Hviid Pedersens forglemmelser

Der er ikke noget at sige til, at Mogens S. Mogensen får kaffen galt i halsen, når han læser Søren Hviid Pedersens kronik i Berlingeren den 18-8, se hans blogindlæg her. Det var allivel grove, som Oluf Sand i The Julekalender ville sige. At fratage arbejdsløse og andre modtagere af offentlige ydelser deres stemmeret, hvordan kan dog nogen få sig selv til at foreslå det?

Det besynderlige er, at denne Søren Hviid Pedersen efter det oplyste skulle være lektor i statskundskab ved Syddansk universitet. Læser man hans kronik igennem, se her, opdager man, at han har glemt noget særdeles væsentligt i sine analyser. Han har glemt den økonomiske videnskab og det, den taler om. Og det skulle man tro var umuligt for en, der er lektor i statskundskab. På ét eller andet tidspunkt må vel de tanker, økonomer gør sig om samfundet, have sneget sig ind i hans studieplan. Men disse tanker må åbenbart have været som at slå vand på en gås (eller altså en gase). Han har måske rystet sig lidt, men efter vandplaskeriet fremstår han ganske som før, intet i hans verden er ændret, sine analyser kan han fortsætte ganske uanset, hvad økonomer siger.

For at sige det kort: Hviid Pedersen tager ikke hensyn til, at der er noget, der hedder højkonjunktur og lavkonjunktur. Disse udsving i det økonomiske liv har økonomer kæmpet med gennem mange år, om det ikke skulle være muligt at kunne give en slags forklaring på dem. Jeg selv gav i sin tid mit forslag til forklaring, se her, idet jeg i lighed med Henry George hævdede, at når produktiviteten hele tiden stiger, så vil forventningsprisen på jord, som tiden går, søge at tage højde for denne produktivitetsstigning ved at kræve en højere pris end produktionen kan efterkomme. For man forventer jo, at produktionen kan betale prisen efter et par år eller tre. På et tidspunkt sættes så blot priserne FOR højt, og så går hele maskineriet mere eller mindre i stå, og går først i gang igen, når enten jordpriserne er faldet, eller produktiviteten atter er i stand til at svare til jordprisernes forventning.

Men andre har – bevares, det véd jeg godt – andre forklaringer på økonomiens op- og nedture. Og specielt andre forslag til, hvad man skal gøre. Det skal jeg ikke her komme ind på. Men lade, som om der slet ikke forekommer høj- og lavkonjunkturer, lade, som om man helt kan se bort fra det, når man vil forstå samfundet og dets udvikling, det går simpelthen ikke. Blot er det tilsyneladende, hvad Hviid Pedersen gør.

Vi så et grelt eksempel på denne udvikling i Japan i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. I firserne opstod der et boom i bygningen af centralt beliggende kontorbygninger. Der blev bygget og bygget. Alt kunne sælges, og oven i købet sælges til svimlende priser. Da boblen var på sit højeste, var der ikke tale om, at de firmaer, der købte, var interesseret i selv at have et kontor i de dyre ejendomme, nej, de var kun interesseret i at fastholde ejendommen, indtil de kunne sælge med stor fortjeneste. For priserne var jo hidtil steget, og hvorfor skulle de ikke stige fremover?

Så brast boblen, og byggefirmaer og udlejningsfirmaer stod tilbage med store tab. Ingen begik vistnok harakiri i den anledning, og banker og andre pengeinstitutter forsøgte også efter bedste evne at holde hånden over hinanden, men det tog lang, lang tid for Japan at komme sig oven på denne økonomiske nedtur.

Mange har for øvrigt sammenlignet vor nuværende situation med Japans dengang. Hvilket ikke just er opbyggeligt. For så tager det lang, lang tid for os at komme ud af krisen.

For øvrigt kan man se et eksempel på det modsatte i det, der skete i tresserne herhjemme. Dengang fik vi et europæisk frihandelsområde op at stå. Og det medførte en enorm vækst i produktiviteten. Denne vækst havde forventningspriserne på jord ikke taget højde for. Så derfor fik vi en lang periode med fuld beskæftigelse, noget, vi ikke havde oplevet før, og heller ikke er kommet til at opleve siden.

Men altså: hvordan man end vil forklare det ene og det andet, at overse det er udtrykt for dårlig videnskab, dårlig statskundskab. Sådan har vor samfundsudvikling været: perioder med opsving er blevet afløst af perioder med nedgang, tilsyneladende (men også kun tilsyneladende) uafvendeligt. Det førte i slutningen af 1800-tallet til dannelsen af fagforeninger, det førte til strejker og lønkrav, disse lønkrav gav arbejderne penge i lommen, så de kunne købe industriens produkter, og dette gav stødet til den stadige økonomiske fremgang, vi har set. Fremgang, ja, men hele tiden med arbejdsløsheden som et uforklarligt spøgelse, der fulgte med.

Det er også her, man skal finde forklaringen på den social-stat, vi har fået. Da arbejderne fik den politiske magt, ville de bruge statsmagten til at skaffe sig økonomisk tryghed. I nogle lande, de kommunistiske, ved at lade staten styre alle økonomiske kræfter, i andre ved at lade staten være den store omfordeler. I første tilfælde fik man ganske vist arbejdsløsheden afskaffet (og lad os ikke overse det, når vi undrer os over, at så mange østtyskere stemmer på det hedengangne socialistpartis afløser), men produktivitetsfremgangen var det småt med. I det andet tilfælde fik man nogenlunde styr på de økonomiske kræfter, der skabte arbejdsløsheden (det troede man i hvert fald), men arbejdsløsheden selv forblev, og man var derfor nødt til at lempe vilkårene for de arbejdsløse. Og har man erfaret, at staten med dens bureaukrati trods alt giver tryghed her, så er der åbnet op for, at det offentlige kan overtage ganske mange andre funktioner, funktioner, som Hviid Pedersen nu beklager, at staten sidder på.

Lad os tage familierne, som Hviid Pedersen mener har udviklet sig helt forkert: ”Børnene passes i institutioner, opdrages af institutioner, skolerne drives af det offentlige, alt ansvar er overtaget af staten og kommunerne og tilbage står familierne med ingen funktioner at udfylde og intet ansvar at påtage sig. — Hvis man skal værdsætte flid og personligt ansvar, så skal det danske skattetryk simpelthen nedsættes ganske radikalt. Den enkelte skal selv have mulighed for at skabe sin egen tilværelse og tage et personligt ansvar, hvilket ikke kan lade sig gøre i et skattesystem, der beslaglægger så store dele af vores indkomst”.

Altså: pengene ligger bedst i borgernes lommer. Staten skal kun sørge for gode rammer for produktion, markedsøkonomi og ejendomssikkerhed. Så skal resten nok gå af sig selv. Ja, sådan ville det være, hvis man gjorde noget ved de grundlæggende økonomiske problemer, hvis man fik fundet ud af, hvorfor vi har disse tilsyneladende (men kun tilsyneladende, n.b.) uudryddelige høj- og lavkonjunkturer, eller hvorfor vi altid har en større eller mindre arbejdsløshed. Men hvis man bare bevidstløst tror, man kan føre forholdene tilbage til de gode gamle dage, hvor folk sørgede for sig selv, så viser denne bevidstløshed, at man slet ikke er sig bevidst, hvordan økonomien fungerer, at man bilder sig ind, at bare man lader, som om økonomien i sig selv er i balance, så forsvinder den ubalance, der forårsager de mange opsving og nedgange, nok af sig selv. Det er ikke blot naivt, det er farligt.

Men bevares, det er da en dejlig drøm at have. Men vil man varme sig ved den, er det ikke nok at lade, som om vanskelighederne ikke eksisterer, man må give forslag til afhjælpning af vanskelighederne. Og det er det vanskelige.

Advertisement