Åbenbaring kontra samvittighed

Den totalitære og fanatiske tankegang hos Anders Breivik kræver en nærmere undersøgelse. Og det er jo mærkeligt: vi bliver ved, vi kan ikke få rede på, hvad der drev denne terrorist. Det forekommer os stadigvæk ufatteligt. Men alligevel kredser vore tanker hele tiden om det.

Kristeligt Dagblad har en hel side på sin anden sektion i dag (29-9) med forskellige indlæg om sagen, hvor blandt andet den tanke nævnes, at dette er udtryk for synden: Breivik er simpelthen ond; vi, der troede, vi kunne afskaffe det onde, finder det midt iblandt os. Og i Berlingeren kan man læse en blog af Tom Jensen, der hævder, at vi må lade det uforklarlige være uforklarligt. I Politiken hævder Anders Jerichow, at også vort samfund har en rem af ekstremisternes hud. Og for nogen dage siden var det Henrik Gade Jensen, der i Jyllands-Posten gjorde det klart, at vi i denne handling så den skyggedal mellem ord og handling, som vi ikke kan finde bund i. Endelig har Lars Sandbeck her på bloggen fremhævet rationaliteten som det væsentligste i Breiviks manifest, en rationalitet, der blot ikke kan kende forskel på godt og ondt.

De betragtninger, jeg kommer med her, er ikke tænkt som en imødegåelse af disse indlæg. De kan blot opfattes som endnu ét af de mange (fortvivlede) forsøg på at finde mening og forklaring. Forklaringsforsøget vil være af teologisk art, så hvis man er allergisk overfor teologi, er man hermed advaret.

Jeg vil begynde med en påstand, jeg har fremsat tidligere her på bloggen: Den kristne martyr er så overbevist om sandheden, at han tør lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Den muslimske martyr er så overbevist om sandheden, at han tør slå andre ihjel for sandhedens skyld.

Hermed er der opstillet en afgørende forskel på de to religioner, men det mærkelige er, at den kristne martyrforståelse har gjort sig gældende også i muslimske lande, senest i forslaget om at omdøbe Tahrir-pladsen i Kairo til ”Martyrernes plads”. For de mennesker, der døde dèr, var netop mennesker, der lod sig slå ihjel for det, de troede på, ikke nogen, der aktivt slog andre ihjel, se her. Og nævnes må også den mærkelige sufist, Mansur al-Hallaj, der blev henrettet i Bagdad i 926 som kætter i forhold til islam. Han henviste før sin henrettelse til Jesu død, en sådan død ville han også dø, ja, han mente endda, at Jesu død havde forløsende virkning.

Omvendt har vi så i Anders Behring Breivik fået et eksempel på et menneske i den kristne kulturverden, der har ladet sig påvirke af den muslimske martyrforståelse, så han mener at kende sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan tillade sig at slå andre mennesker ihjel for sandhedens skyld. Der findes flere af hans slags i den kristne tradition, men der er vel ikke noget at sige til, at det specielt er ham, vi er optaget af i disse dage. (Så meget har han da opnået med sine myrderier, at vi alle studerer hans manifest på livet løs).

Hvordan er han nået frem til den sikkerhed?

Den muslimske martyr, selvmordsbomberen, når frem til sin sikkerhed ved at gå ind under sit religionssamfunds kollektive massehysteri: vi alene kender sandheden, for sandheden er den åbenbaring, Gud gav Muhammed i koranen. Jeg kalder det ‘massehysteri’, fordi det er uden nogen rationel begrundelse overhovedet, og fordi åbenbaringen selv, altså koranen, lader det være forbudt under dødsstraf at benægte denne trosbekendelse. Det er ikke som enkeltindivid, man springer ud på de halvfjerdsindstyve tusind favne, det er som samfund.

Men, vil man så sige, den kristne springer vel ud på de samme usikre favne, når han bekender sin tro på Gud, blot gør han det som enkeltindivid. Og det er jo sandt. Det er oven i købet en væsentlig pointe. For hvad har han at holde sig til? Han holder sig til bibelen, sagde man før Grundtvig. Han holder sig til trosbekendelsen, sagde Grundtvig, og mange senere med ham. Han holder sig til troen på Jesu opstandelse, vil man måske sige i dag. Men hvad enten det er massehysteri eller enkeltmandshysteri, hysteri er det dog, usikkert er det dog, der er dog so oder so tale om at stå med begge ben plantet solidt i den blå luft, ikke?

Jo, det vil der være for megen teologisk tænkning. Ikke blot, fordi man i mange kristne miljøer ligesom i de muslimske miljøer hygger sig ved at være sammen med ligesindede og derfor ‘glemmer’ at spørge ind til det, troen bygger på, (dog er der mange præster, der prædiker ud af deres egen anfægtelse), men også fordi er der en dyb, rodfæstet, kristen teologisk tradition for at tale om ‘åbenbaring’ (og så behøver man ikke sige mere, alle véd, at den kan man ikke spørge yderligere ind til), ‘helligåndens gerning’ (og den er jo usynlig, men betyder det andet og mere, end at vedkommende, der er kommet til tro, befinder sig godt i de andres troendes selskab?) og ‘skriftens rettesnor’ (som om bibelen var en koran, der gav svar på alle spørgsmål).

Når dertil kommer, at der hos os også findes en tradition for at tale om, at Gud åbenbarer sig for den enkelte, så er vi for alvor ude på de gyngende vover. Det er ikke i alle kristne kirkesamfund, denne tradition er udbredt, men den var det i Brødremenigheden. Grev Zinzendorf, brødremenighedens stifter, mente gennem lodtrækning at kunne få at vide, hvad Gud ville have ham til at gøre netop nu. Skulle han rejse den ene eller den anden vej til København for at få lov til at sende missionærer til Trankebar? Lodsedlerne gav svaret. Skulle han optræde brysk eller ydmygt overfor kongen? Lodsedlerne svarede ham. Han delte med andre ord muslimernes uvidenhed: vi mennesker kan ikke af os selv vide, hvad der er godt og hvad ondt, det er noget, der må åbenbares for os. Zinzendorf troede på Guds åbenbaring i hvert øjeblik til den enkelte, muslimen på en éngangsåbenbaring i koranen.

For øvrigt stammer traditionen med hver dag at trække et ‘mannakorn’, dvs et skriftsted, fra en bunke sedler med skriftsteder på og ud af dette skriftsted finde ud af, hvad Gud vil, man skal gøre netop den dag, også fra brødremenigheden og har været betragtet som en from måde, hvorpå man kan nå frem til det, Gud har bestemt for én.

Vor egen Kierkegaard har såmænd været bestemt af den tradition. Ikke just, så han brugte metoden med mannakorn, men på den måde, at han anså det, at han gennem en bestemt handling var kommet ud af sin tungsindige, ofte langvarige ubeslutsomhed, som bevis på, at han havde gjort det, Gud forlangte af ham. Dels betød det, at han anså sit brud med Regine som forordnet ham af Gud, dels betød det, at han mente, at han i kirkekampen i 1855 gennemførte en særlig opgave fra Gud.

Og Kaj Munk, også han havde fra sin missionske opvækst arvet denne fromme forestilling. Den kunne ikke nok så megen teologisk undervisning udrydde. Han fik f. eks. en dag i 1931 den ”indgivelse”, at han skulle være præst i Berlin. Det fik ham til at spørge sin ven, Niels Nøjgaard, om han ikke ville undersøge, om det var muligt, og ja, han skulle sige til bestyrelsen, at der var tale om en ansøgning fra Munks side. Nøjgaard gjorde, som Munk bad ham om, men undrede sig ikke så lidt over, at Munk ikke havde talt med sin kone om ansøgningen. Men gør man sig klart, at ”indgivelsen” stammede fra Gud selv, var det ikke så mærkeligt, eftersom jo en sådan ”indgivelse” overtrumfer alle etiske normalregler.

Men mærkeligt nok vender Munk sig imod denne forestilling i ét af sine dramaer, ”Kardinalen og Kongen”. Det handler om Richelieu, og Munk lader Richelieu være overbevist om at have fået et kald direkte fra Gud selv om, at han skal være førsteminister i Frankrig. Blot er det ikke nemt at sige, om det er hans magtbegær eller hans fornemmelse af kald fra Gud, der i virkeligheden driver ham. Han anser det i hvert fald for nødvendigt at ofre ikke så få personer på sin vej til magtens tinde, og lige så mange for at forblive deroppe. Munk lader ham få en profeti om, at Gud vil straffe ham, men straffe ham på den mærkelige måde, at han lader hans ønsker gå i opfyldelse. Så da han på magtens tinde får nys om, at et komplot er rettet imod ham, slår han op i bibelen på et tilfældigt sted (mannakorns-metoden) og finder beretningen om Jesus i synagogen i Nazareth, hvor det til sidst hedder, at de ville styrte Jesus ned fra det bjerg, deres by var bygget på: ”men han gik midt imellem dem og drog bort” (Luk 4,30). Dette skriftord tager han som et godt råd fra Gud selv og beslutter sig til at gå lige ind i løvens hule (de sammensvorne ventede ham i billardsalen på slottet) og prøve at klare sig ved sin autoritative optræden. Og minsandten, det lykkes for ham. De sammensvorne mister modet og styrken og viljen i det afgørende øjeblik, så da han træder ind og så roligt, som det er ham muligt, siger: ”Ah, ved billardet så silde. Fortsæt kun, jeg skal ikke forstyrre Dem”, så står de som lammede og foretager ikke det aftalte drab på ham.

Og er det så ikke et tegn på, at den slags privatåbenbaringer er ægte nok; det gik jo, som skriftordet syntes at have lovet ham? Nej, ikke efter Munks mening. For Guds straf gik jo ud på, at han ville få sine ønsker opfyldt. Og han afslører sig i slutningen af den akt (5. akt) hvor han har fået oplysning om sammensværgelsen. Efter mange angstfyldte bønner slæber han sig hen til krucifikset og siger, from som han er: ”Nu har jeg kun dig tilbage”. Og så føjer han til: ”Vis mig – lad mig vise dem, at – det er nok”. Her lader Munk ham afsløre sig for os. Vi tror, at han er den fromme, der lægger alt i Guds hånd. Men når han ændre den sidste sætning til ”lad mig vise dem”, afsløres det, at han stadig er den store hykler, der bruger Guds-navnet og den påståede Guds-åbenbaring til egne, selviske formål.

Og hvad har så alt dette med Breivik at gøre?

Det har det med ham at gøre, at han, ligesom Munks Richelieu, anså sig selv for noget særligt; mente, at han havde en særlig opgave at udføre for Europa, måske endda for kristendommen, og – også det – brugte ordet ”nødvendigt” om de ugerninger, han ville foretage. Og det vil sige, at han – formentlig uden selv at vide det – uomtvisteligt bygger videre på traditioner, der har været levende indenfor kristendommen. Selvfølgelig bygger han på korsriddertraditionen, og den vil en nærmere historisk undersøgelse formentlig vise, at han har misforstået ret grundigt, omend han jo trods alle misforståelser har forstået de ord dødbringende rigtigt, som pave Urban sluttede sin tale med i 1095: ”Deus vult”, ”Gud vil det”, hvor Gud blev sat som garant for det angreb, man planlagde.

Og de ord er altså en del af den tradition, der også findes indenfor kristendommen, den tradition, der hævder, at Gud kan udvælge sig enkeltindivider til at gennemføre noget, der går imod det, man ellers regner for naturligt og etisk forsvarligt, fordi tanken om Gud overtrumfer alt andet. Sådan formåede jo Muhammed at have god samvittighed, når han var grusom, for grusomhederne skete efter Guds befaling; de var ”nødvendige” i en større sags tjeneste. Godt nok går i de fleste tilfælde disse privatåbenbaringer ikke ud på særlig uetiske handlinger, men der er ingen garanti for, at de ikke gør det. Kan gerne være, at fromme kristne uvilkårlig vil vige tilbage fra sådanne handlinger og derfor nok ikke får åbenbaringer om at foretage dem. Men forestillingen i sig selv garanterer ikke imod noget sådant. Og vi ser da også af og til, at resultatet bliver tvivlsomme og måske endda som her direkte onde handlinger.

Men hvor viser Gud sig så, hvis han ikke viser sig gennem Muhammeds åbenbaringer eller gennem åbenbaringer til Zinzendorf og andre fromme kristne?

Også det fortæller Kaj Munk os. Han viser sig i forholdet mellem mennesker, både i det seksuelle forhold mellem to mennesker, der bliver forelsket i hinanden, og i forholdet mellem venner og slægtninger. Munk lader det være en kvinde, der er Richelieus ‘dommer’. Fordi han afviste hendes kærlighed og ‘solgte’ hende til at giftes med en anden – kun på den måde kunne han nå det mål, han påstod Gud havde bestemt for ham – derfor viser hun sig som anklager for ham på hans dødsleje.

Og her bliver Munk løgstrupsk. Det er netop i forholdet til det andet menneske, at Gud taler til dig, her skal din trofasthed vise sig. Svigter du dèr, svigter du i det hele taget. Og ligeledes bliver han luthersk. Du har dit kald fra Gud på det sted, hvor du er sat, ikke i høje åbenbaringer, du mener at have fået, eller i den følelse af kald, du mener bemægtiger sig dig.

Det vil sige: både massehysteriet indenfor islam og enkeltmandshysteriet indenfor kristendommen kan føre uheldige virkninger med sig. Begge dele bygger på en forkert opfattelse af, hvor Gud viser sig. Og det gælder derfor om at holde fast ved, at Gud viser sig i samvittigheden, i de holdninger, som vi har til hinanden i samfundet, i den tillid, der hersker imellem os. Alt sammen så dagligdags, at vi let overser det. Men også alt sammen noget, der har en vældig kraft. Sådan som det viser sig i Norge i disse dage. Jævnfør slutningen af mit blogindlæg den 27-7, (En kristen stillingtagen til Breivik) hvor jeg om Stoltenbergs opfordring til ikke at give efter for frygten (på et tidspunkt, hvor der var al mulig grund til at frygte) ser en opfordring til at fastholde det vovemod, de gamle martyrer havde.

For det er alene igennem et sådant vovemod, vi kan gøre os håb om at opnå virkelig integration af vore muslimske medborgere. For mig at se kan det kun ske derved, at de på én eller anden måde opgiver dele af deres sharia, eller i hvert fald tilpasser den vore love. Men de må gøre det frivilligt; de må gøre det, fordi de selv kan indse, at dette er nødvendigt, hvis de vil leve et naturligt liv i vore samfund. Og når jøderne har kunne tilpasse deres tora til vore verdslige love, skulle det vel ikke være umuligt for muslimerne at gøre det samme.

Hvad Breivik angår, er det en glæde at erfare, hvor grundigt politiet efterforsker mordene. Han vil, siger man, blive anklaget for hvert mord for sig. Dette sker af hensyn til de pårørende. Men det må have den virkning for Breivik, at han igennem meget lang tid hele 77 gange skal konfronteres med den anklage mod det tankesystem, han har opbygget sig som forsvar for sine handlinger: ”Var dette virkelig nødvendigt?” ”Har du fået kald til at være tempelridder? Har du som sådan lov til at slå ihjel?”

Det samme lader Munk ske i sidste akt af sit skuespil. Richelieu ligger for døden og i sin febervildelse ser han alle de personer optræde, hvis liv han har ødelagt, også den kvinde, hvis kærlighed han forsmåede. Og overfor hende nærmer han sig noget, der ligner fortrydelse, omend Munk lader det være uvist, om han virkelig fortryder noget.

Hvis Breivik bliver konfronteret med sine ugerningers eftervirkninger på den måde, vil det vise sig, om han formår at fastholde sin selvudnævnelse til tempelridder, en betegnelse (Justiciar Knight), der indebærer retten og pligten til at fungere på én gang som ”dommer, jury og bøddel, indtil de frie, indfødte folk i Europa ikke længer trues af kulturelt folkemord” (side 830).

Én ting er, at han har denne opfattelse: at de europæiske folk nu trues af kulturelt folkemord; den opfattelse genfindes på mange internetportaler. Noget andet, og derfra forskelligt, er, at han mener sig i stand til at kende denne ”sandhed” med en sådan sikkerhed, at han kan udnævne sig selv til ”dommer, jury og bøddel”. Det kræver en privatåbenbaring fra en åndelig magt, som han måske ikke tror særlig meget på, nemlig Satan selv, en åndsmagt, der ofte forveksles med Gud, hvilket Munk også tydeliggør i sit skuespil.

Og desværre viser denne korte gennemgang af teologihistorien, at en sådan tro på en privatåbenbaring ikke er så sjælden i vor kulturkreds, omend det er yderst sjældent, at den i den grad går til yderligheder som i Breiviks tilfælde.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Åbenbaring kontra samvittighed

  1. Claes siger:

    Som du har jeg svært ved at slippe fri af fænomenet Anderes Breivik. Det, der holder en fangen er, at han efter det oplyste, har handlet altruistisk. Det er Norges og Europas fremtid, der bekymrer ham og som han vil redde ved sin udåd. Han forestiller sig, at der skal et så drastisk indgreb til for at ændre historiens forløb i vor del af verden. Han stiller sig ind som redskab for denne forandring.
    Havde han bare været en almindelig skurk, som for penge eller af sadistisk vellyst havde forøvet disse skrækkelige gerninger, så var han gledet ud af den folkelige bevidsthed. Men han sætter sig selv ind som offer. Dermed låser han os fast.
    Men prisen er anslaget imod demokratiet og de mange ulykkelige menneskeskæbner.

  2. Maria siger:

    Nå, så Breivik vil være ”dommer, jury og bøddel, indtil de frie, indfødte folk i Europa ikke længer trues”.

    Tror han da, at frie folk har brug for en bøddel?

    Man fyldes med skam på hans vegne. Ih, hvor skulle han skamme sig.

    Tænder et lys for ofrene.

  3. Pingback: Endnu en muslimsk grundtanke | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s