Hvor er den kritiske presse blevet af? Er det ikke pressens opgave at gå de forskellige partiers forslag kritisk igennem? Man skulle synes så. Men når det drejer sig om økonomi, synes alting at kunne gå glat igennem pressens normalt hårdtslående vridemaskine uden problemer. I hvert fald, hvis der er tale om ét af de store partier.
Nå ja, lad mig da begynde med at kreditere Politiken for dens såkaldte ”faktatjek”. Her har man taget sig for at undersøge, om Lars Løkke Rasmussens påstand om arbejdsløsheden er korrekt, se her. Han påstår ved flere lejligheder, at den arbejdsløshed, vi har nu, hvor vi jo faktisk har en økonomisk verdenskrise, er mindre end under Poul Nyrup i halvfemserne. For et par indlæg siden udtrykte jeg min tilfredshed med dette fænomen, men jo kun, hvis det nu også var sandt, hvad han sagde. Det hævder nu omtalte faktatjek, at det er. Man har spurgt forskellige økonomer, de har kikket i deres statistikker, og de giver Løkke ret: den arbejdsløshed, som har ramt mange andre europæiske lande under krisen, har ramt os bemærkelsesværdig blidt.
Men så til angrebet på medierne! Chresten Sørensen, tidligere overvismand, har flere gange i bl.a. Deadline gjort opmærksom på, at al den ståhej, der i foråret var omkring efterlønnen og dagpengene – det, der blev kaldt 2020-planen, fordi man satsede på at få balance i 2020 – havde de langsigtede mål for øje, men at man over disse mål ikke måtte glemme at løse de kortsigtede økonomiske problemer.
Men nu, hvor valgkampen er skudt i gang, opdager man, at der ikke er nogen, der skelner mellem det korte og det lange sigt. Politikerne gør det ikke, men medierne anholder dem heller ikke for denne manglende skelnen. Hvad der jo ellers var deres pligt. Men man har fornemmelsen af, at de mere er ude på at lukke en hel masse overvejelser ud om politisk spin ud (her er der jo heller ikke nogen, der kan afsløre deres manglende viden) end på at afsløre politikernes manglende økonomiske viden. Dette kan skyldes, at de selv ikke har nogen særlig økonomisk viden. Det har jeg heller ikke, men jeg har dog nok til at se, at noget er galt.
Lad mig komme med to eksempler, én fra hver lejr.
Under en partilederrunde søndag aften og ved adskillige andre lejligheder blev S og SF gentagne gange angrebet, fordi deres forslag ”En fair løsning” — det forslag, der går på, at vi alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen – er varm luft: man kan ikke sige, hvordan det skal gennemføres, fagbevægelsen har stillet sig skeptisk an, osv. osv.
Jeg skal ikke forsvare ”En fair løsning”, blot påpege, at forslaget sigter mod de langsigtede økonomiske problemer. Disse famøse 12 minutters opgave var jo oprindelig ikke at skaffe penge til statsbudgettet, men at skaffe hænder til arbejdsmarkedet, fordi man forventer, at der om en tre-fire år bliver mangel på arbejdskraft. Det vil sige, den ”fair løsning” bliver kun aktuel, hvis det lykkes på den korte bane at ”sparke økonomien igang”. Lykkes det ikke, f.eks. hvis den internationale krise er dybere end antaget, så kan vi godt glemme alt om denne løsning. For så vil arbejdsløsheden stige, og ærlig talt – hvorfor skal vi alle sammen arbejde længere, hvis der ikke er nogen job til os?
Og det vil sige, når f.eks. Lars Løkke ikke vil gå med til et forlig om den såkaldte boligpakke med den begrundelse, at der ikke er orden i S-SF’s økonomi, de ville jo ikke være med til efterlønsforliget i foråret, så mangler man nogen vakse journalister, der kan holde Løkke og kompagni fast på, at indvendingen er irrelevant. Det, vi taler om ved boligpakken, er udgifter (eller manglende indtægter) her og nu, det, vi taler om ved efterlønsreformen og ”fair løsning” er manglende hænder om fem eller ti år.
Men ak, ingen journalist har meldt sig, så vi kommer nok til at sætte vort kryds i uvidenhed. Og det er kun en ringe trøst, at det har vi gjort så mange gange før.
Så til en tilsvarende lemfældig behandling af rød blok. Alle spindoktorer har i går været beskæftiget med håndslaget mellem de konservative og de radikale. Det vil ændre dansk politik afgørende, hører vi. Tja, måske. I dag er så den store nyhed S-SF’s ”forsigtighedsprincip”: Man vil have pengene, før man giver dem ud; man vil have en aftale om en betalingsring, før han sætter prisen på den offentlige transport ned; man vil se en effektivisering i kommunerne, før man bevilger dem ekstra penge; man vil have bankerne til at betale noget mere til fællesskabet, før man øger skolebevillingerne, osv. osv.
Alle disse forslag kaster man sig fra blå bloks side over med en hånlatter. Medierne véd ikke rigtig, hvad de skal mene endnu. Men de gengiver da nogenlunde loyalt, hvad der står i det papir ”Sammen om Danmark”, hvori S og SF kommer med deres forsikringer, se her. Og det er da muligt, at den kritiske refleksion og de mere inkvisitoriske spørgsmål kommer sidenhed. Men det er sandelig også muligt, de ikke gør.
Jeg gætter på, at de fleste ikke har læst det, der står med småt, eller altså, ikke læst det lille ”aberdabei”, der står i teksten. Jeg overså det i hvert fald i første omgang og var langt henne i min forargelse over, at netop socialdemokraterne, der plejer at holde sig til Keynes’ økonomiske teorier, dem, der siger, at man under en højkonjunktur skal operere med overskud på statens finanser, men under en lavkonjunktur med underskud, at netop de kunne foreslå noget så uansvarligt som at kaste vrag på disse teorier. At man vil have pengene, før man giver dem ud, lyder måske tilforladeligt, og er måske brugbart i en husholdning, men i en statshusholdning er det direkte gift for den vækst, man ønsker at skabe i en lavkonjunktur.
Men så opdagede jeg det med småt: der står, nærmest som en henkastet bemærkning: ”Eneste undtagelse er de initiativer, som vi tager i 2012 for at kickstarte dansk økonomi”. Her vil man altså ikke have pengene først, her vil man lånefinansiere sig frem til de mange tiltag, man agter at foretage sig for at få gang i økonomien.
Jeg må indrømme, at jeg ved den opdagelse blev knap så bekymret for socialdemokraternes økonomiske viden som før. Men jeg må også indrømme, at det undrede mig meget, at ingen andre synes at have opdaget dette lille aberdabei. At modstanderne fra blå blok anvender alle mulige debattricks for at nedgøre forslaget, er måske forståeligt, omend ikke særlig klogt. Men at ingen fra medierne har spurgt sig frem til den underliggende forudsætning for forslaget: at man mener at kunne operere med balance på statens budget fra 2013 og fremefter, det er besynderligt. Jeg mener: vi har i år et underskud på 65 mia kr, vi får næste år, efter finanslovsforslaget, et underskud på 85 mia kr. Hvordan i alverden vil S-SF bære sig ad med på ét eneste år at få ændret så mange love og regler og gamle procedurer, så man kan få balance på statsbudgettet i 2013? Det lader sig ikke gøre.
Dertil kommer, at det er højst usikkert, om det kun bliver i 2012, man skal have underskud på statsfinanserne for at ”kickstarte økonomien”. Alle spåkoner sidder jo fortvivlet ved deres krystalkugler og formår ikke at finde ud af, hvornår udviklingen vender. Bliver det værre eller bedre? Og hvis det bliver bedre – og det må da blive bedre før eller siden – hvornår ser vi så denne forbedring?
Nå, alt dette kan for så vidt være ret ligegyldigt. De fleste danskere stemmer nok ud fra den gamle, solide, økonomiske sætning, som Hans W. Bischof fremdrog engang: ”Det går nok altsammen”. Denne sætning er ikke så tosset, skønt det er en lidt pauver viden, den baserer sig på.
ricardtriis 