Protester uden mål og med?

”Occupy Wall Street”. Det er navnet på en ny protestbevægelse, som er opstået i USA. Man har ment, den er en venstreorienteret pendant til Tea-Party-bevægelsen, men nu forlyder det, at den er begyndt at blive mere borgerligt-midtsøgende, så den måske kan gå hen og påvirke præsidentvalget til næste år.

Denne protestbevægelser er jo imidlertid ikke den eneste. I Spanien er der blandt unge i Madrid og andre større byer opstået lignende protester, uklare i deres målsætninger, vage i udformningerne, men alligevel protestbevægelser, der har kaldt mange mennesker på gaden. Man er utilfreds med ”systemet”, ikke blot det politiske system, også det økonomiske system. Men hvad man vil sætte i stedet, det véd man ikke. Hvad det hele egentlig går ud på, véd man heller ikke.

Lidt anderledes er det med protesterne i Grækenland. Her har man noget mere konkret at holde sig til. Når regeringen skærer ned på både dette og hint, når den afskediger talrige offentligt ansatte, når den beskærer de ansattes lønninger med op til 20%, som den trods alt beholder, så kalder det folk på gaderne, forståeligt nok. Og forståeligt er det også, at protesten vender sig imod disse sære bankfolk, der kræver hjælpepakker til milliarder og kræver dem betalt af ganske almindelige mennesker, der ikke har nogen skyld i, at der er opstået en finanskrise. Disse protester har dog i det mindste fået en slags ord på sig: det er ikke vores skyld, hvorfor skal vi så betale? Noget af det samme høres også andre steder, men ikke så tydeligt som i Grækenland.

Hvad er der nu at sige til det?

For det første er der det at sige til det, at uartikulerede udråb sjældent fører til noget som helst, udover måske til vold i gaderne. Og uartikuleret er bevægelsen, uigennemtænkt er dens protester, båret af en følelse af afmagt, som man godt kan sympatisere med, javist, men ikke båret af noget, man enten kan argumentere for eller imod.

Spørgsmålet er jo: Hvad er det ved vor samfundsindretning, der bevirker, at vi får finanskriser?

Efter min mening er det ikke særlig svært af finde ud af det. Men desværre er det heller ikke særlig svært at finde ud af, at det svar, man giver på spørgsmålet, er et uønsket svar og derfor et svar, som man undertrykker fra politikeres og økonomers side. I svaret ligger nemlig ganske klart for dagen, hvad man skal gøre ved det. Og det, man skal gøre ved det, vil ingen gøre. Det mener alle vil være politisk selvmord. Derfor får vi en række pseudoforklaringer, som folk ikke kan forstå og derfor ikke kan acceptere. I ”gamle dage”, det vil sige: da jeg var ung, forklarede man arbejdsløshed og krise og andre onde ting med ordet ”kapitalisme”. Dette begreb var det store dyr i åbenbaringen, der skulle forklare alt det onde, der ramte os. Og hvis en lille grønthandler gjorde opmærksom på, at han sådan set også var kapitalist, så ændrede man udtrykket til ”storkapitalen”. Den var det, der var af det onde, ja næsten var det onde selv.

Meget klogere er vi ikke blevet siden. Nå ja, vi har set Sovjetunionens fald. Vi har oplevet, at de, der ville bygge på noget andet end markedskræfterne, ikke fik opbygget noget særlig godt samfund, i hvert fald ikke noget særlig frit samfund. Men nu er det jo efterhånden så lang tid siden, dette regime faldt sammen, så nu begynder de samme formuleringer at kunne bruges igen. Måske man ikke taler om ”kapitalisme”, i hvert fald ikke i USA, men så taler man om banksektorens grådighed, så er det ”Wall Street”, børsgaden i New York, man vender sig imod.

Men ak, at skyde skylden på banksektoren er for smed at rette bager. Det er ikke bankernes skyld. Det er systemets skyld. Og det ved systemet, der er galt, er, at der opstår forventningspriser på jord og fast ejendom. Ja, egentlig er det kun på jorden, at der opstår forventningspriser. For hvis der har været fremgang i økonomien gennem et stykke tid, så vil de priser, som boliger sælges til, og de priser, forretningsejendomme handles til, være lidt højere end det egentlig går an. Man kalkulerer nemlig med stadig fremgang, og hvis der er stadig fremgang, skal man endelig købe i dag, for i morgen er boligen eller ejendommen endnu dyrere. Så selv om du kun har råd til det i dag ved at spænde livremmen gevaldigt ind, så køb alligevel, for i morgen er det for sent. Det er jo, hvad vi har set i opgangstiderne i nullerne. Og det næste skridt på den uheldige udvikling er så, at ejendommene ikke blot købes af dem, der tænkes at bo i dem eller drive forretning fra dem, men af spekulanter, der kun er ude på at sælge dem med fortjeneste efter et halvt år.

Og når priserne således om jeg så må sige forlader den faste jordforbindelse, så de altså altid bliver lidt større, end folk kan betale og finder rimeligt – blot er de nødt til at købe, for ellers bliver det endnu dyrere – så bliver denne altfor høje pris altså prisen, det vil sige, det bliver det beløb, bankernes udlån bestemmes af. Og så bliver især de byggeprojekter, som byggematadorer involverer sig i, baseret på alt for høje priser, og bankerne låner ud med sikkerhed i disse høje priser. Det er der ikke noget forkert i, for alle véd jo, at det er prisen, man kan ikke få ejendommen billigere, den kan oven i købet sælges med fortjeneste om nogle år. Det har den i hvert fald kunnet hidtil.

Nu, efter at boligboblen er bristet, véd vi alle, at der var tale om en boble. Nu kan vi alle se, at disse opskruede priser ikke kunne holde i længden. Men det kunne man ikke se før 2008. Og nu ser vi så det omvendte. Nu ser vi, at det ikke kan betale sig at skrive under på en handel i dag, for i morgen bliver ejendommen billigere. Derfor er bolighandelen gået i stå.

Det, der startede denne krise, var det forhold, at nogle investeringsselskaber i USA havde givet nogle alt for usikre boligejere alt for store lån. Og da det så viste sig, at de i stort antal ikke kunne betale, gik disse selskaber fallit. At et selskab går ned med flaget, betyder jo imidlertid, at mange andre taber penge. Men når en bank taber penge, taber andre banker også penge. Og i løbet af ganske kort tid havde krisen bredt sig til Europa, også til Danmark. Også herhjemme var der banker, der havde fået penge i klemme. Nu steg priserne jo ikke mere, og det havde man i sin långivning kalkuleret med. Der var firmaer, der ikke kunne forrente deres lån, der var firmaer, der måtte standse betalingerne, og – ak ja – der var endda banker, der måtte gå konkurs. Alt sammen havde det sit udgangspunkt i, at boligpriserne var kommet for højt op.

Det var det samme, der skete i Japan omkring 1990. Dèr var det ikke boligerne, der var steget uforholdsmæssig meget i pris, det var forretningsejendommene i byerne. Men de banker, der havde lånt byggefirmaerne penge, led store tab, tab, som fik dem til at udskyde afdrag på de lån, de selv havde, osv. Hele økonomien gik ned i gear og er først fornylig kommet op i omdrejninger igen.

Men den store ironi ligger i, at har man indset, at miséren ligger i de forventningspriser på jord, der dannes, når der er opsving i økonomien, så har man også set det redskab, der fremover skal forhindre lignende kriser i at opstå. Man skal naturligvis indkræve en skat på jordbesiddelse, som stiger med det økonomiske opsving. Derved vil man effektivt kunne holde jordpriserne i skak, derved vil man kunne forhindre, at der dannes sådanne forventningspriser. Desuden vil man få en skatteindtægt til det offentlige, som så at sige vil være gratis, idet den vil gå i stedet for en tilsvarende udgift for boligejeren til kreditforeningerne.

At det forholder sig sådan, kan ses på denne hjemmeside, se her. Her oplyses det, at én af de græske luksusejendomme, som regeringen – meget mod sin vilje, vistnok – har været tvunget til at pålægge en ejendomsskat, er blev sat ned fra 2.5 mill euro til 2 mill euro. Det vil sige, ved at pålægge en sådan skat flytter man den årlige udgift for den nye ejer fra en fast udgift til lånemarkedet til en flydende udgift til staten. Ejeren sidder lige dyrt for det.

Men det gælder over alt i den vestlige verden, desværre, at den form for skat er der stor modstand imod. Det fik endda være. Men man kunne så i det mindste bruge disse tanker til at lodde økonomien, hvor langt vi er borte fra næste krise. Det var i hvert fald min tanke tidligere. Men jeg må indrømme, at jeg nu er kommet til at se på de protestbevægelser, der breder sig i USA og Europa, som tegn på, at økonomer og politikere, der ikke har villet erkende jordpriserne som årsag til krisen, nu kommer til at ligge, som de har redet. De står uden reel forklaring på krisen. Og netop en sådan forklaring er det, man mangler at kunne fremvise for de protesterende.

Man har hævdet, at det var grådige bankdirektørers skyld, at krisen opstod. Men hvem har givet disse direktører ordrer til at konkurrere med andre bankdirektører, og hvem har skabt de rammer, de kan konkurrere indenfor? Og når der nu er opstået en situation, hvor ingen tør låne penge ud, så lader politikerne staten låne penge ud til bankerne; de skal i hvert fald reddes; for redder man ikke dem, får man ikke gang i økonomien. Og så har vi den misère, som almindelige mennesker ikke kan forstå: milliarder i tusindvis gives til de rige banker, mens sygehuse og skoler må holde sparerunde efter sparerunde. Er det da vores skyld? spørger de fattige protesterende i munden på de mindre fattige.

Svaret er selvfølgelig, at det er det. Alle er lige så stille blevet enige om, at de, der har boliger, ikke må røres; det vil sige, alle er blevet enige om, at de store friværdier, som skabtes i de gode år, og som bevirkede, at priserne steg endnu mere, dem taler vi ikke om, dem lader vi, som om de ikke eksisterer, og vi ser i hvert fald helt bort fra, at de er kommet dumpende ned i boligejernes turban som appelsinerne i Aladdins: fuldstændig ufortjent.

Men det svar har politikere og delvis også økonomer afskåret sig fra at give. Man spørger sig selv, om vort land skal lige så langt ud som Grækenland, før man begynder at opkræve ejendomsskat af betydning. Ak ja.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Protester uden mål og med?

  1. Claes siger:

    Et lille bevis på, at du har ret, ses i den kendsgerning at økonomien rettede sig i Danmark, da retsforbundet kom med i en regering. Man forventede at nu ville grundskylden blive hævet, jordspekulationen forsvandt. Men da situationen havde bedret sig, tænkte ingen mere på fuld grundskyld, nu gik det jo godt, og siden da har ingen villet indføre øget jordbeskatning. Georgismen er ikke populær selv om de fleste kan se, at den er retfærdig. Modviljen mod arbejdsfri indtægter er ikke solidt forankret i den brede befolkning.

  2. Nikolaj Christensen siger:

    Ja det er lidt besynderligt, hvordan en egentlig rigtig god idé aldrig for alvor har fået nogen gang på jorden. Men ja, måske er det netop fordi begæret efter arbejdsfri indtægter ligger så dybt i os alle sammen. For mig at se er det i hvert fald en hoveddrivkraft i dansk politik. Politikere på begge sider af det politiske spektrum er jo enige om at love større og større arbejdsfri indtægter i form af skattestop for boligejere og gratis gaver der deles ud til alle uanset indtægt eller formue. Solidariteten med de virkeligt trængende er pist væk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s