11-9 — om islam og kristendom.

Udåden den 11. september 2001 kan jeg alligevel ikke fatte, så den vil jeg næsten ikke skrive om. Men den satte mig i gang med at studere islam noget nøjere, end jeg før havde gjort. Og under dette studium faldt jeg over An-Na’im, en amerikansk professor med sudanesiske rødder. Han ville gennemføre det kunststykke at uddestillere menneskerettighederne af islams helligskrift. Til det brug anvendte han en slags omvendt abrogationsmetode. Normalt holder de lærde muslimer på, at når der er uoverensstemmelse mellem forskellige koransteder, er det det senest åbenbarede sted, der har forrang, dvs. Medina-åbenbaringerne overtrumfer Mekka-åbenbaringerne. An-Na’im siger det omvendte: Mekka-åbenbaringer indeholder det egentlige i islam, Medina-åbenbaringer kom blot til for at give Mekka-åbenbaringerne et grosted.

Jeg kom til at tænke på An-Na’im, da jeg læste dette eftertanke-indlæg af Mogens S. Mogensen, se her. Mogens refererer en kroatisk teolog, Miroslav Volf, som prøver af finde ud af, om islam og kristendommen har nogle fælles værdier, som man kan bygge samfund på, altså bygge et samfund på, som begge parter kan være tilfreds med. Det er ikke helt let at blive klog på, hvad Volf egentlig mener, og Mogens’ indlæg er da også kun det første af flere. Så i den henseende må vi vente og se.

Men da begrebet ‘det sekulære samfund’ spiller en vis rolle i denne diskussion, kom jeg altså i tanker om An-Na’im. Ham har jeg ikke beskæftiget mig med i årene siden, for jeg fandt ud af, at han ikke havde særlig mange tilhængere blandt muslimer, som de er flest. Men nu tog jeg ham frem igen: Hvor havde han bevæget sig hen i mellemtiden? Holdt han stadig fast ved tanken om, at menneskerettighederne kan understøttes af en ret forstået islam?

Det gør han faktisk. Jeg har fundet en kritisk gennemgang af nogle sætninger af An-Na’im, se her. Det er en vis Daniel Philpott, der foretager gennemgangen. Han omtaler fem punkter i An-Na’ims seneste bog ”Islam og den sekulære stat” og tillader sig at være lidt kritisk overfor dem alle. Philpott undlader at tage stilling til, om An-Na’im har ret i, at islam kan danne grundlag for menneskerettighederne. Han går kun ind på de fem punkter, fordi de bygger på almindeligt anerkendte filosofiske teser. De fem punkter siger:

1) Sand religiøs tro kan aldrig tvinges frem.
2) Der er og har altid været usikkerhed om fortolkning af helligtekster. Koranen er Guds ord. Men den må fortolkes af mennesker. Derfor kan man ikke bruge den som grundlag for lovgivning.
3) Hvis man bruger koranen sådan, fører det til tyranni.
4) Islams historie opviser mange eksempler på, at man har skelnet mellem religion og stat.
5) An-Na’im går ind for, at religiøse mennesker deltager i demokratiet, blot de gør det på basis af en sekulær sprogbrug.

Det første argument er godt nok, siger nu Philpott. Men det har jo ikke forhindret, at mange vestlige stater har kristendommen indskrevet i deres grundlov; og det gør heller ikke noget, blot man tillader andre religioner på linie med kristendommen. Principielt kunne man derfor godt tænke sig en islamisk stat med islam i sin grundlov, som tillod andre religioner på linie med islam. Min kommentar: Principielt, ja. Men i praksis, nej. For begge overser, at shariaen ikke blot er en etik for den enkelte, den er også en ”etik for stater”.

Det andet punkt opløser sig selv, siger Philpott. Jo, for der må være noget, der står fast, også som grundlag for en sekulær stat. Sandt er, at en sekulær stat giver alle religioner frihed til at udfolde sig. Men så må dog friheden være noget, der står urokkeligt fast. Og hvis ikke koranen kan tolkes som understøttende en sådan frihed, og altså tolkes umisforståeligt, tolkes uden mulighed for en anden tolkning, så er koranen ikke til nogen hjælp, når det drejer sig om frihedens grundfæstelse i samfundet.

Det samme kan siges om punkt tre. Det er sandt nok, at dette at ville bygge på religionen i både den kristne og den muslimske verden ofte har ført til tyranni. Men indenfor kristendommen har vi flere gange set, at et sådant tyranni kan imødegås med argumenter hentet fra kristendommen selv. De protestantiske forkæmpere for religionsfrihed i 1500- og 1600 tallet, forkæmperne for slavefrigørelsen, Martin Luther Kings kamp for sortes rettigheder, alle byggede de på kristendommen og dens understregning af den naturlige lov.

De to sidste punkter slår Philpott sammen derved, at han undrer sig over, at An-Na’im allierer sig med ateister som John Rawls Jürgen Habermas i stedet for med kristne frihedsforkæmpere; dem skulle man dog tro, han havde mere tilfælles med.

Alt i alt: An-Na’im holder stadig fast i sin kamp for at godtgøre, at den ret forståede islam understøtter det sekulære samfund og menneskerettighederne.

Jeg vil godt slutte med en kritik af begge de herrer. For jeg tror, at de fejlagtigt går ud fra, at ”tro” betyder det samme indenfor islam og indenfor kristendommen. Det er punkt 1, der er problemet. Det gør det ikke. Den betydning af ordet ”tro”, de opererer med, er den kristne. Også An-Na’im opererer med denne betydning. Philpott refererer hans mening under punkt 1 således: ”Religiøs tro kan efter sin natur ikke tvinges frem. Den må vælges frit, hvis den skal være meningsfuld og konsekvent. Den stat, som fremtvinger den, udfører en umulighed og fordummer og undertrykker et levende religiøst liv”. Og så citerer han direkte An-Na’im: ”Fordi en sekulær stat beskytter min frihed til ikke at tro, er den nødvendig for min frihed til at tro, hvilket er den eneste måde, hvorpå tro kan have nogen mening og være konsekvent”.

Og det er sandt, sådan ser kristne mennesker på begrebet ”tro”. Men muslimer ser ikke sådan på sagen. Man kan diskutere, som Volf gør, om kristne og muslimer tror på den samme Gud. Jeg vil mene, at den diskussion fører på afveje, men lad os bare vente og se, hvad Mogens kommer op med næste gang. Men jeg mener, man tager afgørende fejl, hvis man uden videre tror, at kristne og muslimer anvender det samme trosbegreb.

Lad mig i den forbindelse først henvise til Abu Sufyan. Ibn Ishaq, den mand, der skrev den første biografi om Muhammed, fortæller om ham, at han var blevet besejret og taget til fange af Muhammed. Så skriver han, hvad én fortæller om hans videre skæbne: ”Om morgenen gik vi hen til apostelen [dvs. Muhammed], som sagde til Abu Sufyan: ”Er det ikke indlysende for dig, at der ikke er nogen anden Gud end Allah!” Han svarede: ”Havde der været nogen anden Gud, ville han have bevist, at han var til, og hjulpet mig!” Apostelen fortsatte: ”Er det endnu ikke indlysende for dig, at jeg er Allahs apostel?” Abu Sufyan svarede: ”Det har jeg stadig mine tvivl om!” Så sagde jeg til ham: ”Vé dig! Bekend islam og sig: ‘Jeg bekender, at der ikke er anden Gud end Allah, og at Muhammed er Allahs apostel’, før jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og bekendte islam”.

Man fortolker vist ikke historien særlig meget forkert ved at sige, at Abu Sufyan ikke bekendte sin tro ud fra den af An-Na’im anbefalede frihed, og at Muhammed, der overværede scenen, tilsyneladende bifaldt det. (Jeg har skrevet lidt mere om den herre tidligere, se her). Men jeg vil ikke afvise, at An-Na’im har udført et formidabelt arbejde for at få indpasset et kristent trosbegreb i koranens Mekka-åbenbaringer.

Og lad mig i næste omgang henvise til Salman Rushdie. Det har, lige siden muslimer blev opfordret til at myrde ham, undret mig, at det berømte Al-Azhar universitet i Cairo vendte sig imod mordopfordringen fra Iran med den begrundelse, at manden skulle have mulighed for at angre. Han skulle i stedet indfanges i Vesten, føres til et muslimsk land og dèr stilles overfor valget mellem at blive henrettet og at afsværge sin kætterske mening i romanen ”De sataniske vers”. Hvad i alverden har det med anger at gøre, spurgte jeg mig selv. Men ak, ikke blot dette at angre, også dette at bekende troen er noget helt forskelligt indenfor islam og indenfor kristendommen. (Rushdie skrev jeg sidst om her).

Og jeg har siden møjsommeligt måttet læse og tænke og konkludere mig frem til, at dette, at en muslim hedder en muslim, er symptomatisk for hans trosbegreb. Jo, for ”en muslim” betyder ”én, der underkaster sig”. Og en muslim underkaster sig, fordi han erfarer, at Gud (eller altså: hans jordiske sendebud) er den stærkeste. Derfor hedder det gang på gang i koranen: ”I forstår ikke, men Allah forstår”, ”Allah véd bedre”, osv. I modsætning dertil hedder det i det ny testamente: ”Jeg kalder jer ikke længer slaver, for en slave véd ikke, hvad hans herre gør, jeg kalder jer venner” (Joh 15,15). Indenfor kristendommen tænkes man frit at acceptere det, man tror på.

Man skal forresten ikke bebrejde Muhammed, at han har et sådant trosbegreb. For han fortæller selv, hvordan han, da han fik sine første åbenbaringer, følte sig tvunget af dem, følte, at Gud ville tvinge ham til at sige netop det og det. Og svarende dertil siger jo også muslimerne, ikke, som vi, at Muhammed var inspireret af Gud til at skrive koranen, nej, de siger, at de ord, der står i koranen, er Guds egne ord, ord, som Gud altså har tvunget igennem Muhammeds i begyndelsen stærkt modvillige sind; dvs: Muhammed har hverken skullet overveje for eller imod disse ord.

Jamen, er da muslimerne ved at gå over til vort trosbegreb? Tja, An-Na’im er måske. Og ”det arabiske forår” kunne antyde, at der er temmelig mange ikke særlig troende muslimer, der bruger et trosbegreb som vort. Men der er så sandelig også mange, der bruger det muslimske trosbegreb. I de såkaldte koranskoler tænkes man ikke at overveje den tekst, man læser, måske endda ikke at forstå den, man tænkes først og fremmest at bøje sig for den. Og når alle opfatter denne tekst som ”hellig”, som noget absolut, så gør den enkelte det også.

Og når gang på gang en henvisning til et koransted bliver det sidste argument i en diskussion, så er det også det muslimske og ikke det kristne trosbegreb, man betjener sig af. Sådan var det i den ”brugsanvisning”, den ledende flykaprer, Mohammed Atta, efterlod sig den 11-9 2001. Han henviste til de kampe, de første muslimer under Muhammeds ledelse havde gennemlevet. Og derudfra formanede han sine kampfæller til at være lige så trofaste som dem.

Men altså: selv om vi i udåden den 11-9 ser et grelt eksempel på det muslimske trosbegreb: ikke blot bøjer man sig for koranens ord, man bøjer sig også for den udlægning af det, som al-Qaeda foretager, så har vi hos mange muslimer et andet trosbegreb i spil, ét mere lig det kristne, ét, der regner frihed for en uundværlig ingrediens for troen.

Hvilket trosbegreb vil så sejre i sidste ende? Ja, det véd vi måske mere om, når vi om ti år skal fejre tyve-året for angrebet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til 11-9 — om islam og kristendom.

  1. Back siger:

    FEJRE 20-året – må vel være en “slip of the pen”?! Jeg ville nu nok foretrække “markere”.
    I øvrigt nogle ganske tankevækkende betragtninger, især om trosbegrebet og den deraf afledte forestilling om trosfrihed. Historiens tale fra Det første Kalifat er ikke lige frem beroligende.
    🙂 .b

  2. Pingback: Håbefuld ungdom | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.