Eurabia?

Dette var ét af Anders Breiviks yndlingsord. Det var deri, han så den store fare for Europa: at verdensdelen ville blive overtaget af den arabisk-muslimske kultur, så ‘Europa’ blev forvandlet til ‘Eurabia’. Og når jeg sætter spørgsmålstegn bag ordet, kunne man måske forledes til at tro, at også jeg deler den opfattelse. Det gør jeg ikke. Men det interessante er ikke, hvad jeg går ind for eller ikke går ind for, det interessante er, hvilke argumenter jeg har for min ret faste overbevisning om, at det i kampen mellem det kristne Europa og det muslimsk-arabiske Mellemøsten, eller i kampen mellem kristendom og islam – hvis man nu går ud fra, at en sådan kamp finder sted – vil være Europa og kristendommen, der kommer til at stå som den klare vinder.

Hvorfor det?

Fordi vor kultur er mere i overensstemmelse med den sande menneskenatur end den muslimske. Det vil sige: vort samfund udvikler sig i overensstemmelse med naturen, forstået som menneskets natur, og ikke mod naturen. Og det betaler sig altid i det lange løb. Bare det, at vore samfund får frihed til at udvikle sig! Det har muslimske samfund ikke fået igennem århundreder. Man mente i mullahernes verden fra år 1000 og mange hundrede år fremefter, at man havde fundet frem til den sande sharia, det vil sige, den sande lov, befalet af Gud og derfor uforanderlig. Man mente, at døren til itjihad, dvs indbyrdes diskussion om, hvad der er sand sharia, var lukket. Det, der stod tilbage, var blot at leve efter denne eviggyldige sharia. Den dag i dag er det en grundtanke hos mange muslimer, at mens vore love er menneskeskabte, er deres love guddommelige. Det skulle være det, der gør dem bedre. At det samtidig er det, der fritager dem for (eller forhindrer dem i) at tænke selv, det ser de ikke.

Jamen, hvordan kan du være optimist? vil man måske spørge. Ser du da ikke, hvordan alle europæiske byer præges af ghettoområder, hvor det ikke er europæisk lov, der gælder, men shariaen? Hvor politi og brandvæsen mødes af stenkastende unge? Hvor man måske i første omgang melder forbrydelser til politiet, men i næste omgang trækker anmeldelsen tilbage, fordi dansk politi og retsvæsen hører til ”de vantros verden”?

Ja, man kan udvide spørgsmålet til mig og spørge, om jeg ikke har læst Mark Steyns udmærkede analyse af Europas undergang ”America Alone”. Og videre spørge, om jeg heller ikke har læst fortsættelsen ”After America, Get Ready for Harmageddon”. Jeg må bekende, at ingen af de to bøger har jeg læst. Men jeg har læst en anmeldelse af den sidste på Sappho, se her, skrevet af David Gress, og det var mig nok.

Der er da meget rigtigt i det, Mark Steyn skriver. Man kan virkelig godt få den tanke, at ”Europa lider af en bizar dødsdrift, som, hvis den ikke vendes, vil føre til kontinentets islamisering, barbarisering og forarmelse”. Og der er da også noget om det, som Gress refererer Steyn for at mene: ”Den amerikanske krise har samme årsager som den europæiske. For det første, eliternes skæbnesvangre drøm om at skabe det gode samfund ved venlighed, dialog, åbenhed og en historisk fuldstændig grundløs tro på, at alle mennesker dybest set vil det samme, nemlig velstand, forbrug og sekularisering. For det andet, den primitivisering og infantilisering af borgerne, som denne utopi nødvendigvis medfører.”

Ikke mindst må jeg give ham ret, når han kommer med et eksempel på, hvad eliten siger. Det er hentet fra den massakre, som fandt sted på Fort Hood: ”I 2009 blev tretten mænd og kvinder og et ufødt barn massakreret på Fort Hood af en major i U.S. Army, Nidal Hasan, som under dåden brølede det velkendte ”Allahu akbar”. Et eksempel på ”det pludselige jihadsyndrom”, en fredelig mand, der uventet skejer ud? Ingenlunde. Hasans visitkort bar påtegnelsen ”SoA”, søn af Allah, og som militærpsykiater — !! – propaganderede han islam for sine patienter. Som ”fremvisemuslim” skulle han indvi kolleger i multikulturalismens velsignelser; han leverede en PowerPoint, der ret nøje beskrev, hvad han agtede at udføre. Men han kunne ikke hjemsendes, for hæren havde så få muslimer, og man ville ikke risikere anklager for islamofobi”.

Den angst for at støde muslimerne, den bortforklaring af den muslimske terror, denne tendens til på forhånd at undskylde islam for at have noget med denne terrorhandling at gøre, ok jo, den kender vi til hudløshed fra eliten herhjemme. Og når hærens generalstabschef, general George W. Casey Jr. efter massakren sagde: ”Det, der skete på Fort Hood, var en tragedie, men jeg mener, det ville være en endnu større tragedie, hvis vores mangfoldighed skulle blive et tab her”, så kender også vi denne tendens til at fastholde forsøget med den kulturelle mangfoldighed på trods af alle de beviser, der viser sig på, at det ikke er muligt.

Vi genkender f. eks. denne holdning i den nuværende amerikanske ambassadørs udsagn ved 10 års mindedagen for terrorhandlingen den 11. september. Hun mente, at det var en stor fejl, at man havde brugt termen ”muslimsk terror”. At de nitten flykaprere selv havde betegnet sig som muslimer, at al-Qaeda, der meddelte, at den stod bag, også mener om sig selv, at den er udtryk for den rette islam, at man fandt en manual fra den ledende kaprer, Mohammed Atta, med en række koranord og henvisninger til Muhammeds kamp i Medina, at store menneskemængder i mange muslimske lande jublede over udåden, alt sådant betyder intet for den, der vil være politisk korrekt.

Så jo, jeg kan godt se, at Breivik har en pointe med sin tale om faren ved Eurabia og med talen om, at eliten har lukket øjnene og på ingen måde vil sige noget ufordelagtigt om islam. Men han tager gruelig fejl, når talen bliver om, hvordan man da imødegår denne fare. Her griber han – besynderlig nok – til nøjagtig de metoder, som muslimerne anvender: vold, trusler, intimideringer, terror. Han forstår tilsyneladende ikke den kultur, han selv påstår at være en del af. Han aner ikke noget om kristendommens ”metoder”, når det drejer sig om at bekæmpe den muslimske fare. Forståeligt nok, sådan set. For kristendommen har i vor kultur været kørt ud på et sidespor igennem snart halvandet århundrede. Eliten har snildt kunnet undvære den, og de kristne selv, ja, de har hygget sig i deres små forsamlinger, måske af og til hygget sig endnu mere ved at kikke ud på den onde verden udenfor.

Men forstår da Mark Steyn de kristne ”metoder”? Det synes heller ikke at være tilfældet. Hvilke metoder han da anbefaler, ses ikke af Gress’ referat. Men når han, som før nævnt, beskriver elitens holdning ret nedladende (”eliternes skæbnesvangre drøm om at skabe det gode samfund ved venlighed, dialog, åbenhed og en historisk fuldstændig grundløs tro på, at alle mennesker dybest set vil det samme, nemlig velstand, forbrug og sekularisering”), så kan det ikke være de kristne ”metoder”, han mener skal bruges. For det er jo netop den kristne menneskeforståelse, der afbildes med disse ord. Er det ikke netop det vestlige samfund, hvis grundlag kan finde udtryk i ordene ”venlighed, dialog, åbenhed”? Og er der ikke god grund til at være stolt over, at vi faktisk har bygget samfund på disse idealer? Og når vi skal inkorporere de tilflyttede muslimer i vort samfund, gør vi det så ikke bedst med netop ”venlighed, dialog, åbenhed”?

Vi skal ikke gå i den vestlige verdens eliters fodspor, sandt nok. Det vil sige: vi skal ikke, som de, lukke øjnene for de enorme og grundlæggende kulturelle forskelle, der er på kristendommen og islam. Men vi skal da, lige så selvfølgeligt, heller ikke lade vort forhold til muslimerne bestemme af deres menneskesyn, nej, det skal bestemmes af vort eget. Og når vi nu engang har den opfattelse, både som kristne og som vesterlændinge, at alle mennesker dybest set er ens, vil det samme: have en god familie, skabe sig en god karriere, sikre sig en god alderdom, så kan vi vel være noget uenige om, hvad der skal ligge i dette ”dybest set”, altså om, hvor langt man skal ned i menneskesindet, før man træffer på det, der er ens for alle, men at det er der, det kan vi ikke tvivle på.

Vi skal ikke lukke øjnene for, at muslimer har en tendens til at anse os ikke-muslimer for laverestående væsener. Og vi skal heller ikke blive fornærmede, hvis vi møder udslag af en sådan opfattelse. Men det skal naturligvis ikke få os til at blive usikre på vor faste overbevisning: at enhver muslim er lige så meget menneske som enhver af os; at selv den mest bastante opfattelse hos en muslim lader sig påvirke; at selv om de måske en hel generation igennem formår at fastholde, at de som muslimer er noget særligt, så vil dog i sidste ende den selvfølgelige og for os selvindlysende sandhed, at alle mennesker er lige, trænge igennem hos dem. Den vil trænge igennem hos dem, ja, ikke mindst, hvis vi med lidt drilleri og med vore naturlige indvendinger hjælpe opfattelsen lidt på vej.

Det forkerte ved elitens holdning er ikke, at den vil arbejde med ”venlighed, dialog og åbenhed”, nej, det er, at den alligevel ikke gør det. ”Dialog”, det er jo ikke blot at høre på hinanden med et fromt udtryk i ansigtet, det er også at gå i kødet på hinanden, at komme med frække spørgsmål, at indvende både dette og hint imod de muslimske trossætninger. Den ”venlighed”, eliten vil udvise overfor muslimerne, sætter sig i modsætning til den ”dialog”, man påstår, man vil føre med dem, idet man tænkes at være så venlig, at man fuldstændig undlader at komme med negative bemærkninger om deres religion, islam. Og det er minsandten altfor megen venlighed at vise muslimerne.

Nå, til sidst vil jeg komme med et bevis på, at det ”ikke er så galt, som præsten prædiker”, præsten er i dette tilfælde Mark Steyn. Gress refererer hans opfattelse af, at der sker en feminisering og en barnliggørelse af den almindelige amerikaner: ”Hvem er så den hovedansvarlige? Elitens redskab for fordummelse og barnliggørelse af førhen frie medborgere var staten. Gør du folk afhængige af tilskud, gør du tilskud til en indkalkuleret del af folks dispositioner, tager du deres frihed og ansvar fra dem”.

Jovist, der kan være noget om, at man kan sygeliggøre eller klientgøre en hel befolkning gennem diverse tilskud fra staten. Men det forekommer mig, at den påstand: at den amerikanske befolkning er på vej til at blive klientgjort, modsiges på det kraftigste af de brandmænd, der uden tanke for egen vinding eller eget liv gjorde deres pligt den 11. september for ti år siden, og af de passagerer i det fjerde fly, der gjorde modstand mod kaprerne, da de opdagede, at de var på vej til at blive brugt som missil mod andre amerikanere. Shanksville, hvor dette fly styrtede ned, og den brandstation i New York, hvor brandmændene holdt til, står de ikke som eksempler på den amerikanske ånd, når den er bedst? Hvorfor så al denne traurighed på Vestens vegne? Kan vi frembringe sådanne mennesker, lad så blot muslimske ekstremister komme med alle deres selvmordsbombemænd og -kvinder, deres våbenskjold vil altid være døden, hvor vores er livet? Og livet vinder dog i sidste ende, ikke?

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Eurabia?

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Livet vinder dog i sidste ende, ikke? Meget udfordrende spurgt, og det føles næsten formastende at svare ja. Men du skal dog ikke spørge ud i det blå.

  2. Maria siger:

    de kristne selv, ja, de har hygget sig i deres små forsamlinger, måske af og til hygget sig endnu mere ved at kikke ud på den onde verden udenfor. n
    Ha ha, den var skarp.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.