richardt:

    Har du ikke overvejet om Anders Breivik lige præcist gerne vil have os til at tro, at han hader islam fordi muslimer skulle have angrebet ham? At hans drab skyldes, at han har været udsat for angreb? At hans ugerning grundlæggende set var velbegrundet?

    Hvorfra kan du vide, at hans beretninger om overgreb rettet mod ham er sande – mens hans påstand om at han er nationalist er forkerte? Og kom nu ikke med den der om at han ikke kan være nationalist fordi han dræbte nordmænd – i så tilvælde var Osama Bin Laden jo heller ikke muslim al den stund at han har dræbt tusindvis af muslimer…

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Jeg fornemmer på dig, at du ikke har læst Breiviks beretning. Den er også enorm. Men prøv og læs fra side 1351 og en halvhundrede sider fremefter. Her får man et vist indblik i hans opvækst. Og nu du er i gang, prøv så også at læse mit svar til dig igen. Her skriver jeg: ”spørger man om, hvorfra han har sin voldstendens, tyder dette citat på, at han har den fra det miljø, han færdedes i som ung”. Han gør ikke selv rede for, hvorfra han har sin voldstendens, for en sådan tendens har han bare, den ligger som en ubevidst forestilling i sindet. Derfor kan man bruge hans optegnelser, ja, man kan endda bruge dem uden at behøve at vide, om de er sande i alle enkeltheder. For han afslører sig igennem dem.

  6. Pingback: Falske profeter « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s