En teologisk økonomisk tænkning??

Lad mig tilstå det med det samme: Jeg blev udfordret. Jeg blev udfordret af de antydninger, som Peter Lodberg kommer med på en blog her på eftertanke.dk, se her. Anledningen er Cape Town erklæringen fra 2010, som er et resultat af den tredje verdenskongres, som Lausanne-bevægelsen afholdt i Cape Town i oktober 2010.

Jeg må tilstå: jeg plejer aldrig at læse den slags erklæringer; jeg finder dem som regel teologisk ret uinteressante, omend jeg gerne vil medgive, at der måske kan være noget om det, der udtales. Denne erklæring afviger ikke fra det forventede, men jeg har da for mine synders skyld arbejdet mig igennem den, dog i en ret hastig og overfladisk gennemlæsning.

Hvad jeg imidlertid finder udfordrende, er Lodbergs ønsker i anledning af erklæringen. I Cape Town erklæringen hedder det: ”Evangeliet går i rette med afgudsdyrkelse i form af en omsiggribende forbrugerisme. Som dem, der tjener Gud og ikke mammon, er vi kaldet til at se i øjnene, at grådighed forværrer fattigdommen, og til at afvise den.” (side 58). Det får Lodberg til at drømme: ”Ikke mindst afsnittet om grådighed og den teologiske vurdering af forbrugerisme som synd er en vældig udfordring til den vækstideologi, der præger alle sider af det politiske spektrum i Danmark. Det vil være helt nye teologiske toner, hvis kirker og kirkelige organisationer kunne udarbejde en teologi om pengene, der kunne være med til at kvalificere de politiske handlinger og debatter om dansk økonomis fremtid.”

Kan den drøm opfyldes? Vil kirkerne i dag noget andet og mere i Lodbergs drøm end det, de har villet og gjort igennem de sidste flere hundrede år? Vi har jo igennem lang tid prædiket om, at vi skal tjene Gud og ikke mammon, og mange prædikanter har udnyttet denne tekst (Matt 6,24ff) til at prædike imod ‘materialisme’, ‘forbrugerisme’, ‘grådighed’ og andre slemme ting. Men noget opgør med den økonomiske main-stream-tænkning er det ikke kommet til. Man har hidtil fra teologisk hold nøjedes med at stå på sidelinjen og kritisere uden at gå ind i en seriøs debat med økonomerne.

Og mens kirken talte om grådighed og forbrugerisme, så fremstod i 1700-tallet dels fysiokraterne i Frankrig og dels Adam Smith i England. Sidstnævnte anså markedet, hvor der var fri konkurrence mellem producenterne, for at virke, som var der en ”usynlig hånd”, der regulerede samfundets ressourceanvendelse. Og denne positive side af markedskræfterne kan man vist vanskeligt komme udenom. Denne ‘markedsmekanisme’ har økonomerne da også sidenhed undersøgt forfra og bagfra, og det ser ikke ud til , at der kan siges noget specielt teologisk om den. Heller ikke i vore dage.

Det er jo økonomer og ikke teologer, der analyserer pengenes væsen. Det gør de på rent sekulær basis. Den ”homo oeconomicus”, man undersøger i de økonomiske teorier, er ikke specielt from eller særlig kristen. Han er bare et menneske med visse basale behov, som han ønsker at få opfyldt ved hjælp af de penge, han kan tjene. Og bevares, han viser sig også at have et vist behov for underholdning, et behov, som gøglerne søgte at tilfredsstille i middelalderen, og som diverse fjernsynsstationer og andre fritidstilbud prøver at tage hånd om i vore dage. Men hvornår disse behov kammer over og bliver til grådighed, det fortæller teologerne ikke noget om. Og de undersøger heller ikke nærmere, om det mon mod al teologisk forventning skulle forholde sig sådan, at selv forbrug, udsprunget af grådighed, kan gavne andre, fordi det giver andre et meningsfuldt arbejde. Så når Cape Town erklæringen siger, at ”grådighed forværrer fattigdommen”, så står det der som en uargumenteret påstand. Eller: så står teologerne stadig som kritikere på sidelinjen, der egentlig ikke bidrager med noget som helst positivt og vel kun kan mødes med hovedrysten af økonomerne.

Kan kirken da udforme en ”teologi om pengene”, der kan ”kvalificere de politiske handlinger og debatter om dansk økonomis fremtid”? Det kan vel ikke udelukkes. Men så skal der andre boller på suppen. Den Ulrich Duchrow, som Lodberg henviser til, kendte jeg ikke. Men jeg fandt på nettet en lille artikel af ham: ”God or Mammon”, hvori nogle forslag til handling for kirkerne nævnes, se her. Men ærlig talt: det lugter lidt for meget af god, gammeldags marxisme, noget, som vist ikke er så godt længere. Det er en blanding af udflydende talemåder og skjulte hentydninger til tiltag af socialistisk art.

Nej, i stedet for at prøve at gøre op med markedsmekanismen med en sådan uld-i-mund-tale, kunne man, hvis man turde, påpege et område, hvor denne mekanisme ikke virker efter hensigten. Jeg er gammel retsstatsmand og blev derfor glad overrasket, da jeg en aften i Deadline for snart længe siden oplevede, at en økonom sagde til en anden økonom: ”Ja, vi havde vel alle som unge studerende en forestilling om, at man skulle øge jordbeskatningen. Men da jeg som ung foreslog det for min professor, sagde han, at det havde han også tænkt, da han var ung, men at han nu havde indset, at politikerne aldrig ville gå med til det”. Så vidt jeg husker, var det, man diskuterede ved den lejlighed, den form for indgreb overfor de største jordværdistigninger, som man havde i Sverige, og som økonomerne mente var med til at forklare, at Sverige klarede sig betydelig bedre end Danmark i den internationale krise.

Hvis dette hjertesuk fra en økonom er udtryk for tanker, som mange økonomer går rundt med, men ikke gider eller ikke tør komme frem med, fordi der ikke er politisk klangbund for det, var det så ikke en idé for disse kirkelige organisationer at alliere sig med dem og på den måde skaffe tankerne en slags klangbund?

For det er kun altfor sandt, at politikerne ikke vil gå med til at hæve jordbeskatningen. En ledende socialdemokrat, jeg tror det var Sass-Larsen, forsvarede den manglende boligbeskatning med, at fru Larsen i sin lejlighed i Køge ikke led nogen overlast, fordi grosserer Ubberup i Gentofte tjente et par millioner på salg af sin bolig. Det var før finanskrisen. Men denne krise har jo vist, at Sass-Larsen tog fejl. Fordi vi ikke beskatter jordværdien, kunne priserne på boliger stige til uanede højder. Vi fik en boligboble. Og da så boblen brast, som det skete først i USA og dernæst i den øvrige vestlige verden, så fik mange banker stort besvær med deres likviditet, fordi de måtte afskrive mange lån som umulige at få indfriet. Hvad det har kostet staterne i hjælpepakker til bankerne, skal tælles i milliarder af kroner, penge, som bl.a. fru Larsen i Køge skal betale, enten i form af skatter eller i form af de besparelser, som finanskrisen tvinger os ud i. ”Tvinger”, ja, for gjorde man ikke noget, ville den ene bank efter den anden gå konkurs, og så ville næsten hele samfundet gå i stå.

Der er den sjove detalje ved disse tanker, at man næsten kan finde bibelsk begrundelse for dem. Jeg tænker på befalingerne i 3 Mos 25 om jubelåret. Ikke, fordi jeg mener, man skal indføre nogen ordning i stil med den regel, man forsøgte at håndhæve dengang: at hvert halvtredsindstyvende år skulle enhver vende tilbage til sin ejendom. Men man havde dog blik for, at når man solgte jord, så var det et antal afgrøder, man solgte (se vers 13-16). Og man havde også indset, at ingen egentlig kunne eje jord: ”for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig”, lader man i vers 23 Gud sige.

Grundtvig er inde på noget af det samme i ”Danskeren” 1849, nr 34, hvor han bl.a. siger: ”thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg”. Og når han lidt senere siger, at hvis loven tillod, at ”enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes”, så er den situation vel ukendt herhjemme, men den er det bestemt ikke i mange u-lande. Og hvis man fra kirkelig side ville indvende noget imod det, der sker på økonomiens område, kunne man passende komme med protester f.eks. overfor kinesernes eller vestlige firmaers jordopkøb i Afrika, for vel risikerer man ikke, at de vil lade jorden ligge øde, men man risikerer, at de vil bruge den til afgrøder, som den lokale befolkning, hvis jord det jo teoretisk er, ikke får nogen som helst gavn af.

Men jeg véd da godt, at teologer, hvis de gik ind i sådanne tankegange, ville risikere at få ørerne i maskinen, at de, helt anderledes end nu, ville skulle komme med økonomiske argumenter, at de, i modsætning til Cape Town erklæringen, ikke ville kunne nøjes med floromvundte hensigtserklæringer om forbrugerisme som synd og den slags vand ud af ørerne. Når jeg alligevel vover at nævne det, skyldes det, at jeg synes, den skæbne er en langt mere værdig skæbne for kirkefolk end den at nøjes med fromme, men intetsigende udtalelser, og at man i det mindste i den kirkelige diskussion burde kunne finde et andet og bedre alternativ til de bestående, af politikernes vrangvilje bestemte, økonomiske teorier, end den halv-socialisme, som Ulrich Duchrow repræsenterer.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til En teologisk økonomisk tænkning??

  1. Claes siger:

    Du rammer vel noget vigtigt, når du vil befri jorden for at være et spekulationsopbjekt og sikre danskeres lige ret til Fædrelandets jord ved grundbeskatning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s