Hvad der ikke blev sagt!

Hvorfor forklare indviklede ting, når man kan bidrage til at øge forvirringen?

Det må vist være en sådan tese, Deadline den 17-10 om aftenen arbejdede efter. Man interview’ede professor Bengt-Åke Lundvall ved Aalborg universitet på baggrund af en kronik, han havde skrevet i Information, se her, om den finansielle redelighed, vi har anbragt os i. Men denne urede blev ikke redet ud. Tværtimod.

Manden havde været vicedirektør i OECD, så det var med en vis forventning, at man hørte på ham. Mon dog ikke i det mindste han kunne sige noget af interesse i den nuværende situation?

Men det, han kunne sige, var ikke meget, og den interesse, det kunne aftvinge, var endnu mindre.

Han fremsatte f.eks. en tese om, at magten havde flyttet sig fra de demokratiske institutioner til finansverdenen. Som han skriver i kronikken: ”‘Markedet’ har i realiteten afsat regeringer i Portugal, Spanien og Irland. Og andre landes regeringer står for tur.” Eller som han fortsætter: ”I de gældsplagede lande og især i Grækenland dikteres den økonomiske politik formelt af IMF og den Europæiske Centralbank — reelt er det det finansielle markeds aktører som, via deres køb og salg af statsobligationer, fastlægger, hvad der er den ‘nødvendige’ økonomiske politik.”

Det gav sig på et tidspunkt det groteske udslag, at han nævnte Sarkozys og Angela Merkels forslag om en ‘økonomisk euroregering’ (se her) og hævdede, at dette forslag var fremtvunget af markedsaktørerne, og at det, hvis det blev gennemført, ville blive oprettet uden nogen form for demokratisk diskussion. Det var altså, konkluderede han, markedskræfterne og ikke de demokratiske kræfter, der bestemte. Hvis en sådan ‘euro-regering’ bliver til virkelighed, skabt i huj og hast af regeringscheferne i euro-landene, så skyldes det ikke et folkeligt krav fra neden, så hænger det ikke sammen med, at der har dannet sig en folkelig bevægelse, der kræver en sådan afgivelse af national suverænitet, nej, så skyldes det, at alle – regeringschefer, kommentatorer, politikere, redaktører, m.m. – for alt i verden ønsker at tilfredsstille markedet; hvad markedet kræver, bøjer man sig for; har man en fornemmelse af, at markedet er utilfreds med uenigheden mellem euro-landene, nuvel, så opretter man en euro-regering, om dog ikke markedet kunne reagere positivt. Ergo: beslutningsprocessen er flyttet fra de demokratisk valgte regeringer til det ubestemmelige ‘marked’.

Ærlig talt, det er da noget vrøvl! Eller mere præcist: der er noget, der ikke bliver sagt. Der er en ubekendt i ligningen, der ikke bliver taget hensyn til. Og det betænkelige ved sagen er, at hverken Lundvall eller interview’eren tog hensyn til det. Det havde ellers været oplagt, når nu Lundvall syntes at have glemt denne ubekendte, at så interview’eren stillede ham til ansvar for denne forglemmelse. Det blev ikke gjort. Og så blev vi seere mere forvirrede, end vi var i forvejen. Det kan ellers i sig selv være slemt nok.

Det, der ikke blev spurgt ind til, var, at det jo lige fra euroens start har været et problem, der blev nævnt i medierne, at de lande, der deltog i euroen, ikke havde fælles interesser og ikke krævede den samme rentepolitik. Man har lige fra starten fra velorienteret side spurgt, hvad der ville ske den dag, der kom en krise: ville euroen så bryde sammen, eller ville det lykkes at forene de vidt forskellige økonomiske hensyn, som de deltagende lande havde?

Jeg husker en artikel i The Economist, som ret omhyggeligt forklarede, at euro-zonen kun kunne komme til at fungere effektivt, hvis det på forhånd lå fast, at et land, der kom i vanskeligheder, ikke ville blive hjulpet af de andre. Man var på et tidspunkt bange for, at nogle euro-lande på egen hånd ville give sig til at trykke pengesedler, som der ikke var dækning for. Det ville skabe inflation, ikke blot i det pågældende land, men i hele euro-zonen. Den fare har man undgået. Men den fare, der ligger i umådeholden låneoptagelse, har man ikke undgået. For man har ikke gjort det klart, at et sådant land helt og holdent må klare sig selv, det vil ikke kunne regne med hjælp fra de andre.

Det har bevirket, at blandt andet franske og tyske banker i stort omfang har opkøbt græske statsobligationer for at finansiere det græske overforbrug. For man var overbevist om, at gik det galt, ville de andre lande gribe ind og hjælpe. Hvilket jo har vist sig at være en rigtig kalkule.

Det vil sige, det, Lundvall skulle have gjort opmærksom, var, at hele misèren skyldes euro-landenes febrilske ønske om for enhver pris at bevare euroen. Det er ikke markedet, der styrer, og de demokratiske kræfter, der står af. Det er de demokratiske kræfter, der har villet gennemføre et utopisk projekt og ikke har har haft den fornødne mængde is i maven til at modstå det tilsyneladende rigtige ønske om hjælpepakker. Man begyndte med en lille hjælpepakke, men har, som tiden gik, og Grækenlands situation ikke forbedredes, været tvunget til at gøre disse pakker større og større, så de nu slet ikke kan ligge under juletræet.

Så det spørgsmål, man må stille (men som ikke blev stillet i Deadline-udsendelsen) er: hvorfor i alverden vil man for enhver pris bevare euroen? Er det for stort et prestigetab for de europæiske politikere, hvis de må indrømme, at de advarende røster, der lød ved indførelsen af euroen, havde ret?

Jeg skal ikke kunne sige, om The Economist havde ret i sin betragtning i sin tid: at man for alt i verden skulle undlade at gribe ind fra andre landes side. Jeg skal heller ikke kunne sige, om Jesper Rangvid har ret, når han i Information påstår, at det klogeste for Grækenland vil være at gå konkurs, men ellers forblive i euroen, se her. Men jeg tør nok sige, at Bengt-Åke Lundvall bidrager unødigt til at øge forvirringen, når han i Deadline får lov til uimodsagt at påstå, at økonomiske kræfter overtager styret fra demokratiske. De økonomiske kræfters virkemåde er svær at gennemskue. Men den blev ikke lettere at forstå efter denne udsendelse. Øv!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s