Hvad er et multikulturelt samfund?

På Politiken lader man, som om det da er noget, alle véd. Man har ikke opdaget, at der her er tale om et snydebegreb. Det har de i Tyskland. Her taler man om, at den tyske kultur skal være ”Leitkultur”, altså den ledende kultur, den kultur, de andre kulturer skal passe sig ind efter.

I en leder den 4-8 2011 spørger Bo Lidegaard Pia Kjærsgaard, om hun er enig i, at ”det multikulturelle samfund er kommet for at blive, og debatten derfor drejer sig om, hvordan vi bedst indretter os i det?” (se her). Lidt senere skriver Lidegaard: ”Her drejer det sig ikke om at forbyde det ene eller det andet synspunkt, men om at gøre det klart, om Dansk Folkeparti går ind for at løse de problemer, der knytter sig til indvandring og integration, så vi kan opbygge et multikulturelt nationalt fællesskab i Danmark.”

Lidegaard mener selv, han er meget venlig, ja endda imødekommende overfor Pia Kjærsgaard, hvilket blev bekræftet i Deadline den 10-8. Men af lederen fremgår det også tydeligt, at han ikke på nogen måde ser noget problem ved multikulturalismen. Det er for ham en selvfølge, at et samfund kan bygge på flere kulturer; at en kultur, f.eks. den muslimske kultur, skulle forstå demokratiet helt anderledes end den danske kultur, det er han fuldstændig blind for; at en kultur, f.eks. den muslimske, måske ligefrem skulle modsætte sig de demokratiske kræfter, det er for ham at se bagvaskelse af en fornem kultur: den muslimske. For vi er alle mennesker, siger eller tænker han, og på politiken-sprog betyder det, at vi alle tænker og inderst inde mener det samme som på Politiken.

Pia Kjærsgaard svarede, se her, og det gav anledning til, at Bo Lidegaard gav hende et gensvar, se her. Heri afslører han endnu tydeligere, at han ikke har fattet, hvad det er for problemer, samfundet står overfor. Han skriver til sidst: ”Men spørgsmålet står stadig ubesvaret tilbage: Er vi enige om det multikulturelle udgangspunkt? Eller er målet for dig og Dansk Folkeparti et Danmark for danskerne – dvs. en udrensning af indvandrerne fra fremmede kulturer?” Altså, det er for ham alternativet: enten går man ind for det multikulturelle samfund, forstået på Politikens overfladiske måde, eller også må man nødvendigvis gå ind for en udrensning af indvandrere fra fremmede kulturer.

At dette er et falsk alternativ, er fuldstændig gået hans næse forbi. At man må fastholde den danske kultur som den bærende kultur, som ”Leitkultur”, dvs., som en kultur, de andre kulturer må rette sig ind efter, det har han simpelthen ikke forstået. Eller han har ikke forstået kulturbegrebet i dets sande dybde. Han har ikke forstået og derfor heller ikke accepteret, at en fremmed kultur, læs: islam, har en anden opfattelse af, hvordan en stat skal styres, en opfattelse, som kolliderer med vores opfattelse. Og det er denne manglende forståelse, som synes at gælde alle ansatte på Politiken, der får ham til at føle sig moralsk overlegen over os andre, der ikke går ind for et multikulturelt samfund på samme måde som han. Det er jo en god gerning, at man ikke ser ned på andre kulturer (og hvis man ville opfatte dem som anderledes, ville man se efter hans opfattelse se ned på dem). Det er det attråværdige at få kulturerne til i fællesskab at skabe det nye danske samfund (og at den muslimske og den vestlige statsopfattelse indeholder træk, der modsiger hinanden, det enten ser man ikke eller det ser man stort på; som om man med sin overordentlig store gode vilje kan udrydde logiske modsigelser!).

Pia Kjærsgaard har ret, når hun skriver: ”Og så vil jeg gerne have en forklaring på, hvad et »multikulturelt nationalt fællesskab« er for noget? Det er jo det rene vrøvl”. Ja, begrebet er forvrøvlet. Men det er også ‘politikensk’. Man vil netop på Politiken både blæse og have mel i munden. Min anklage mod de politikenske skribenter går på, at de bruger falsk varebetegnelse. Desværre taler jeg nok for døve øren. For de ser det ikke selv.

Men lad os så tage det hele forfra, da! Begrebet ‘multikulturelt’ kan forstås som et deskriptivt begreb og det kan forstås som et normativt begreb. Og det er af vital betydning at gøre sig klart, om man bruger begrebet på den ene eller den anden måde. Hvis man forstår det deskriptivt, siger begrebet blot, at der i et samfund befinder sig mennesker, der har forskellig kultur, eller: at der i vort samfund befinder sig mennesker, der holder sig til dansk kultur, og mennesker, der holder sig til muslimsk kultur. Man udtaler sig i denne beskrivelse ikke om, hvorvidt disse to kulturer giver anledning til konflikter, eller om, hvorvidt det er muligt for dem at leve sammen uden konflikter. Det er blot sådan, at begge kulturer forefindes i landet.

Bruger man derimod begrebet ‘multikulturel’ normativt, siger man for det første, at det er noget godt med et multikulturelt samfund. Og man siger for det andet, at det da må kunne lade sig gøre at få et multikulturelt samfund til at fungére. Og man siger endelig for det tredje, at hver kultur i et multikulturelt samfund må have lige ret med enhver anden kultur i samfundet.

Det er her, problemerne opstår. Det er her, misforståelserne kommer ind. Det er her, debatten kører af sporet. Og læg mærke til det: den kører af sporet, fordi man på Politiken ikke har tænkt sig at foretage denne skelnen mellem deskriptiv og normativ.

Ser vi på Lidegaards første indlæg, kan man konstatere, at han uden videre dikkedarer mener, at Dansk Folkeparti, når de går ind for det multikulturelle samfund i den deskriptive betydning (altså: vi har nu engang et samfund, hvori der befinder sig fremmede med en anden kultur end den danske), da også må gå ind i en debat, ikke blot en debat om, hvordan vi løser integrations- og indvandringsproblemerne, men en debat om, hvordan vi kan ”opbygge et multikulturelt nationalt fællesskab i Danmark”. Og nu har – vupti – ‘det multikulturelle’ med ét slag forvandlet sig til et normativt begreb. Men det opdager Lidegaard ikke i farten.

For den debat – debatten om, hvordan vi kan opnå en fredelig integration af de muslimske indvandrere – har jo pågået i årevis. Og ikke mindst Dansk Folkeparti har deltaget i den debat – jeg i al beskedenhed også. Blot er den debat i vores optik ikke en debat om det multikulturelle samfund, normativt forstået, altså en debat om et samfund, der stiller alle kulturer lige, men en debat om det multikulturelle samfund, deskriptivt forstået, altså en debat om et samfund, hvori flere kulturer faktisk forekommer, men hvor disse kulturer ikke nødvendigvis skal blandes med hinanden, have samme vægt, eller stå på lige fod.

Det er det, der er det svigagtige i Politikens argumentation. Uden videre svinger man over fra en deskriptiv til en normativ forståelse af begrebet ‘multikulturel’. Eller uden videre går man ud fra, at man, hvis man går ind for at løse de problemer, der knytter sig til indvandring og integration, også går ind for at opbygge et multikulturelt, nationalt fællesskab, dvs., går ind for den politikenske utopi. Det ser muligvis selvfølgeligt ud i Politikens forståelse. Men det gør det så sandelig ikke i min, og tilsyneladende heller ikke i Pia Kjærsgaards.

Til sidst følgende forslag: Man bør helt undgå ordet ‘multikulturel’, når det har vist sig, at det bruges på denne misforståelige måde. I stedet kan man spørge om, hvilken statsforståelse de forskellige kulturer har. Har den pågældende kultur, f. eks. den vietnamesiske, en statsforståelse, der uden problemer lader sig glide ind i vores demokratiske statsforståelse? Det synes at være tilfældet for netop den vietnamesiske kultur. Men det synes ikke at være tilfældet for den muslimske. Ikke blot har vi Hibz ut Tahrir, som åbent erklærer, at deres statsforståelse indebærer oprettelsen af et islamisk kalifat, vi har også i næsten hver muslimsk ghetto en særlig muslimsk retsorden, som ikke vil indordne sig under den danske retsorden, men opretholde sin egen derfra forskellige muslimske retsorden. Det er måske ikke en så gennemtænkt statsforståelse som Hibz ut Tahrirs, men den synes med samme styrke at stå den danske statsforståelse imod.

Hic Rhodos, hic salta, kære Politiken. Det er den slags problemer, vi står overfor. Det er dem, der kræver løsning. Og jeg ser ikke, at der er anden løsning end den, at muslimerne opgiver deres statsforståelse. De er frivilligt kommer her til landet, de må derfor frivilligt gå ind under den bestående statsforståelse. Ellers hører de ikke hjemme her i landet, som Villy Søvndal så udmærket formulerede det, da han råbte ”Gå ad helvede til!” til Hibz ut Tahrir.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

9 svar til Hvad er et multikulturelt samfund?

  1. @Ricardt Riis: Du har fat i noget helt centralt, når du foretager distinktionen mellem en deskriptiv og en normativ brug af ordet “multikulturelt samfund”. Jeg bruger således altid ordet “multikulturelt samfund” i den deskriptive betydning.

    Om det er en fordel eller ulempe, at der er mennesker med mange forskellige kulturer i det danske samfund, er for mig at se (i modsætning til ekstremister som Breivik og ORG og Glistrup) et faktum, som vi må så i øjnene og leve med. Derfor er det afgørende spørgsmål altså ikke, om man er for eller imod det multikulturelle danske samfund, men hvordan vi kan bidrage til at få dette multikulturelle samfund til at fungere bedst muligt til gavn for os alle sammen.

    Uanset om man i den sammenhæng vælger at tale som Bassam Tibi (tror jeg nok det er) om en “Leitkultur” eller ej, så vil faktum være, at det store flertals kultur naturligvis vil udøve den største indflydelse på samfundets udvikling, samtidig med, at det er en grundlovssikret ret for enhver – også for vore nydanskere – at have og praktisere andre kulturer og religioner end flertallets, så længe det sker inden for lovens rammer.

    Skulle man følge dit forslag om at holde op med at bruge ordet multikulturel, fordi det forstås forskelligt, så skulle man også holde op med at bruge ordet kultur, for også det begreb forstås meget forskelligt. Jeg er fx ikke enig i din forståelse af kulturbegrebet, men forstår godt, hvad du mener.

    Venlig hilsen
    Mogens S. Mogensen

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Du forholder dig ikke til problemet med, hvad vi skal stille op med kulturer, der åbenlyst modsiger vor politiske kultur. Det er dèr, vi har problemet.

    Det er klart nok med hensyn til Hibz ut Tahrir, som ønsker kalifatet genindført. Blot er det jo lidt uklart, om det skal ske med voldelige midler eller ej. Og derfor bør vi nok ikke forbyde denne organisation.

    Noget mere uldent bliver problemerne, når det drejer sig om de muslimer, der ønsker sig ghettoer, hvor særlige muslimske regler og ikke danske love skal gælde. Det må vi vende os imod, ja, for en sådan kultur har ikke nogen grundlovssikret ret til at udfolde sig. Men hvor ser vi denne opfattelse i renkultur? De få teoretiske stemmer, der lyder, kan meget vel tale om muslimers pligt til at indordne sig under den gældende samfundsorden, men handlingerne taler i den modsatte retning.

    Det vil sige: der er ikke tale om, at de forskellige kulturer påvirker hinanden på fredelig vis i vort samfund; der er tale om, at én kultur: den muslimske, står i direkte modstrid med den kultur, der hidtil har hersket i vort samfund.

    Og her hjælper Politikens debattrick altså ikke. ”Hvis du ikke vil tvangseksilere muslimerne, accepterer du altså det multikulturelle samfund. Jamen, så er vi jo enige: du går også ind for det multikulturelle samfund!” Her sker skredet. Jeg ‘går ikke ind for’ det multikulturelle samfund, ligeså lidt som jeg ‘går ind for’, at månen skal skinne om natten. Det er jo noget, måner bare gør, og det multikulturelle samfund er noget, vi bare har. Umærkeligt har begrebet ‘det multikulturelle samfund’ forvandlet sig fra et deskriptivt begreb til et normativt.

    Men det glæder mig, at du holder din sti ren.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  3. Claes siger:

    Ulvens frihed kan ikke forenes med lammets frihed. At alle skal leve i fred med hinanden er vist noget der hører til i den kommende verden. Den nuværende verdensorden er en stridens verden, hvor ulve æder lam og store fisk spiser små fisk. Det er øvrigheden, der skal sikre, at vi alle sammen kan være her, og sætte grænser for destruktive kræfter.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jovist, øvrigheden skal sikre, at vi alle kan være her. Men spørgsmålet er, om øvrigheden er en islamisk øvrighed, der retter sig efter det, den påstår er guddommelige regler, eller en vestlig øvrighed, der på Luthers opfordring retter sig efter fornuften, dvs., den naturlige lov. I første tilfælde favoriseres dele af samfundet, nemlig muslimerne, i andet tilfælde er alle lige for loven, også muslimerne.

  5. Claes siger:

    “Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud ” sådan sagde apostlen Paulus til de kristne i Rom og formanede dem dermed til at underordne sig kejsermagten. Vi i vore dage har en demokratisk valgt øvrighed over os og skal rette os efter den. Kommer det så vidt, at Kalifatet bliver oprettet og Danmark underlagt sharialov, så skal vi, Gud forbyde det, underordne os den muslimske ørvighed. Til den tid kommer vor samvittighed virkelig på prøve, men skulle det ske, så må vi efter apostlens ord bøje nakke og adlyde, “underordne os den øvrighed.” Har du en løsning på det problem Ricardt Riis?

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Ja, men ikke en behagelig ‘løsning’. Vi skal underordne os den borgerlige øvrighed, ja. Men hvis den påstår, den har guddommelige love, skal vi underordne os den, samtidig med, at vi nægter de såkaldt guddommelige loves guddommelighed. Det kan koste os kristne dyrt. For det betyder, at vi ikke kan bøje os for denne øvrigheds forbud mod at missionere overfor muslimer, heller ikke, om der er dødsstraf for både den kristne, der forkynder evangelium, og for muslimen, der bøjer sig for det.

  7. Claes siger:

    Først af alt må vi arbejde for, at det ikke kommer så vidt og prøve at bevæge de danske muslimer i retning af en mere liberal islamisk holdning, der åbner op for rolig sameksistens. Både muslimer og kristne er jo trods alt mennesker, skabt af den samme Fader og Gud.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Anne Lübbers!
    Du mener ikke, at man kan stille muslimer i ghettoerne til regnskab for en norsk terrorists handlinger. OK. Men du mener, det er problematisk, når Mogens Camre gør opmærksom på det, muslimer i ghettoerne gør. Her ser jeg en mærkelig uoverensstemmelse. Handlingen lader du passere, beskrivelsen af handlingen ikke. Og det er den uoverensstemmelse, jeg prøver at finde en forklaring på.

    Eller: Du opfordrer til selvransagelse hos Dansk Folkeparti på grundlag af noget, de har sagt, men ikke til selvransagelse hos muslimerne på grundlag af noget, de har gjort. Sådan kan man også formulere uoverensstemmelsen.

    Så skriver du: ”Og på den baggrund opfordrer jeg ganske stille og roligt til at man reflekterer lidt over hvad man egentlig siger og måske revurderer og nuancerer sine holdninger en smule. For enten har vi en dialog hvor vi forsøger at blive klogere – eller også står vi blot på hver vores talerstol og råber ad hinanden”. Det store spørgsmål her er: hvem er ‘man’? I din første artikel var det klart; det var Dansk Folkeparti. Og der lå derfor en god portion farisæisme i opfordringen. I denne omgang er det mindre klart. Men jeg tror dog det er ret klart, at muslimerne i ghettoerne ikke er med i dette ‘man’, eller med i dem, ‘vi har en dialog med’. Og her spørger jeg igen: Hvorfor egentlig ikke? Hører de ikke med til vore landsmænd? Hører de derfor ikke med til dem, man eventuelt kan komme med en formaning til: ”Tænk jer lige lidt om! Den holdning, I har til os danskere, og som I praktiserer i jeres boligområder, kan få de forfærdeligste konsekvenser!”?

    Selv vil jeg nok mene, man skulle lade være med den slags opfordring til selvransagelse. Men du siger selv, at du hverken hylder den ene religion eller den anden. Alligevel er det kun den ene af de to, der opfordres til selvransagelse af dig. Det er, hvad der undrer mig.

    Jeg har ganske rigtig ingen anelse om, hvordan du stiller dig til muslimerne i ghettoerne. Men det behøver jeg heller ikke have for at kunne konstatere denne uoverensstemmelse.

    Til sidst: Jeg har i fem indlæg her på eftertanke.dk prøvet at finde ud af, hvordan Breivik kom derud, hvor han følte det nødvendigt at begå denne massakre. De bygger dels på egne iagttagelser af samfundsudviklingen, og dels på det 1500 sider lange manifest, som Breivik har lagt ud på nettet. Men jeg véd såmænd ikke, om jeg vil anbefale nogen at læse disse indlæg, for jeg føler mig stadig temmelig usikker på, hvorfor han endte dèr. Og det kan da godt være, at dette store arbejde, der jo altså hidtil er ret resultatløst, har gjort mig ret irriteret over de debattører, der med så stor sikkerhed véd, hvad der drev Breivik, at de er i stand til at opfordre andre til at dæmpe tonen i debatten. Til disse debattører regner jeg dig. Og jeg beklager det, hvis denne irritation har været for tydelig i mit første indlæg.

    Men altså: Man kan muligvis hævde, at pseudonymet ‘Fjordman’, som Breivik citerer mange steder i sit manifest, har påvirket Breivik med sin tale om, at man ikke kan komme nogen vegne med demokratiske midler. ‘Fjordman’ har stået offentligt frem og taget skarpt afstand fra Breivik, og man må også indrømme, at han ikke har opfordret til vold, kun nedgjort den demokratiske vej. Og man kan muligvis også hævde, som Breivik selv gør det i sit manifest, at han er blevet stærkt påvirket af de negative oplevelser, han i sin ungdom har haft med muslimske bander i Oslos natteliv. Men også her må man sige, at det store problem er, hvordan han kommer derfra og over til den ”nødvendighed”, han mener tvinger ham til at gøre, som han gjorde. Men før man har nogenlunde sikkerhed for, at det er det ene eller det andet, der har påvirket Breivik, bør man nok afholde sig fra at opfordre den ene eller den anden part til selvransagelse.

  9. Pingback: Hvem kan lære af hvem… « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s