Hvornår er nok nok?

Det er altid bedrøveligt at opdage, hvilke spørgsmål der ikke stilles. Der er noget tragisk over de muligheder, der muligvis går tabt, fordi der er et sæt kendsgerninger, som ingen kommer i tanker om. I Israel-Palæstina-konflikten drejer det sig om de israelske bosættelser. Ikke fordi de er glemt i processen. Heller ikke fordi mange ikke har opdaget, at de spiller en altafgørende rolle. Men fordi alle tilsyneladende ser det som noget naturligt, at israelerne bliver ved og bliver ved med at udvide bosættelserne.

Er det ikke nødvendigt at spørge dem, hvorfor de egentlig gør det? Er det ikke på sin plads at prøve at få dem til at svare på, hvornår de mon har fået nok? Hvorfor skal vi i det internationale samfund blive ved med at acceptere, at fordi israelerne har magt til at udbygge bosættelserne, har de også lov til det? Jo jo, jeg har da nok opdaget, at et stop for bosættelserne indgår som én af de betingelser, som præsident Mahmud Abbas stiller for at gå med til at genoptage forhandlingerne. Og jeg kan også godt se, at hvis jeg (en meget lille stormagt) kræver det samme som palæstinenserne, kan det se ud, som om jeg holder med dem. Og det er jo for galt, ikke! Netop i denne konflikt skal alle vi, der står udenfor, da være indstillet på at være fuldkommen neutrale. Alt sammen sandt nok!

Men alligevel! Man bør fra det internationale samfunds side, også fra USA’s side, kræve et stop for bosættelserne. Man bør i diverse medier spørge israelerne, hvorfor de dog egentlig fortsætter med at bygge på Vestbredden. Ikke for at genere dem. Heller ikke for at blande sig i fredsprocessen. Men fordi ingen på én gang kan blæse og have mel i munden. Udlagt: Når israelerne siger, at de går ind for en tostatsløsning, så er og bliver der noget himmelråbende selvmodsigende i det, når de samtidig gennem deres handlinger indikerer, at det gør de ikke alligevel.

Eller, som antydet i overskriften: Man bør på ét eller andet tidspunkt spørge dem, hvornår nok egentlig er nok. Man kunne måske tidligere have en vis forståelse for, at de ved at udbygge deres bosættelser prøvede at opnå en bedre forhandlingssituation, når en fredsaftale skulle indgås; derved havde de lidt mere at give køb på. Men nu er de efterhånden blevet ved og ved med at æde mere af palæstinensernes landområder, så nu må man til sidst spørge: Har I ikke snart nok land at forhandle ud fra, hvis det, I ønsker, er det samme som det, vi andre ønsker: en tostats-løsning? Det er jo for længst kommet frem, at palæstinenserne tidligere var villige til at lade Israel beholde endog store bosættelser på Vestbredden. Er det ikke nok for jer? Hvorfor bliver I ved med at føje ny fremmed jord ind under jeres bosættelser? På ét eller andet tidspunkt må det jo gå, som det gik i Gaza: at disse bosættelser må opgives. Eller er sandheden den, at I vil beholde det hele og blot venter på, at palæstinenserne om tyve eller tredive eller fyrre år med underkuende besættelse vil være så møre, at de giver jer alt, hvad I forlanger, blot for at kunne leve en nogenlunde menneskelig tilværelse?

Det leder frem til det andet, som ikke er kommet frem i medierne. Man har haft umådelig travlt med at skildre Abbas’ tale i FN og de farer, der kunne ligge i den. Det er med det som med den danske valgkamp: man har haft mere travlt med at fortælle om spin end om fakta. Hvad der har været refereret af Abbas’ tale, er bidder på tyve sekunder, hvis det gik højt. Derimod fik alle spekulationerne over USA’s hensigter og Israels reaktioner meget længere tid. Hvorfor fik vi dog ikke lov til at høre, hvad manden sagde? Hvorfor blev hans måske ganske gode argumenter holdt borte fra os?

Godt vi har internettet! Her kan man da slå op og finde en gengivelse af Abbas’ tale, se her. Og hvad finder vi så? Vi finder bl.a. en skildring af de vilkår, palæstinenserne lever under den dag i dag. Apartheid-lignende forhold, hvor veje går ind over det palæstinensiske område på kryds og tværs for at forbinde de mange israelske bosættelser langt inde på palæstinensisk område med det egentlige Israel. Nej, der står ikke ”Jews only”, som der stod ”Whites only” på bænke og busser i Sydafrika under apartheid-styret, men virkningen er den samme: disse veje er forbeholdt israelere. Palæstinenserne må, også i nødssituationer, hvor det gælder liv eller død, nøjes med deres egne veje, de må igennem checkpoints, de må ud på store omveje, hvis de skal nå frem til deres mål. Abbas siger om muren, at den ”opæder store områder af vort land, opdeler det i adskilte og isolerede øer og kantoner, ødelægger familiers og samfunds liv og tilintetgør titusind familiers eksistensgrundlag”.

Man kan selvfølgelig sige, at det vidste vi alt sammen godt. Og sandt nok, det har været fremme. Men er det ikke en skamfuld ting for den internationale presse, og også for den del af den, der er hjemmehørende hos os, at det, der skaber overskrifter, ikke er disse daglige nålestiksoperationer fra den israelske besættelsesmagt, men de spekulationer, diverse kommentatorer gør sig over USA’s reaktion på, at Abbas tillader sig at gå imod denne stormagts ønsker? Beskrivelsen af palæstinensernes umulige situation under den israelske besættelse er for Abbas en meget betydelig del af hans argumentation. Men det springer man op og falder ned på i den danske verdenspresse.

Lad os sige – for tankeeksperimentets skyld – at det er nødvendigt med den israelske besættelse! Lad os sige, at israelerne, hvis de også i fremtiden vil have mulighed for at bo sikkert i landet, er nødt til at holde palæstinensernes område besat! Derfor er det alligevel et spørgsmål, om det er nødvendigt at holde det besat på den måde. Derfor kan man alligevel tvivle på – og tvivle stærkt på – at det er nødvendigt at udvide bosættelserne så intenst, som de har gjort og stadig gør.

I en bibemærkning om noget helt andet i en artikel af Lasse Ellegaard i Information, se her, får situationen i al dens absurditet et forfærdeligt glimt af klarhed ind over sig. Ellegaard beskriver, hvordan en økonom (en israelsk økonom, NB) gør rede for, at militærudgifterne til at vedligeholde besættelsen har slugt så mange penge, at nedskæringer på alle mulige andre områder er blevet dagligdag. Alligevel er mange israelere imod en tostats-løsning; de foretrækker at bibeholde status quo. Som én af dem siger: »Jeg vil være bange for en sådan stat. Det har ikke noget at gøre med bosætterne, dem er jeg ligeglad med, men med min egen og mine børns tryghed. Det er bedre, som det er nu, hvor vi har styr på, hvad der foregår i de besatte områder og løbende kan tage forholdsregler.« Derfor bider de fleste israelere de økonomiske byrder i sig.

Nå ja, der var demonstrationer fornylig imod de øgede byrder. Men de blev ikke ”koblet til de stigende militærudgifter til besættelsen eller til den israelske stats økonomiske støtte til bosætterfamilier, der rundt regnet modtager det dobbelte af de ydelser, der tilfalder familier i Israel, og som består af skattelettelser, tilskud til bolig og udflytning og favorable huslejer”. Her har vi det. Denne sidste bisætning får den israelske regerings formelle tilslutning til en tostats-løsning til at afsløres i al sin ynkelighed. Hvorfor vil man have israelere til at bosætte sig på Vestbredden? Fordi der ikke er nok plads i det egentlige Israel? Nej, man giver tilskud og viser dermed, at man har de samme fremtidsudsigter som de rabiate bosættere: man vil arbejde for, at så stor en del af Vestbredden bliver plastret til med bosættelser; derved skaffer man sig et godt udgangspunkt ved de forhandlinger, som man dog håber ikke kommer; og derved mener man at kunne holde styr på palæstinenserne.

Må det derfor ikke gå i Israel som i Sydafrika? Dèr kunne de styrende, dvs de hvide, jo heller ikke selv se, at der var noget galt. De havde levet så længe i et samfund, der betragtede de sorte som en slags ikke-mennesker, at det var blevet naturligt for dem. Derfor fik vi udenforstående og udenforlevende hele tiden at vide, at det var os, der ikke forstod noget. Sådan også i Israel. Her sætter man Israels unge mennesker til at være soldater i op til to år. Ikke for at forsvare landet, men for at undertrykke palæstinenserne. Og unge mennesker, der gennem så lang tid har været vant til at betragte palæstinenserne som underlegne ikke-mennesker, der kunne og skulle dirigeres med, de vil hurtigt betragte en sådan situation som ”det normale”, og os udenforstående som idioter, der ikke har forstået noget som helst af den sande sammenhæng. I den forbindelse må det siges til israelernes ros, at de største kritikere af besættelsen findes blandt israelerne.

I Sydafrika var det det internationale pres, som til sidst fik de hvide til at indse, at deres behandling af de sorte var umenneskelig. Forhåbentlig vil det samme ske i Israel/Palæstina-konflikten. For som bekendt skete overgangen til flertalsstyre fredeligt i Sydafrika. Måske kan det ske på samme måde i Israel.

Og derfor må alle de, der går ind for en tostats-løsning – og det er vel efterhånden de fleste, diplomater såvel som almindelige meningsdannere – sige til Israel, at det, som tiden er gået, har mistet enhver legitim begrundelse for at udvide bosættelserne, eller med andre ord: Israels tilladelse til nybyggeri i bosættelserne, Israels understøttelse af bosætterne viser alverden, at landet ikke mener det alvorligt med tilslutningen til tostats-løsningen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvornår er nok nok?

  1. Claes siger:

    Mon ikke bosættelserne er en infiltrerende vækst, som skal tilkendegive, at hele området tilhører israelerne, som med guddomellig ret vil genoprette det gamle Israel fra kong Davids tid? Det næste bliver vel, at de vil genopføre Salomos tempel og geninstallere den gamle offertjeneste. Det er selv sagt kun gisninger, men man får det indtryk, at det er den vej vinden blæser.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Nå ja, jeg glemte at gøre opmærksom på, at de mange hard core bosættere har netop den opfattelse: at de har et bibelsk krav på Vestbredden. Det, der undrer mig, er, at tilsyneladende altfor mange mere normale israelere støtter dem, og – ikke mindst – at diverse regeringer har støttet dem indtil nu. Hvis man forlanger af Hamas og af Abbas, at de skal se at få styr på deres ekstremister, må man tilsvarende forlange af Israel, at de skal få deres ekstremister under kontrol; deres ekstremister er bosætterne.

  3. Pingback: Hamas’ plan | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s