Den hopper jeg ikke på!

Det fyger med økonomiske påstande. Og det bliver ikke mindre udpræget, som valgkampen skrider frem. Og så står de fleste af os med håret i postkassen: hvad skal vi tro? Begge sider i valgkampen fremsætter deres påstande med en overbevisning, som var det stensikre teser, de holdt sig til. Men vi véd jo godt, at økonomi er en højst usikker videnskab. Og her i valgkampen er det altså overladt til os at tage stilling, altså: at tage stilling til det, som de fleste økonomer viger tilbage fra at sige noget om med sikkerhed.

Lad mig derfor prøve at omtale et par ting, som jeg med ret stor sikkerhed mener må anses som forkert. Om jeg får fordelt sol og vind lige mellem rød og blå blok, véd jeg såmænd ikke. Det vil vise sig til sidst. Og det vil måske også afhænge af øjnene, der læser.

Om blå bloks ti år ved magten
Man hører af og til fra rød blok den påstand, at nu har de blå sidder på magten i ti år, og se så, hvad det har ført til! Og så opremser man alle de problemer, man mener vort samfund står overfor.

Heroverfor mener jeg, det er økonomisk korrekt at pege på, at vi under højkonjunkturen faktisk havde overskud på statsbudgettet og derfor var i stand til at afbetale på vor statsgæld, så vi, da krisen kom, havde mulighed for at handle, som vi gør nu: at køre med underskud på statsfinanserne. Endvidere giver min hukommelse blå blok ret, når de hævder, at socialdemokraterne under højkonjunkturen ikke ville afdrage gælden, men i stedet bruge pengene her og nu. Det vil, så vidt jeg kan se, sige, at havde rød blok haft magten under højkonjunkturen og under den efterfølgende krise, ville vi have siddet i en værre suppedas, end den, vi sidder i nu. Når altså Lars Løkke påpeger, at arbejdsløsheden, fra krisen satte ind og til nu, ikke har været så høj, som den var under Nyrup-regeringen, da den var lavest, så har blå blok virkelig et godt argument.

Hvordan finansierer vi underskuddet på statsbudgettet?
I lang tid brugte socialdemokraterne det slogan imod regeringen, at den gav ufinansierede skattelettelser. Og det var også i foråret grundlag for et indædt skænderi mellem blokkene, hvis plan var finansieret og hvis ikke. Det ser ud til, at det skænderi lige så stille kommer til at gå i sin mor her op til valget. For regeringen har fremlagt et finanslovsforslag, der udviser et underskud på statsbudgettet på 85 mia kr i 2012, samtidig med, at underskuddet i år bliver på 65 mia kr, penge, som man skal ud på lånemarkedet for at hente hjem. Og i den forbindelse ser det ud som en ret ligegyldig sag, om socialdemokraterne kan hente 12 eller 15 eller 20 mia hjem ved at arbejde 12 minutter mere om dagen. Jeg véd godt, at de ting, man diskuterede i foråret, var de langsigtede reformer, det, man diskuterer med finanslovens underskud, er de kortsigtede problemer. Men det forekommer mig alligevel, at de kortsigtede problemer, der nu dukker op til overfladen i kraft af de 85 mia kroners underskud i 2012 – 85 mia, der er ret sikre – langt overstiger de problemer, en eventuelt rød regering måtte få ved forhandlinger med arbejdsmarkedets parter – tal, der ligger ret langt ude i fremtiden og derfor er tilsvarende usikre.

Det vil sige: diskussionen har ændret sig. Nu er problemet ikke mere, om de statslige tiltag, man vil foretage for at ”sætte gang i økonomien”, som man siger, er finansierede eller ej, for det er hverken rød eller blå bloks tiltag, men om, hvorvidt de skal finansieres via statsobligationer, altså ved optagelse af statslån, eller ved forhøjelse af skatterne.

Her påstår nu blå blok, at det er gift for væksten at øge skatterne. Man må have mig undskyldt, men det kan jeg ikke umiddelbart se. Det står der muligvis i de økonomiske lærebøger, men har de taget højde for, at vi befinder os i en recession? Problemet er, får vi at vide, at folk ikke bruger penge; de sætter dem i stedet i banken. Og da bankerne har dårlige erfaringer med udlån, tør de ikke rigtig låne dem ud. Og da virksomhederne ikke har tillid til fremtiden, sådan økonomisk set, så tør de ikke låne penge i banken til investering i nyt maskineri, der ville kunne øge produktiviteten. Denne onde cirkel vil man nu fra begge sider råde bod på ved at lade staten bruge penge, enten til forskellige tilskudsordninger til erhvervslivet eller til offentlige investeringer i infrastruktur.

Men for mig at se kommer det nogenlunde ud på ét, om man finansierer på den ene eller den anden måde, ja, det er måske endda lidt mere langsigtet klogt at forhøje skatterne. Blot må man gøre opmærksom på, at for at det skal batte noget, er det os i den nogenlunde velaflagte middelklasse, der skal beskattes yderligere. Millionærskat, skat på sukker og andre ”usunde” ting batter som en skrædder i helvede. Nej, men middelklassens skatter, de fylder noget i budgettet.

Men vil sådanne skatter ikke sætte væksten helt i stå? Åh, nej, lige så lidt som skattelettelser vil sætte den i gang; de vil i stedet blive brugt til opsparing i husholdningerne. Så altså: staten vil gerne have fingre i de penge, husholdningerne sætter i banken; de skal ud at arbejde. Den kan gøre det ved at udstede statsobligationer; dem vil bankerne købe for husholdningernes penge, der på denne indirekte måde kommer i arbejde. Eller den kan gøre det ved at øge skattetrykket; derved kommer de samme penge mere direkte i arbejde og skaber ikke gæld for kommende generationer at betale af på. I begge tilfælde snupper staten penge, der alligevel ligger og flyder i bankerne til ingen verdens nytte. Og i begge tilfælde vil der blive sat gang i hjulene.

Og forresten, hvis blå blok vil bruge skatteforhøjelserne som skræmmemiddel overfor vælgerne, skal man lige huske tilbage på de skattelettelser, som denne blok pralede af for år tilbage. Hvor mange mærkede egentlig noget særligt til dem? På tilsvarende måde med de skatteforhøjelser, rød blok vil gennemføre: de vil kunne mærkes lige så lidt i den enkeltes budget.

Er de to planer vidt forskellige?
Det er vist især rød blok, der har fremhævet, at deres løsninger er helt anderledes end blå bloks. Men nu, hvor valget er udskrevet, synes blå blok at synge med på den samme melodi. Men den hopper jeg ikke på. Så dum er jeg da alligevel ikke. Rød blok har gennem længere tid klandret blå blok for ikke at ville fremrykke offentlige investeringer. Da man så endelig gør det, glæder man sig, og siger, at det så sandelig var på tide. Alligevel siger man, at det er to vidt forskellige måder at løse problemerne på. Forstå det, hvem der kan.

Og blå blok havde et ”udmærket” forslag om hjælp til boligmarkedet liggende i skuffen. På én eller anden måde blev forslaget røbet til rød blok, som så var fræk nok til at foreslå nøjagtig det samme. Ikke nok med det, man foreslog oven i købet et nationalt kompromis om disse enslydende forslag, et kompromis, som ville lade de radikale og Dansk Folkeparti stå ude på sidelinien. Men også på dette punkt får vi at vide, at der er tale om to forskellige løsninger. Det er højst utroværdigt og kan vel ikke andet end medvirke til en endnu større politikerlede.

Når de enige absolut skal være uenige
Lad mig komme med et sidste eksempel på, at politikere, der i grunden er enige, absolut her op til valget skal fremstå som hamrende uenige. Villy Søvndal nævnte i partilederrunden den 26. august igen SF’s forslag om at satse statsmidler på bestemte brancher og at øge samarbejdet mellem staten og erhvervslivet. Han blev modsagt af Lars Barfoed – som forventet – med denne påstand: det var bedre lade erhvervslivet selv afgøre, hvilke brancher der var fremtid i og hvilke ikke.

Her må det være nok at sige: ”Østerild”, ”Anholt vindmøllepark”. Disse to fænomener er jo udmærkede svar på Søvndals inderligste drømme: udtryk for samarbejde mellem offentlig og privat til fordel for fremtidig eksport af dansk know-how, i dette tilfælde vindmøller. Dansk industri har i kraft af gunstige statstilskud oparbejdet en placering som nummer ét på verdensplan, når det gælder viden om vindmøller. Den placering vil alle gerne bevare. Derfor oprettede VK-regeringen en forsøgsstation for kæmpevindmøller i Østerild, derfor giver den samme regering Dong gunstige afregningsvilkår for deres vindmøllepark ved Anholt. Men kan man forestille sig, at Lars Barfoed gjorde opmærksom på disse tiltag som eksempler på, at man for længst havde fået de idéer, som SF i foråret påstod var nye? Nej vel. Og omvendt: Kan man tænke sig, at SF pegede på det udmærkede i regeringens tiltag og blot sagde: Mere af det samme? Lige så umuligt. For nu er det gået valgkamp i det hele, og så forplumres alting.

Ikke mindst forplumres altså de økonomiske enslydende forslag fra rød og blå blok. De er ret ens, men må for alt i verden ikke se ens ud. Og så har vi slet ikke tale om boligbeskatning og fri kronekurs. Men hvad, der er jo stadig lang tid til valget.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s