Mere præcise ordvalg, tak!

Dette indlæg er foranlediget af en formulering af Mogens S. Mogensen. Han og jeg har begge svaret på nogle spørgsmål fra redaktionen af religion.dk. Og sammenholder man de to svar, kan man få et forkert indtryk af mit indlæg (uden at Mogens på nogen måde har villet det). Det skyldes – så vidt jeg kan se – en lidt upræcis formulering hos Mogens, og en tilsvarende upræcis formulering af spørgsmålene, en mangel på præcision, som jeg desværre ikke fik fanget i flugten.

Lad mig begynde med det første spørgsmål, jeg besvarer: Er et lykkeligt multikulturelt og multireligiøst samfund en utopi? Her skal man lægge mærke til ordet ”lykkeligt”. Det er ud fra det ord, at jeg svarer ja. For jeg går ud fra, at ligesom vi kristne ikke kan leve fuldt og helt efter kristendommen, hvis ikke vi har mulighed for at forkynde evangeliet frit for enhver, der ønsker at høre det, altså også for muslimer, sådan kan muslimer heller ikke leve fuldt og helt efter islam, hvis ikke samfundet bygger på shariaen. Det vil sige, ingen af de to religioners medlemmer kan leve ”lykkeligt”, hvis de skal leve under den anden religions overherredømme.

Det andet spørgsmål lyder: Kan religioner leve side om side uden voldelige konflikter? Og nu er jo ambitionsniveauet skruet betydeligt ned. Det havde jeg vist ikke helt gjort mig klart. For jeg henviste blot til situationen i det middelalderlige Spanien, hvor muslimerne, da de havde overherredømmet, forlangte, at kristne og jøder skulle leve i deres særlige ghettoer, og, da de ikke længer havde overherredømmet, bad om selv at måtte leve i særlige ghettoer. Men jeg burde nok have præciseret spørgsmålet en smule. For hvad menes der med, at ”religioner” skal leve side om side? Det er jo ikke ”religioner”, men religionernes tilhængere, der skal leve side om side, og det er heller ikke ”religioner”, men deres tilhængere, der måske udøver vold. Og på den måde betragtet, må man vel sige, at kristne i det gamle Spanien godt kunne leve under muslimsk herredømme uden at ty til vold; blot kunne de ikke leve ”lykkeligt”. Og man må vel også sige, at muslimer godt kan leve uden at ty til vold i vestlige stater. Måske de ikke føler, at de lever helt og fuldt efter deres religions love, men det betyder ikke, at de automatisk tyr til vold.

Og videre: Hvad vil det sige, at leve ”side om side”? Vil det sige, som vi integrationsivrige danskere ønsker os det: at leve i blandede parcelhuskvarterer og blandede boligblokke? Eller vil det sige, at leve i ghettoer, som muslimerne ønsker det? Hvis vi ved ”side om side” forstår det sidste, vil jeg mene, at vi naturligvis skal give muslimer lov til at vælge bopæl ligeså frit som danskerne vælger bopæl, også selv om der bliver dannet ghettoer, hvor kun muslimer bor. Blot må vi insistere på, at dansk lov også gælder i sådanne ghettoer.

Når det kan være nødvendigt at præcisere disse spørgsmål og svar, skyldes det, at Mogens refererer Sørine Gotfredsen på følgende måde: Hun mener, siger Mogens, at ”forskellige religioner og kulturer ikke kan leve fredeligt sammen, især gælder det for kristne og muslimer”. Det er muligt, han lader sig forlede af Sørine Gotfredsen, det muligt, han lader sig forlede af redaktionens spørgsmål, men det er altså uheldigt, at han ikke skelner mellem en religion og dens tilhængere. For lige efter spørger han om, hvad så løsningen er, og fortsætter: ”Da for eksempel det danske samfund allerede i nogen grad er multireligiøst og –kulturelt, fjernes denne fare altså ikke ved blot at forméne mennesker med en anden kultur og religion adgang til Danmark, men de bosiddende ”andre” må altså ideelt set fjernes fra det danske samfund”. Ja, dèr ender man, hvis man glemmer at skelne eller forledes til ikke at skelne mellem religionen og dens udøvere.

Nej, de muslimer, der bor i Danmark, må ikke ”ideelt set” fjernes fra det danske samfund; det mener vist ikke Sørine Gotfredsen, og det mener i hvert fald ikke jeg. Men de må affinde sig med, at de ikke kan leve ”lykkeligt” (i det første spørgsmåls betydning) i Danmark, for de kan ikke leve i en stat, hvor sharia hersker fra top til bund. Skal de leve her, må de nedtone shariaens krav; ægteskabs- og arvereglerne må de tilpasse vore sekulære love. De mange ”unge” i deres ghettoer, der øver vold, må ophøre med det, om nødvendigt med straffe. Og de må affinde sig med, at de ikke kan udføre de straffe, f.eks. overfor de såkaldt ”frafaldne”, det vil sige: muslimer, der er blevet kristne, som shariaen foreskriver. Men gør de det, kan de godt leve her i landet. Det er ikke vor samfundsforståelse, der modsætter sig det, den forlanger kun disse få og (synes vi, men måske ikke de) rimelige indrømmelser.

Endelig: man vil også bemærke, at jeg bruger ordene ”multireligiøs” og ”multikulturelt” på en lidt anden måde end Mogens. Det danske samfund er allerede i nogen grad multireligiøst og multikulturelt, siger han. Jovist, det har det været gennem mange hundrede år, hvis man ved disse udtryk blot forstår, at der i samfundet forefindes en anden religion end den herskende lutherske kristendom, og derfor også en anden kultur end den sædvanlige danske kultur. Men man må gøre sig klart, at man derved siger meget lidt, der er relevant i den situation, vi står i.

For spørger man om, hvilken kultur samfundet og dets institutioner er bygget på, er svaret, at det er bygget på én kultur, og kun kan være bygget på én kultur, nemlig på den kultur, som tyskerne med et udmærket udtryk kalder ”Leitkultur”, i vort tilfælde: den vestlige kultur, med de specielle træk, denne kultur får ved at være fremvokset i Danmark. Vi kan godt have en multikulturel politistyrke, f.eks., i den betydning, at der findes betjente i den, der kommer fra vidt forskellige kulturer. Men vi kan ikke have en multikulturel politistyrke i den forstand, at betjentene betjener sig af vidt forskellige regler, afhængige af, hvem de selv er, eller hvem de mennesker er, de skal virke overfor. Enhver kan indse, at det går ikke. Alligevel er vort samfund ved at blive multikulturelt i den betydning. Mange ”unge” fra de muslimske boligområder retter sig ikke efter det danske politi, for de repræsenterer den ”vantro” magt, men kun efter selvbestaltede muslimske bander.

Så hvis ikke man bruger et ret præcist ordvalg, risikerer man at misforstå hinanden. ”Det multikulturelle og multireligiøse samfund er tilmed grundlovssikret”, siger Mogens. Jovist, men grundlovsfædrene havde ikke taget højde for, at der kunne komme mennesker til landet med en religion, der underkender grundloven. Og det gør mange muslimer, hvis man da ikke vil sige, at det er religionen islam selv, der nægter, at en menneskelig lov, grundloven, kan være overordnet en guddommelig lov, shariaen. Og det er en ret indviklet opgave at løse denne cirkels kvadratur. Jeg vil mene, at de mennesker, der er tale om, er inde under grundlovens beskyttelse, og at vi, så langt det er muligt, også må lade deres religion være det, men naturligvis ikke undlade at gøre dem opmærksom på den modsigelse, de bevæger sig ud i, hvis de vil påberåbe sig grundlovens beskyttelse af en religion, der nægter grundlovens overhøjhed.

Men altså: dette blot for at fastslå, at jeg ikke går ind for, at alle muslimer skal smides ud af landet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Mere præcise ordvalg, tak!

  1. @Richart Riis: Du har fuldstændig ret i, at der i debatten er er uklarhed i begreberne. Når jeg taler om et multikulturelt og multireligiøst samfund, er det et samfund, hvor der er grupper af mennesker som praktiserer en anden kultur og en anden religion end den dominerende religion og kultur. Såvidt jeg forstår Sørine Godtfredsen er det allerede i den forståelse af et multikulturelt og multireligiøst samfund, at de meget alvorlige problemer opstår, fordi kristne og muslimer ikke – sådan som historien if SG viser – kan lever fredeligt sammen. En anden brug af ordet multikulturel er i form af en ideologi kaldet multikulturalisme, som jeg ikke forholder mig til.

    Der er imidlertid også en problematisk brug af termer, når du taler om “en religion, der nægter grundlovens overhøjhed”. Her gør du en religion til. Det handlende subjekt, for mig at se, er det mennesker med en tolkning af deres religion, som er handlende subjekter. Det samme sker, når du skrivr, at “det gør mange muslimer, hvis man da ikke vil sige, at det er religionen islam selv, der nægter, at en menneskelig lov, grundloven, kan være overordnet en guddommelig lov, shariaen.” (i parentes bemærket vil jeg meget gerne se belæg for, at mange muslimer underkender grundloven).

    @Richart Riis: Du har fuldstændig ret i, at der i debatten er er uklarhed i begreberne. Når jeg taler om et multikulturelt og multireligiøst samfund, er det et samfund, hvor der er grupper af mennesker som praktiserer en anden kultur og en anden religion end den dominerende religion og kultur. Såvidt jeg forstår Sørine Godtfredsen er det allerede i den forståelse af et multikulturelt og multireligiøst samfund, at de meget alvorlige problemer opstår, fordi kristne og muslimer ikke – sådan som historien if SG viser – kan lever fredeligt sammen. En anden brug af ordet multikulturel er i form af en ideologi kaldet multikulturalisme, som jeg ikke forholder mig til.

    Der er imidlertid også en problematisk brug af termer, når du taler om “en religion, der nægter grundlovens overhøjhed”. Her gør du en religion til. Det handlende subjekt, for mig at se, er det mennesker med en tolkning af deres religion, som er handlende subjekter. Det samme sker, når du skrivr, at “det gør mange muslimer, hvis man da ikke vil sige, at det er religionen islam selv, der nægter, at en menneskelig lov, grundloven, kan være overordnet en guddommelig lov, shariaen.” (i parentes bemærket vil jeg meget gerne se belæg for, at mange muslimer underkender grundloven).

    Du skriver: “Hun mener, siger Mogens, at ”forskellige religioner og kulturer ikke kan leve fredeligt sammen, især gælder det for kristne og muslimer”. Måske er jeg her lidt uklar, for efter min mening kan religioner og kulturer hverken leve fredeligt eller ufredeligt med hinanden, da de selvfølgelig ikke er handlende subjekter, det er mennesker med en kristen religion og mennesker med en muslimsk religion, der enten kan eller ikke kan lever fredeligt sammen.

    Vh Mogens

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Der er ét eller andet galt i debatten mellem dig og Sørine. Om hun udtrykker sig for upræcist, eller du forstår hende for kluntet, det kan jeg ikke rigtig blive klar over. Men når du når til den konklusion, at det ”ideelt set” må være det rigtige for den, der opfatter multikulturen som en fare, at få muslimerne smidt ud af landet, så føler jeg mig ramt. For jeg opfatter ganske rigtigt den muslimske indvandring som et problem, endda som den største udfordring, vi som teologer og som danskere har stået overfor længe. Men jeg har aldrig drømt om, at det ”ideelt set” skulle være en løsning at fjerne muslimer fra det danske samfund. Og derfor prøver jeg at finde ud af, hvor det er du går galt i byen (eller hvor Sørine Gotfredsen går galt i byen).

    Det er det, alle mine distinktioner skal tjene til.

    Jeg har således intet imod at sige (hvad jeg jo også gør), at ”islam nægter grundlovens overhøjhed”, hvor jeg jo betragter ‘islam’, måske ikke som ‘handlende subjekt’, men i hvert fald som ‘talende subjekt’. Hvis man hævder, at med koranen fik menneskene en åbenbaring fra Gud om, hvordan de skal leve, både leve som enkeltindivider og leve som samfund, så er der en indbygget konflikt mellem en sådan påstand og den påstand, der bærer vore demokratier: at det er folket, der gennem sine repræsentanter vedtager lovene. Der er tale om en logisk konflikt mellem to forskellige påstande.

    Men når jeg lægger vægt på at skelne mellem religionerne og deres tilhængere, skyldes det, at ikke alle tilhængere af en religion ‘køber hele pakken’; ikke alle muslimer, der kommer til landet, er klar over, at de med sig i bagagen bringer en skjult forudsætning fra islam som samfundsideologi, der gør det vanskeligt for dem at leve et liv som normale danskere. Og omvendt er ikke alle danskere klar over, at de muslimske indvandrere har en sådan grundlovsmodsætning i deres religion.

    Det er noget, der først langsomt går op for henholdsvis muslimerne og danskerne. Når muslimerne ikke spiser svinekød – det er urent – og når de af den grund ikke lader deres børn lege med danske børn, i hvert fald ikke, så de besøger dem i deres hjem, for dèr risikerer de at få en leverpostejmad, så kan det være meget godt med vore fromme tiltag og formaninger om inklusivitet, men ødelægges de smukke hensigter ikke af denne ren/uren-skelnen?

    Og når muslimske ungdomsbander i de forskellige ghetto-områder udråber deres ghetto til et særligt muslimsk område, hvor særlige muslimske regler gælder, ja, hvor brandbiler og politifolk mødes med ikke blot hånsord, men direkte med stenkast og vold, så havde vi jo på ingen måde, dengang muslimerne kom til landet, drømt om, at det ville udvikle sig på den måde. Men nu bagefter, kan vi så ikke godt se en vis logik i deres opførsel? Og er det helt umuligt at se, at den logik bygger på, at de har en guddommelig lov, mens vi kun har en menneskelig lov? At de føler sig hævet over os og hævet over vores grundlov?

    Ja, ja, jeg véd godt, at koranen, som alle andre skrifter, skal tolkes, og at denne tolkning kan føre til mange forskellige ting. Men så forskellige er tolkningerne nu heller ikke. Og mens vi venter på en tolkning, der kan få dette bandeuvæsen i ghettoerne til at forsvinde, må vi, for mig at se, fastholde, at der er tale om et uvæsen, og at tanken bag det: at vi danskere er urene og muslimerne rene, og at deres lov er guddommelig, men vores menneskelig, er en djævelsk, om end måske for muslimer ret forførende tanke, som vi da må håbe, de kan fortolke sig bort fra.

    Som sagt kan jeg godt gå med til at sige, at ”islam nægter grundlovens overhøjhed”. Vi har to samfundsopfattelser, der logisk set er uforenelige. Men det betyder ikke automatisk, at de to opfattelsers tilhængere ikke kan leve fredeligt med hinanden i det samme samfund. Det betyder blot, at der i dette samfund kun kan være én af de to samfundsopfattelser, der hersker. Og tilsvarende betyder det, at de borgere, hvis samfundsopfattelse ikke hersker i dette samfund, må affinde sig med denne tingenes tilstand. Altså, muslimerne her i landet må finde sig i, at her gælder ikke deres love, shariaen, her gælder vore ‘menneskeskabte’, men i øvrigt ganske fornuftige love. Vil de ændre på dette forhold, må det efter vores opfattelse, men jo ikke nødvendigvis efter deres, ske med demokratiske midler, ikke med vold.

    Vi bruger måske ordet ‘multikulturel’ lidt for skødesløst, og vender os lidt for indædt mod de debattører, der ser en fare i det, hvis vort samfund bliver multikulturelt. Men skyldes denne indædthed ikke, at vi forstår noget forskelligt ved ‘multikulturel’? Ingen har jo noget imod de vietnamesere, der befinder sig her i landet. De har deres egen kultur, og den er med til at gøre vort land til et ‘multikulturelt’ samfund. Men de glider gnidningsfrit ind i vore demokratiske traditioner. Det gør muslimerne derimod ikke. Og dette: at se og erkende forskellen på den måde vietnamesere glider ind i vort samfund på, og den måde, muslimer gør det på, er en væsentlig opgave for enhver samfundsdebattør.

    Jeg véd ikke, hvilke ord vi skal bruge for at klare debatten. Måske vi skal til at tale, ikke om flere forskellige kulturer, men om flere forskellige samfundsopfattelser. Og så selvfølgelig gøre os klart, at islam fører en bestemt samfundsopfattelse med sig i bagagen, men at ikke alle muslimer vil lade denne opfattelse komme til udtryk her i landet. Som jeg hævdede det i en overskrift på et indlæg, jeg engang for lang tid siden havde på min blog: ”Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan!”

  3. @Ricardt: Tak for dit svar. Der er flere forhold, jeg kunne have lyst til at kommentere på, men lad mig starte med noget meget central. En af de muslimske ledere, som har stor indflydelse på især yngre muslimers tænkning i Europa er Tariq Ramadan. Ifl. hans tolkning af islamisk lov, så indebærer det, at en muslim flytter til et ikke muslimsk land, at han dermed implicit indgår en kontrakt med dette land om at overholde landets grundlov. Jeg tror virkelige, at de allerfleste muslimer i Danmark – også dem som ikke har læst Tariq Ramadan 🙂 – anser det for deres pligt både som samfundsborgere i Danmark og som muslimer i Danmark at overholde landets grundlov og love i det hele taget. – At der findes unge muslimske indvandrere, som opfører sig forkasteligt og ulovligt, kan vi ikke blive enige om, men jeg er ret sikker på, at hvis vi spørge en imam, så vil han sige, at de handler i modstrid med islams forskrifter.
    Venlig hilsen Mogens

  4. @Richardt: Når du taler om to forskellige samfundsopfattelser -altså en dansk og en muslimsk, så forenkler du tingen. Det danske samfund forandrer sig hele tiden og borgernes samfundsopfattelser er heller ikke støbt i beton, og hverken samfund eller samfundsopfattelser er direkte udledt af kristendom/bibel, selvom der selvfølgelig har været en vigtig påvirkning og stadig er nogen påvirkning derfra. Når man følger det arabiske/muslimske forår i Mellemøsten, hvor arabere/muslimer kæmper for demokrati, så bliver det også mere og mere problematisk at fastholde en entydig bestemmelse af muslimernes samfundsopfattelse. Muslimske samfundsopfattelser er naturligvis påvirket af muslimernes religion i al dens mangfoldighed, men også af mange andre impulser.
    Vh Mogens

  5. Morten - - - siger:

    @ Mogens

    Jeg vil gerne bidrage med et vidnesbyrd. Jeg har selv været muslimsk gift og en del af en muslimsk familie i en muslimsk enklave på den københavnske Vestegn.

    Min erfaring er ikke, at imamerne indadtil tager afstand fra nogen-som-helst person, de deler trosbekendelse med. Hvad de siger til de unge er derimod, at det ikke tilkommer nogen broder eller søster at afgøre, hvilken anden broder eller søster, der er rigtig muslim – heller ikke blandt de kriminelle, der betegner sig selv som en del af umma’en.

    Hvad Hizb-ut-Tahrirs vejledere angår, er det endnu værre fat: Her ved jeg helt positivt, at der har hersket opfattelser af, at overgreb mod ikke-muslimer ikke er overgreb, fordi ikke-muslimer ikke er for rigtige mennesker at regne. Synspunktet er abnormt, bl. a. fordi det end ikke tager hensyn til den evt. urenhed i overgriberens tanke og motivation, men det er alligevel ikke så sjældent blandt nutidens danskfødte, muslimske unge, som man kunne ønske sig. Det er langt fra alle, der handler ud fra den tankegang, men den er almindelig nok til, at der ikke er en synlig afstandtagen til de misbrugsorienterede elementer i de opvoksende, kulturmuslimske generationer. Det er vi vel enige om, at der ikke er, ikke sandt ? Man forsvarer sig hellere mod generaliseringer, end man medgiver, der er et problem. Og det er, som man kan sige sig selv, ekstremt mistænkeligt. Hvorfor protesterer muslimer mod at blive kropsvisiteret af politiet ? Ville du gøre det, hvis der var et alvorligt kniv-problem i den samfundsgruppe, du tilhører, eller ville du forstå og samarbejde … ? Spørgsmålet er retorisk: Jeg kender svaret.

    Du forventer, at en muslimsk gejstlig er from, som du forventer det af en kristen. Men i islam er fromhed noget udvendigt, som er stærkt knyttet til æresbegrebet. – Ligesom det engang var det i vores egen kultur.

    Hvis vi skal forstå, skal vi holde op med at opfatte problematikken som værende først og fremmest af ideologisk oprindelse, og i stedet forstå dens natur som værende mytologisk. Almindelige mennesker er IKKE ideologiske, og drives ikke af ideologi. Den islamiske ideologi, som den fremstilles af opportunistiske islamister er således skræddersyet til at forsyne forhutlede børn af indvandrere med netop den forklaring på sig selv, som gør, at de ikke blot er dumme svin, men udvalgte aktører i et makrohistorisk – guddommeligt – scenarie. Altså en kraftfuld myte.

    Hvordan skal de unge herfødte ellers forklare, at de muslimske drenge har ret til at gå på strandhugst blandt deres danske jævnaldrende kammeraters søstre – samtidig med, at de er villige til at udøve endog dødelige repressalier over for
    de sammen, danske kammerater, hvis de så meget som tænker på at blive forelsket i deres egne muslimske søstre ? Og det altimens de spiser nådsensbrød af den danske stats hånd …

    Det er helt trivielt, at der trænges en meget stærk myte, for at kunne retfærdiggøre sådan en adfærd. Den er så at sige et imperativ. Og sådan en myte, skabt til mennesker med en latent selvforagt overfladisk selvtillid, er farlig, ligesom mennesker med lav selvrespekt og en løgnagtig selvforklaring i sig selv er det. Derfor al den usædvanligt grove vold og hærværk, vi ser. Uden selvrespekt, ingen respekt for andre.

    Men du kan – desværre – have ret i, at hvis vi, du og jeg, spørger imamen … så er det langt fra umuligt, at vi får det svar, du forudser.

    – – –

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Tak for svarene!

    Den med Tariq Ramadan tror jeg, jeg vil gå let hen over. Dels er han af efterhånden ganske mange intellektuelle blevet anklaget for at tale med to tunger, eller for at bruge udtryk, som han véd vil blive forstået på én måde af hans muslimske bagland, men på en anden måde af indfødte europæere. Og dels hører han vist til den klan af elitære forskere, der ikke har megen føling med, hvad der foregår i Paris’ ”banlieus” eller i Vollsmose og andre ghettoer her i Danmark. Til den klan hører også ganske mange intellektuelle danskere.

    Jeg har det for så vidt heller ikke. Men jeg har lært at lytte til de mange, der har føling med det, og at tage dem tilpas alvorlig. Herunder Morten, der på udmærket måde forklarer det, der sker i ghettoerne. Jeg har selv i et indlæg her på bloggen (se her: http://riis.eftertanke.dk/2008/10/16/kom-ud-af-offerrollen/ ) forsøgt at forklare, hvad der kunne få muslimske unge til i skolernes vinterferie i 2008 at brænde biler og containere af; med streg under ”forsøgt”. I den forklaring har jeg inddraget en artikel af Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose, som lægger vægten på den overvurdering, muslimske forældre har af deres drenge: ikke blot er de ”bedre” end pigerne, de er også bedre end de vantro. Og den overvurdering giver bagslag: den bevirker, at de ikke kan tåle at blive konfronteret med virkeligheden, den virkelighed, at de snarere halter bagefter end er bedre end danskerne.

    Angående dit andet svar, det om samfundsopfattelserne, mener jeg, jeg er ude i et nødvendigt ærinde. Det er sandt nok, at på et vist plan forandrer vort samfund sig. Og det er også sandt, at de muslimske samfund ligeledes er underlagt forandringens lov. Men det bør ikke forhindre os i at grave et spadestik dybere, så vi prøver at finde ud af, hvad der er det konstante i vor samfundsopfattelse, på trods af de ændringer, der sker, og hvad der er den konstante faktor i de muslimske lande.

    Her hævder jeg altså, at den konstante faktor bag alle forandringerne i vort samfund er den demokratiske grundopfattelse, at lovene vedtages af et parlament, opstået gennem frie valg. Om den opfattelse kan trænge igennem i muslimske lande, har man da lov at håbe på. Men den afghanske forfatning giver fortrinsret til islam, den libyske, der er i støbeskeen, ligeså, og i Egypten arbejder man vist også med en tese om, at islam skal være fundamentet. Det kan være en reformeret islam, man forestiller sig, men resultatet har vi endnu tilgode at se.

    Så jeg synes ikke, min skelnen mellem vestlig og muslimsk samfundsopfattelse er helt hen i vejret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s