Den barmhjertige samaritaner — en politisk lignelse?

Så har det været søndag igen! Så har man igen glædet sig over, at man ikke står på prædikestolen, men sidder trygt på kirkebænken og kan lade teksten og udlægningen af den rulle hen over sig. Men selvfølgelig sker der så igen det, at man begynder at udlægge teksten for sig selv, denne gang dog heldigvis, før præsten kom på prædikestolen, så jeg kunne faktisk høre nogenlunde ordentlig efter, da han senere stod deroppe.

Nå, det, jeg kom i tanker om, var såmænd bare en lidt overraskende ting, jeg engang havde tænkt over. Nu kom den så op til bevidstheden igen. Det drejer sig om den lidt sære modsigelse, der ligger i den formaning, Jesus slutter sin lignelse med: ”Gå du hen og gør ligeså!” Hvis man har lyttet ordentlig efter lignelsen, vil man sige: ”Jamen, det kan han da ikke!” Eller rettere: ”Det kan han kun, hvis også han møder en overfalden på sin vej!” Og hvis ikke han er så ”heldig”, hvordan skal han så kunne ”gøre ligeså”?

Inden nu den gode læser giver sig til at regne det med til det særlige præstesnakkerads, som præster og måske især gamle tidligere præster, der ikke har andet at give sig til, kan ryste ud af ærmet, så lad mig forudskikke den bemærkning, at vi efter min mening netop her har forskellen mellem lov og evangelium. Når den skriftkloge spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv, så tænker han i lovbaner. Og når han svarer med det dobbelte kærlighedsbud, så er hans forstilling også bundet af lovtermer. Det vil sige: Det, han ikke må gøre, skal han passe på ikke at gøre, det, han skal gøre, skal han gøre sig umage med. Men det, han skal gøre, kan han gøre i morgen, hvis han ikke når det i dag. Lovens gerninger er mangfoldige, og det er med at nå dem alle sammen, og det er mig, der er den aktive, den udfarende kraft. Men der skal jo naturligvis også være tid til søvn, måske endda til lidt fritid, selv om vi ikke er meget for at sige det åbent, når det er Guds bud, det gælder. For er det ikke sådan, at disse lovgerninger påhviler os hele tiden? Jo, det er det. Og dog er det også sådan, at har vi været efterladende den ene dag, kan vi indhente det den næste. Dog forholder det sig med lovgerningerne også sådan, at det er summen, det kommer an på.

Derfor kan man, hvad lovgerningerne angår, sige: Vi må også se at tage os sammen! Det bliver til for lidt. Vi må anstrenge os noget mere. Og når Jesus direkte siger, at vi skal gøre ligeså, så hører vi det som en formaning af den gode, gammeldags slags, det vil sige, som en lovformaning (en formaning, der hverken er god eller gammeldags): du må tage skeen i den anden hånd (eller som en gammel lærer sagde til sin elev: ”Du må tage skeen i en noget anden hånd”), du må se at gøre mere for at hjælpe de svage, du må se, om ikke du i højere grad kan gøre gavn, hvor det tiltrænges, osv.

Og hvor er det smukt, og hvor er det godt, og hvor bliver vi varme om hjertet ved at sige det til os selv! Vi føler os helt opløftede ved det.

Men lad os nu oven på denne himmelfart lytte lidt til den gamle præsts paradoks: Vi kan kun ”gøre ligeså”, hvis også vi møder én, der er blevet overfaldet af røvere. Det sjove ved lignelsen er jo, at det åbenbart ikke er en lovgerning, Jesus fortæller om. At hjælpe en overfalden er en gerning, der kommer til én, ikke én, man selv vælger; det er ikke dig, den enkelte, der er den udfarende kraft, gerningen udgår ikke fra dig, gerningen kommer i stand, ikke ved din aktion, men ved din reaktion. At gøre, som samaritaneren gjorde, er at handle i øjeblikket; den gerning, der kræves, kan ikke udskydes, til vi får bedre tid. Og det er ikke sådan, at når vi det ikke i dag, kan vi altid strenge os lidt mere an i morgen. Tværtimod, det forholder sig med den gerning sådan, at går vi forbi, som præsten og levitten, så er chancen forpasset, så lader der sig ikke ud af denne situation konstruere nogen god gerning, som vi kan anstrenge os med at udføre dagen efter.

Ja, man kan sige, at det med præsten og levitten forholder sig på samme måde, som med de brudepiger, der ikke var rede, da brudgommen kom (Matt 25,1-12). Den gerning, som Jesus taler om, er ikke en gerning i normal forstand; det er den gerning, der består i at være parat, i at have et øje på hver finger, om næsten trænger til noget, i at gå seende omkring i det daglige, om der skulle være en næste, hvis nød rammer mig. Det vil sige, den består såmænd blot i at være et nogenlunde normalt menneske, et menneske, der har antennerne ude, et menneske, der lever helt med i de fællesskaber, hvori han står.

Og formaningen til os (”Gå du hen og gør ligeså!”) er således ikke en formaning om at tage os sammen, så vi i morgen er lidt mere oppe på dupperne end i dag, nej, det er en formaning om at være opmærksom, være vågen, være parat til at gribe ind, hvis det behøves. Og behøves det ikke, så tænker man ikke nøjere over det; lever man livet hen, uden at en situation, der ligner samaritanerens, opstår, så skænker man det ikke en tanke; den er måske opstået mange gange i løbet af mit liv, uden at jeg har opdaget det.

Nuvel, alt dette var en flyvetanke, der fløj ind i min bevidsthed, da jeg blev klar over, hvad der skulle prædikes over, og nu altså er fløjet gennem diverse elektroniske hjælpemidler, som jeg ikke har så megen forstand på, og op på læserens skærm, til behagelig overvejelse.

Men det næste er noget, jeg hørte fra præstens egen mund – jamen, jeg hørte skam efter i går. Sådan da. Løgstrup har nemlig tænkt tanker, der ligner mine. Men han har, i modsætning til mig, tænkt lidt videre. Og det fortalte præsten. Hør nu bare!

Vi forestiller os, at samaritaneren umiddelbart blev grebet af barmhjertighed med den overfaldne, straks han så ham. Sådan lyder beretningen kønnest. Det ville være et eksempel på det, Løgstrup kalder ”de suveræne livsytringer”, in casu den livsytring, der hedder barmhjertighed. Men vi kunne jo også forestille os, at samaritaneren i første omgang gjorde som præsten og levitten: gik forbi. Vi kan forestille os, at det først var, da han var på vej væk fra den overfaldne, at hans samvittighed begyndte at anklage ham: er det egentlig ikke din pligt at hjælpe her? og at han derpå vendte om og hjalp, som Jesus beskriver det. I så fald ville han ikke handle af umiddelbar kærlighed eller barmhjertighed, han ville udføre det, Løgstrup kalder en erstatningshandling, dvs en handling, hvorigennem man efteraber det, som man godt véd, kærligheden ville have gjort.

Det forkerte ved en sådan handling er naturligvis ikke, at vi udfører den, nej, det er, at vi praler af den. For det kan vi næsten ikke lade være med. Og det er jo også oplagt: sammenlignet med præsten og levitten handler samaritaneren meget mere – ja, meget mere hvad? Mere kærligt? Mere næstekærligt? Mere i overensstemmelse med budene? Ak, nej, vi må nøjes med at sige, at han handler mere hjælpsomt. Og det er Løgstrups pointe: Vi kan ikke mene om sådanne erstatningshandlinger, at de er gode eller næstekærlige, vi kan kun mene, at de sådan rent udvendigt gavner næsten. Og det er jo – som vi jyder siger – heller ikke så ringe endda.

I vore dage har imidlertid lignelsen fået endnu en tvist. Og nu er det igen mine egne fritflyvende tanker, der gør sig gældende. For i vore dage er mange af vore handlinger blevet erstatningshandlinger i anden potens. Ikke blot er dette at hjælpe ud af pligtfølelse, hvis man står i en situation, hvor der er brug for hjælp, en erstatningshandling – ”erstatning”, fordi der ikke er tale om den umiddelbarhed, der alene er den ægte vare – også det at hjælpe ved i det politiske spil at stemme for, at staten skal hjælpe, er en erstatningshandling, man kan sige: en erstatningshandling i anden potens: i stedet for selv at hjælpe, selv at give penge, selv at lægge arbejde til, får man staten til at gøre det på ens vegne. Naturligvis, den nødstedte hjælpes, og det er udmærket. Og man kan muligvis også med en vis ret tale om næstekærlighed, for det er jo etiske overvejelser, der udspringer af næstekærlighedsbegrebet, der styrer handlingerne. Blot må man altså hele tiden gøre sig klart, at der er tale om erstatningshandlinger. At handle af pligtfølelse er ikke det samme som at handle af umiddelbar kærlighed.

Der sker en ulykke et sted i verden, en tsunami i Indonesien, en tørke på Afrikas horn. Så forventer alle vi velmenende mennesker, at nødhjælpsorganisationerne kommer i omdrejninger, ja, men vi forventer også, at der bevilges penge af vore offentlige kasser, og vore politikere gør det også som regel, idet de nok ikke helt kan lade være med at skele til, hvor meget der samles ind på privat basis, for på den måde at få en fornemmelse af, hvor stærkt folk er engageret i katastrofen. Vi kan derfor med Løgstrup tale om næstekærlighedens erstatningshandlinger, hvad angår de private indsamlinger, og med mig om næstekærlighedens erstatningshandlinger i anden potens, når vi stemmer på partier, der er villige til at give af de offentlige midler i sådanne situationer. Og det er givetvis Jesu lignelse, der i disse overvejelser har haft sin virkningshistorie. Men umiddelbar kærlighed bliver det ikke af den grund. Hvilket jo også kan være ret ligegyldigt for den overfaldne.

Nu findes der imidlertid også en slags erstatningshandlinger i anden potens, der ikke har nogen første potens. Stater skal bl.a. tildele opholdstilladelse til flygtninge og give tilladelse til familiesammenføringer. Og hvor har vi dog herhjemme diskuteret op ad stolper og ned ad vægge om, hvem der er flygtning, hvem der skal have opholdstilladelse, hvor grundigt man skal undersøge den enkeltes sager, osv.! I den diskussion har lignelsen om den barmhjertige samaritaner været bragt i spil. For ud fra den mener man at kunne slutte sig til, at næsten ikke blot er landsmanden, men en hvilken som helst fremmed, der kommer til vor dør, hvilket jo sådan set er rigtigt nok. Og hvis det er tilfældet, spørger man, er det så ikke oplagt, at vi skal tage helt anderledes imod de fremmede, end vi hidtil har gjort? Altså, nu er der ikke længer tale om, at vi læser lignelsen, så den handler om den suveræne livsytring, der hedder barmhjertighed; der er heller ikke tale om, at vi læser den, så den handler om de erstatningshandlinger, vi kan hitte på, når den umiddelbare barmhjertighed mangler, for som enkeltmenneske i samfundet kan man ikke tildele de opholdstilladelser, den fremmede har brug for. Der er i stedet tale om de erstatningshandlinger i anden potens, som udføres i det politiske rum.

Jeg skal sådan set ikke indvende imod dette, at lignelsen ikke kan bruges på den måde, selv om jeg godt vil gøre opmærksom på, at den har undergået ikke så få transformationer undervejs. Jeg skal derimod ikke undlade at påpege, hvor overmåde stor en farisæisme eller selvretfærdighed, der præger de mennesker, der anvender den således: man er utrolig forargede på os, der ikke mener, man bare skal smække alle porte på vid gab. Og man lægger ikke skjul på sin forargelse, skønt en sådan enorm forargelse jo normalt indikerer, at der er en form for farisæisme på spil.

Jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke er tale om nogen erstatningshandlinger i ligefrem forstand, eller i første potens, som jeg her har kaldt det. Når det drejer sig om at give til nødhjælpsorganisationer, kan man måske nok blive forarget over, at staten ikke giver flere penge, men ens forargelse holdes hele tiden i skak af det spørgsmål: Hvorfor giver du så ikke selv noget mere? Men spørgsmål af denne personlige art udebliver fuldstændig, når der er tale om at tildele opholdstilladelser. Det vil sige, den forargelse, man kan udvise overfor os, der mener, staten skal være lidt tilbageholdende med sin uddeling, er ganske gratis: den ledsages ikke og kan ikke ledsages af en personlig handling.

Når dertil kommer, at den elite, der bliver forarget, som regel ikke går hen og bliver naboer til de mennesker, der kommer ind i landet, når altså de vanskeligheder, der kan være ved at omgås sådanne vildtfremmede mennesker med en helt anden kultur, overlades til de socialt svagest stillede danskere, så bliver der endnu længere afstand mellem dem, der beslutter åbenheden, og dem, den går ud over.

For den går jo ud over nogen. Man kan se det ved en sammenligning. Hvis en far og mor bliver meget optaget af u-landsbørns forfærdelige vilkår, hvis de af den grund beslutter sig for at adoptere fire børn fra u-landene, uanset de i forvejen har fire børn, så vil vi vel ikke uden videre anse det for en god gerning. Vi vil vel uvilkårlig spørge, om de nu også kan tage vare på deres egne børn, når de sådan får fire ekstra børn ind i familien, om de har tænkt det ordentligt igennem, om de har konsulteret deres børn, osv. Det vil sige: Vi buser ikke på med vores næstekærlighedsbud, vi hævder ikke uden videre dikkedarer, at disse fremmede børn jo er lige så meget en næste for forældrene, som deres egne børn er det, nej, vi maner til forsigtighed, vi gør opmærksom på, at forældrene har forpligtelser overfor de børn, de selv har sat i verden, forpligtelser, som de ikke har overfor alle mulige andre.

På tilsvarende måde med et folk. Som politiker har man forpligtelser overfor sit folk, forpligtelser, som man ikke har overfor andre folk. Og man kan nok så meget pukke på Jesu lignelse, de forpligtelser kan en politiker (eller en vælger, der diskuterer politik) ikke løbe fra, lige så lidt som et forældrepar kan løbe fra de forpligtelser, de har overfor deres egne børn. Det har noget med integrationen at gøre; hvor hurtigt skrider den frem? giver de fremmede problemer i landet? kan disse problemer løses i samme tempo, som de fremmede ankommer til landet? Osv. osv.

Alle disse forpligtelser fortæller Jesus ikke noget om i sin lignelse. Han fortæller lignelsen til en farisæer, der tænker i lovbaner, om dog ikke den mand kunne løsrives fra disse lovbaner. Løgstrup har så udvidet anvendelsen til også at omfatte de erstatningshandlinger, der gøres af pligt og ikke af kærlighed, men trods det jo hjælper næsten. Og i den politiske diskussion har vi så fået anbragt nogle erstatningshandlinger i anden potens, som imidlertid ikke uden videre hovedkulds kan bringes til udførelse, fordi vore forpligtelser overfor vort folk kræver besindighed. Vi står her, som på så mange områder indenfor det politiske liv, i et dilemma.

Og vil man sløjfe dilemmaet og buse frem med de politiske erstatningshandlinger i anden potens, og vil man dertil lufte sin forargelse overfor os andre lidt mere besindige og tilbageholdende personer, så løber man ind i den farisæisme, som lignelsen på sit første stade advarede imod. Så indviklet er det. Men man kunne jo så nøjes med første stade af lignelsen.

Til overvejelse!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

9 svar til Den barmhjertige samaritaner — en politisk lignelse?

  1. Inger Andreasen siger:

    Hvor er det bare godt skrevet 🙂

    Gad vide hvormange præster, politikere og andre “næstekærlige” der selv ville huse en flygning eller 2 eller lade dem slå et telt op i haven?

    Hvormange har været ude i det virkelige liv og prøvet at bo som nabo til de problematiske indvandrere og har de mon lyst til prøve hvis de fik tilbudet?

  2. Gudmund siger:

    Og så er der jo også det twist i Lukas´ beretning, eller den, skal vi sige, væsentlige del-pointe fra Jesu side, at min næste ikke alene er den, der kalder på min hjælp, men tillige den, der hjælper mig. Sandelig saligt!
    ”Salige er de øjne, som ser det, I ser”, siger Jesus til sine disciple, ”og hører det, I hører.” Og har vi ører at høre med, og virkelig hører lignelsen om den barmhjertige samaritaner, så ved vi også, at min næste ikke alene er den, der trænger til min hjælp, men sandelig også, og ligeså vigtigt, den, der hjælper mig.
    ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt røvernes hænder?”, spørger Jesus den lovkyndige. Og han svarer: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!”
    Her lander den. Her, hos dig og mig, som gang på gang selv har mødt barmhjertighed – gå nu hen og gør ligeså! – giv videre af varmen og medmenneskeligheden…

  3. Claes siger:

    Lignelsen om den barmhjertige samaritan udmædrker sig ved, at den der viser barmhjertighed og medmenneskelighed står udenfor det jødiske establishment. Han handler godt uden at høre med til de agtede og anerkendte gode i samfundet. Mens de, der burde være forbilleder blot går forbi den nødlidende uden at hjælpe ham.
    Ordne om at gå hen og gøre lige så kræver ikke, at den nødlidende skal være faldet blandt røvere på vejen til Jerusalem, men er en opfordring til alle Jesu tilhørere, også i vore dage om, at lade hjælpsomhed og barmhjertighed styre vore handlinger.
    Lignelsen er central for liberale kristne fordi den sætter godhed forud for rettroenhed, orthopraksi forud for orthodoxi.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Gudmund!
    Jeg sidder for øjeblikket og prøver at tygge mig igennem Benny Grey Schusters mastodont af en bog om Shakespears skuespil Hamlet. Det er virkelig højst besynderligt, at en tekst på vel højst en halvhundrede sider i årenes løb har givet anledning til kommentarer, der kunne fylde en hel væg. Så mange forskellige synspunkter kan man anlægge.

    Det samme gælder Jesu lignelse. Jeg har taget én detalje frem, du tager en anden. Jeg er ikke uenig med dig. For hvis vi stiller spørgsmålet: Hvem er min næste? som jo farisæeren gjorde det, så er svaret, at det kan en samaritaner udmærket komme til at blive. Jeg har i stedet taget det lidet agtede problem frem med den rette handling som en reaktion mere end en aktion, om det, der skal gøres, hvis man skal ”gøre ligeså”, at det ikke er at fare ud og lede efter overfaldne, men at have øjne og øren for det, der kræves i øjeblikket, hvis livet skal lykkes (livet = samlivet mellem dig og din næste). Deri ser jeg forskellen mellem lov og evangelium.

    @ Claes!
    Jeg er ikke sikker på, at du har fattet min mening. Du skriver: ”Ordene om at gå hen og gøre ligeså kræver ikke, at den nødlidende skal være faldet blandt røvere på vejen til Jerusalem, men er en opfordring til alle Jesu tilhørere, også i vore dage om, at lade hjælpsomhed og barmhjertighed styre vore handlinger.” Dermed har du missed min pointe og gjort lignelsen til en ny lovregel: vi skal lade hjælpsomhed og barmhjertighed styre vore handlinger. Javist, det skal vi da. Men min opdeling af handlinger fanges ikke på den måde. Der er handlinger, der har øjeblikkets karaktér, og som man må være opmærksom for at reagere på. Og der er handlinger, eventuelt hjælpsomme og barmhjertige handlinger, som kan gøre hvornår det skal være.
    Man kan måske kalde de første handlinger fællesskabshandlinger, fordi de udspringer af det nære fællesskab: man må stå direkte overfor den anden for at kunne reagere. Og det er den slags handlinger, Jesus er interesseret i; det er også dem, han omtaler i lignelsen om brudejomfruerne med de hårde ord: Jeg kender jer ikke.

  5. claes flach siger:

    Kedeligt at jeg ikke forstod dig Ricardt. For mig lå det afgørende i at den hjælpsomme mand var en Samaritaner, en udenfor de agtedes kreds, en man skulle holde sig fra som rettroende jøde. Jesus overskrider i lignelsen jødedommens snæverhed.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jamen, det er da også et afgørende træk i lignelsen. Blot har jeg vovet at gå imod den almindelige moralske opfattelse af lignelsen og prøvet at uddestillere en ”evangelisk etik”, der er anderledes end den ”lovetik”, man normalt anvender. Udover at det, du siger, er karakteristisk for lignelsen, forekommer det mig, at også det, jeg nævner, er karakteristisk: lignelsen vil henlede opmærksomheden på de handlinger, der er reaktioner mere end aktioner; den vil afbilde for os nogle ”gode gerninger”, som vi ikke sådan kan gå og planlægge på forhånd, ”gode gerninger”, der, som Paulus siger, ligger der i forvejen; (Ef 2.10: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”); ”gode gerninger”, der, som lignelsen om dommedag (Matt 25,31-46) afslører for os, ikke er gjort med det for øje at opnå frifindelse på dommens dag; ”gode gerninger”, der, som Jesus siger i Matt 6,3 er gjort, så den højre hånd ikke aner, hvad den venstre gør. Jeg sætter ”gode gerninger” i anførelsestegn, fordi disse gerninger så selvfølgelige, at vi dårlig nok kalder den ”gode gerninger”.

  7. Claes siger:

    Mange tak for din uddybende forklaring. Den fører ud af moralismens ørkentanker og ind i den verden, hvor taknemmelighed overfor Gud er hovedsagen.

  8. Pingback: Gradueret næstekærlighed? | ricardtriis

  9. Pingback: Forbud mod at redde liv? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s