Islam og demokrati

Det har været en fornøjelse under den nys afvigte valgkamp at erfare, hvordan ganske mange muslimer tog del i valgkampen, selv om de blev mødt med modstand fra nogle af deres medmuslimer. Ja, for mig, der er en hund efter at finde frem til de argumenter, som muslimer anvender for det, de gør, har det været en ekstra fornøjelse at læse tre indlæg om islam og demokrati, som dukkede op her fornylig.

Det ene var Naveed Baigs indlæg på religion.dk, se her. Det andet var en lang artikel i Weekendavisen den 16-9 af Søren K. Villemoes, som ikke er tilgængelig på nettet. Og det tredje er et svar, som den muslim, de to omtaler, Waseem Hussain, giver på spørgsmålet om, hvorvidt en muslim må deltage i landets demokratiske valg, se her. Vil nogen sige, at jeg da oven på disse indlæg må æde mine ord i mig igen, de ord, jeg fremsatte i et tidligere blogindlæg: ”Islam kan ikke være demokratisk – muslimer kan”, se her, så vil jeg svare, at der ikke er ord, jeg hellere æder i mig igen end netop disse ord. Men spis nu lige brød til! Det er måske alligevel ikke helt sikkert, at jeg får serveret min artikel til morgenmad, som Henrik Qvortrup får serveret en veltilberedt stråhat på TV2 nu på tirsdag.

Lad mig begynde med Villemoes’ artikel. Han foretager hen mod slutningen en interessant sammenligning: ”De til tider intense ideologiske uenigheder i de muslimske miljøer kan let give mindelser om 1970ernes venstrefløjsstridigheder, der dengang genererede sekteriske udbrydergrupper i en uendelighed, og hvor alt skulle kunne forsvares inden for det marxistiske paradigmes begrebsapparat, før det havde den mindste legitimitet. Hvis Hizb ut-Tahrir er islams svar pa Kommunistisk Arbejderforbund, der boykottede de parlamentariske valg og anså de eksisterende socialistiske regimer for korrupte, så er Islamisk Trossamfund miljøets pendant til DKP, der loyalt og trofast følger de saudiske skriftlærdes fatwaer. Fortsætter vi sammenligningen er Muslimer i Dialog vore dages udskældte reformister, mens Kaldet til Islam mest minder om grupper som Anarko-Syndikalistisk Organisation, der ikke anerkender nogen autoriteter og tager den politiske kamp ud på gaden”.

Forinden har han i artiklen skildret en række møder for muslimer, som han har overværet. Der var f. eks. tale om et møde arrangeret af Hizb ut-Tahrir i Valby kulturhus. Et kønsopdelt møde, hvor man dog af hensyn til en række stående mænd flyttede stole fra kvindesiden over i mandssiden. Og her blev det fremhævet, at det at deltage i demokratiske valg er ”haram”, forbudt for en muslim.

Villemoes mener at vide, at det ikke er Hizb ut-Tahrir, der har overklistret visse muslimers valgplakater med et klistermærke med påskriften »Demokrati er hykleri — Hykleri i helvede«, men derimod en mere ukendt gruppe, der hedder Kaldet til Islam. Og det skulle også være dem, der stillede sig op uden for det mødelokale, hvor Muslimer i Dialog holdt møde (et andet af dem, Villemoes har overværet), og delte løbesedler ud. Villemoes refererer: »Skaberen er den eneste, der kan lovgive,« fortæller aktivisten Michael. »Vi anser islam som en fuld pakke, der har svar på alle problemer — svar på hvordan vi skal leve i et land. Demokrati er menneskeskabt, og derfor er det haram. Menneskeskabte love er ikke tilladte i islam. Vi arbejder på at etablere en islamisk stat ved at kalde folk til islam. Vi vil vise både muslimer og ikke-muslimer, at der er et alternativ til kapitalismen.«

Én fra Muslimer i Dialog kommer ud og beder dem om at gå et andet sted hen. Der udvikler sig en længere muslimsk dialog, hvor den ene part hævder, at man skal have ‘beviser’ for at påstå, det er tilladt en muslim at deltage i et valg, mens den anden beder dem respektere Muhammeds krav om gode manerer. Villemoes skriver: ”På et tidspunkt slipper de islamiske argumenter dog op. »Vi står altså på et offentligt område,« lyder det fra en af de unge salafister. Til sidst opgiver Ali [fra Muslimer i Dialog] og forsvinder ind i salen igen. For de unge mænd virker det som lidt af en sejr — især fordi han ikke fik leveret et overbevisende teologisk argument. »Haha, han havde ingen beviser,« lyder det triumferende fra en af de unge, »han talte bare rationelt.«

Denne sidste triumf (NB: Det skal i denne bagvendte logik regnes én til skade, at man taler rationelt!!) skal dog holdes sammen med Villemoes’ iagttagelse af, at de islamiske argumenter var sluppet op for dem. Argumentet om, at de står på et offentligt område, er jo et gammeldansk, rationelt argument. Så når den pågældende unge skælder de andre ud for kun at tale rationelt, er det jo nøjagtig det samme, hans kammerat gør, når han taler om offentligt område. Der er god grund til at bide mærke i Villemoes’ konklusion: ”Bevidst eller ej er alle disse grupper dog i sig selv en form for demokratisering. De gamle autoriteter og myndigheder kan ikke længere tage deres position for givet. Det er let at få tanken, at det intense fokus på demokratiet i sig selv er et tegn på liberale ideers indtog, et tegn på moderniteten”.

Som sagt nævner Villemoes en vis Waseem Hussain. Ham nævner Naveed Baig også. Og også han har deltaget i et møde, hvor Hussain holdt foredrag. Han skriver: ”Det var befriende at høre ham et efter et nedbryde de argumenter, som Hizb ut Tahrir og andre ekstremistiske foreninger bruger med deres koranvers. ’Lovgivningen tilhører Allah’ var en af dem. For det første sagde Waseem Hussain, at disse ord er oversat forkert, og de betyder faktisk at ’skæbnen tilhører Allah’.” Jeg vil føje til, at hvis man interesserer sig for, hvordan Hussain nedbryder Hizb ut-Tahrirs argumenter, kan man klikke på det førnævnte link.

Jeg har ofte undret mig over, at muslimske lærde nøjes med at fremsætte deres egen fortolkning af koranen og ganske undlader at gå ind på andre muslimers modsatte tolkning. Derfor var det for mig noget nyt at læse Hussains argumentation. Ikke blot hævder han, at det er altfor snævert at dele menneskers handlinger op i halal (tilladt) og haram (forbudt) – der er også handlinger, der er ønskværdige, andre er neutrale og andre igen ubehagelige – ikke blot har han en rent rationel overvejelse om implementeringen af koranens forskrifter; Baig refererer: ”Spørgsmålet er: Kommer Allah ned på jorden og lovgiver? Hvem skal fortolke budskabet, og hvordan? Hvordan forstår vi lovgivningen i dag i dagens Danmark? Disse spørgsmål bliver aldrig stillet”.

Han gør også det – og det er det nye for mig at se – at han går ind i en diskussion pro et contra angående visse koransteder, altså også ‘contra’; de fleste muslimske lærde nøjes som sagt med ‘pro’.

Og på Hussains egen hjemmeside læser vi, at problemer som regulering af trafikken, sikkerhed på arbejdspladsen, byggestandarder er eksempler på ting, der ikke omtales i koranen og som man derfor selv må tage stilling til.

For mig, der altid har interesseret mig for tekstfortolkning, er det interessant at se, hvordan Hussain tager modstandernes sætning op, den, hvor det hedder, at ”lovgivningen kun tilkommer Allah”. Det er jo dette koransted, de bruger til at vende sig imod demokratiet. Men er det berettiget? spørger Hussain og tager sig derpå for at vise, at det er det ikke.

Sætningen forekommer tre steder i koranen, hedder det. Alle tre steder giver det dårlig mening at oversætte det med ”lovgivningen tilkommer Allah”; det, der giver mening i sammenhængen, er at oversætte ”skæbnen tilhører Allah” eller ”dommen tilkommer Allah”.

Og så skulle alle jo være glade, også jeg. Jeg er dog kun mellemglad. For i sura 6,57 hedder det: ”Sig: “Jeg støtter mig til et klart bevis fra min Herre, og I kalder det for en løgn. Det, som I ønsker at fremskynde, råder jeg ikke over. Dommen tilkommer Gud alene, og Han vil forkynde sandheden.” Han er den bedste til at træffe afgørelse”. Og det er da udmærket, at Muhammed her får besked på at lade sine tilhørere vide, at dommen tilkommer Gud alene. Men dels må man spørge, om ikke koranen stadigvæk opfattes som en lovbog, og det, der står deri, som Guds egen tale, sådan at Hizb ut-Tahrir alligevel har ret, uanset, at de måske anvender et forkert koranord. Og dels må man gøre opmærksom på de mange steder, hvor det hedder, at ”I forstår ikke, men Allah forstår”, noget, der på en måde også står i 6,57 med ordene om Gud, at ”han er den bedste til at træffe afgørelse”. Med andre ord: det, der for os er forudsætningen for demokratiet: at vi når frem til, hvad der er ret og rimeligt gennem vore indbyrdes diskussioner, at vi altså regner med, at der findes en ‘naturlig lov’, det er stadig ikke nogen forudsætning for muslimerne.

Men bevares, mindre kan da gøre det. Og jeg vil da foreløbig glæde mig over, at så mange muslimer anerkender demokratiet så langt, at de både opstiller til vore valg og går hen og stemmer.

Og så vil jeg også glæde mig over Naveed Baigs nye opdeling af de forskellige ‘huse’ eller områder, muslimer plejer at regne med. Normalt opdeler de verden i ‘fredens hus’, det er dèr, hvor sharia hersker, det er de muslimske lande, styret af en ret kalif, og ‘krigens hus’, det er alt andet, det den verden udenfor den muslimske, som muslimer har pligt til at erobre. Og ærlig talt, den opdeling kunne man godt blive lidt bekymret over, hvis ikke det lige var sådan, at den muslimske verden gennem mange hundrede år har været nedsunket i både økonomisk og militær afmagt. Blot kunne man jo frygte, at der var muslimer i vor del af verden, der tog dette med ‘krigens hus’ alvorligt, ja, at det måske netop er, hvad de muslimske terrorister gør.

Derfor er det glædeligt, at Naveed Baig opdeler de muslimske ‘huse’ på en anden måde. Han skriver: ”Som muslimer i Danmark lever vi i ’Dar ul aqd’ (pagtens område). Dette betyder blandt andet, at muslimer skal gøre det let for sig selv ved at finde løsninger, som kan forene deres tro med den pagt, som de har indgået med Danmark. Med pagt menes der ’aftalen’, de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer og så videre, som enhver i samfundet idealt set burde følge”. Og i fortsættelsen viser det sig, at ligesom dette at gå hen og stemme ikke begrundes rationelt, sådan begrundes denne opdeling heller ikke rationelt, men med henvisning til islams ældste historie.

Alligevel er det godt at høre, at der findes muslimer, der ikke blot passivt lader de ekstremistiske grupper vinde frem, men aktivt søger at fjerne deres argumenter, aktivt søger at trække tænderne ud på ekstremisterne, tænderne = koranbeviserne. Dem har vi hidtil ikke hørt meget til. Men det kommer måske nu.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s