Hvem kan lære af hvem…

… Canada af os eller vi af Canada? Der er et gammelt jysk ordsprog, der siger: ”A ka’ rees te Kanada, det ved A da, det kan A da”. Michael Böss, leder af center for canadiske studier, har i Berlingske Tidende begået en kronik, se her, hvis overskrift passende kunne være: ”A ka’ lær’ a’ Kanada, det ved A da, det kan A da”.

Det, vi danskere efter hans mening kan lære af Canada, er at få en bedre integration. For derovre, påstår han, fungerer nemlig det multikulturelle samfund. Og det lyder jo udmærket. Vi slår ørerne ud og lytter.

Men når man har gjort det – eller altså læst kronikken – er der i hvert fald én ting, der er påfaldende: Böss har ikke nogen som helst betænkeligheder ved at sammenligne Canada med Danmark. Der kunne ellers peges på en del forskelle mellem det ene og det andet lands situation med hensyn til indvandrere. Som én af kommentarerne til kronikken gør opmærksom på, så tillader Canada sig i høj grad at sortere i indvandrerne. Hvilket formentlig betyder, at de muslimer, de får ind i landet, ikke, som vores muslimer, stammer fra forskellige landsbyer i Tyrkiet og Pakistan, men fra de veluddannede lag i byerne. Og det gør vel kultursammenstødet betydelig mindre i Canada. Det kunne være relevant at få at vide, om det forholder sig sådan. Men det omtaler Böss ikke.

Ejheller fortæller han, om man i de canadiske byer har de samme problemer med muslimerne, som vi har. Altså: klumper de sig sammen i ghettoer, der prøver at få deres egen jurisdiktion? Danner de bander i disse ghettoer, der ikke tillader brandvæsen og politi at arbejde? Er politiet i deres ghettoer (hvis de altså har sådanne) udsat for, at anmeldelser trækkes tilbage, fordi imamen er gået ind og har foretaget ‘mægling’, eventuelt afstraffelse eller lign.? Finder der muslimske ‘vielser’ af mindreårige piger sted? Osv., osv. Vi har jo en masse problemer med muslimerne, og det ville da være yderst relevant at høre, om man i Canada har tilsvarende problemer. For har de det, så kan vi måske lære noget af dem. Har de det ikke, må vi spørge, hvorfor de ikke har dem; og så kan vi måske også lære noget. Men så langt kommer Böss ikke.

Nå ja, han begynder med at definere, hvad multikulturel betyder. Og her kan jeg da godt glæde mig over, at man, hvis man anvender den distinktion mellem en deskriptiv og en normativ betydning, som jeg anbefalede for et par blogindlæg siden, se her, opdager, at han er tilhænger af den deskriptive betydning. Det, jeg kalder en normativ anvendelse af ordet ‘multikulturel’, kalder han multikulturalisme. Det er vist et retorisk trick af samme art som det, man anvender, når man ikke taler om, at indførelse af sharia er et islamisk krav, men i stedet siger, at det er et islamistisk krav. Om det må man anvende det gamle ordsprog: ”Man sætte -ølse for, man sætte -ølse bag, pølsen beholder dog sin smag”.

Men derefter bringer Böss en længere historisk udredning, der skal fortælle os, hvorfor det går så godt med integrationen i Canada. Canada har, siger han, haft karaktér af etnisk mosaik og ikke af en smeltedigel som USA. ”Dette mønster blev nu gjort til en dyd: Indvandrerne skulle ikke assimileres, men »integreres«. De skulle beholde deres etniske og kulturelle identitet, ikke overtage dem, der gjaldt for flertallet. Ved at anerkende indvandrernes etniske identitet ville det blive lettere at indsluse dem i det canadiske samfund, mente Trudeau. Denne politik, som fik tværpolitisk støtte, blev siden udbygget ved love, der forbød diskrimination af mindretal og fremmede økonomisk integration og social mobilitet”.

Sådanne love har haft en gavnlig virkning, mener Böss: ”Der er ikke nogen tvivl om, at netop den aktive bekæmpelse af diskrimination har haft stor betydning for, at borgere med anden etnisk og kulturel baggrund end flertallets oplever Canada som et retfærdigt og godt samfund og derfor åbenlyst giver udtryk for deres glæde ved at være canadiere”. Det sidste er sandt nok. Forskellige undersøgelser viser, at de canadiske muslimer er mere tilfredse med deres opholdsland end de europæiske muslimer. Og da vi jo også ønsker, at vores muslimer skal være glade og tilfredse med at bo i Danmark, kan vi måske lære noget af Canada.

Men det kan også være, vi ikke kan. For man skal vide ikke så lidt om både et land selv og dets muslimer for at kunne drage sammenligninger.

Og i hvert fald: på ét område ser det ud til, at den ene ikke kan lære noget af den anden med hensyn til muslimer; her står vi overfor det samme problem. Men det problem omtaler Böss overhovedet ikke. For spørger man om, hvorvidt muslimer ønsker sharia indført, er svaret ja. Og spørger man om, hvorvidt de skal have lov til det, er svaret nej. Groft sagt. I 1991, har jeg fundet ud af uden Böss’ hjælp, ændrede provinsen Ontario sin voldgiftslov, så der kunne oprettes trosbaseret voldgift, et system, hvor muslimer, jøder, katolikker og medlemmer af andre trossamfund kunne bruge deres religions pricipper for at løse familiemæssige uoverensstemmelser, f. eks. skilsmisse, børns tilhørsforhold og arveforhold, uden at det offentlige system blev inddraget. Det er frivilligt – men er man gået ind på at lade den religiøse domstol træffe afgørelse, er disse afgørelser bindende, se her.

Så her fik altså de frommeste muslimer deres ønske opfyldt, de mindre fromme kunne jo bare sige nej. Hvordan gik så det? Ja, da loven skulle til revision i 2004, kom der en rapport, som skabte stor opstandelse, både blandt modstandere og tilhængere. Quebecs parlament besluttede enstemmigt at blokere for brugen af sharia i de quebecske retssale. Og i Ontario afstod jøderne og katolikkerne fra at stå fast på deres ret til særlige domstole af frygt for, at muslimerne ville indføre sharia.

Se, alt det kunne det have været interessant at høre lidt mere om fra Michael Böss. Hvad jeg har kunnet gennemføre af research, er jo alt for tilfældigt. Og der var måske noget dèr, vi kunne lære af. For den erfaring har vi vist tilfælles med dem: fromme muslimer ønsker at dømmes efter sharia-love; hvis de er meget fromme, så gerne i fuldt omfang, så de får lov til at stene utro mænd og kvinder og dræbe frafaldne, men det er nu noget, de ikke har ret til i noget land, vist undtagen Saudi-Arabien. Men vi har måske også den erfaring fælles med dem: at mange muslimer, der er flygtet fra netop disse strenge sharia-love, bestemt ikke ønsker at dømmes efter dem.

Nu kunne man jo omvendt spørge, om der mon kunne være noget, Canada kunne lære af os. Det spørgsmål springer man som regel over, vi er jo altfor beskedne til at stille os an som læremestre for nogen. Men alligevel; vi er begge vestlige lande med en absolut sammenlignelig kultur. Vi har begge fået en vis procentdel muslimer indenfor vore døre. Og vi har begge i den anledning haft en del problemer at slås med. Herhjemme har vi i de muslimske miljøer haft en del såkaldte æresdrab (ja – rigtig gættet: Böss fortæller os ikke, om de har den slags foreteelser i Canada). Men hvis vi går ud fra, at de har (og min research på internettet fortæller, at også de kender til æresdrab), så synes jeg, vi skal nævne Khan-sagen: den kvinde, der uden sin fars tilladelse forlovede sig med en afghaner, fik afbrudt alt samkvem med familien, men af en tante blev indbudt til forsoningsmøde i Ringsted. Her opdagede hun og hendes forlovede imidlertid i tide, at der var noget galt, og flygtede. Men faderens ‘tropper’ (han var taxavognmand) satte efter dem, og det lykkedes broderen at skyde kvinden ned på åben gade i Slagelse.

Det er, tror jeg nok, et ret enestående tilfælde, at det lykkedes politiet at få dømt en række af de personer, der havde medvirket til drabet, altså ikke blot broderen, der trykkede på aftrækkeren, også alle de mennesker, der havde stillet sig til rådighed for faderen. Og man skal ikke overse, at dette skabte stor glæde i de pakistanske miljøer. For her levede, kunne man forstå, en række kvinder under æresdrabets damoklessværd, og de så for sig en ny fremtid, nu, hvor denne voldsudøvelse var blevet meget besværliggjort i Danmark.

Nå ja, lære og lære, man må jo sandelig håbe for de canadiske myndigheder, at de ikke får en tilsvarende sag. Men man må også håbe for dem, hvis de får en lignende sag, at de så formår at udføre et lige så fremragende og godt politiarbejde for at kunne få ikke blot den udførende mand, men også alle hjælperne dømt.

For det er jo rigtigt, hvad Böss siger om Canada: ”Sådan som canadierne praktiserer »det multikulturelle samfund« på i dag, sker det altså under forudsætning af, at kulturel identitet ikke må hævdes på bekostning af liberale og demokratiske værdier, loyaliteten over for staten og solidariteten med ens canadiske medborgere”. Den samme forudsætning har jo vi. Vi har dog den beskedenhed (eller realisme), at vi føler os nødsaget til at føje til, at dette ikke blot er en forudsætning, det er også et ønske og et mål for vort samfund. Vi ønsker virkelig, at muslimerne må komme dertil, at de ikke hævder deres kulturelle identitet på bekostning af demokratiske værdier, vi ønsker virkelig, at vore muslimer må få loyalitet overfor staten og solidaritet med os andre. Men vi er realister nok til at indrømme, at vore ghettoproblemer viser, at der er et stykke vej endnu, før disse ønsker bliver til virkelighed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s