Giftigheder

Forfatteren Carsten Jensen har begået en artikel i Politiken lørdag den 17. september, se her. Den har fået en fortrinlig kommentar med på vejen i Berlingske Tidende af Tom Jensen, se her. Han hæfter sig ved, at Carsten Jensen selv gør alt det, han beskylder andre for: han mener, andre har sat et skel op mellem dem og os; men han graver selv med sine anklager dybe skel i befolkningen; han mener, andre udtrykker had mod anderledestænkende; men han giver selv med sine ord udtryk for et had uden lige overfor både Anders Fogh og Lars Løkke; han mener, der er sket et moralsk skred i den danske debat; men han er selv med til at forstærke dette skred med sine enormt følelsesladede udskæld på de politikere, han ikke er enig med.

Jeg vil anklage Carsten Jensen på en lidt anden måde; jeg vil anklage ham for at udstrø giftigheder.

Giftigheder er kendetegnet ved, at man taler til folk, der på forhånd er enig med én. Giftigheder bruger antydninger, som i hvert fald forstås af denne menighed og nok også af andre, men alligevel også kan forstås på neutral måde. Giftigheder siger tingene på en måde, så der ikke kan svares på dem; enten er de anklager, der ligger gemt i giftighederne, så omfattende, at svar indenfor en overskuelig plads er umulig, eller også er anklagerne så tilpas ubestemmelige, at man ikke rigtig véd, hvad det drejer sig om, udover, at Carsten Jensen er meget vred.

Det første eksempel på en giftighed består i, at Carsten Jensen beskriver den tid, den borgerlige regering har siddet, som ”ti forbandede år”. Jo, jo, vi gamle husker nok, at besættelsestiden blev kaldt de ”fem forbandede år”. Men kan Carsten Jensen virkelig tænkes at lade os drage en parallel mellem årene 2001-2011 og årene 1940-1945? Det véd man ikke rigtigt, for det siges ikke åbent. Det er derfor, jeg kalder det en giftighed. Men det har den effekt, at han bagefter, hvis man skulle finde på at spørge, om det er det, han mener, kan sige: ”Nå, du kan også se ligheden!” Hvilket man jo kun kan, fordi man svagt fornemmer den forskruede tankegang.

Den næste giftighed lyder således: ”Valgdagen falder kun fire dage efter tiårsdagen for terrorangrebet på New York. Det var i murbrokkerne fra de sammenstyrtede tvillingetårne, at den borgerlige regering kom til, og det er i murbrokkerne, den lige siden er forblevet, som om ruiner var dens naturlige element. Det er da også et stort nedrivningsarbejde, den borgerlige regering har stået for”. Hvad kan der nu menes med det? Det Danmark, den borgerlige regering har ledet, er da vel ikke et Danmark i ruiner? Og at den ligefrem har udført et nedrivningsarbejde, det kan man vel ikke sige. Men hvad kan han så mene? Skulle han tænke på en slags moralsk forfald? Og ikke sandt, dèr klapper den igen: ”Nå, du kan godt se, at det er det, der er tale om”. Men nej, det kan jeg aldeles ikke se. Men jeg kan nogenlunde sætte mig ind i menighedens sprogbrug og forestille mig, at en sådan bemærkning vil føles sjov og rammende af Carsten Jensens menighed.

Næste gang, menigheden skal have lidt at grine af, er under omtalen af Pia Kjærsgaard: ”hun og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Ha ha, hvor morsomt! Her er alle antydninger borte. For det er jo for længst fastslået af den carstenjensenske menighed, at Dansk Folkeparti må jages hele året; overfor dem er intet skældsord for stort. Antydninger? Fuldstændig unødvendigt!

Så skal Anders Fogh også lige have endnu en salve: ”Løkke må i dag nok indse, at eftermæle er alt for stort et ord for den fodnote, han kommer til at efterlade sig som endnu et af de mange trafikofre på Anders Fogh Rasmussens motorvej til magten i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles”. Flot formuleret, ikke! Det er virkelig en forfatter med slagkraft i pennen, der her udtaler sig. ‘Motorvej til magten i Nato’, den er god. Selv om man, når man sådan tænker tilbage, måske snarere synes, der var tale om en masse sideveje. Men hvorfor dog tænke? Lad os nøjes med at nyde den flotte formulering!

Nå, ret skal være ret. Carsten Jensen er ikke blot modbydelig i sin sprogbrug overfor de blå, han er det også overfor de røde. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti får også af krabasken af ham. De har ”i de sidste ti år haft historisk rekord i duknakkethed”. Og så er man lige ved at tro, at Carsten Jensen er leveringsdygtig i en analyse af situationen. Men det bliver ved de flotte formuleringer og det intetsigende indhold. Nå ja, man fornemmer da – men igen: det siges ikke ligeud, man må virkelig selv gætte sig frem – at det, Carsten Jensen har noget imod, er udlændingepolitikken. Når han fortsætter sin ”analyse” af S og SF’s politik i de ”ti forbandede år”, hedder det, at de ”drog den tragikomiske konklusion på deres eget sviende nederlag for ti år siden, at de for at vinde magten tilbage skulle blive ligesom den. De overtog den siddende regerings tankegange, efterlignede dens sprog og talemåder. De kopierede kort sagt dem, de skulle have udgjort et alternativ til. Befolkningen var selvfølgelig ikke i tvivl, når det kom til pseudovalget mellem kopi og original”.

På den måde omtales valgene i nullerne, hvor det ikke lykkedes at fravriste de borgerlige magten. Men hvorfor så rød blok alligevel vandt her fornylig, ja, det kan man ikke se af denne ”analyse”. Men hvad, man kan ikke få det hele. Har man fået flotte formuleringer, så må man glæde sig over dem og se bort fra den manglende forklaring.

Carsten Jensen slutter med en lobhudling af Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen. Men inden han når så vidt, skal Pia Kjærsgaard lige have en omgang mere, tilsyneladende efter devisen: ”Når alt andet svigter, skæld ud på Dansk Folkeparti!” Han skriver: ”Hendes [Pia Kjærsgaards] infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje. Ingen tør udfordre hende. Højst møder de hende med tavshed eller vender ryggen til. Men ingen bør tvivle på, at de borgerlige ville have ladet hende genindtage rollen som domptør, hvis hun kunne have sikret dem endnu en periode ved magten. »Træerne gror ikke ind i himlen«, sagde hun selverkendende på valgnatten. Men Pia Kjærsgaards træer har rødder i de underjordiske lag, hvor hadet og frygten gensidigt nærer hinanden, og det er frugtbar jord i disse usikre år. En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et terrorangreb i den nærmeste fremtid. Det er hendes fortjeneste”.

Er det ”usikre år” i denne tid? Og er det derfor, at hadet og frygten gensidigt nærer hinanden? Ok nej, det er bare noget, vi bilder os ind. Eller rettere: det er noget, Pia Kjærsgaard bilder os ind. Med held. For når en trediedel af alle danskere venter et terrorangreb i den nærmeste fremtid, skyldes det ikke de terrorangreb, der finder sted rundt om i Europa, det skyldes Pia Kjærsgaards indsats for at opildne et had mod muslimer. Ikke sandt? Flot analyse, bortset fra, at den ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Men det er tilsyneladende også ligemeget for Carsten Jensen. For hvad er virkeligheden? Det er en størrelse, som Carsten Jensen ikke har haft ret megen føling med i de sidste ti ”forbandede år”. At der i halvfemserne var store problemer med integrationen, at de socialdemokratiske borgmester på Vestegnen så problemerne og advarede den socialdemokratiske ledelse, at partiet i høj grad tabte valget i 2001, fordi de ikke vovede at tage de problemer op, som deres egne vælgere stod overfor i dagligdagen, ingen del af denne utvivlsomme virkelighed er nået ind bag Carsten Jensens skyklapper.

Nå, som sagt sker der også det, at Carsten Jensen roser de radikale og enhedslisten til skyerne: ”Margrethe og Johanne var fornyelsen. De repræsenterede nærhed og menneskelig varme, en overensstemmelse mellem ord og handling, midt i dansk politiks frosne isslot. I et land, der manisk hylder ytringsfriheden, var de to de eneste, der benyttede sig af den”.

I den bemærkning har man forresten endnu et eksempel på en giftighed: alle de andre politikere har ikke sagt, hvad de mener, men de to, der kæmper for danskeres ret til at gifte sig med en udlænding og føre vedkommende med sig hjem, de tør bruge ytringsfriheden. Basta! Sådan. Det falder ikke Carsten Jensen ind, at f. eks. Lars Løkke kunne mene, hvad han siger, når han roser 24-års-reglen i høje skyer. Det ligger udenfor hans fatteevne, at der kunne være noget om det, når han peger på alle de unge tyrkiske og pakistanske piger, der nu i kraft af 24-års-reglen får en uddannelse i stedet for at giftes bort som 17-årig. Praktisk politik udtaler han sig ikke om. Det er ham nok at aflevere en samling giftigheder imod det, der fra hans elfenbenstårn ser ud som en moralsk deroute.

Hans slutbemærkning viser hans afgrænsethed og afstumpethed: ”Vi gjorde også moralsk skade på os selv, og venstrefløjens knebne, tvetydige sejr viser ikke nogen vilje til det selvopgør, som uundgåeligt må komme, hvis vi skal videre og vi med videre ikke kun tænker på vækst, men også på moral og menneskelighed. Vi har leget med afstumpetheden alt for længe, og den har aflejret en usund kynisme i os. Uden vilje til at konfrontere den ender vi med at forblive indespærrede i den samme gummicelle af had, mistro og frygt”.

Afgrænsethed hos Carsten Jensen? Ja, det er ham tilsyneladende umuligt at forestille sig, at det ikke er had, mistro og frygt, der bevæger hans politiske modstandere. Der var i halvfemserne tale om, at vi i kraft af familiesammenføringsreglerne fik en næsten uhæmmet indvandring fra de muslimske lande. Hvorfor lige derfra? Jo, fordi de har en kultur, der bygger på arrangerede ægteskaber. Man lader ikke de unge omgås hinanden frit, så de selv kan finde ud af, hvem de vil dele fremtiden med. Man holder derimod omhyggeligt de to køn adskilte fra hinanden. Og derfor kommer ægteskaber ikke i stand gennem forelskelse og gensidig hjertebanken, de kommer i stand, fordi familierne arrangerer dem, ofte bag om ryggen på de unge, ofte med deres mere eller mindre tvungne samtykke, og altid med større eller mindre pengebeløb involveret.

Denne helt anderledes kultur, som Carsten Jensen al hans berejsthed til trods ikke har blik for (højst besynderligt), førte med sig, at familierne – meget naturligt – så deres fordel i at få ført så mange medlemmer som muligt op til slaraffenlandet Danmark. At det aldeles ikke var i de unges interesse, ses på de mange ulykkelige muslimske kvinder på de danske kvindecentre. Og det er disse kendsgerninger og aldeles ikke had, mistro og frygt, der er årsagen til, at så mange politikere nu går ind for 24-års-reglen.

Når Carsten Jensen ikke har opdaget det, viser det hans afgrænsethed. Og når han kun kan beskrive sine politiske modstandere med sprogets værste gloser – selv om de er smukt og ekvilibristisk sat op – viser det hans afstumpethed: det er ham plat umuligt at se nogen som helst oprigtighed bag deres handlinger, nej, der er kun tale om had, mistro og frygt. Denne afstumpethed er det også, der får ham til overhovedet ikke at gå i marken med modargumenter – nå ja, det kan også være hans afgrænsethed, der hidtil har forhindret ham i at opdage, at der findes argumenter bag politikernes handlinger – men ellers må man sige, at det er afstumpetheden, der får ham til at fyldes i den grad med moralsk forargelse (et tydeligt tegn på, at han er grebet af enorm selvretfærdighed), at han bliver helt blind for de kendsgerninger, der ligger bag, og kun kan se f.eks. 24-års-reglen som udtryk for ”usund kynisme”.

Jeg troede egentlig, at vi for længst var kommet ud over denne supermoralske holdning, der kun kan se ”den indre svinehund glamme” i de tiltag, der foretages overfor de fremmede. Men ak nej, hos Carsten Jensen findes denne holdning i fuldt flor, skønt den langt har overskredet sidste salgsdato.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Giftigheder

  1. Claes siger:

    Jo, at sammen meget godt, men er han dybest set ikke lidt ligegyldig?

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Se Kristeligt Dagblad i dag! Her citeres Carsten Jensen fra Politiken: ”Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed”. Mere ligegyldig er han ikke.

  3. Claes siger:

    Du har ret, det er grumt sagt og tænkt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s