Lovfromhedens forbandelse

Skal en muslim straffes for at forlade islam? Kan muslimske forældre elske deres børn, når de vil tvinge dem til at gifte sig med den, de anviser dem? De to spørgsmål skal behandles her. Og begge skal behandles under overskriften: ”Lovfromhedens forbandelse”.

Fornylig læste jeg en højst glædelig artikel i Information. Den havde en overskrift, der fangede mig: ”Er Allah så svag, at folk skal tvinges til at tilbede ham?” Ved første øjekast troede jeg, det var en islam-kritiker, der havde skrevet artiklen. Men det glædelige var, at det faktisk var en muslim, der stillede dette spørgsmål. Og altså besvarede det med et ”Nej, selvfølgelig ikke!” (Se her).

Det oplevede jeg i ét af mine første år på religion.dk. Amina Tønnsen tog sig for at gå koranen igennem for at vise, at på Muhammeds tid var der folk, der forlod islam, uden at de blev henrettet af Muhammed af den grund. Ikke desto mindre fortæller ovennævnte artikel, at i 14 nationer med muslimsk flertal er det strafbart at forlade islam, og det på trods af, at også disse nationer har underskrevet FN’s menneskerettighedserklæring, hvor det i artikel 18 hedder: »Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter«.

Jeg er selv under mine islam-studier faldet over en bog af Mawdudi (pakistansk lærd, død 1979, se her), der argumenterer for, at frafald fra islam skal straffes med døden, og oven i købet hævder, at sådan har det altid været indenfor islam. Denne Mawdudi er en højt anset muslimsk autoritet, og man må nok – desværre – forestille sig, at han viderefører en ældgammel muslimsk tradition.

Ligeledes er jeg blevet opmærksom på den middelalderlige lærde muslim Ibn Khaldun og hans storværk Muqadimmah. Deri skriver han bl.a.: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Se mere i mit blogindlæg om Ibn Khaldun her).

Og man må derfor nok spørge, om det monstro ligger indbygget i al lovreligion, at den vil kræve straf for den, der vender sig bort fra religionen, hvis altså vedkommende befinder sig indenfor denne religions jurisdiktion. Desværre er svaret nok, at det gør det. Det var jo den egentlige grund til, at Jesus blev henrettet af jøderne. Det var også grunden til, at hans disciple blev forfulgt og henrettet efter ham, ligeledes af jøderne.

Det er dog noget, som vi i Vesten ikke i særlig grad er opmærksom på, for vi har igennem århundreder været gennemsyret af kristendommens menneskesyn. Og selv om vi først fornylig (dvs. engang i 1700-tallet) har fået dette menneskesyn til at slå igennem på statsstyrets område, så har vi fået det til at præge os på mange andre områder, ikke mindst på familiens område, lang tid før. Og f. eks. har Jesu syn på utugt, som det kommer til udtryk i Joh 8,1-12 (historien om Jesus, der siger til dem, der har grebet en kvinde i utugt og nu vil til at stene hende, at den, der er ren, skal kaste den første sten, hvorefter de alle går bort), dette syn har præget vor verdensdel, så stening af sådanne mennesker var udelukket.

Men først og fremmest har hans syn på, hvad kærlighed er, præget os. Og at det er det modsatte af lovfromhedens syn på kærlighed, kommer frem på en næsten uhyggelig måde i en bog, der for en god halv snes år siden blev udgivet i Norge: Hellig Tvang. Den handler om muslimske unge, der tvinges ind i et arrangeret ægteskab af deres familie, og om de midler, familierne anvender for at få de unge til at makke ret, midler, der uden blusel anvendes i det Norge, der grunder på en helt anden kultur. På en norsk hjemmeside (se her) udgives for tiden et kapitel ad gangen. Derved vil man vise, at der på den front så at sige ikke er sket noget som helst i de forløbne år.

Den diskussion skal jeg ikke gå ind i. Men i det kapitel, der ses her, fortælles der om en ung kvinde fra Albanien, Hafsa, som så sandelig har ben i næsen. Hun har modsat sig sine forældres krav og giftet sig med én, hun selv har valgt og selv er blevet forelsket i. Kapitlet gengiver en lang samtale mellem en interview’er og Hafsa og en anden muslimsk kvinde.

Interview’eren spørger: ”Tror dere virkelig at norske jenter har frihet til å gjøre hva de vil? At foreldrene ikke setter grenser?”

Jentene er med ett i villrede. De diskuterer løst seg imellom. Hafsa konkluderer:

”Med frihet mener vi at de trenger ikke være jomfru når de gifter seg. De kan overnatte hos venninner og ha venninner på besøk hjemme. De trenger ikke komme hjem klokka fem om ettermiddagen. Det er den friheten vi savner. Men norske jenter har ikke den tryggheten vi har. Vi er samlet som familie. Du føler deg virkelig elsket. Familien gjør alt for deg. Norske familier er delt, det er ikke bånd mellom familiemedlemmene. Du må klare deg selv.”

”Norske jenter har for mye ansvar for eget liv, er det det dere mener?”

”Ja, for oss er bare tanken på å skulle klare seg alene så skremmende at vi heller underordner oss familiens ønsker”, sier Hafsa ettertenksomt.

”Hvordan kan du si at det er så mye kjærlighet i muslimske familier når du selv er utstøtt fordi du giftet deg med Murteza?

”Nei, det er sånn at hvis du ikke gjør som de sier, så driter de i deg. Men så lenge du går den veien de vil, så har du ordentlig kjærlighet”, fortsetter Hafsa.

”Det er vel det vi kaller betinget kjærlighet; “gjør du som jeg sier elsker jeg deg, men hvis ikke…”?”

”Det kan du godt si. Det er sånn det fungerer. Men foreldrene våre mener ikke noe vondt med det. De føler virkelig at vi svikter dem, ikke er glade i dem, hvis vi ikke gjør som de sier. Pappa føler at jeg ikke er glad i ham siden jeg giftet meg med Murteza. “Hvordan kunne du gjøre det mot meg? Jeg har gitt deg alt, og så dummer du meg ut for hele familien og alle vennene mine? Jeg kan ikke vise meg ute lenger. Jeg trodde du var glad i meg,” sa han. Han har mistet det viktigste; ansiktet sitt. Det er egentlig det det handler om. Vi blir alltid stresset på familiens ære. I hele oppveksten. Vi vet at æren deres er viktigere enn kjærligheten til barna”, sier Hafsa.

”Det må være vondt?”

”Både og. Er du på innsiden, får du alt. Er du på utsiden, får du ingenting. Du blir så avhengig, så redd for å være alene. Derfor er det nesten umulig å kjenne etter hva du egentlig ønsker deg i livet. Det er lettere å bare la seg styre, slippe ansvar.”

Her prøver Hafsa virkelig at forstå sine forældre, hvilket faktisk er meget rørende. Men hun må bøje sig for interview’erens indsigelse: at den kærlighed, som deres forældre viser dem, er en betinget kærlighed: den gælder kun, så længe de gør, som der bliver sagt. Jovist, siger hun, men fortsætter så med at sige, at hun sådan set godt forstår sin far, når han føler, at hun svigter ham ved ikke at gifte sig med den, han udpeger for hende. Han føler, at hun ikke holder af ham, når hun gør, som hun gør.

Alligevel kalder disse unge muslimer det, deres forældre føler overfor dem, for kærlighed. Alligevel føler de sig virkelig meget bundet til forældrene. Alligevel føler de, at deres familiekærlighed er meget stærkere end den, der bliver de norske piger til del.

Dette sidste er ganske mærkeligt. Bevares, man kan forstå det som et lidt fortvivlet forsøg på at fastholde det gode ved deres egen kultur og deres egne forældre. Men man må nok føje til, at de slet ikke kan forstå den frihed, som norske forældre giver deres unge, som udtryk for kærlighed. De kan tilsyneladende ikke fatte, at man på én gang kan elske sine børn og lade dem selv træffe afgørelse i livets vanskelige spørgsmål. I den grad er lovtankegangen trængt ind overalt i deres kultur, at selv begrebet ”kærlighed” er gennemsyret af den. Det er lidt uhyggeligt.

Og det er uhyggeligt, fordi det lader ane, at forskellen mellem islam og kristendom er afgrundsdyb. Så selv om diverse muslimske stater har skrevet under på menneskerettighedserklæringen om, at religionsfrihed betyder, at man har ret til at forlade islam, så sidder det dybt i dem, at den slags skal straffes. Og selv om de unge muslimer virkelig føler sig bundet til deres forældre og omvendt også føler, at deres forældre tager sig af dem, så har de meget svært ved at se, at kærligheden mellem forældre og børn kan have andre former end den, de kender fra deres hjem, at f.eks. norske hjem kan være præget at lige så stor kærlighed mellem forældre og børn som muslimske hjem, uden at forældrene føler trang til at bestemme over deres unge i ét og alt.

Og så siger man, at hele forskellen mellem vore muslimske indvandrere og os ligger på det sociologiske plan, og at bare vi drejer lidt på de sociologiske håndtag, så skal det nok gå! Hvornår vil man dog se i øjnene, at forskellen ligger på det religiøse plan, og at kristendommen har præget vort samfund meget mere, end de fleste af os tror?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til Lovfromhedens forbandelse

  1. Inger Andreasen siger:

    Jeg er meget enig, og har bemærket de samme forskelle hos muslimske naboer.
    De muslimske børn får så til gengæld lov til selv at bestemme på områder som danske børn ikke gør, f.eks. må små børn være oppe til langt ud på natten hvis de har lyst. Der er en modvilje mod at sætte grænser sige nej og stille krav, medmindre det er noget der vedrører familiens ære.
    Det er måske det som de unge norske muslimske piger opfatter som “vi får alt” og opfatter som kærlighed.
    Meget af det der sker i muslimske familier ville blive betragtet som omsorgssvigt, hvis det var i en dansk familie det samme skete.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Tak for dine forsøg på at identificere og påpege de grundlæggende forskelle på islamisk og kristen kultur. Der er megen overfladisk debat omkring forskellene mellem “dem” og “os”, som så let kan påvises at være fordomme… Selvfølgelig er også muslimer først og fremmest medmennesker.
    Men, som tingene står, er det mest problematiske (og måske farlige) den naivitet, hvormed man fra meningsdanneres og “gode” politikeres side prøver at føre et nyt lighedsideal frem. Lighed skal fremmes ikke ved at give mennesker lige rettigheder, men ved at benægte at forskelle har nogen betydning – også kulturelle og religiøse forskelle.
    Devisen synes at være: Fred opnås ved at lade som om alle religioner betyder det samme for kulturen…
    Foreløbigt betyder det, at unge mennesker også som tredie generations indvandrere i f.eks. Norge tvinges til fortvivlede ægteskaber – for ærens skyld… Og den demokratiske retsstat gør ikke noget for at hjælpe dem.
    Men at få vore ligheds-prædikende politikere til at se, hvilken forskel det gør at være opdraget i lov-fromhedens ånd?!
    De fleste mener vel, at det er teologisk pindehuggeri.. eller det, der er værre.
    Men vigtigt er det, at gøre det klart for så mange som muligt..

  3. Claes siger:

    Vi tænker ofte, at kristendom og religionsfrihed hører sammen og så var det dog først med grundloven, at vi fik religionsfrihed i Danmark. Der havde været småtilløb i forskellige inklaver, Fredericia, Nordstrand i Frisland og i København, men i det store var det strafbart at have anden religion end den lutherske statsreligion. Så mon ikke muslimerne blot er lidt bag efter på det område?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s