Efterdønninger efter Utøya

Det var altfor tidligt, da jeg for et par uger siden skrev ‘sidste vers om Breivik’. Og det var måske også forventet. Man kan endda sige: godt det samme. For en begivenhed som massakren på Utøya kan et samfund ikke sådan lige på et par uger fordøje.

Nu sidst er det en artikel af Arne Hardis i Weekendavisen den 19-8 2011, som tager sig for at komme med nogle mere principielle betragtninger over – ja, ikke så meget over begivenhederne selv, som over vor behandling af dem. Altså en nogenlunde sober debat om debatten. Hvad har han at sige om den? For det må man indrømme: efterhånden er debatten blevet til en ret indædt debat om debatten. Hvad må man sige, og hvad ikke? Hvem må man tildele et medansvar og hvem ikke?

Hardis sammenligner med den periode i halvfjerdserne og firserne, hvor Blekingegadebanden herhjemme og Rote Arme Fraktion i Tyskland huserede, og mener, at ligesom man dengang uden blusel tildelte den revolutionære venstrefløj et medansvar for denne terror fra venstre, sådan må man i dag ikke være tilbageholdende med at tildele Dansk Folkeparti et medansvar for terroren fra højre, eller i det mindste bede dem om at foretage en vis selvransagelse.

Nu er der altid noget vist hyklerisk ved at bede ANDRE om at foretage en selvransagelse. Det minder lidt for meget om konen, der sagde til manden, da de var kommet hjem fra gudstjeneste: ”Det var sandelig en prædiken, du havde godt af at høre!” Men bortset fra det er der en afgørende forskel mellem venstrefløjen dengang og højrefløjen i dag, en forskel, som Hardis overser.

Nå ja, jeg skal vel først nævne, at som jeg husker det, var der ikke fra de danske mediers side nogen synderlig forargelse at spore overfor venstrefløjen. Der var ikke tale om, at man opfordrede den til selvransagelse på grund af Blekingegadebandens forbrydelser. Man prøvede at finde ud af, ad hvilke veje tankerne om voldsanvendelse havde bevæget sig, og det var lidt af et mysterium af opklare, men man bad ikke om ruelse i sæk og aske fra de mange små og store venstrefløjspartier.

Det hænger formentlig sammen med den forskel, som Hardis har overset. Den ligger sådan set i selve betegnelsen for bevægelsen: den revolutionære venstrefløj. At den var revolutionær, betød jo, at den sigtede mod at fremkalde en revolution, og en sådan fremkaldes ikke ad ikke-voldelig, demokratisk vej, nej, der skal magtanvendelse til. Og det var da også mange af venstrefløjspartierne enige om: den demokratiske vej kan man godt forsøge sig med, men den duer i sidste ende ikke; masserne skal bevidstgøres, og det opnås gennem en vis agitation på demokratisk vis, men også gennem aktioner på arbejdspladserne og på gadeplan. Den tankegang har vist overlevet hos nogle ret få såkaldt autonome i vore dage; de fem, der nu bliver tiltalt efter terrorparagraffen for ildspåsættelse, er eksempler på dette.

Så når man ikke bad om selvransagelse af disse mennesker, skyldtes det, at man havde vænnet sig til dem og til deres tale om revolution med inkluderet vold. Og det er klart, hvis der på højrefløjen for øjeblikket befandt sig partier, der agiterede for voldsanvendelse på et eller andet ikke nærmere defineret tidspunkt, så ville det være korrekt at sammenligne med den daværende venstrefløj. Men det gør det jo ikke. Og Dansk Folkeparti er milevidt fra tanker om vold. Så den parallel duer ikke.

Heller ikke parallellen med de muslimske terrorister kan bruges. Det er Hardis godt klar over. Han skriver: ”Han [Breivik] er tværtimod en politisk kriger, som intet middel som helst skyr i sin kamp mod islams angivelige overtagelse af Europa. I den forstand er han et spejlbillede af al-Qaedas selvmordsterrorister, der nok også virker fanatiske og skruppelløse hinsides det gale, men jo samtidig indgår i et terrornetværk med det politiske program, at Vesten og dets allierede i den muslimske verden skal bekæmpes og styrtes. Begge parter er også parat til at ramme »deres egne« i kampen mod fjenden”.

Det er der andre, der også har været inde på: at Breivik på en måde har lært af de muslimske terrorister. Jeg véd ikke, hvor meget der er om det, men Hardis påpeger lige efter forskellen: ”Der er også betydelige forskelle på Breivik og de muslimske terrorceller, naturligvis, al-Qaedas terrorister er en del af et solidt, faktisk netværk, mens Anders Breivik formentlig kun har fundet legitimering af sin ensomme forestillingsverden i blog-verdenen og i medierne i øvrigt”. Det ord ‘formentlig’ burde have været erstattet af en undersøgelse fra Hardis’ side af Breiviks manifest, så han i stedet for disse vage antydninger kunne have peget på direkte kilder til Breiviks tankegang. Det har han ikke kunnet, så derfor: indtil videre må man sige, at Breivik ikke blot var alene om sin uhyrlige gerning, han var også alene om at opfinde en tempelridderorden, der kunne retfærdiggøre den.

Men Arne Hardis fortsætter: Man må forvente, at der opstår en vis selvransagelse i Dansk Folkeparti. Ganske vist har partiet været dygtigt til at udrense kvart- og helnazister, men der findes betænkelige tankegange i miljøet omkring det, f.eks. hos Lars Hedegaard, Morten Uhrskov og Nicolai Sennels. Betænkelige tankegange? Tja, måske, men i hvert fald ikke opfordringer til vold.

Hardis’ vanskeligheder ved den parallelisering mellem venstrefløjen dengang og højrefløjen i dag viser sig i hans sidste eksempel. Han har fundet et citat fra en tale, som Mogens Camre holdt på Dansk Folkepartis landsmøde i Odense i 2004. Her sagde han bl.a.: »Lad mig sige det helt klart: Muslimer skal bo i muslimland – og det er ikke her.« Det mener vist Hardis er grund nok til selvransagelse hos Dansk Folkeparti, og han harcellerer ikke så lidt over Pia Kjærsgaards forsøg på at glatte ud oven på denne svada.

Det får Arne Hardis til at slutte sin artikel med en påstand om, hvad det handler om: ”Den måde at håndtere meget kontroversielle udsagn på blev ikke udfordret for alvor dengang. Alle vidste, at Kjærsgaard ikke var enig med Camre, men med sin bagatellisering ville undgå at lade årsmødet synliggøre en uenighed i partiets top, og så blev det i det store og hele ved det. Det vil næppe kunne lade sig gøre i dag, når det handler om meget kontroversielle spørgsmål som, hvorvidt vi er i krig med islam, eller hvordan man bærer sig ad med at få muslimer til at flytte til Muslimland. Igen: Det handler ikke om tonen, og det handler ikke om indskrænkninger i ytringsfriheden, folk skal hver især udlægge virkeligheden, som de ser den. Tværtimod, kunne man sige, det handler om at tage alvorligt, hvad folk i ens politiske nærhed skriver og siger. Og sige til eller fra alt efter, hvad man støtter”.

Og se, så er vi på besynderlig vis, uden at nogen har opdaget det, kommet et helt andet sted hen. Nu er det glemt, at det egentlig var Breivik, det drejede sig om. Nu ser vi ikke længer på, om påvirkningen af ham til hans udåd kunne komme fra Dansk Folkeparti. Nej, nu drejer det sig kun for Hardis om at spørge, om ledelsen i Dansk Folkeparti kan acceptere Camres udtalelser.

Er vi i krig med islam? Ja, det kan man da godt sige. For vi kristne har altid været i krig med vore modstandere. Blot har vi skullet holde krigen på det åndelige plan, det skulle være en krig på argumenter.

Skal muslimer tilbage til muslimland? Ja, det er en måde at sige det på. Jeg har selv sagt, at ”islam kan ikke være demokratisk – muslimer kan”. Det er en anden måde at sige det på. For de to religioner er uforenelige. Og vil en muslim gøre alvor af sin religion, det vil sige: vil han mene, at jihad er en forpligtelse for ham, så må man da sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark er det rette land for ham. For øvrigt mener jeg, at vi har sendt rabiate muslimer tilbage til muslimland, England har i hvert fald.

Men det er klart: mener en muslim f.eks., at han må afvente dannelsen af et muslimsk kalifat, før han kan vove sig ud i nogen form for jihad, så lad ham blot blive her, også om han er imam.

Men lad os så tænke os, da, at Camre ville foreslå, at vi på langt sigt skal prøve at få alle muslimer til at rejse til ”muslimland”, så længe han ikke vil fremme denne politik med vold, men på demokratisk vis, kan han så på nogen måde have været nogen inspiration for Breivik? Det må vist siges at være umuligt. Så Hardis’ artikel ender blindt.

Men det vil sige, at det stadigvæk er et ubesvaret spørgsmål, hvad der kan have fået Breivik til at opfinde sin egen tempelridderorden og til på den måde at anse det for berettiget at dræbe en række socialdemokrater. Som jeg læser hans manifest, er der et blindt punkt netop dèr, hvor det bliver interessant, dèr, hvor tankegangen bevæger sig over fra forestillingen om, at islam er ved at overtage Europa, og at de har deres hjælpere i en marxistisk-multikulturel elite, og til forestillingen om, at det kan blive et enkeltmenneskes forpligtelse at øve vold for at forhindre det, ikke vold på muslimerne, men på den marxistisk-multikulturelle elite, eller snarere på dens børn.

Dèr har vi gåden. Det spørgsmål skulle besvares, ikke spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Folkeparti kan tolerere Mogens Camres udtalelser.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Efterdønninger efter Utøya

  1. Claes siger:

    @Ricardt Riis. Du gjorde det nu klogt nok, da du skrev om sidste vers. Vi når ikke ind til det sted, hvor han brasede igennem isen, hvor fornuften ikke kunne bære længere. Årsagerne skal ikke søges til højre eller venstre i det politiske spektrum, men inden i manden selv. Der inde, hvor vi andre ikke kommer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.