Åh, disse spindoktorer!

Det er ikke nemt at være politiker i vore dage. I den valgkamp, der nu er slut, har vi opdaget en hindring for den politiske debat, som vi ikke har set tilsvarende ved tidligere valgkampe. Ikke blot skal en politiker kommunikere levende, interesseret, engageret, for at ”komme ud over rampen”, han skal også kommunikere på en måde, så diverse spindoktorer bliver interesseret. Og det må siges at være en stor opgave at skulle trænge igennem ikke blot den mur af modstand, som de andre politikere og de andre partiers vælgere repræsenterer, men også at skulle trænge igennem den mur af ekspertise og særlig retorikforstand, som hele dette kobbel af spindoktorer repræsenterer.

Tirsdag aften var der partilederdebat på DR1. Og det kunne da have været udmærket, hvis man i Deadline denne aften havde set uddrag fra debatten. Det kan sommetider være gavnligt at få nogle pointer gentaget, det kan af og til være godt at få lidt overblik over, hvad der var de store linier i den debat, som man måske ikke selv helt havde fornemmet retningen af. Men hvad fik vi i denne aftens Deadline? Vi fik to eller tre ganske korte uddrag af debatten, og ellers en lang diskussion mellem to kommentatorer om, hvad debatten kunne tænkes at have medført i vælgerkorpset. Og disse uddrag? Var de så typiske? Indeholdt de noget, der var karakteristisk for debatten? Overhovedet ikke. De var så tydeligt udvalgt på grund af, at der var noget, der gjorde sig billedmæssigt på Tv-skærmen. I det ene tilfælde så vi Villy Søvndal vifte med et papir over imod sin nabo, Pia Kjærsgaard, der lidt drillende sagde noget om, at han blev lidt nærgående: pas på, det kan blive farligt detteher! Og bevares det var da meget sjovt, men havde det noget med sagen at gøre? Ikke en pind.

I det andet tilfælde havde vore kommentatorer lagt mærke til, at Lars Løkke blev næsten vredt engageret, da han talte om ventetider på kræftbehandling. Han drog sin egen familie ind i det – det havde han såmænd ikke behøvet, for vi kunne godt se, at det var noget, der optog ham – men han fremdrog også nogle tal for, hvor meget bedre vort sygehusvæsen var blevet ”under hans vagt”, som han sagde. Det var et udtryk, Helle Thorning havde brugt imod ham med hensyn til økonomien, som hun malede ganske sort, men som han nu tog op som en positiv ting. Men igen: Kommentatorerne havde ikke noget at sige til, om det var ham eller Helle Thorning, der havde ret: om sygehusvæsenet var i en dårlig forfatning med alt for lange ventetider, eller der virkelig var sket en forbedring, der havde rykket noget. De nøjedes med at kommentere det, vi godt kunne se af os selv: at Lars Løkke med sit engagement ”kom ud over rampen”, virkelig ”brændte igennem”. Jamen, kære kommentatorer, hvad brændte han igennem med? Er det sandt, hvad han siger? Har I tal, der modbeviser ham? Hvis sygehusvæsenet virkelig har fået tilført så mange ressourcer, som Løkke hævder, hvis der virkelig er sket den fremgang på næsten alle områder, som han hævder, så tager altså Helle Thorning fejl, når hun maler med den sorte pensel i sin beskrivelse, og så skal hun da have en negativ kommentar med på vejen af kommentatorerne. Hvad har man ellers kommentatorer til?

Ligeledes har det spillet en stor rolle i valgkampen, kan man forstå på diverse kommentatorer, at Lars Løkke i den første partilederrunde forlod sin plads og gik over mod Helle Thorning. Og at han midt i en duel med Helle Thorning trak en gul ”huskeseddel” frem, gik over til hende og gav hende den, også det var noget så væsentligt, at vi absolut skulle se den scene indtil flere gange. Det hæfter man sig ved, men hvad de sagde? Nå nej, det tror man ikke, vælgerne er interesseret i.

Altså: sagens substans, hvad det hele gik ud på, hvor uenighederne lå mellem den ene og den anden, nej, den slags bagateller er det under en spindoktors værdighed at beskæftige sig med. Men ak, det er jo netop det, der optager os vælgere. Og hvorfor går man så ikke noget nøjere ind på det? Forstå det, hvem der kan.

I det hele taget burde man på diverse Tv-redaktioner kunne blive enige om at holde diverse retorikere og kommunikationseksperter langt borte fra seerne. Jeg er ikke i tvivl om, at politikere og andre, der har et budskab, de skal have afleveret, kan have glæde af en retorikers ekspertise, men jeg kan ikke indse, hvad glæde jeg har af at få at vide, hvilket trick den og den politiker her benytter sig af. Jeg er interesseret i det budskab, politikeren bringer, og virker det ikke ind på mig, fordi han er en dårlig retoriker, så lad retorikeren fortælle det til politikeren, ikke til mig. Rent ud sagt: Hvad rager det mig?

Og hvis man vil sige, at vi skal høre, hvad en retoriker har at sige, fordi vi skal lære ikke at lade en politiker snyde os, vi skal lære at gennemskue ham eller hende, så vil jeg svare, at det kan jeg meget bedre selv finde ud af, end nogen retoriker kan. Jeg har f. eks. i afvigte valgkamp lagt mærke til, at ingen af de to store modstandere, hverken Helle Thorning eller Lars Løkke, har villet tale om de økonomiske problemer, vi står overfor på kort sigt. Og jeg forstår delvis godt hvorfor. Begge opererer nemlig med enorme underskud på statsbudgettet, og begge vil bruge en masse statspenge, som man altså skal ud at låne, til at ”sætte hjulene i gang”. Og begge véd formentlig godt, at for os, der ikke er doktorer udi den højere statsøkonomi, spiller det ikke den store rolle, om underskuddet på statens budget næste år bliver på 85 eller på 95 mia kr. Det er lige ufattelig stort i begge tilfælde.

I stedet har de brugt enorme kræfter på at bekæmpe hinandens langsigtede økonomiske planer. Lars Løkke har talt imod de 12 minutters merarbejde, vi skal levere om dagen, Helle Thorning om, hvor forfærdeligt det er at afskaffe efterlønnen. Og på det punkt kunne man savne en gedigen kommentator eller en dygtig journalist. De skal selvfølgelig begge to spørges, om de vil holde fast ved disse planer, hvis økonomien ikke lader sig sparke i gang, hvis vi altså ikke kommer til at mangle arbejdskraft i 2014. For begge parters langsigtede planer vil løse et problem, der ikke er opstået endnu, nemlig det problem, at vi mangler arbejdskraft. Det eneste parti, der har været lidt fornuftigt, er såmænd Dansk Folkeparti – på det økonomiske område, oven i købet. De har sagt, at hvis der ikke er arbejdspladser at få for de arbejdsløse, når den forkortede dagpengeperiode begynder at slå igennem, så vil de prøve at få udskudt forkortelsen. Men hverken journalisterne eller de andre partier forstod det fornuftige i udsagnet, tværtimod skosede man partiet for at svigte de andre i blå blok.

Men altså, det kan være grunden til, at man ikke vil tale om de kortsigtede økonomiske problemer. Men hvorfor har man dog ikke en økonomikyndig journalist, der kan gå i kødet på partierne og på én eller anden måde få dem til at indrømme, at landets økonomiske tilstand er langt mere afhængig af de internationale konjunkturer end af den tilfældigt siddende regerings politik? Det ville få det hele meget mere ned på jorden. Og det ville også gøre os vælgere mere kloge på, hvilke problemer politikerne står overfor, når de taler økonomi.

Det kan således være sandt nok, når Lars Løkke hævder, at arbejdsløsheden selv efter krisen ikke har været lavere, end den var på noget tidspunkt under Nyrup-regeringen. Og det er også rigtigt, hvad Nyrup indvender imod denne påstand, at han nedbragte arbejdsløsheden langt mere end den nuværende regering har gjort, skønt han kun havde ni år til det. Men en tilstrækkelig dygtig journalist ville vel kunne få indflettet det spørgsmål, om det dog ikke var de gode konjunkturer, der gav Nyrup mulighed for at nedbringe arbejdsløsheden, og de endnu bedre konjunkturer, der ufortjent væltede ned over Anders Foghs regeringstid, der var skyld i, at arbejdsløsheden under ham nåede et hidtil uset lavpunkt, for så at stige lidt under Lars Løkke. Hvorfor skal skyld og ansvar fordeles på den åndssvage måde, som politikere er tilbøjelige til at gøre det under en valgkamp? Lidt økonomisk fornuft i valgkampen havde ikke været af vejen. Og det er vel også journalisters og kommentatores opgave at bringe noget sådant ind i billedet. Men det har været en mangelvare hele valgkampen igennem.

Noget, kommentatorer også kunne gøre – men de har ikke gjort det i denne valgkamp – er at bringe de begreber i spil, som ingen af parterne vil eller tør nævne. Jeg tænker på udlændingepolitikken. Det hed sig i sin tid, at 24-årsreglen skulle til for at forhindre tvangsægteskaber. Men det var jo ikke den egentlig grund. Den egentlige grund var, at man ville forhindre kædevandring, altså det forhold, at familierne arrangerer ægteskaberne for de unge, således at det altid er én, der er bosiddende i Danmark, der giftes med én fra Tyrkiet eller Pakistan eller Libanon. Man havde jo opdaget, at man derved fik uanede mængder af delvis uintegrerbare muslimer til landet.

Og det kan da godt være, at det var det, der i den sidste partilederrunde, den på TV2, fik Margrethe Vestager og Johanne Schmidt Nielsen til at hævde som deres udgangspunkt, at det bør være enhver danskers ret at gifte sig med hvem de ville og derefter bosætte sig i deres fædreland. Et yderst smukt princip, hvis altså det ikke var, fordi det blev misbrugt så skammeligt i halvfemserne gennem de arrangerede ægteskaber. Og altså misbrugt, uden at de to debattører har opdaget det.

Nå, i den forbindelsen behøvede man heldigvis ikke nogen kommentator, Lars Løkke gjorde det betydelig bedre end nogen af det folkefærd kunne have gjort. Det var helt velgørende at høre ham være virkelig stolt over den 24-års regel. Jo, for den havde hjulpet utrolig mange unge fra de muslimske miljøer. Nu havde en 17-årig mulighed for at sige nej til ægteskab med én fra hjemlandet, nu kunne de få en uddannelse, og Løkke undlod ikke at gøre opmærksom på det forhold, at unge indvandrerpiger procentvis tog flere højere uddannelser end unge danske piger. Og det var meget lettere for en jurauddannet ung pige på 24 år at kræve selv at bestemme, hvem hun ville giftes med, end det ville have været for hende, da hun var 17. Og de radikales forestilling om, at man skulle forbyde tvangsægteskaber ved at give mulighed for politianmeldelse, jordede Lars Løkke med den bemærkning, at man da ikke kan forestille sig en 17-årig anmelde sine forældre.

På den måde kom udlændingepolitiken på banen til sidst, selv om den var dømt ude af diverse kommentatorer. Og NB: det var ikke Pia Kjærsgaard, der var den varmeste fortaler for 24-års reglen, det var Lars Løkke. Han fik oven i købet afleveret den bemærkning til Margrethe Vestager, at der også for hans liberale hjerte var noget forkert ved 24-års reglen, blot måtte han bøje sig for realiteterne: den virkede, og den virkede virkelig godt, til gunst for mange, mange indvandrere. Altså: han havde mod til at indrømme, at vi som danske politikere står i et dilemma mellem en fuldstændig liberalisme og så en praktisk ordning, der virker.

Men igen: Også efter denne debat skal man i den efterfølgende Deadline være vidne til, at hans motiver og indre oprigtighed blev analyseret til døde. Heldigvis sluttede den ene kommentator da med at sige, at man jo måtte regne med den mulighed, at han mener, hvad han siger. Tænk, virkelig! Det er noget, vi andre er i stand til at se med et halvt øje.

Så er der det med den forfærdelige blokpolitik. Margrethe Vestager er imod, og de fleste medier deltager i hendes negative holdning til den. Men hov, hvem er det lige, der opflammer til blokpolitik ud over alle grænser? Rigtigt! Det er de selvsamme medier. Hele valgkampen igennem har vi set meningsmålinger med rød blok til den ene side og blå blok til den anden side. Utrolig megen diskussion under valgkampen er på mediernes foranledning dels gået ud på at opstille det hele cirkus som et præsidentvalg i USA: er det Lars Løkke eller Helle Thorning, der vinder kapløbet? Og dels gået med at udspørge de to blokke for at finde ud af, om der er revner i samarbejdet. Det er da muligt, det har en vis relevans i valgkampen. Det er endda muligt, at sådanne forsøg er af interesse for den, der skal sætte sit kryds. Men så sig det, som det er: at dette er med til at fremme blokpolitikken!

Så alt i alt: Hvad har valgkampen bragt? Alt, alt for mange kommentatorer og spindoktorer, og alt for lidt substans, alt for få kritiske journalister, der var så meget inde i sagerne, at de kunne få politikerne til at erkende de mange ligheder med modparten.

Så er kun tilbage at melde, at jeg ikke nærer nogen bekymring for fremtiden, hvis blå blok vinder. Så vil man stadig, trods alle dystre udsigter, kunne bruge den kendte økonomiske grundsætning: ”Det går nok altsammen!” Lidt mere dystert ser det ud, hvis rød blok vinder. Ikke hvad økonomien angår – det skal såmænd nok “gå alt sammen” – men hvad udlændingepolitikken angår. Det er stadig uvist, hvad der skal ske med pointsystemet. Man er i rød blok enige om at afskaffe det nuværende, men S vil erstatte det med noget andet, SF, enhedslisten og de radikale vil ikke lægge stemmer til noget med pointsystemer. Kan S stå fast? For de får vel ikke blå bloks stemmer til at ændre noget på det pointsystem, de lige har indført. Vi får se!

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Åh, disse spindoktorer!

  1. Claus Beyer siger:

    Det er så evigt rigtigt, hvad du skriver. Jeg ved ikke, hvad der er sket med journalistuddannelsen. I snart mange år jeg savnet reel information i stedet for alle mulige ligegyldige meninger. Medierne har kørt sig selv langt ud over sidelinjen med journalisternes barnagtige ligegyldigheder. Men jeg vil tro, at det til dels skyldes deres ønske (eller lære fra journalisthøjskolen?) om, at de skal påvirke lytterne. Altså en form for aktiv, politisk journalistik. med en sådan ideologi vil journalister selvfølgelig hele tiden forplumrer tingene i stedet for at kaste lys over dem.
    Jeg kunne i øvrigt nævne endnu et emne, som ubegribeligt nok ikke blev taget op af journalisterne: Krigen i Libyen. Jeg kan godt forstå, at politikerne ikke vil tale om dette spild af penge, men de kritiske journalister? De burde da have taget det op og præsenteret de ansvarlige for en række meget påtrængende spørgsmål desangående.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.