De nydende kontra de ydende

Jeg har taget fejl! Er det muligt? tænker den venlige læser. Nå ja, taget fejl og taget fejl, jeg har overset noget. Forleden aften i Deadline blev jeg opmærksom på min manglende opmærksomhed. Det viste sig, at Asger Aamund havde opdaget det samme, som Søren Hviid Pedersen, nemlig, at de nydende her i landet nu er en lige så stor skare som de ydende. Han har i den anledning foreslået en gennemgribende reform af folkestyret, en reform, der ikke som Hviid Pedersens går ud på at fratage de nydende deres valgret, men på at give folkestyret et kompetenceløft.

Aamund foreslår følgende: ”I Danmark er vi på vej mod flertalstyranniet, hvor det arbejdende Danmarks interesser groft tilsidesættes for at tækkes det flertal af klientvælgere, der står uden for arbejdsmarkedet. Det demokratiske kompetenceløft kunne bestå i en grundlovsændring, der reducerer antallet af folketingsmedlemmer fra 179 til 89. Gagen til parlamentarikerne skulle fordobles. Ligeså ministerlønnen. Hvert folketingsmedlem udstyres med en akademisk uddannet sekretær ud over en servicesekretær, og der indføres en spærregrænse på 5 procent”, se her.

Dette er jo noget af en mundfuld at få ned sammen med morgenkaffen (nå ja, i mit tilfælde var det nu aftenkaffen, men pyt). Og uvilkårlig lytter man lidt mere anspændt: Hvad kan det vel være, der får en nogenlunde fornuftig mand til at mene, at den slags er nødvendig? Og det viste sig, at diskussionen i Deadline gav en uddybning af det, Aamund påstår her: ”Det arbejdende Danmarks interesser tilsidesættes”. Det var ikke vælgernes skyld, de kunne nok bringes til at forstå problemerne, det var politikernes skyld, for de troede ikke, at befolkningen kunne bringes til at forstå. Og derfor lefler de for flertallet af vælgere. Og da nu udviklingen har ført med sig, at flertallet af vælgerne enten er ansat i det offentlige eller modtager overførselsindkomst fra det offentlige, betyder det, at det er blevet umuligt at mindske den offentlige sektor væsentligt. At få skattetrykket ned er altså, med de politikere, vi har for øjeblikket, politisk uigennemførligt. Men det er på den anden side økonomisk tvingende nødvendigt, efter Aamunds mening, hvis vi ikke skal sakke agterud i forhold til de fremstormende økonomier i Østasien: Kina, Singapore.

Så altså: Hviid Pedersen og Asger Aamund reagerer på den samme udfordring: de nydendes store antal i forhold til de ydende, og de reagerer begge med at foreslå ændringer i vort politiske system. Jeg vil ikke sige, det er farligt, for det bliver jo ikke til noget. Men jeg vil sige, det er tosset. Og da Asger Aamund på et tidspunkt har bekendt, at han agter at stemme på Liberal Alliance, er jeg tilbøjelig til at henregne ham til de ”storbytosser”, der på et tidspunkt truede med at tage pippet fra Anders Samuelsen og hans parti med alle deres vilde forslag. Anna Libak, der deltog i debatten på Deadline, havde da også forholdsvis frit spil overfor Aamund. Hun havde læst på lektien og kunne opregne temmelig mange tilfælde, hvor politikerne faktisk havde gennemført reformer, der krænkede deres egen vælgergruppe, og påviste derfor – med held, vil jeg sige – at der nok med vort nuværende parlamentariske system skulle komme en løsning, også på de problemer, Aamund har peget på.

Hviid Pedersen kritiserede jeg for ikke at tage hensyn til eksistensen af høj- og lavkonjunkturer. Så jeg vil ikke udsætte Asger Aamund for den samme kritik. Derimod vil jeg nok mene, at man kan rette den kritik imod ham, at han, som alle de politikere, han rakker ned på, har vækst på hjernen. Vækst, vækst, vækst, messer Helle Thorning Schmidt, det er nøgleordet, hvordan skaber vi vækst? Det samme siger Aamund. I et interview i Berlingeren, se her, hedder det som et referat af, hvad han mener: ”Har man vækstbrillerne på og tager et kig på verdenskortet, er der noget, der tyder på, at demokratierne har svært ved at skabe vækst. Lande som Kina og Singapore, der har et-parti-systemer, oplever en eksplosiv vækst, mens de gamle demokratier i Europa og USA plages af lav vækst, arbejdsløshed og en stor offentlig gæld”.

Og jo, alle ledende politikere har vækstbrillerne på, og det er til at få spat af. Og fordi de lande, der oplever høj vækst for øjeblikket, har et-parti-systemer, derfor er det, at Aamund overvejer vore politiske traditioner: skal de ikke laves om, så også vi kan få vækst? Man kunne med lige så stor ret stille det spørgsmål: Hvorfor fik disse lande ikke nogen boligboble, når vi i Vesten fik én? Hvad er det i deres jordejendomsforhold, der bevirker, at deres enorme vækst ikke giver dem et boom i ejendomspriserne, som det, vi har set hos os? Nå ja, Kina er et kommunistisk land, og har formodentlig ikke jordejendomsforhold, som dem, vi har, og det kan måske forklare noget, selv om man hører, at der i Shanghaj er ved at opstå ejendomspriser i bymidten, der minder om dem, der opstod i Japan i 1980ernes slutning. Men det spørgsmål vil jeg forlade her og i stedet rette skytset mod den vækstfilosofi, der præger alle dele af det politiske spektrum.

For det er jo i grunden ret besynderligt, at man opfordrer os til at gå ud og svinge dankortet, som det hedder. Én ting er, at vi propper os med diverse mere eller mindre dyre madvarer, så vi nærmest har fået en fedmeepidemi, noget andet er, at vi nu også, for vækstens skyld, skal proppe os med diverse elektroniske dimser, der kan forbedre vores livskvalitet, men vel ellers mest fremmer væksten i de lande, hvor de fremstilles, dvs. Kina, Japan, Taiwan. Hvorfor skal vi dog det? Ja, bevares, det er da sjovt nok med den slags legetøj, men den computer, jeg har, er stadigvæk fortrinlig, selv om jeg med skam at melde må bekende, at den er mere end fem år gammel. Og min mobiltelefon, der er en såkaldt smart-phone, tjener mig også udmærket, mest fordi mit behov er så umådelig ringe, og fordi jeg ikke gider sætte mig ind i alle de finesser, den har indbygget i sig.

Jamen, de østasiatiske økonomier vokser med rekordfart! Ja, selvfølgelig gør de det. De starter jo med en umættet befolkning, og hos dem har vækst det meget ligefremme formål at mætte befolkningerne. Hos os, derimod, der er overmætte, hvad skal væksten til for her? Eller – da vi jo nok ikke kan undgå den: hvordan kan vi bilde os ind at opnå de samme vækstrater som dem? Bevares, vi har da hos os mange uopfyldte behov, vi har fattige, der har behov for arbejde, vi har syge, der har behov for betjening, vi har misbrugere, der har behov for hjælp, og alt det koster penge. Men hvad er det, sammenlignet med f.eks. Indiens landsbybeboere? Og skal vi derfor ikke unde både Kina og Indien den vækst, de omsider har opnået, uden at sætte næsen op efter tilsvarende vækst hos os?

Jamen, USA mister sin førerstilling, Vesten kan ikke længer følge med, vi sakker agterud. Tja! Er det 1.2 mia mennesker, der bor i Kina? Er det 300 mill, der bor i USA? Hvis altså indbyggerne i Kina opnår samme levestandard som dem i USA, vil Kinas bruttonationalprodukt, alt andet lige, altså være fire gange så stort som USA’s. Og hvilken rolle spiller det? Eller skal vi til at konkurrere, stormagterne indbyrdes, om at føde flest børn? Så kan kloden endnu hurtigere blive overbefolket.

Altså: i og med, at ét af de mål, vi har sat os her i Vesten for snart lang tid siden: at de andre lande, de såkaldte u-lande, skal nå op på vort niveau, nu omsider er ved at blive nået, vil vor andel af verdens produktion nødvendigvis gå ned. Det, det betyder, er naturligvis, at vi skal til at tale med de andre lande på lige fod, sådan som vi opdagede det under klimatopmødet i København. Og bevares, det er selvfølgelig ‘sørgeligt’, at vi har mistet vor overlegne position, men kunne vi dog ikke, i stedet for at sørge over det, glæde os over alle de mennesker, der på grund af disse u-landes vækst, har fået et bedre liv?

Men hvorfor taler vore politikere så uafladeligt om vækst? Det er jo da ikke, fordi de ønsker de buldrende økonomier i Østasien tilbage til u-lands-stadet. Det gør de, fordi sådan taler den økonomiske videnskab. Og denne videnskab taler sådan, fordi boligboblen, da den brast, efterlod os med en række boligpriser, der var altfor høje. Disse priser kan ikke sådan bare sættes ned. Hele vort system bygger på, at boligpriserne kun går én vej: opad. Går de nedad, fører det til tvangsauktion på tvangsauktion. Men kommer der gang i økonomien, eller oplever vi vækst (det skønne ord!!), så kan huspriserne blive på niveau eller måske endda begynde at stige så småt.

Desværre for politikerne må man føje til – og det er muligvis sådanne tanker, overvismanden gør sig – at der, når alt kommer til alt, ikke er meget, vi kan gøre herhjemme. Vi har kun ét at gøre: at vente, dvs. vente, til produktiviteten er steget så meget, at der i de lønninger, der om nogle år udbetales, er råd til de fastfrosne boligpriser. Så oplever vi måske igen vækst, hurra! Så oplever vi måske igen ligefrem efterspørgsel efter arbejdskraft. Men det tager tid. Japan var femten eller tyve år om at komme sig oven på sin bristede ejendomsboble. Vi vil sikkert være mindst lige så længe om det. Giv tid, giv tid, den nynner glad. Ak, ja.

Men hvad så med ældrebyrden, som man kaldte det engang? Hvad så med det, der var problemet for Hviid Pedersen og Aamund: at de nydende er flere end de ydende?

Så ikke noget. Politikerne har taget hånd om det problem ved gradvis at hæve pensionsalderen. Og får man arbejdsløsheden til at gå ned – og det er jo derfor, man råber på vækst – så hjælper det også på problemet. Men at tro, vi kan vende tilbage til de ‘gode, gamle dage’, hvor vi gamle var så venlige at lægge os til at dø omkring de halvfjerds, det går ikke. Så må økonomerne finde ud af, om mon ikke samfundet godt kan fungére, også selv om de nydende og de ydende er omtrent lige mange.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s