Mon virkeligheden kan følge med?

Efter at have læst det flotte, flyvende, fejende nye regeringsgrundlag, se her, sidder man tilbage med ovenstående spørgsmål i hovedet. Eller man spørger sig selv: hvad vil regeringen gøre, hvis de mange fine målsætninger aldeles ikke nås? Har man en plan B, som man kan henholde sig til, hvis den nydelige og ret optimistiske plan A ikke virker? Svaret er nok, at det har man ikke. Det har været svært nok at sammenstrikke denne plan A, så at give sig i kast med en plan B var et arbejde, man lod ligge.

Imidlertid lader virkeligheden sig jo ikke snyde, og spørgsmålet er altså, om den vil være i stand til at følge med i det tempo og i den retning, som plan A lægger op til.

Der er nu først det med økonomien. Kedeligt! Gider vi ikke! Nej, det gør jeg sådan set heller ikke. Men det er ikke desto mindre det, der bærer alt det andet. Og Danmarks økonomi er nu engang dybt afhængig af de internationale konjunkturer. Det betyder, at det, der virkelig kan sætte gang i hjulene, ikke så meget er, hvad vi gør eller ikke gør, men hvad de gør i udlandet, hvordan efterspørgslen dèr udvikler sig. Og det betyder videre, at mange af de tiltag, vi foretager os for at gavne beskæftigelsen, ganske utvivlsomt kommer til at gavne beskæftigelsen, det er blot højst usikkert, om det er beskæftigelsen i Danmark eller i udlandet, der understøttes.

-Jamen, vi må da løbe økonomien i gang! vil man sige. Og det ville være sandt, hvis ”vi” var politikerne i ét af de store lande, eller hvis det var Europa som sådant, der var tale om. Men når ”vi” kun er politikerne i det lillebitte hjørne af verden, der hedder Danmark, så er det på ingen måde sandt. Da man tilbage i halvfjerdserne indførte ”mimsen”, den midlertidigt lavere moms, var man i det mindste så ærlige, at man ikke foregøglede nogen, at dette tiltag kunne få virkning i hele det EF, man også dengang var en del af; man nøjedes med at sige, at nu har vi regnet ud, at opsvinget er lige på trapperne, så når vi nu laver dette tiltag, så bliver det os, der bliver de første til at komme op af starthullerne. Men ak, opsvinget kom ikke, vi blev i starthullerne (i hvert fald i et par gældshuller) og kom til at stå med en større gæld, end vi havde behøvet at stå med.

Men altså, regeringsgrundlaget lader, som om det er ganske sikkert, at når man bruger en håndfuld milliarder på at sætte gang i hjulene, så er virkeligheden så medgørlig, at den pænt retter sig efter disse ønsker: der kommer virkelig gang i hjulene. Men man bør nok alligevel være opmærksom på, at kun, hvis virkeligheden virkelig arter sig på den måde, kan man gøre sig håb om at kunne opfylde de mange løfter, man afgiver i den øvrige del af regeringsgrundlaget. Derfor er økonomien det afgørende, og det nytter ikke noget at diskutere, om der skal være én eller to lærere i de mindste klasser (man er for øvrigt endt med én), hvis der kun er penge til en halv. Alt afhænger af disse elendige hjul, som man skal have gang i. Hvis de er træge, hvis de ikke kommer til at rotere, så kan man godt glemme alt om den nydelige plan A, og så må man ty til de forhåndenværende søms princip, for man har jo ikke forhandlet en plan B på plads. Formentlig vil det betyde, at man lader gælden stige endnu mere.

Det er bemærkelsesværdigt, at man i den situation oven i købet sætter næsen op efter en fuldt finansieret skattereform, der markant nedsætter skatten på arbejde. ”Markant”, det er et stort ord at bruge. Og man skal have den store lup frem (det har jeg ikke gidet – undskyld!) for at kunne se, hvilke skatter der skal bidrage til at nedsætte indkomstskatten ”markant”. Fedtskat? Den er det sikker ligefedt med. Betalingsring? Den betaler sig ikke før om 10 år. Grønne afgifter? De skal være ret store, før det batter noget. Boligskat? Nå nej, det har S og SF jo lovet ikke at ville røre ved. Man kan naturligvis håbe på, at der gennemføre én eller anden smart grøn afgift, der samtidig vil kunne få os til at ændre adfærd. Vi får se.

Så er der udlændingepolitikken. Også her må man spændt følge, om virkeligheden virkelig kan følge med. Socialdemokraterne var længe delt i to fløje, naiviterne og realisterne. Realisterne, hjulpet godt på vej af vestegnsborgmestrene, var dem, der gik af med sejren. Den sejr fik de tvunget SF’erne med ind i: der skulle ikke røres ved 24-års reglen og i det hele taget ikke slækkes på reglerne. Men så endte det jo med, at de radikale fik meget mere medvind end beregnet (demokrati er noget underlig uberegneligt noget) og så har piben vist fået en anden lyd.

Problemet er, om de, der har siddet og haft regeringsgrundlagets strikkepinde i hånden, har forstået fuglenes sprog. For vi har med udlændingepolitikken længe været i en mærkelig situation. Vi har haft med en anden kultur at gøre (læs: en muslimsk kultur). Vi har ud fra vor egen kultur og de normer, der gælder dèr, måttet tage højde for denne anden kulturs traditioner. Vi har f.eks. en forestilling om, at alle er lige for loven; vi kan ikke tænke os en lov, der gælder for nogle af landets borgere, men ikke for andre. Alt, hvad vi sætter op af regler for familiesammenføring, må derfor være almene regler, gyldige for gammel- såvelsom for nydanskere. Og så har man fundet på en regel om, at man først kan få en fremmed ægtefælle til landet, når man er fyldt 24 år. Man har ment, at den ikke vil ramme gammeldanskerne i særlig stort omfang. Derimod var det planen, at den ville forhindre den kædevandring, som man fandt ud af foregik i kraft af de arrangerede ægteskaber, som muslimerne har som en del af deres kultur: sjovt nok skulle en herboende tyrk altid giftes med en tyrk fra Tyrkiet, aldrig med én, der i forvejen boede her. Det betød nemlig for den store familieklan, at der kunne komme flere personer ind i Danmark og få del i de danske velfærdsgoder. Og det betød for familien i Danmark, at prisen på ægteskabsmarkedet (altså den virkelige pris i almindelige menneskepenge) var større.

Alt dette har man villet sætte en stopper for med 24-års-reglen. Officielt har man sagt, at der var tale om at vende sig imod tvangsægteskaber. Men reelt har det været disse mange arrangerede ægteskaber, man ville tillivs. Og man er virkelig også kommet det tillivs. Man har på den måde hjulpet adskillige indvandrerpiger til et bedre liv med uddannelse og selvstændigt arbejde. Det har de radikale og enhedslisten og store dele af både Socialistisk Folkeparti og af Socialdemokratiet blot ikke forstået. I det hele taget ser det ud til, at de strikkepindebærende politikere ikke har forstået muslimernes anderledes kultur.

Man deler i regeringsgrundlaget udlændingene op i tre afdelinger. Afdeling 1 indeholder de mange udlændinge, der ikke har integrationsproblemer. Afdeling 2 dem, der har det svært, dem, der lever i fattigdom. Dem vil man sætte massivt ind overfor med en ambitiøs integrationsreform (hvis indhold ikke er omtalt). Og afdeling 3 består af den meget lille gruppe, som har en samfundsnedbrydende adfærd.

Altså, efter regeringsgrundlaget er det kun en meget lille gruppe, der er problemer med. Er det sandt? Eller vil virkeligheden her afsløre sig som anderledes, end man forudsætter i regeringsgrundlaget? Man kan frygte det. Hvad med de børn, der føres på genopdragelsesrejser til Pakistan og Somalia, fordi de er blevet for vestlige? Hvad med de piger, der bliver omskåret i Somalia? Hvor mange er der? Hvordan vil det kunne undersøges? Det har hverken denne eller den foregående regering noget bud på. Og hvad med de imamer, der vier altfor unge piger? Hvordan skal vi opdage det? Hvordan skal vi komme det tillivs? Eller hvad med de parallelsamfund, der er i fuld gang med at etablere sig i de forskellige ghettoer, så retstilstanden dèr er sharia, ikke den danske lovgivning, og dommeren imamen og ikke den danske dommer? Mener man, det var problemer, der kun hørte den forrige regering til? Tror man virkelig, at alle problemer i ghettoerne har med fattigdom og usle levevilkår at gøre? Har man slet ikke blik for, at den anderledes kultur, den muslimske, vil slå igennem mange år fremover, og ofte slå igennem på for os at se højst uheldige måder?

Det var Margrethe Vestager, der under valgkampen udtalte, at det var for galt, at man fra regeringens side lagde hindringer i vejen for noget af det mest personlige: hvem man kunne gifte sig med. Det var en udtalelse af typisk naivistisk art, den afslørede, at hun mente, at alle kulturer var som vores. Meget tyder på, at denne naivisme har vundet over den realisme, der måtte have været hos socialdemokraterne. Så også på udlændingepolitikkens område bliver det spændende at se, om virkeligheden virkelig har til sinds at rette sig efter de fromme ønsker fra den nye regerings side.

Andre ting kunne nævnes, men lad dette være nok. Nå nej, vi har fået en ny kirkeminister, Manu Sareen, som måske/måske ikke vil lægge op til en adskillelse af stat og kirke. Det har andre prøvet før han, og skulle han få held til det, sker der da for en gangs skyld noget nyt i kirken. Vi får se.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s