Om at være god pr stedfortræder

Det er også det, man kalder farisæisme. Der er tale om det fænomen, Jesus omtaler i Luk 11,46: ”Ve også jer, I lovkyndige! I læsser byrder på mennesker, som ikke er til at bære, men selv rører I dem ikke med en lillefinger”.

Vi ser det nok tydeligst i indvandrerdebatten. Vort folks ‘gode’ elite bliver ikke træt af at opfordre os danskere til at være gode mod de fremmede. Men selv drømmer de ikke om at bosætte sig på steder, hvor de får noget med de fremmede at gøre. Man forlanger både dette og hint gjort til fordel for de svage. Men man agter ikke selv at bidrage med en tøddel.

Men nu ser vi det også i debatten om Gaddafis død. De gode og fromme og retskafne dukker op af deres skyttehuller: ”Det er også for galt, at man slår den mand ihjel! Uden rettergang og dom!” Eller: ”Hvad bilder vore politikere sig ind, at de sådan bare jubler over Gaddafis død? Var han ikke et menneske som alle andre? Skal ikke hans død begrædes som alle andres?”

Vi så noget af det samme, da amerikanerne havde fundet ud af, hvor Osama bin Laden opholdt sig, sendte et hold elitesoldater ind i Pakistan og slog Osama ihjel. ”Hvorfor fangede man ham ikke levende?” blev der spurgt. ”Hvorfor sørgede man ikke for at tage ham med, så han kunne blive stillet for en dommer og få en retfærdig rettergang?” Jeg tillod mig dengang at fremkomme med et lille pip her på bloggen, se her. Men igen: Man ville være god pr stedfortræder. Man drømte ikke om at spørge, hvad man mon selv ville have gjort, hvis man havde været i den kommandosoldats sted, der affyrede de dræbende skud. Nej, det var bare om at hæve etikkens fane så højt som muligt.

Nu gentager sceneriet sig så. Man sidder i sit gode parcelhus, foran det trygge fjernsyn og ser på alle de jublende libyere. Så hører man diverse politikere glæde sig med libyerne. Og så går der etik i den. Så gribes man af en voldsom forargelse (og farisæisme, men det ser man ikke selv). Så kræver man alle retsstatens regler overholdt, selv om man burde vide, at Libyen så sandelig ikke er nogen retsstat. Så vil man være god pr stedfortræder. For de gode, det er dem, der kun slår ihjel med tilladelse fra FN; det er dem, der har fantasi til at forestille sig en verden, der er meget bedre end den, der faktisk forefindes; det er dem, der kan stille krav fra en sådan tænkt verden til den faktiske; det er dem, der kan alle reglerne på fingrene og forarges, hvis de ikke overholdes. Men ret megen forbindelse med virkeligheden har de ikke. De står ikke selv i noget dilemma. De skal kun være gode derved, at de kan kræve det gode gennemført af andre. De læsser byrder på mennesker, men vil ikke selv bære dem med en lillefinger, citat: Jesus.

Lad os tænke os, at russerne på et tidligt tidspunkt i kampen om Berlin i april 1945 havde fået mulighed for at få Hitler i deres varetægt! Hvad ville det så være klogt at gøre? Ih ha, han skal da stilles for en domstol, vil ‘de gode’ sige. Han skal selvfølgelig stilles til ansvar for alle de onde gerninger, han har gjort. Men vil realisten også sige sådan? Han véd, at soldaterne i den tyske hær har svoret troskab til Hitler. Han véd, at så længe Hitler lever, vil kampen fortsætte, hvor håbløs den end ser ud, nu Hitler er fanget af russerne. Og han véd, at Hitlers død med ét slag vil løse de tyske soldater fra deres ed.

Nuvel, Hitler kom russerne i forkøbet. Han begik selvmord. Men i det antydede tankeeksperiment vil jeg både gætte på og finde det rigtigt, at russerne med det samme slog Hitler ihjel. Derved ville de jo fratage de tyske soldater al mening med at kæmpe videre. Nazismen var uløselig knyttet til Hitlers person. Sådan havde han selv indrettet det. Og derfor: er han død, er nazismen død, og videre kamp tåbelig.

Det samme kan siges om Gaddafi. Hele det diktatur, der har præget Libyen i de sidste 42 år, er knyttet til hans person. Når han bliver slået ihjel, er alle muligheder for at fortsætte kampen til fordel for dette diktatur forsvundet. Så længe han lever, er der mulighed for at befri ham for dem, der fanatisk stadig lader sig betage af ham. Han var den opflammende retoriker. Ham var det, der sad i centrum og kunne få folk til at ofre sig for de idealer, han malede op for dem. Når han er død, er kampen mod diktaturet forbi. Alle de, der har været hans sidste tilhængere, vil nu kaste uniformen og sive over i det civile Libyen i håb om ikke at blive bemærket.

Jo, lad os uden skrupler glæde os med libyerne over, at med Gaddafis død er hans diktatur for stedse forsvundet. Og hvad vi måtte have af etisk fornemmelse, kan vi passende mobilisere for at få libyerne til at gå Sydafrikas vej: til at gennemføre noget, der minder om og sikkert kan lære meget af den forsoning, der fandt sted efter apartheid-styrets fald. For et diktatur har jo ikke kunnet fungére uden mange hjælpere. Og disse hjælpere lever stadig. Hvad med dem?

Her drejer det sig om at gemme alle sine farisæiske retstanker af vejen. Her drejer det sig om at få sandheden frem og derefter tilgive forbryderen. Her ville det værst tænkelige scenario bestå i, at man krævede alle dem til regnskab for deres onde gerninger, som har været med til at få Gaddafis regime til at kunne eksistere. Hvor umuligt det end forekommer, det bedste vil være, som i Sydafrikas tilfælde, at give dem mulighed for at fortælle om deres ugerninger, så de, der har været udsat for deres overgreb, kan få at vide, hvad der skete, og derefter lade dem gå fri.

Det er en utrolig svær proces. Men skal der blive en stat ud af Libyen, kan man ikke bare feje fortiden ind under gulvtæppet. Den må frem i lyset. Der må aflægges rapport om den. Og så, når det alt sammen er samlet i en rapport, når alle de, der har mistet pårørende, har fået at vide, hvad der er sket, når alle de, der har lidt under regimets jernhæl, er blevet klar over, hvem der befalede hvad, når alle de, der har været Gaddafis hjælpere, har angret og bekendt, hvad de gjorde, så først kan landet blive et almindeligt land, hvor den gensidige tillid kan begynde at vokse frem i spæde spirer.

Men først fred, så sikring af det økonomiske liv, så alle får arbejde og mad på bordet, så opbygning af et civilsamfund med skoler og domstole, og samtidig med det en forsoningsproces mellem undertrykkere og undertrykte. Der ligger meget forude, der ligger mange vanskelige og rørende scener foran libyerne, og det internationale samfund kan på mange måder være behjælpelig. Men at ville kræve overgangsregeringen og den primitive af civile elementer opbyggede hær til regnskab for Gaddafis død, det er ikke den hjælp, der er behov for.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Om at være god pr stedfortræder

  1. Pingback: Nyfarisæisme og nyracisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s