Da Luther stod foran den tyske rigsdag i Worms, satte han nye standarder for, hvor langt den enkeltes samvittighed strakte sig. ”Det er ikke rådeligt at handle imod sin samvittighed”, sagde han. Og de ord har præget europæisk åndshistorie lige siden.
Det skortede ellers ikke på indvendinger. Luther påberåbte sig sin samvittighed, når det gjaldt forståelsen af skriften. ”Hvor kan lille du tro, du forstår skriften bedre end paven og hans flok af kyndige mennesker?” lød indvendingen. Og man var jo vant til, at paven kunne løse mennesker fra det, deres samvittighed fortalte dem. Det var ikke blot skriftforståelsen, Luther gjorde op med. Har den polske konge sluttet fred med den tyrkiske sultan? Ok, intet problem, paven kan så let som ingenting fritage ham fra det løfte. Har du lovet din ægtefælle troskab livet igennem? Jamen, har du penge nok, kan paven eller den romerske kurie få dit ægteskab opløst. Går du i kloster, så fritager paven dig glad og gerne fra din naturlige forpligtelse til at hjælpe dine gamle forældre. Og hører du til de mange cølibatære præster, der både med munden og andre legemsdele er kommet til at love en kvinde kærlighed og troskab, så kan paven fortælle dig, at løftet til ham (eller altså til kirken) går langt forud for sådanne løfter. Og så videre, og så videre.
Alt disse etiske opløsningstendenser blev der sat en stopper for med Luthers nej i Worms. Der var ingen magt i verden, der kunne fritage et menneske fra at overholde sine løfter. Og sidenhen har vi i europæisk kultur søgt at implementere dette nej: hvor stor var rækkevidden i det ene tilfælde, hvor stor i det andet?
Nu ser det ud til, at man igen vil forsøge at undergrave dette Luthers nej. Det er Østre Landsret, der er på spil. Man har en sag om mulig tortur i Afghanistan, som man gerne vil have opklaret. En afghansk tolk skal overfor psykolog ved forsvaret, Merete Lindholm, have røbet, at han er i besiddelse af en CD-rom, hvorpå der angiveligt er billeder af torturscener af fanger i amerikanernes varetægt, se mere om sagen her og her og her. Det vil retten nu tvinge psykologen til at fortælle om på onsdag i et retsmøde kl. 13,15. Om hun vil fortælle noget eller nægte at sige noget, véd vi først, når retsmødet er ovre. Men retten bestemte i april, at hun havde pligt til at vidne.
I går aftes i Deadline var der et interview med Merete Lindholm. Og Martin Breum skulle vist i den anledning spille djævelens advokat. Det gjorde han ganske udmærket. Det var i hvert fald en djævelsk fristelse, han oprullede for Lindholm: han blev ved med at påstå, at retten havde fritaget hende for hendes tavshedspligt, og ikke sandt: når retten på den måde tager ansvaret fra hende, så kan hun da rolig vidne og fortælle, hvad hun véd fra sine samtaler med denne tolk.
Men hun blev ved sit. Og det, hun blev ved, var både det rent menneskelige og det faglige. Det rent menneskelige er det forhold, at hun overfor et bestemt menneske, i dette tilfælde den pågældende tolk, har lovet ham, at hvad han siger i samtalen, ikke kommer videre. Og sine løfter skal man holde. Det er et spørgsmål om at være et ærligt menneske, om at føle sig som et helt menneske, om at kunne se sig selv i øjnene. Men det er jo tillige et fagligt spørgsmål. Hvis psykologer skal kunne hjælpe mennesker, kan det ikke nytte, at de skal bruge halve timer på at overbevise deres klienter om, at selv om de ikke holdt tæt tidligere, så vil de gøre det nu. Det er psykologers troværdighed i al almindelighed, der står på spil. Og læg mærke til det: det er ikke deres troværdighed i juristers øjne eller i almindelige menneskers øjne, det er deres troværdighed i udsatte menneskers øjne, i de menneskers øjne, der er kommet i indre vanskeligheder og har desperat brug for at finde et menneske, de kan stole på fuldt og helt.
Og her må man virkelig håbe, at hun har mandsmod og kvindehjerte nok til at sige fra. Man kan ikke gamble med tavshedspligten, hverken som almindeligt menneske eller som psykolog. Og ingen – gentager: ingen – magt i verden kan fritage et menneske fra det, samvittigheden pålægger én, paven ikke, Østre Landsret heller ikke. Det er ganske vist yderst besværligt med alle disse forskellige samvittigheder. Det var på sin vis meget lettere, da alle rettede sig efter paven og hans hjælpere. Men alle besværlighederne til trods: hvilket fremskridt har denne samvittighedsfrihed ikke været årsag til! Mennesker får lov til helt at være sig selv! Mennesker fritages fra at skulle forstille sig!
Jeg har en svag erindring fra den tid for meget lang tid siden, hvor jeg var præst, om, at en præst ikke måtte bryde sin tavshedspligt, selv ikke, hvis han dermed kunne opklare et mord. I stedet skulle han prøve at få den skyldige til selv at bekende overfor øvrigheden. Jamen, kan samfundet leve med, at mord ikke opklares, hvis der er mulighed for det? Det bliver det skam nødt til, hvis det vil leve med det hemmelige skriftemål. Ligeledes bliver vi nødt til at leve med, at den omtalte sag fra Afghanistan forbliver uopklaret, hvis vi fortsat vil have psykologer til at hjælpe de soldater, der har brug for det.
Hvad er der tale om i sagen fra Afghanistan? Det er ikke helt nemt at blive klog på. Men i hvert fald ikke mord, måske tortur, men ikke tortur udført af danskere, derimod tortur udført af amerikanere. Og alt, hvad man måske vil kunne få frem, er et meget lille skridt i opklaringen af, hvad der er sket, og af, hvem der måske kan rettes anklage imod. Lad os sige, at det bliver opklaret, at tolken virkelig har en CD-rom, lad os sige, at psykologen kan fortælle, at der på den er nogle billeder af en forfærdelig tortur! Hvad så? Har tolken røbet det til nogle danske officerer? Kan de drages til ansvar for at have udleveret fanger til amerikanerne, skønt de vidste, de ville blive udsat for tortur? Det er alt sammen stadig uvist.
Og det andet spørgsmål er heller ikke opklaret i det, der er kommet frem. Hvorfor afhører man ikke tolken? Er han død? Kan man ikke få råd til en flybillet fra Afghanistan til Danmark? Eller lader han sig ikke mere opspore?
Eva Smith, juridisk professor ved Københavns Universitet, altid god for en hurtig kommentar til både det ene og det andet, har ved denne lejlighed demonstreret en ualmindelig stor mangel på indlevelsesevne. Hun siger, ifølge Kristeligt Dagblad: ”Det her er ikke den afgørende kamp om jura og moral, som psykologerne gør det til. Retten er slet ikke interesseret i følelsesliv, den vil kun have fakta. Og det har aldrig været meningen, at den slags fakta skulle høre under tavshedspligten. Derfor har jeg svært ved at se, hvorfor psykologernes troværdighed nu bliver rokket. Medmindre de selv bliver ved med at insistere på det.”
”Retten vil have fakta”. Ja, og disse fakta er grundlag for følelser. Det ene ikke uden det andet. Og som sagt: Det er ganske uinteressant, om Eva Smith anser psykologers troværdighed for truet. Det er helt andre mennesker, hvis mening om psykologer her er afgørende. Og hendes påstand om, at det aldrig har været meningen, at den slags fakta skulle høre ind under tavshedspligten, modsiges af en beretning, som Palle Lauring i sin tid fortalte fra Christian den Fjerdes tid:
En ung kvinde skulle henrettes i Odense Slots slotsgård. Hun var dømt, fordi hun havde født i dølgsmål og efterfølgende dræbt sit barn. Kongen var selv til stede på slottet. Og han lagde mærke til, at præsten, der skulle berette hende, før bøddelen trådte til, på et tidspunkt bøjede sig tæt ned mod hendes mund, så ingen andre kunne høre, hvad hun sagde. Bagefter frittede kongen præsten ud om, hvad hun havde sagt. Han ville jo gerne, at retfærdigheden skulle ske fyldest, og man havde ikke fundet barnefaderen; ham havde hun ikke villet røbe. Dertil svarede præsten: ”Hvad et skriftebarn siger til sin skriftefader, er noget, der bliver mellem de to”.
Bum, dèr stod kongen! Men han trak følehornene til sig på en meget elegant måde. Han sagde: ”Godt svaret! Havde han svaret anderledes, skulle han selv have mistet knoppen!” Hvilket nok er tvivlsomt, men hvilket fik kongen til at undgå at tabe ansigt.
Der er ingen, der aner, om kvinden bad præsten bringe en besked til barnefaderen. Men følelser og fakta er som altid blandet uløseligt sammen, og man kan være sikker på, at både det ene og det andet dengang hørte ind under tavshedspligten. Hvad det jo selvfølgelig også gør i dag.
Man kunne have håbet på, at Østre Landsret kunne været kommet lige så elegant ud af denne sag. Men det håb synes bristet. Nu er der kun psykologen at håbe på.
ricardtriis 
Pingback: Tal om noget andet! | ricardtriis