Om at bevare arbejdspladser i Danmark

Så hører vi det igen: på Tv2’s Nyheder den 5-9 skulle vi igen serviceres med den nyhed, at arbejdspladser fosser ud af Danmark, fordi vore lønninger er for høje. Vi overværede et par arbejdsgivere optræde for åben skærm, den ene var ved at pakke hele sin virksomhed sammen, han kunne ikke længer konkurrere med udlandets lave lønninger. Tidligere kunne vi klare os, fordi vi havde en veluddannet arbejdskraft; det går ikke længer, de andre er lige så veluddannede som vi, hed det. Og en anden, én, som havde et vognmandsfirma, kæmpede med næb og kløer for at kunne fortsætte med kun at ansætte danske chauffører, men det kneb gevaldigt; konkurrencen fra polakkerne var altfor hård, så hun forudså, at hun inden så længe ville være nødt til at give slip på dette princip.

Og hvad kan politikerne så gøre ved det? spurgte naturligvis Nyhederne. Men man kan næsten sige sig selv, at det kunne de ikke gøre noget ved. For skal man konkurrere med lønninger, der er på cirka en femtedel af de danske, er der ikke rigtig noget, der batter. Jovist, de to interview’ede arbejdsgivere mente da bestemt, at lønnen skulle ned, men selv ikke de kunne forestille sig, at den skulle ned med 80%. Så det, politikerne kunne sige, var blot fra Venstres side, at vi i hvert fald ikke skulle hæve skatterne, som socialdemokraterne foreslog, og fra socialdemokraternes side, at vi skulle være langt mere aktive i vores jobskabelse. Ikke noget med, at lønnen skulle ned, ikke tale om! Til gengæld nævnte de heller ikke, at der er én form for skat, man kan hæve, uden at det berører konkurrenceevnen, nemlig ejendomsskatterne. Hvis man hæver dem, vil prisen blot gå tilsvarende ned. For det, der bestemmer prisen på en bolig, er, hvad en gennemsnitsfamilie kan afse om måneden til boligudgift. Man kan også se det på renten: når renten stiger, går prisen ned, og når renten falder går prisen op. Nå ja, måske ikke lige for øjeblikket, for nu står jo boligmarkedet stille, man venter på, at priserne skal falde. Men ellers gælder den mekanisme.

Dog, nok om det. Vi har efterhånden hørt det til bevidstløshed, at ejendomsskatter er et tabubelagt emne for alle politikere.

Der er imidlertid endnu et tabubelagt emne for politikere fra begge fløje, og det er kronekursen. Vi kunne spare os for en masse bekymringer, hvis vi lod markedet bestemme kursen på kronen. Nu, hvor vi har låst den fast til euroen, får vi det pres ind over os, at vi hele tiden skal sørge for at være konkurrencedygtige. Vi skal arbejde mere. Hvorfor? Jo, vi skal sandelig være konkurrencedygtige. Vi skal afskaffe efterlønnen. Hvorfor? Jo, vi skal være konkurrencedygtige. Vi skal have skatten ned. Hvorfor? Godt gættet: konkurrenceevnen skal styrkes. Vi skal have bedre sygehuse. Og også det skal vi såmænd nok i sidste ende have, fordi vi skal være mere konkurrencedygtige. Ak ja.

Men hvis kronen selv kunne finde sit leje, så kunne vi slippe for alle disse bekymringer. Bare dette at kunne slippe for alt dette politikerævl kunne i sig selv være en grund til at slippe kronen fri. Men ellers er der faktisk en økonomisk saglig grund til at lade kronen flyde. Hvis kronen af den grund skulle falde i værdi (det modsatte kunne jo teoretisk også tænkes), så ville ganske vist importen blive dyrere, benzin og andre nødvendige importerede varer ville fordyres. Til gengæld ville prisen på vore eksportvarer falde, vi ville få lettere ved at eksportere, og da vores lille økonomi i høj grad har arbejdspladser i kraft af, at vi kan eksportere, ville dette betyde, at der blev dannet nye arbejdspladser.

En lille parentes: Det er altid let at få øje på de arbejdspladser, der forsvinder. De kommer altid i Tv-avisen. For de forsvinder som regel på én gang, det er spektakulært, og det har nyhedens interesse. Men de arbejdspladser, der lige så stille vokser frem, fordi en virksomhed efterhånden får flere ordrer, de ser ikke ud af noget, men er jo for de mennesker, der ansættes, en lige så stor begivenhed. Parentes slut.

Lad mig slutte med en opsang af denne art fra én af Jyllands-Postens bloggere, Peter Nedergaard, se her. Hans overskrift lyder ret bombastisk: ”Lider danskerne af galopperende storhedsvanvid?” Han mener vist, at spørgsmålet skal besvares med et ja, men hvad begrunder han det med? Jo, han skriver: ”Jobbene forlader Danmark i titusindtal, fordi udlandet har gjort sig flittigere, dygtigere og billigere, mens danskerne sov tornerosesøvn”. Og forklarer senere dette med tornerosesøvnen på denne måde: ”Piloteringen af fremtidens danske velfærdssamfund burde være det vigtigste emne i valgkampen, men det er det langt fra. I stedet bruges tiden af politikerne på at uddele milde gaver til danskerne, og danskerne fortsætter med at kræve ind det bedste, de har lært”.

Peter Nedergaard er vist nok ikke politiker, men han taler alligevel som en politiker, endda som en politiker i anden potens. Men lad os nu lige spise brød til. Der er vist ikke ret mange, der vil hævde, at vi med det tempo, der er på diverse arbejdspladser, sover tornerosesøvn. Derimod er det da sandt nok, at verden er i bevægelse. Tingene forandrer sig hele tiden. Nu for tiden er de såkaldte BRIK-lande (Brazilien, Rusland, Indien og Kina) ved at hale ind på Vesten, hvad produktivitet angår. Senere vil de nok også hale ind på os, hvad levestandard angår, ja de er vel også her godt i gang. Og det er da udmærket, det skal vi da glæde os over.

Jamen, konkurrenceevnen, konkurrenceevnen, hvordan skal det dog gå med den?

Rolig, det vil kursforskellene klare, for euroen flyder jo i forhold til disse valutaer. Efterhånden som deres levestandard stiger, vil deres valutakurs gøre ligeså. Vi har jo set det samme med Japan. Dette land regnes i dag for et rigt land. Men det var det bestemt ikke lige efter krigen. Da blev vi i Vesten oversvømmet med billige japanske varer, ofte endda kopivarer. Men efterhånden som japanernes uddannelse steg og deres varer blev bedre, blev de også dyrere. Og i dag må vi vel nærmest sige, at vi konkurrerer med japanerne på nogenlunde lige fod. Det vil vi også komme til med inderne og kineserne m. fl.

Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at vi havde sovet tornerosesøvn, så ville markedet have straffet en sådan opførsel. Med en fri kronekurs derved, at kronen ville være faldet i værdi. Med en fastlåst kronekurs derved, at det ville være blevet dyrere for os at låne. Intet af dette er tilfældet. Altså, Peter Nedergaard, du kan godt falde ned, det skal nok gå alt sammen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s